Børnenes absolutte favorit oplevelse i Oman var at se en havskildpadde lægge æg på stranden.
På vej hen til stranden sagde Mikkel “Jeg glæder mig mest til at se dem lægge æg”. Jeg tænkte i mit stille sind, at så blev han nok skuffet. For jeg havde regnet med, at det lidt var et turist stunt, hvor man bare gik rundt og egentlig ikke så ret meget. Men det var præcis, hvad vi så! Og vi blev alle – store som små – meget betaget af hele oplevelsen.
Vi ankom til Ras al Jinz Turtle Reserve om eftermiddagen.
Ras al Jinz er, som navnet siger, et reservat for skildpadder, hvor der arbejdes for at bevare havskildpadderne. Det sker ved at sikre de bedst mulige betingelser for at skildpadderne kan lægge sine æg i ro og fred og for at passe på æggene, til de er udklækket. Uden at f.eks. mennesker og ræve spiser æggene undervejs i processen.
Overnatning på Ras al Jinz Turtle Reserve
I hovedbygningen af reservatet er der et hotel. Men da vi jo rejser med mindre børn, kan vi godt lide at bo steder, hvor vi har plads til leg og afslapning. Derfor havde vi valgt at booke et af deres telte, som ligger et par hundrede meter derfra. Teltene må betegnes som værende på luksus siden. Og så var vi endda også så heldige at blive opgraderet til et af de store telte. Og det bedste var, at de havde givet os det eneste telt (nr. 23) med udsigt ud over stranden. Det var så fint. Det eneste minus var dog, at toilettet også var i et telt, som var lynet på hovedteltet. Det var lidt for lydt efter min mening…
Du kan her se de forskellige muligheder for overnatning på Ras al Jinz Turtle Reserve.
Vi brugte eftermiddagen på at slappe af, lege og læse bøger, for vi ville gerne have børnene til at gemme lidt energi til aftens tur ned til havskildpadderne. Det er nemlig først, når det er mørkt, at skildpadderne kommer op på stranden for at lægge æg. Så børnene skulle være længe oppe i dag.
Da det blev tid til at spise aftensmad, gik vi ned på restauranten i hovedbygningen og spiste. De havde en buffet. Den var ikke noget vildt, men ok. Og de havde noget fisk, som vi fik overbevist børnene om, var som fiskefileter. Så for en gangs skyld spiste den lidt kræsne Mikkel meget, selvom det var lidt ukendt mad. Vi betalte omkring 30 OMR (540 kr.) for vores aftensmad. Jeg syntes, at det var en lille smule pebret. For børnene var endda gratis, så i den pris, var der kun drikkevarer til dem.
Aftentur ned til havskildpadderne
Kl. 20.30 gik vi ud i receptionen. Da vi ankom tidligere i dag, havde receptionisten fortalt os, at turen startede kl. 20.30. Desværre viste det sig, at det bare var for at samle folk. Vi skulle først afsted kl. 21. Så der skulle lidt underholdning til, for at holde vores – allerede trætte børn – i gang.
Kl. 21 kom vi afsted i den første gruppe. Første gruppe var nemlig for dem, der overnatter på stedet. Turen er med i prisen for overnatningen. Man kan også sagtens komme med på en tur, selvom man ikke bor der. Det koster 5 OMR (90 kr.) for voksne. Du kan læse mere om det her.
Vi gik i omkring 15 minutter, ned til stranden. Da vi kom derned, fortalte guiden, at vi var der på et meget dårligt tidspunkt, fordi det var lavsæson for havskildpadder på denne tid af året (vi var der i marts). Og desuden var det næsten fuldmåne, og havskildpadderne er ikke glade for lys. Så vi skulle ikke forvente så meget. Men nu ville de gå ud og lede efter skildpadder. Imens skulle vi bare vente ved strandkanten….Great – så stod vi der med overtrætte børn og overvejede hvad vi skulle sige til dem, når de helt skuffede fandt ud af, at der ikke var nogen skildpadder….
Vi ventede, og ventede og ventede lidt mere. Da turen startede tilbage i receptionen, havde vi fået besked på, at man skulle få børn til ikke at larme eller løbe, for det ville skramme havskildpadderne væk. Og mens vi ventede nede på stranden, lykkedes det Mikkel at tabe en større sten ned over Benjamins fod.
Da vi stod der i mørket med et grædende barn, kunne vi ikke lade være med at kigge på hinanden og sige “hvad laver vi her? Det er virkelig ikke for børn det her”.
De har fundet en havskildpadde!
Men så kom guiderne. De havde fundet en havskildpadde!
Men den skulle have lov til at grave sit hul og begynde at lægge æggene, før vi måtte gå derned. For hvis den fik øje på os mennesker tidligere i forløbet, ville den gå ud i vandet igen uden at lægge æg.
Endelig fik vi lov at gå derhen. Faktisk fik Benjamin øje på en anden havskildpadde i mørket. Men der er jo ingen grund til, at der skal forstyrres flere skildpadder end højst nødvendigt af os turister. Derfor viste de os kun én af dem.
Man skulle stå bag skildpadden, så den ikke blev stresset af os. Og man måtte ikke bruge blitz. Men guiden lyste med et lys, så vi kunne se noget. Det var godt nok fascinerende at se den lægge æggene!
Børnene blev helt stille og stod bare og kiggede og kiggede.
Bagefter viste de os en baby skildpadde, der lige var blevet udklækket. Når den kommer ud af ægget følger den lyset, der reflekteres i havets bølger. Men når så månen lyser så meget, som den gjorde nu, så bliver de forvirret og går i alle retninger. Guiden styrede den med lommelygten. Egentlig syntes jeg, at det var synd. For den måtte da bruge alle sine kræfter på at rende rundt der. Men den havde nok ikke mange chancer alligevel.
Baby-havskildpaddens kamp for overlevelse
Efter at vi havde set babyskildpadden, satte guiden sig i sandet og forklarede om skildpadderne. Børnene fulgte meget interesseret med.
En skildpadde lægger 100 æg af gangen. Skildpadden lægger æg 3 gange i løbet af et par uger. Så svømmer den væk og kommer igen et år efter. Ud af 1000 æg overlever 3 unger til at blive voksne.
Æglægningen foregår ved, at skildpadden først graver et hul, der er større end den selv. I hullet lægger den så æggene. Når den har lagt æggene, graver den hullet til og laver derefter et nyt snyde hul ved siden af.
Snydehullet skal narre fjenden. For der er mange, der gerne vil have æggene. Vi så rævespor på stranden. Ræven kan lugte æggene, og graver dem frem.
Æggene er 2 måneder om at udklække. Og så skal de små havskildpadder finde vej til havet, hvor de er nem føde, når de er så små. Man kan godt forstå, at der ikke er mange, der overlever den hårde start. Det er også derfor at dette sted er her. De arbejder for at bevare havskildpadderne, og har så turister for at få penge til deres arbejde.
Til sidst gik vi igen forbi den store havskildpadde, der nu var i gang med at begrave sine æg.
Og så gik vi tilbage til hovedbygningen. Stemningen var høj på tilbageturen, selvom klokken snart var 23. Drengene havde virkelig fået noget ud af denne tur! Så det var trods alt godt og sjovt, at vi var taget herhen. Og det er denne tur, som børnene har fortalt mest om, efter at vi er kommet hjem. Vi kan kun anbefale en tur hertil!
Andre havskildpaddeture
Der var også morgenture kl. 5, som skulle være helt fantastiske i solopgangen. Så vidt jeg har forstået, er der større chance for at se nyudklækkede babyskildpadder kravle mod havet om morgenen. Og jeg havde da planer om at skulle med på denne tur. For det kan godt være, at Dennis og drengene gerne ville sove. Men jeg skulle da ikke gå glip af noget! Men jeg kom aldrig op til det…
Så det må jeg have til gode til en anden gang.
Vil I gerne have en mere afslappende ferie i Oman, uden at køre rundt, kan vi anbefale at overnatte på Shangri-La Barr Al Jissah Resort & Spa*. Det er et resort med masser af dejlige pools og afslappende aktiviteter. Og der er også havskildpadder, der kommer op på deres strand og lægger æg. Der er dog ikke lige så mange som ved Ras al Jinz, men der er nogen. Vi spiste bare frokost på resortet, men det var godt nok lækkert.
*Disclaimer
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og jeg hygger mig med at dele vores families oplevelser, for jeg synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger jeg også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, jeg ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har jeg en affiliate aftale med Booking.com. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager jeg en lille provision. På den måde hjælper du mig bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker jeg selvfølgelig for 😉
WOW sikke en skøn oplevelse at få. En af dem som jeg stadig drømmer om men endnu ikke har fået. Skildpadder er så smukke og fascinerende dyr og at opleve dem lægge æg, må høre til en oplevelse der aldrig går i glemme bogen.
Tak fordi du delte den 😉
Annette
Ja, det var virkelig en stor oplevelse. Det må I endelig prøve en dag!
Selv tak. Det er jo dejligt, at vi kan inspirere hinanden 😉
Henriette