Delfinshow & show med spækhuggere: er de okay eller er de helt umulige?

Cuba_Delfiner

Forleden dag filosoferede jeg i et indlæg over, om der mon findes delfinshows, som er ok at se?
F.eks. SeaWorld, som giver udtryk for, at de går op i dyrenes velfærd.
Som kommentarer til det indlæg, var der nogen, der anbefalede os at se 2 dokumentarer om spækhuggere og delfiner i fangenskab. 
Dem har vi set nu og har nu dannet os en ret klar mening om delfinshow og spækhugger show.

Jeg ville her egentlig bare skrive en opdatering til det tidligere indlæg. Men jeg er jo ikke så god til at fatte mig i korthed…så i stedet har jeg endt med at skrive dette indlæg.

2 dokumentarer om dyrevelfærd og delfiner og spækhuggere i fangenskab

I det andet indlæg skrev jeg:
“Vi snakker om at tage til Florida. Da vi var der for 10-12 år siden var vi helt vilde med det store spækhuggershow i SeaWorld. Det var en kæmpe oplevelse for både voksne og børn. Men kort tid efter var der jo en ulykke med en spækhugger der druknede sin træner. Der lærte man jo så om, at de spækhuggere nok ikke havde det helt godt.
Men har SeaWorld så forstået at forbedre sig? Eller skal vi virkelig have en ferie i Florida uden at vise børnene SeaWorld?”

Læs også: Lidt tanker om at være en fornuftig rejsende i 2019

Vi har nu set begge dokumentarer:
Blackfish handler om spækhuggerne i især SeaWorld, og om hvordan de har dræbt nogle af trænerne.
The Cove handler om, hvordan japanske fiskere fanger delfiner til delfinshows, og ikke mindst om, hvor mange delfiner de slår ihjel for at tjene nogle få penge.

Og efter at have set især Blackfish, er der kun ét – meget tydeligt – svar på mit spørgsmål omkring SeaWorld;
Nej, vi synes skal ikke at man skal besøge Seaworld og andre shows med spækhuggere og delfiner!!!

7 gode grunde til IKKE at besøge SeaWorld og delfinarier

Alt hvad jeg skriver, er selvfølgelig ud fra min egen vurdering af dokumentarer og artikler fundet på nettet. Jeg er på ingen måde uddannet i eller har andet kendskab til delfiner og spækhuggers liv.

Begge dokumentarer forklarer, hvor intelligente både spækhuggere og delfiner er og hvor meget de minder om mennesker, f.eks. ved måden de kommunikerer på, at de lever i familier hele deres liv som vi mennesker gør og at de virker følelsesmæssigt forbundet ved, at man f.eks. ser delfiner holde sine finner sammen, som når vi holder i hånd og de ser ud til at trøste hinanden.

En spækhugger hun bliver, ifølge wikipedia, kønsmoden omkring 15 år. Hun ammer i 15 til 18 måneder, og kan som regel få kalve til den er omkring 40 år… Det er jo nærmest en beskrivelse af ”menneske-hunner”.

Blackfish (som for os virker som en troværdig dokumentar) dokumenterer, at SeaWorlds ledelse kun tænker på én ting; nemlig penge. De interesserer sig overhovedet ikke for dyrenes velfærd. Og heller ikke for deres medarbejders. Her er nogle eksempler – især baseret på SeaWorld, men også på den slags shows helt generelt.

  1. Der har aldrig være rapporterede tilfælde af spækhuggere, der er gået til angreb på mennesker i naturen, tværtimod, fortæller folk, der er kommet tæt på dem, at spækhuggerne virker lige så nysgerrige på menneskerne, som menneskene er på dem. Det er kun i fangenskab, at man har oplevet, at de er blevet så stressede og frustrerede, at de er gået til angreb på mennesker.
  2. Delfinerne bliver så stresset, at de får mavesår. I ”The Cove” fortæller de, at man altid vil finde medicin mod mavesår i delfinariernes mad områder til delfinerne (vi kan jo ikke vide, om det er en overdrivelse, at sige altid. Men ud fra forklaringen, lyder det plausibelt). Det de bliver stresset af, er alle de lyde, de er omgivet af i de alt for små bassiner, hvor de ude i naturen kan lytte på virkelige lange afstande. Deres hørelse er deres bedste sans, og den bliver alt for overstimuleret i et delfinarium. Der fortælles om ét sted, hvor delfinerne blev ved med at dø, indtil man fandt ud af, at et filter i bassinet larmede mere end delfinerne kunne holde til. Tænk at dø over stress grundet larm…Der kan en lydsensitiv person som jeg, virkelig få ondt af dem…
  3. Spækhugger hanner i fangeskab har tit en kollapset rygfinne. Det ser man ikke ude i det fri.
  4. Som en mor, var det der berørte mig allermest, da de viste, at SeaWorld solgte spækhuggernes unger til andre parker, når de var omkring 4 år. Når man lige har lært, at spækhuggerne lever sammen hele deres liv, og man så ser en stakkels spækhugger-mor ligge i et hjørne og kalde på sin forsvundne unge med lyde, som personalet aldrig før har hørt, så kan man desværre alt for godt forestille sig, hvordan hun har det.
  5. SeaWorld sætter fremmede dyr sammen, som jo slet ikke er som spækhuggernes familie ude i naturen Ude i det fri lever spækhuggerne som sagt i familier, hvor alle har sin plads. Familierne har forskellige kommunikations ”sprog”, alt efter hvor og hvordan de lever. Men når SeaWorld køber spækhuggere, er de jo ikke fra samme familie. Så der bliver kampe mellem spækhuggerne. Men fordi de er i så små bassiner, er der ingen mulighed for at svømme væk fra disse kampe. Så de tidligere trænerne fra SeaWorld i dokumentaren, fortalte at spækhuggerne ofte har sår efter kampe.
  6. SeaWorld lyver for deres publikum. De fortæller publikum, at spækhuggere kun lever 25-30 år ude i det fri. Men at de lever længere i fangenskab, fordi der bliver passet så godt på dem. I virkeligheden lever de i det fri et liv, der minder rigtig meget om menneskers, og der er set eksempler, hvor de er blevet helt op til 80-90 år. Hvor de til gengæld ofte kun bliver i 20’erne i fangeskab.
  7. Rejsebureauerne holder op med at sende deres gæster til delfinshows, fordi de ikke vil stå inde for denne dyremishandling. Læs f.eks. om Spies’ beslutning.

Og så er det jo, at man må stille sig selv spørgsmålet; kan jeg virkelig stå inde for at sidde og more mig over at se et show, som disse intelligente dyr bliver tvunget til at optræde i, og få det dårligt over at være medvirkende i?
Vores svar er i hvert fald helt tydeligt ”NEJ”. Det vil vi ikke være med til! Vi vil nu hellere se dem i den fri natur.

En sag kan altid ses fra 2 sider

Selvfølgelig er der også folk, der siger, at disse 2 dokumentarer er bygget på løgne.
Japan har f.eks. også lavet en film som modsvar til The Cove: “Behind the cove”.

Vi har læst en del af disse artikler og set noget af Behind the Cove. Men vi hælder nu stadig til at mene, at Blackfish og The Cove virker plausible.

Men allermest, så synes vi at man skal følge sit hjerte og sin mavefornemmelse. Og at se sådanne store dyr i så små bassiner. Det virker faktisk oplagt for os, at det ikke er godt for dem. Vi vil meget hellere se dem boltre sig med deres rigtige familier, i deres ægte miljø ude i det åbne hav. Derfor har vi taget et beslutning om ikke at tage til sådanne shows mere.

Vi har dannet os vores mening. Og selvfølgelig er du i din gode ret, til at danne præcis den mening, du føler er rigtig.
Vi håber blot, at du vil sætte dig lidt ind i tingene, og finde ud af, hvad du mener, frem for bare hovedløst at gå hen til turistmagnet shows (som vi tidligere har gjort det).

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

4 Comments

  • Jeg synes, at det er nogle rigtig vigtige emner, du tager op! Både ift. bæredygtighed og dyrevelfærd. Og jeg mener, at det er den helt rigtige beslutning, I tager ift. SeaWorld og delfinarier generelt. Som du er inde på, så er der dog to sider af sagen. Selvfølgelig skal penge aldrig sættes over mennesker eller dyr, det er der ikke nogen tvivl om og man skal heller ikke fange vilde dyr for et turistshow.

    Men man kan stadig et show nogle steder, fx Fjord og Bælt i Kerteminde, der har de to marsvin og nogle sæler. Engang havde de tre marsvin, men den ene døde af alderdom (langt højere end man hidtil har registreret i naturen) og disse marsvin bruges bl.a. til forskning og laver shows, selvfølgelig skal et dyr heller ikke lide, fordi det bruges til forskning. Men disse tre marsvin blev fundet i havet udenfor Kerteminde og uden deres mor, i en alder hvor de var alt for unge til at klare sig selv. Derfor blev de taget ind til Fjord og Bælt, som tog sig af dem. Men de kunne ikke lære dem at jage osv. derfor er de ikke blevet sluppet ud i naturen igen.

    I stedet har man trænet dem til at klare tricks og med sugekopper har man bl.a. kunne sætte en monitor på som har kunne måle hjerterytme m.m. og så har man brugt dem til at forske i dyrenes ekkolokalisering, hvordan de reagerer på lyde og hvor stresset de bliver af bådlyde m.m.. På den måde har de hjulpet mange vilde marsvin, delfiner og andre hvaler 🙂 De bliver ikke straffet, hvis der er dage, hvor de ikke gider lave tricks eller ikke gider deltage i forskning 🙂 Sådan et sted ser jeg ikke noget problem i at støtte, men det er selvfølgelig altid svært at vide om stederne rent faktisk tager de hensyn til dyrene, som de skal, og om de fanger nye individer til deres park….

    • Hej Tine
      Mange tak for dine kommentarer 🙂
      Jeg er helt enig. Selvfølgelig kan man godt have dyr i fangenskab, hvis det er for at passe på dem, og ikke for at tjene penge på dem. Der findes jo rigtig mange gode steder, der netop tager sig af forældreløse unger. Og hvis man så samtidig kan lære noget om dyrene, uden at skade dem, så er det jo klart win-win.
      Det er “cirkusforestillingerne”, hvis eneste formål er at tjene penge, som vi ikke ønsker at støtte.
      Mange hilsner Henriette

      • Præcis og det støtter jeg bestemt heller ikke! Men det var også mest for at sige, at det kan være så svært at navigere i og der er helt sikkert også nogle steder som spiller forældreløse-kortet, men uden at det passer :/ Derfor forsøger jeg, at se dyrene i deres rette element, så synes jeg også, at det er ekstra magisk, når man møder dem.

        Nu nævnte jeg Fjord og Bælt, fordi jeg ved, at det er helt korrekt. Jeg har nemlig været så heldig, at jeg har fået lov til at arbejde med marsvinene i forbindelse med mit studie 😊 Og så ville jeg bare give tippet videre, hvis I alligevel gerne vil vise børnene et show 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Forleden dag filosoferede jeg i et indlæg over, om der mon findes delfinshows, som er ok at se? F.eks. SeaWorld, som giver udtryk for,...
" />