Efterårsferie i en ødegård i Sverige, fuld af familiehygge

Oedegaard_2

I år skulle vi ikke ud og rejse i efterårsferien. Planen var at være hjemme og være turist i vores nærområde – og ordne en masse praktik derhjemme.
Men jeg syntes, at vi trængte til at få pulsen ned efter en lidt hektisk hverdag. Så vi blev enige om at starte ferien med et par dage i en ødegård i Sverige. Længst muligt væk fra den fyldte kalender, hverdags praktik, skærm-leg og arbejde. Men med masser af plads til gåture i efterårsskoven, spil, leg, læse bøger, hygge og afslapning.
Og det var præcis hvad vi fik. Det var så dejligt!

Vi ankom til ødegården i voldsomt regnvejr og efter at mørket var faldet på. Vi havde prioriteret at gøre et stop ved godisflyget på vejen, så derfor nåede det at blive mørkt inden vi kom frem.
På en eller anden måde får vi altid planlagt vores Sverigesture, så vi kommer forbi Godisflyget. Det er vist ved at blive en tradition :-).

Læs også: Astrid Lindgren, elgsafari, smuk natur og billig bland-selv slik i Sverige

Vi kørte de sidste par kilometer til hytten af små skovveje. Vi havde ikke fået en adresse. Kun koordinaterne. Det var altså en lille smule grænseoverskridende i den mørke, regnende og mudder fyldte skov.
Men pludselig var vi ved en hytte i en lysning i skoven.

Oedegaard_Skov_7

Vi kunne jo overhovedet ikke se noget udenfor. Det måtte blive næste dag, at vi fik undersøgt området. Men selve huset var virkelig hyggeligt at komme ind i.
Først trådte vi ind i køkkenet, og blev mødt af et brænde komfur…

Oedegaard_koekken

Jeg kiggede lidt uroligt på det, men udlejer pegede grinende hen på et moderne komfur og sagde, at nu brugte de altså dette komfur.

Hele stueetagen var som at træde ind på et museum fra 1960’erne. Med blomstret tapet og det hele. Det var så fint – og ikke lige noget, vi havde forventet.

Oedegaard_stue

Farmor fik hurtigt sat en Elvis Presley LP på grammofon spilleren, så vi ligesom kunne komme i den helt rigtige tidsånd.

Oedegaard_LP_1

Stuen blev opvarmet af en åben kamin (der var nu også elovne i hele huset).
Det var så hyggeligt. Lyder af den knitrende ild sendte mig mange gange tilbage til hyggelige spejder-aftener rundt om lejrbålet.

Oedegaard_kamin

1. salen var mere moderne. Her var der endda et fjernsyn. Det var i virkeligheden ret godt, for så kunne vi se landskampen næste dag.

Hygge med stort H

Hjemmefra havde vi proppet bilen med spil, puslespil og meget andet. Og der blev spillet løs i timevis. Det var så hyggeligt.

Oedegaard_skak_2

Oedegaard_spil
Oedegaard_puslespil

Oedegaard_hygge

Efterårsskoven ved ødegården

Vi var selvfølgelig også ude og gå ture i skoven.

Oedegaard_Skov_2

Skoven var så flot i de “brændende” efterårsfarver. Men samtidig var hele skovbunden dækket af flot, helt grønt mos. Det var så dejligt forfriskende med det grønne “sommerlige” farve, lige ved alle træerne, som jo også begynder at se lidt bare ud nu.

Oedegaard_Skov_3

Der var en dejlig vildtvoksende skov, med en god blanding af fyr og løvtræer – det stærkeste træ vinder pladsen her. Der kommer der ikke nogen mennesker, og tynder ud, så de kan vælge, hvilke træer der får lov at vokse.

Oedegaard_Skov_5

Der var også en fin sø. Der var ikke så meget vand i søen. Men gule og røde efterårs træer der spejler sig i vandet, er altså bare fantastisk flotte.

Søndag var åbenbart store jagtdag. Nu kom der pludselig 2 biler forbi huset og vi mødte jægere, der gik rundt med deres geværer.
Så blev vi alligevel lidt nervøse over, når børnene løb rundt for sig selv i skoven – for de havde jo ikke de orange veste på, som jægerne havde.

Oedegaard_kikkert

At finde den rigtige ødegård i Sverige

Jeg havde kigget ret meget efter “den perfekte” ødegård, uden helt at vide, hvad det egentlig var, jeg mente var den helt rigtige ødegård i Sverige. For jeg har aldrig været på én før. Men da jeg så en dag sad og kiggede på vores indlæg fra Pippiland faldt 10-øren.
I mit hoved ser en ødegård åbenbart ud, som Emil fra Lønnebergs hus i Pippiland. Samtidig ville jeg meget gerne have, at den lå roligt i natur, væk fra alt for meget andet beboelse.

Og det lykkedes mig at finde sådan et dejligt hus – der var faktisk ret mange at vælge i mellem, f.eks. hos Novasol, som vi endte med at leje igennem. På deres hjemmeside valgte jeg det filter, der hed “Back to nature”.

Oedegaard_1

Den måtte meget gerne være lidt primitiv. Der behøvede bestemt ikke være internet og tv. Men vi ville altså helst ikke have, at det var så primitivt, at toilettet stadig var i et skur udenfor.

Toiletskuret stod der stadig. Men nu fungerede det som brændeskur i stedet.

Oedegaard_toilet

Der blev hentet meget brænde fra toiletskuret, for huset var godt koldt det første døgn, hvor det lige skulle varmes igennem. Men derefter var det fint varmt.

Oedegaard_braende

Huset lå i Vislanda, og er faktisk også oplagt som en familie sommerferie destination for en ødegård i Sverige.
Hvis I så en dag i ferien har fået nok af natur, afslapning og spil, så er der blot 1 times kørsel derfra, så rammer du High Chaparrel – som er en cowboy forlystelsespark, som vi er ret vilde med og virkelig gerne vil anbefale.

Læs om vores oplevelser i High Chaparrel her

Pippiland eller Astrid Lindgrens Verden, som det jo rigtig hedder, ligger lidt længere væk. Men det er også virkelig en god park, synes vi.

Vi lejede feriebolig nr. S25115 hos Novasol

Vi var i en ødegård i Sverige i oktober 2019, og børnene var 7 og 8 år.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

I år skulle vi ikke ud og rejse i efterårsferien. Planen var at være hjemme og være turist i vores nærområde – og ordne...
" />