Indtryk og oplevelser fra vores første døgn i dejlige Taiwan

Indtryk_af_Taiwan_1

Vi synes, at det første døgn tit er et af de mest oplevelsesrige på en ferie. Man er lige ankommet og alle sanser er indstillet på at opleve det nye, spændende sted, man nu er i. 
Og sådan blev det også i Taiwan. Hvad lærte vi så om Taiwan det første døgn?
Bl.a at jordskælv, det er bare en bi-ting, at taiwaneserne er virkelige rare og imødekommende, men også at de følger ALLE regler, samt at Taiwan har nogle af de bedste is i verden!

Jordskælv i Taiwan – pyt med det, det sker jo hele tiden…

Vi landede om aftenen (lokal tid), og var trætte og jetlag’ede efter at have mellemlandet/”overnattet” i Beijing.

Da vi fik tændt vores telefoner, blev vi mødt af en besked om, om vi var okay? For der havde jo lige været jordskælv i Taiwan…
Vi kunne da heldigvis bekræfte, at vi ingen problemer havde, for jordskælvet havde været en del tidligere på dagen. Og det så egentlig ud til, at tingene bare gik deres sædvanlige gang i lufthavnen. Her var ingen panik.

Læs også: Review af Air China og af at sove i Beijing airport vs at tage på airport hotel

Men vi blev nu alligevel lidt bekymrede, for hvordan så det hele ud, når vi kom ud af lufthavnen.
Vi havde bestilt en chauffør hjemmefra til at hente os i lufthavnen – og heldigvis havde vi valgt at betale for én, der kunne tale engelsk.

Så vi spurgte ham til jordskælvet. Han kiggede lidt, så sagde han “nå, det der i morges…det sker jo hele tiden”.
Det var absolut ikke noget, der kunne bekymre ham.

Vi spurgte til, hvad vi skulle gøre, hvis der kom et efterskælv.
Han fortalte, at man bare skulle åbne døren, så man ikke er spærret inde, hvis der falder noget ned foran døren. Og hvis det var voldsomt skulle man gå ud på gaden. Men ellers var det bedst at blive inden døre, for der er større chance for at få noget i hovedet udenfor.

Han tog det virkelig meget roligt, så da vi nåede hen til vores Airbnb lejlighed, spurgte vi også udlejer om det samme. Hun reagerede på præcis samme måde som chaufføren, med først ikke at kunne huske, at der havde været et jordskælv tidligere på dagen. Og så sagde hun det samme med bare at skulle åbne dørene.

Så begyndte vi også at føle os trygge, for det var vist alligevel en ret dagligdags ting her. Og bygningerne så jo alle ud til at holde fint til det.
Vi endte faktisk med at snakke om, at det kunne da være meget sjovt, hvis der kom et lille, bitte efterskælv, så vi kunne mærke, hvordan det var. Men det var nu alligevel også meget rart, at det ikke skete.

Trafikken i Taiwan er meget vestlig

Vi mellemlandede som sagt i Beijing, hvor køreturen var helt som forventet, med masser af biler, der zigzaggede mellem hinanden, og som dyttede fra tid til anden. Og massere af scootere, hvor stort set ingen havde hjelm på.

Så var det noget helt andet at lande her i Taipei, Taiwans hovedstad.
ALLE scootere havde hjelm på!

Indtryk_af_Taiwan_4
Her har alle hjelm på

Trafikken gled fuldstændigt uden problemer – og helt overskueligt for en dansk chauffør. Og vi hørte stort set aldrig et dyt.

Senere på turen kørte vi selv rundt i en lejebil. Det var overhovedet ikke noget problem.
Desuden havde stort set alle skilte både med kinesiske tegn og på engelsk.

Man laver ikke selv mad, men køber ude….

Da vi havde sagt farvel til vores udlejer, skulle vi kun to ting – have noget at spise og så på hovedet i seng!

Dennis og Cecillie meldte sig til at gå ud og finde noget aftensmad til os.
Udlejeren havde fortalt om en rigtig god “convenience store” tæt på lejligheden, så der gik de ned.

De kom tilbage med 3 mega cup-noodles og 6 yoghurt til morgenmad. De var bestemt ikke imponerede over butikken.
Der havde været en stor væg med forskellige cup-noodles. Men der var ikke så frygtelig meget andet mad.
Og da vi begyndte at kigge os rundt i køkkenet, var der faktisk heller ikke ret meget til at lave mad med eller på. Men der var da en mikroovn og en el-kedel.

Så vores aftensmad bestod af cup-noodles og noget knækbrød jeg havde med fra Danmark. Og morgenmaden bestod så af yogurt og endnu mere af det danske knækbrød.

Vi erfarede, at folk køber rigtig meget mad ude, i stedet for at lave det selv. Og det måtte vi jo så indordne os under. Vi kan ellers godt lide at spise ude til frokost og så nogle gange lave aftensmaden hjemme, så børnene kan få lidt ro på efter en lang dag med oplevelser.
Men når vi gik rundt i gaderne, var der masser af lækre steder at købe mad. Både i boder og restauranter.

Det lykkedes os også at finde et Carrefour supermarked næste aften. Dem går man aldrig fejl af, når man er i udlandet og gerne vil finde et supermarked. Så var morgenmaden reddet. For vi er altså ikke så god til at spise det samme til morgen, middag og aften.

7 Eleven kan man bruge til alt i Taiwan

7 Eleven blev hurtigt vores faste “rasteplads”.
7 Eleven er et noget mere udvidet koncept i Taiwan, i forhold til dem, vi har i Danmark. Den første dag skulle vi hente nogle tog billetter, vi havde bestilt hjemmefra. Det kunne vi gøre i 7 Eleven.

Her i Taiwan havde 7 Eleven alle et siddeområde. Og der var mikroovne og el-kedler, til alle de mange cup-noodles, man kan købe der.
Der er som regel en ATM og også gerne et toilet. Og de viser altid på skilte udenfor, hvad de har i denne butik af toilet, ATM o.s.v.

Vi lærte hurtigt, at man altid kan finde en 7 Eleven, om du kører gennem små bitte byer, eller går rundt i storbyer. Vi lærte, at vi bedst kan lide deres friske nudelretter, frem for de tørrede cup noodles og børnene var vilde med deres forkogte vakuumpakkede majskolber. Og børnene lærte, at 7 Eleven har masser af is. Så hver evig eneste gang, vi mødte en 7 Eleven, så blev der lige spurgt til, om vi ikke skulle have en is.

Folk er rare, imødekommende og virkelig søde mod turister

Et af vores andre meget tydelige indtryk af Taiwan den første dag, var hvor søde og imødekommende taiwaneserne er mod os turister.

Den første dag skulle vi som sagt hente nogle togbilletter. Vi havde læst, at vi kunne hente dem i 7 Eleven, så vi gik ind i den første, vi så. Der spurgte vi ved kassen, hvordan vi skulle gøre. Der var kun én ekspedient, der kunne engelsk. Hun viste os over i en kø ved den automat, hvor vi skulle trække kvitteringer på billetterne.
Lige så snart vi kom til, så stod den søde pige der igen. Hun havde holdt øje med os hele tiden, så hun kunne stå klar, når vi kom til ved maskinen og havde brug for hjælp. Og vi havde brug for hjælp, for alt ved togbilletterne foregik på kinesisk.

Vi havde oplevet det samme hos vores chauffør og vores Airbnb udlejer. De var simpelthen så søde og gjorde alt for at sikre sig, at vi ville få det godt. Men de lever jo af turister, så det tænkte vi ikke helt så meget over i starten.
Men ligegyldigt hvor vi kom, blev vi kun mødt af virkelig dejlige mennesker.

Som f.eks. den dag, da vi stod i øsende regnvejr og ventede på, at lyssignalet skulle blive grønt. Så kom der en dame over med sin paraply og fik 3 af os ind under den, og holdt os tørre, helt indtil vi skulle hver sin vej på den anden side af lyssignalet.

Folk er også virkelig flinke til at rejse sig i metroen, så børnene kan få en siddeplads. 

Taiwaneserne overholder ALLE regler

På vores første tur i metroen lærte vi, at man overholder alle regler i Taiwan.

Folk står én og én i kø, for at gå ind i metroen, når den kommer. Der er endda lavet markeringer i gulvet til det.

Indtryk_af_Taiwan_3

Inde i metroen fik Dennis af vide af en dame, at man altså ikke må have mad med ind. Dennis så lidt forvirret ud, for han spiste ikke noget…”Jo” svarede dame “Dit tyggegummi”.

Næste dag havde jeg glemt den regel, da vi igen kørte i metro. Så jeg drak en slurk vand. Der blev jeg med det samme mindet om reglen af en af de andre passagerer.

Hvordan kommer man af med sit skrald i Taiwan???

Nu vi er ved det med, at alle regler bliver holdt, så ser du heller ikke et eneste stykke skrald på gaden.

Til gengæld ser du heller ikke en skraldespand. Og det gør det jo endnu mere imponerende, at der ikke ligger skrald.

Den første dag havde vi store problemer med at finde steder hvor vi kunne smide skrald ud.
Efter lidt tid begyndte vi at lægge mærke til, at der faktisk var lidt skraldespande rundt omkring (ikke mange, men lidt var der). Men de var så pæne og godt kamuflerede, at vi nærmest ikke lagde mærke til dem. F.eks. ved Chiang Kai-shek memorial var der nogle krukker rundt omkring i parken. Vi troede bare, at det var udsmykning, for det så helt naturligt ud, at de var der. Da vi endelig kiggede nærmere på dem, var det faktisk skraldespande.

Til gengæld skal du nok lægge mærke til skraldebilerne. De kører nemlig rundt om aftenen og spiller en melodi. For der er ikke skraldespande, som folk kan lægge deres husholdningsskrald ud i. De må komme ned til skraldebilerne med affaldet, når bilen er der.

Dennis har en kollega, der har boet i Taipei. Han fortæller, at skraldemændene sagtens kunne finde på at sende folk tilbage med deres skrald, hvis det ikke er sorteret godt nok. Man skal jo følge reglerne…

Taiwan er et trygt land at rejse i

En anden ting, der virkelig imponerede os det første døgn var, hvor trygge vi følte os.

Da vi gik rundt i Ximen, som er et stor shoppingområde midt i Taipei med masser af blinkende lys og larm, følte vi os helt trygge. Ingen gik lidt for tæt på, at man blev nervøs over, om de ville i ens lommer. Faktisk kiggede ingen på os. Eller det følte vi i hvert fald ikke. Vi kunne gå helt i fred.

På andre rejser har vi nogle gange følt, at vi blev nødt til at være lidt ekstra opmærksomme, når vi har været afsted sammen med Cecillie; Dennis’ datter på nu 20 år med langt lyst hår.
I nogle lande har mændene gloet på hende på en måde, så vi ikke havde lyst til at lade hende gå alene. Men her i Taipei var der en virkelig behagelig stemning og det føltes trygt for os alle at gå rundt.

Læs også: Indtryk og skæve oplevelser fra vores første døgn på Cuba

Selv ved Chiang Kai-shek memorial, som er et af de helt store turistattraktioner i Taipei, følte vi os ikke nervøse for lommetyve. På trods af, at det var gratis at komme ind der, så alle havde adgang.
Og vi mødte heller aldrig nogen tiggere. Eller folk, der ville sælge os ting. Måske fordi de forskellige generationer i familierne stadig passer godt på hinanden?

Vi følte os simpelthen helt trygge.
Det nærmeste vi kom, af folk, der “antastede” os, var når ældre damer meget gerne ville fotografere vores lyshårede drenge, eller endda fotograferes sammen med dem.

Indtryk_af_Taiwan_2
“Børnene” poserer for de andres kamera

De voksne er vilde med tegneseriefigurer og tema hoteller & -restauranter

Da vi var i det føromtalte shoppingområde, lokkede børnene os til at købe nogle regnslag med Pokemon på til dem. Da vi stop i kø for at betale dem, gjorde en medarbejder os opmærksomme på, at de ikke kunne fåes i børnestørrelse. De kunne kun fås i voksenstørrelse…
Det blev vi lidt overraskede over, for i Danmark ser man alligevel ikke mange voksne gå rundt med Pokemon regnslag.

Så begyndte vi selvfølgelig at kigge os lidt mere rundt. Og jo mere vi kiggede, jo mere lagde vi mærke til, at rigtig mange voksne (især) damer havde tegneseriefigurer på deres tasker, mobilcovers og bluser. Og hvorfor egentlig ikke? Hvor skal det være så kedeligt, at man som voksen ikke stadig kan have ting med sin ynglings figur?

På samme måde er de vilde med tema-ting. Vi stødte på flere hoteller, der havde indrettet sig efter et helt tema som f.eks. Hello Kitty, da vi bookede vores ferie.

Læs også: Planlægning af en rejse til Taiwan med børn

Og den første dag i Taiwan spiste vi frokost på The Modern Toilet, hvor man sidder på toiletkummer i stedet for stole, når man spiser. Og al mad bliver serveret i skåle formet som toiletter. Det syntes børnene selvfølgelig var en fest.

Her er verdens bedste is

Det sidste vi lærte om Taiwan det første døgn vi var der, var at de har verdens bedste is!

Da vi nåede til vores is nr. 2 den dag, udbrød Cecillie, at de 2 is hun havde fået indtil nu, var de bedste is, hun nogensinde havde smagt.

Men det var også is, der var kræset for. Det lå endda hele frugtstykker i.
Den ene købte vi i Chiang Kai-shek memorial. Der stod, at de var håndlavede, så med al den kærlighed, der var lagt i dem, skulle de jo også gerne være gode. Men den anden is, var en fabriksproduceret is, som vi købte i 7 Eleven. Og alligevel var den fantastisk god.

Taiwan havde virkelig givet os et fantastisk førstehåndsindtryk i det første døgn, vi var der. Der var så dejligt at være! Og rejsen fortsatte heldigvis med at være rigtig god 🙂

 

Vi var i Taiwan i april 2019 og børnene var 6 og 8 år.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Join the Conversation

2 Comments

    1. Ja, det kan jeg godt forestille mig. Japan har jo også hersket i Taiwan, så der er f.eks. også mange japanske haver, når man går rundt. Så det giver da mening, at de også har påvirket meget af mentaliteten.
      Vi vil gerne til Japan en dag!

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *