2019 Et år med dejlige familie-rejser og gode oplevelser

2019

Vi er jo en familie der Elsker at rejse.
Og heldigvis gav 2019 mange gode rejser, hvor især vores rejse til Taiwan og sommerferien til både Grønland og Barcelona var virkelig mindeværdige!
Jeg skal faktisk minde mig selv lidt om, at vi altså har oplevet masser af gode rejser i år, for stort set alle rejser var i den første halvdel af året. Så når jeg nu sidder her i december – langt fra alle rejserne – begynder rejsefeberen virkelig at snige sig ind på mig igen!

Vores rejser i 2019

Vilnius: Vi lagde ud med en weekendtur til Vilnius. Det var en rigtig hyggelig tur, hvor vi både havde Cecillie og farmor med. Men det var nu lidt koldt at se Vilnius i februar. Heldigvis fandt vi en del gode indendørs museer. Og vi havde en fest i tv-tårnet, hvor restauranten drejer rundt.

Berlin & Gubin: I marts var Dennis og Cecillie på far-datter tur til Berlin og Guben, hvor de besøgte The Plastinarium, hvor kroppene til f.eks. Bodyworld på Experimentarium bliver lavet.
Det var en virkelig spændende tur. Men I har indlæg om det tilgode.

Taiwan: I april rejste vi til Taiwan. Det var ikke rigtig et land, vi kendte noget til i forvejen. Men det blev virkelig en god ferie! Det allerbedste var, at alle vi mødte var så søde og imødekommende.
Vi så flotte templer, badede i hot springs, skyllede ægte guld frem, vandrede i smukke nationalparker, cyklede mellem rismarker, spiste på natmarkeder og badede selvfølgelig en hel masse!!!
Jeg har desværre ikke fået skrevet ret meget om turen endnu, men jeg har f.eks. skrevet om selve rundrejsen.

Tallinn & Riga: I maj var jeg på en venindetur til Tallinn og Riga. Det var en tur med fuldt booket program – vi skulle nå at se ALT. Nu var der jo ikke børn med, som der skulle tages hensyn til. Og det fik vi også! Jeg synes, at det var en helt fantastisk tur. Men jeg har ikke skrevet om den endnu.

Grønland: I sommerferien havde jeg fået lokket familien med til Grønland. Jeg har selv boet i Grønland i 2 år for 20 år siden. Og nu ville jeg meget gerne vise mine drenge dette fantastiske land. Dennis og Cecillie havde været med deroppe på hundeslæde tidligere. Men nu skulle vi opleve Grønland om sommeren.
Vi så hvaler, rensdyr, moskusokser, sneharer og selvfølgelig masser af slædehunde. Vi så isbjerge, indlandsisen, sov i telt ved de smukke søer og så meget andet af den fantastisk smukke natur, som Grønland har. Det var slet ikke svært, at få de andre til at forstå, hvorfor jeg er så vild med Grønland.
Endnu en gang bliver jeg nødt til at skrive, at I har indlæg tilgode om Grønland, for jeg har ikke fået skrevet ret meget endnu om turen. Men du kan se en gennemgang af hele ferien her.

Barcelona: Vi havde lovet drengene, at Grønland blev en lidt “spejder-agtig” ferie med masser af naturoplevelser. Og sightseeing. Til gengæld ville vi bagefter tage til en campingplads uden for Barcelona – og så var der dømt pooltid! Det skulle jo også være en sommerferie, og vi vidste jo selvfølgelig godt, at Grønland ikke ville byde på det, som børnene synes er en sommerferie.
Så dagen efter vi kom hjem fra Grønland, rejste vi videre til Barcelona. Og her blev der slappet af og badet og ikke ret meget andet. De sidste par dage “flyttede” vi til Barcelona. For med de fodbold tossede drenge vi har, skulle vi da også lige forbi Camp Nou.

Ødegård i Sverige: I efterårsferien trængte vi til at slappe fuldstændigt af. Så vi lejede en ødegård i Sverige i et par dage. Her blev der spillet spil i lange baner foran kaminen. Og mest af alt bare hygget, slappet af og nydt at være sammen uden skærme…

Kiev & Budapest: Dennis har været på 2 herreture i år. Én til Budapest. Og én til Kiev, hvor de var bl.a. også var på en virkelig spændende tur til Tjernobyl.

Danmark: Igen i år har vi også nydt dejlige Danmark. Vi har været på cykeltur på Orø, vi har været i Odense, vi har sejlet i kano på Gudenåen, vi har været i Skovtårnet, vi har været på den børnevenlige Hundested Havn og i Knud Rasmussens hus, vi har set en ubåd i København, jeg har været på Gilleleje Badehotel. Og så har vi selvfølgelig været i farmors sommerhus på Møn, og Dennis og jeg har endda også overnattet i Liselund Slotspark.

Alle de uskrevne indlæg

Jeg synes godt nok, at jeg har skrevet mange gange i dette indlæg, at I må have indlæg om vores rejser tilgode. Det ærgrer mig helt vildt, at jeg ikke kan nå at skrive alt det, jeg gerne vil.

Men jeg må bare konstatere, at jeg kan ikke nå alt det, jeg gerne vil (kender du det… 😉 )
Vi skriver Facebook opdateringer, med masser af billeder, mens vi er afsted. Og jeg skriver meget detaljerede dagbøger på vores større rejser. Så I skal nok få masser af gode indlæg om rejserne, selvom det er ved at være lidt tid siden, at vi var af sted på dem.

I 2019 har jeg skrevet de sidste indlæg om vores rejse til Cuba (fra 2017). Og jeg har skrevet halvdelen af indlæggene til vores meget begivenhedsrige rejse til Kroatien i 2018. Så indlæggene kommer stille og roligt.

Hvorfor har vi så ikke rejst i efteråret?

Man kan jo ikke rejse hele tiden… og desværre har vi oplevet 2 dødsfald samt en alvorlig sygdom i vores nærmere familie og omgangskreds, så det har fyldt rigtig meget hos os.

Så skete der også det helt utænkelige, at mit arbejde sagde nej til, at jeg kunne få lov til at holde fri, da vi ville til Brasilien i november og fejre Dennis’ brasilianske, gode vens runde fødselsdag. Der skulle sættes gang i et stort projekt på arbejdet…

Det var faktisk alligevel heldigt (altså da skuffelsen over en missed ferie havde lagt sig), for det skulle vise sig, at vi havde brug for pengene til noget andet.
Vi har nemlig et meget gammelt køkken, som vi ikke har haft lyst til at bruge penge og tid på at forny (hver gang vi fik sparet lidt op, fik jeg overbevist Dennis om, at det var en god idé med endnu en ferie 🙂 ). Men i efteråret begyndte køkkenet bogstaveligt talt at falde fra hinanden. Så nu bliver vi nødt til prioritere at få udskiftet det køkken.

I 2019 har vi snuset lidt til friluftslivet

Børnene startede til spejder sidste år, men holdt hurtigt op igen, fordi vi simpelthen ikke havde nok tid i hverdagen til det. I stedet lovede jeg, at lave “mors spejderskole”, for jeg har selv været spejder i mange år som barn.
Der skulle gå et års tid, før “skolen” kom lidt i gang. Men i sommers fik vi snuset lidt til friluftslivet.

Mikkel og jeg har været ude og sove i shelter.
Vi har bagt snobrød over bål og lavet mad på Trangiaen.
Vi sov en overnatning i telt i Grønland, langt væk fra alting. Og vi var tog cyklerne med til Orø, og udforskede øen fra cyklerne.
Alt sammen ting, som vi alle syntes var ret sjovt, og helt sikkert skal gøre noget mere ud af.

Rejsetips vi har skrevet om i 2019

Transportabel router med lokalt Wifi: Da vi var i Taiwan lejede vi en transportabel router til Wifi, så vi altid have lokalt, gratis internet med os rundt. Den var vi virkelig glad for! Og de kan lejes i mange lufthavne rundt omkring i verden.

Hvad skal man have med i sit rejseapotek? Man vil ikke have for meget med at slæbe på. Men vil heller ikke stå og mangle noget. Vi gav her vores bud på et godt rejseapotek til ferien.

Ved lange mellemlandinger, skal man så overnatte i lufthavnen eller tage besværet med at tage på hotel? Det filosoferede vi lidt over, efter at vi havde haft en lang mellemlanding i Beijing, hvor vi tog på hotel, men kun nåede meget lidt søvn.

Hvad har vi af rejseplaner i 2020?

Det bliver et kort svar – ingen.
Men det bekymrer mig overhovedet ikke, for det havde vi heller ikke sidste år ved denne tid. Og alligevel kom vi jo på masser gode, spændende og oplevelsesrige rejser i 2019 🙂

Vi snakker dog meget om en skiweekend til Sverige. Det er jo ved at være 2 år siden sidst vi var afsted.

Og så snakker vi om sommerferie. I øjeblikket har vi Florida på radaren. Vi var i Disneyworld med Cecillie, da hun var 9-10 år og det var en af de bedste ferier, vi var på, da hun var barn. Så det gad vi godt gentage nu hvor drengene er ved at have en god alder til det. Og man kunne jo kombinere det med en videre tur til Bahamas…

Det var lidt om vores rejseår.
Vi håber, at du også har haft et godt rejseår. Og vi ønsker dig et rigtig godt nytår!

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi er jo en familie der Elsker at rejse. Og heldigvis gav 2019 mange gode rejser, hvor især vores rejse til Taiwan og sommerferien...
" />