Tirpitz – et moderne og spændende museum for alle i familien

Tirpitz Udvalgt

Der skulle altså blive vist en film om 2 minutter… Men her er jo ingen lærred!?!
Vi er på Tirpitz museet i udstillingen “Den skjulte Vestkyst”.
Vi kigger rundt i rummet. Men kan ikke finde et sted, hvor det ville give mening at vise en film. 
Der står en gammel træ-redningsbåd i midten af lokalet. Folk omkring os sætter sig i den.
“Båden er bare en del af udstillingen, men den kan vel også bruges til at slappe af i”, siger Mikkel.

Så sænkes lyset i rummet. Og pludselig er væggene bag udstillingen ét stort lærred. Og redningsbåden er biograf-sæderne.
Vi er på et museum, hvor der virkelig er tænkt over hver eneste detalje for at gøre det til en spændende oplevelse!

Tirpitz blev i 2020 kåret til “Travellers’ choice 2020” af Tripadvisor. Og det kan vi virkelig godt forstå. Det er en stor oplevelse at være der. For hele familien.
Tirpitz er egentlig et museum om Hitlers kanonbunkere ved Blåvand, der skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg.
Men i dag er Tirpitz også meget mere, med forskellige udstillinger om livet ved Vesterhavet.

Tirpitz er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group, og er ret interessant bygning.
Museet ligger smukt gemt i klitterne.

Tirpitz i Landskabet

Tirpitz består af 5 udstillinger

I midten af Tirpitz ligger en central lille rund hal, hvor fra du kan gå til alle udstillingerne. Så du kan frit vælge, i hvilken rækkefølge du vil se udstillingerne.

Vi startede fra venstre med udstillingen om rav.
Jeg må indrømme, at vi valgte den, fordi vi tænkte, det nok ville være den, vi ville finde mindst interessant. Vi er ikke lige så interesserede i rav. Men der var da nogle vilde værker lavet i rav, og havde vi haft piger i stedet for drenge, tror jeg, at vi kunne have brugt ret lang tid herinde.

Tirpitz audio guide

Men vi brugte nu mest rav udstillingen til at lære at bruge den audio guide, som vi hver havde fået udleveret.
Den er super smart. Hver gang vi kom hen til en ny ting, kunne vi høre om denne ting i audio guiden. På den måde kunne vi gå rundt i hvert vores eget tempo, og høre om det vi havde lyst til at høre om.

Tirpitz bunkeren

Så gik vi ind i selve bunkeren. Bunkeren er jo faktisk er grunden til, at museet er der.
Turen ind i bunkeren gennem en kedelig betongang, blev gjort underholdende med lysende informationer på væggene.

Læs også: Danmarks Borgcenter – super børnevenligt & meget mere end kun Gåsetårnet

Egentlig er bunkeren jo bare en tom, trist bunker. Det er svært at gøre tomme betonvægge fra en krigshistorie sjove.
Men det blev interessant alligevel, via audio guiden. Der hørte vi små detaljer, som vi slet ikke selv ville have lagt mærke til selv. Som skudhuller over hovedet på os, eller hvordan området omkring os faktisk var gået i stykker.

Tirpitz Vesterhavet

Fremme i rummet om Vesterhavet, var udstillingen lavet i små montre. Montrerne var ikke som man kender de sædvanlige glas”burer”. I stedet havde de alle forskellige former, og der var kun mindre åbninger, hvor der var udstilling.
Der var mange interessante små historier om livet ved og på Vesterhavet. Og igen var udstillingen virkelig gennemtænkt med små video-fortællinger og overraskende elementer.

Tirpitz Vesterhavet 2

På hele og halve timer var der forestilling. Så blev den udstillede redningsbåd pludselig til sæder i en 4D biograf. Og hele rummet blev til lærred. Det var virkelig fascinerende, hvordan de har tænkt i at bruge rum og ting til flere ting.
Selve filmen fangede dog ikke rigtigt børnene.

Tirpitz Landminer

Så kom vi til udstillingen om miner, der er en midlertidig udstilling.
Der var nogle af historierne, der ikke var egnede for børn. Men det var der også tænkt på. Her var der nemlig “lege” aktiviteter for børnene undervejs i udstillingen. Så var børnene beskæftigede, mens vi lyttede til historierne. 
F.eks. skulle de lede efter landminer. Det ene sted skulle de lede efter dem i en lille sandkasse. Det andet sted var det ved, at man ikke måtte træde på bestemte fliser i gulvet – man vidste bare ikke hvilke. Når en person fik trådt på én af de fliser lød der et brag, og man kunne se sprængningen på en kæmpe skærm, der fyldte hele bagvæggen. Det var meget livagtigt, at der ofte “bare” var en strand på skærmen, hvor man så det rolige vand. Men en gang i mellem sprang der altså lige en landmine, fordi en person fik trådt på den. Man kan godt få et mindre chok, når man sådan går rundt og læser om netop landminer, og der så pludselig “sprænger” én.

Til sidst var der en udstilling om beton. Men vi var trætte, så det fik vi helt ærligt ikke set ret meget af.

Undervejs holdt vi også en lille pause i midter-hallen, hvor vi fik lidt vand og nogle kiks. For der er så meget at opleve, at man kan godt lige have brug for et øjeblik til at samle tankerne og få lidt ro på.

Hele familien syntes at det var en stor oplevelse at besøge Tirpitz. Der er virkelig et moderne museum, hvor der er tænkt over hver eneste detalje for at gøre det interessant.

I 2021 er prisen ved Tirpitz 145 kr. for voksne, og børn og unge under 18 år er gratis.
Du kan læse flere information her på deres hjemmeside.

Blåvandshuk fyr og strand

Landskabet rundt om Tirpitz er virkelig fint. Og det smukke landskab fortsætter mod Blåvandshuk fyr. Så der kørte vi videre til.

Tirpitz Blåvands Huk fyr
Der er virkelig fint ved Blåvandhuk fyr og strand!

Tirpitz Blåvands Huk fyr 2
Tirpitz Blåvands Huk fyr 4

Esbjerg

Vi overnattede i Esbjerg, da vi skulle besøge Tirpitz. 

Tirpitz_Esbjerg
Her måtte vi selvfølgelig lige se “Mennesker ved Havet”, som vel nærmest er Esbjergs varetegn efterhånden.
Vi så også den flotte plads foran Musikhuset Esbjerg, der, lige som Tirpitz er tegnet af BIG.

Tirpitz_Esbjerg 2

Ved siden af Musikhuset ligger det gamle flotte vandtårn, som nu er lavet til et museum.
Men det var lukket, da vi var der. Så det må blive næste gang vi komme på de kanter.
En anden ting vi også måtte vente med til næste gang, er Fiskeri- og Søfartsmuseet. Det så også rigtig godt ud og ligger lige ved “Mennesker ved Havet”. Men man kan jo ikke nå det hele.

Vi kørte videre til Ribe og Mandø fra Esbjerg: Der er fyldt med gode oplevelser ved Vadehavet: Sort Sol, Mandø og Ribe

Vi besøgte Tirpitz og Blåvandshuk i oktober 2020, og børnene var 8 og 9 år. 

 
Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Pinterest. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
 
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *