Svalbard er faktisk det sted, hvor jeg har været på ferie, som jeg har haft sværest ved at få begreb om.
Er Svalbard norsk eller ej?
Hedder det Svalbard eller Spitsbergen?
Hvorfor bor der så mange thailændere i Longyearbyen (der er trods alt et noget andet klima end i Thailand)?
Hvordan finder man vej i Longyearbyen, når de ikke har nogen vejnavne?
Hvor er hele den fangerkultur, som jeg forventede at se på et arktisk bosted?
Hvad skal man pakke, når det er forår i Svalbard med både sne og sol?
Derudover er der alle de kulturelle spidsfindigheder, der gør Svalbard anderledes og sjov at opleve.
Læs med her og bliv lidt klogere på, hvad vi fandt ud af om Svalbard.

Hvor skal man starte, når man skal lære Svalbard at kende? Lad os starte med noget af det helt basale;

Er Svalbard norsk eller ej?

Ja, ifølge Svalbard traktaten (som egentlig hedder Paris traktaten) har Norge fuld suverænitet over Svalbard. Og Svalbard er en del af det norske kongerige. Men alle lande, der har underskrevet traktaten – hvilket vist er omkring 40 – har ret til drive virksomhed og fiske og drive jagt på Svalbard. Så dermed har alle ret til at bosætte sig i Svalbard. Dog skal man kunne forsørge sig selv. Ellers skal Sysselmanden (regeringens repræsentant, der samtidig er politibetjenten) smide dig ud af Svalbard.

Selvom man bor i Svalbard optjener man ikke ret til at bo i Norge. Og man er ikke dækket af helt de samme sociale ydelser, som nordmænd på fastlandet er.
Så husk en rejseforsikring. Da jeg kom på skadestuen skulle jeg betale for det. Hvorimod mit ophold på sygehuset var gratis, for som de sagde, jeg boede jo i et af de nordiske lande…Det var lidt forvirrende. Men husk i hvert fald at have en forsikring for en sikkerheds skyld!

Svalbard er ikke med i Schengen aftalen, så du skal vise pas, når du flyver dertil.

Hedder det Svalbard eller Spitsbergen?

Så er der det med alle navnene i Svalbard.

Svalbard er navnet for hele området af øer.
Men mange snakker også om Spitsbergen. Spitsbergen er dog ikke en betegnelse for hele området. Det er navnet på den største af øerne i Svalbard. Det er på denne ø, at byerne Longyearbyen, Barentsburg, Ny-Ålesund og Pyramiden ligger.

Læs også: Sejlture i Svalbards ubeskriveligt flotte natur – højdepunktet af vores ferie

Longyearbyen er den norske kulmine by, som i dag er “hovedbyen” i Svalbard. Det er hertil man flyver som turist via Oslo eller Tromsø. Her ligger der mange hoteller og der er mange udbydere af turist ture. Her bor omkring 1.800 indbyggere.

Barentsburg er en russisk kulmineby. Man kan komme dertil med snescooter eller båd fra Longyearbyen. Og man behøver ikke visum, selvom den er russisk. Her bor der omkring 300 indbyggere.

Ny Ålesund er en lille norsk mineby med kun 30 indbyggere. Om sommeren vokser byen dog til omkring 120 indbyggere.
Pyramiden er i dag en nedlagt kulmineby, der har stået helt tom i mange år. Nu er der åbnet ét enkelt lille hotel. Byen er russisk og kendt for at have isbjørne gående rundt i gaderne (de var desværre ikke hjemme, den dag vi var forbi).

Hvorfor bor der så mange thailændere i Longyearbyen?

Alt efter hvor man læser skulle der være 120-140 thailændere i Longyearbyen, hvilket betyder at næstefter nordmændene, er det thailænderne og svenskerne, der er størst repræsenteret i Longyearbyen.

Vi fandt desværre aldrig helt ud af, hvorfor der er så mange thailændere.
De fleste skulle komme fra de samme 2 byer i Thailand. Ét sted har jeg læst, at det hele startede med en mand fra Svalbard, der giftede sig med en thailænder. Men om det er rigtigt, eller der er noget mere/andet bag, det ved jeg ikke. Hvis du ved det, så skriv endelig en kommentar, for jeg er da lidt nysgerrig.

Men det betyder – bl.a. – at næsten alle restauranterne har en meget varieret menu, oftest bestående af 1) traditionel mad som burgere, bøffer o.s.v., 2) retter af lokale ingredienser som f.eks. hval eller rensdyr, og 3) en thai ret. Ét sted holdt restauranten simpelthen thai uge, så der fik vi serveret hval i wok.

I det hele tager er Longyearbyen meget sammensat. Det er jo klart, når alle må flytte dertil. Og samtidig har de et universitet, som tiltrækker studerende fra mange lande. For det er jo et helt specielt klima, geologi, natur og dyrearter, der er at forske i heroppe.

Hvordan finder man vej i Longyearbyen, når vejene ikke har nogen navne?

Vi så ikke nogen skilte med vejnavne, mens vi var der. Der er vist navne på områderne rundt omkring i byen. Men vejene var lidt sværere at finde ud af. Og hvorfor så det?

Efter sigende skulle byen er bygget op som i en kulmine. Så vejene og husene har numre, på samme måde, som man nummerer gangene i kulminerne. På den måde kunne kulminearbejderne nemt finde rundt i byen.
Det gør det jo lidt sværere for turisterne, der ikke har så meget viden om, hvordan en kulmine er bygget op.

Men vi oplevede faktisk ikke en eneste gang, at have brug for vejnavne. Byen har en meget overskuelig størrelse. Og man lærer hurtigt hvor pejlepunkter som supermarkedet, kirken og nogle af hotellerne ligger. Og så kan man bare navigere ud fra det på kortene. Og i øvrigt kører lufthavnsbussen dig lige til døren af dit hotel. Så er det nemt at starte ud derfra.

Hvor er hele den fangerkultur, som jeg forventede at se på et arktisk bosted?

Før jeg rejste til Svalbard, regnede jeg med, at det ville minde meget om mit elskede Grønland. Og det gør det da også en hel del, når man kigger på naturen. Men f.eks. beklædningen, er slet ikke præget af en fangerkultur. Og man møder heller ikke rigtig mad, som den oprindelige befolkning spiste det.
Det undrede mig meget, da vi planlagde ferien, at vi ikke kunne finde ret meget om fangerkultur.

Læs også: En uge i Longyearbyen, Svalbard, der blev helt anderledes end planlagt

For at finde svaret på det, skal vi kigge lidt på historien. For det korte svar er, at der har ikke været en stor oprindelig befolkningsgruppe, der har kunnet præge Svalbard.

Spitsbergen blev først opdaget i 1596. Og så begyndte man at jagte heroppe. Især hvaler. Men det var europæerne der kom herop for at jage hvalerne. De gjorde det så effektivt, at der til sidst næsten ikke var nogen hvaler tilbage. Senere kom pomorerne fra Nordvestrusland og jagede landdyr og hvalrosser.

I starten af 1900-tallet begyndte man at mine kul i Svalbard. Det gør man den dag i dag. Og det er kulmine driften som er hele grundlaget for Longyearbyen. Og det er kulturen fra kulminearbejderne man bliver mødt af overalt.

Hvordan skal Longyearbyen fortsætte som by?

Longyearbyen har 2 store dilemmaer;

1) I dag får byen energi gennem kul, som de selv graver frem. Det er ikke just den mest miljørigtige energiform. Men hvordan skal man ellers skaffe energi op til byen? Og der er jo mange fra byen, der er ansat i kulminedriften. Så det er samtidig en stor del af byens fødebrød.

2) Svalbard beboerne har selvfølgelig set, at det er hos turisterne, at de skal finde de fremtidige indtægtskilder. Men hvordan viser man turisterne den fantastisk arktiske natur og det rige dyreliv – uden at forstyrre den meget skrøbelige balance der er i naturen? Heroppe mærker de i forvejen natur påvirkningerne af forurening m.v. meget voldsommere end vi gør sydpå.

Der er begyndt at komme cruiseskibe til Svalbard. Men når man bor i en by med 1.800 beboere, kan det altså godt føles lidt voldsomt, at der pludselig kommer et kæmpe cruiseskib med tusindvis af passagerer. Og hvordan underholder man så alle de turister? Uden at byens indbyggere bliver trætte af så mange turister?
F.eks. kom der forleden 4 cruiseskibe til Ny Ålesund med i alt 12.000 passager – på én dag! I den lille by, med 30 indbyggere om vinteren og 120 om sommeren. Hvordan skal naturen og byen kunne rumme det? Og hvordan skal man give så mange turister en god oplevelse?

Der er nok at tænke over i Longyearbyen – og i resten af Svalbard.

Lidt om hvordan man skal opføre sig i Svalbard

I Svalbard tager man sine sko af, når man går indenfor

I Svalbard tager man altid sine sko af, når man går ind i et hus. F.eks når du ankommer til dit hotel, bliver du mødt af en stor skoreol og som regel et høfligt skilt om at tage dine sko af. Det foregår på samme måde på museet, galleriet og så videre. Det giver jo også mening, i og med man ellers kan få slæbt ret meget sne med sig indenfor om vinteren.

Det gælder dog ikke i butikkerne og på nogle restauranter… Men selv hvis det ikke gælder på en restaurant, bliver de ikke sure, hvis du så alligevel kommer trippende ind i restauranten på strømpesokker – erfarede vi – de ved godt, at turisterne ikke helt kan finde rundt i kutymerne.

Husk også at lægge dit gevær i våbenskabet

En anden ting man som oftest ikke må tage med indendørs, er dit gevær…igen må jeg sige, at jeg synes, at det giver mening.

Men der er en del der går rundt med geværer i Longyearbyen. For du skal ikke ret langt uden for byen, for der er risiko for at du møder en isbjørn. Derfor SKAL du have et våben med dig (eller have en en guide med, med våben) når du går uden for byen. Og derfor vil du også møde folk med gevær, når du færdes i Longyearbyen. Og derfor står der også våbenskabe til fri afbenyttelse, når du går ind i butikker, hoteller eller f.eks. kirken. Så du kan stille dit våben fra dig, før du skal ind og ordne dit ærinde.

Indkøbsmulighederne i Svalbard

Nu vi er ved butikkerne, så var jeg virkelig imponeret over byens supermarked. Ikke så meget på grund af de mange forskellige ting, det sælger. For jeg synes egentligt ikke, at det er så overraskende, at supermarkedet både har en stor isenkræmmer afdeling, en souvenir afdeling og et “sprut depot”. I en så lille by må det vel forventes, at supermarkedet kan skaffe lidt af hvert.

Men jeg var virkelig imponeret over det store udvalg af mad. Det var som at gå rundt i et almindelig dansk (dog lille) supermarked. Tænk hvad det ikke må koste at skaffe alle de varer derop? Priserne var nu også derefter.

Husk i øvrigt din flybillet, hvis du vil købe alkohol derinde. Det er toldfrit område, så du skal kunne bevise at du har et fly ud af Svalbard.

Inde bagerst i skind-turistbutikken forvandles butikken til en skobutik. Det er da godt tænk. Brug vinduespladsen på at tiltrække turisterne med arktiske skindvarer. Lokalbefolkningen ved jo godt, hvor sko butikken er, så det behøver man ikke bruge vinduesplads på at reklamere for.

Der er i øvrigt – selvfølgelig – også en thai butik. Svalbard mangler bestemt ikke noget.

Forberedelser til at være turist i Svalbard

Det er nemt at bestille ture hjemmefra

I Svalbard er der rigtig meget samarbejde mellem udbyderne af udflugter og turistture. De har lavet ét samlet system til at vurdere sværhedsgrader af turene. Så det er nemt at sammenligne, hvor hård den ene tur er, i forhold til den anden.

Og de har også én fælles side, hvor du kan se, hvilke ture der er på hvilke dage. Vi lykkedes os ikke at finde ture på hjemmesider, som ikke var med på denne side. Og vi så hellere ikke, at turene var billigere at bestille, da vi var der. Så man kan sagtens bestille hjemmefra.
Der var dog på én restaurant, hvor der hang en skærm, der viste dagens ture til 50% rabat (mener jeg det var). Men restauranten åbnede kl. 11. Og alle turene på skærmen startede kl. 8 eller 9…. Men måske turistbureauet åbner tidligt, så man ville kun får rabatten derigennem.

Aktivitetskalender

Mens vi var i Svalbard, brugte vi også siden til at bestille ture om aftenen, dagen før en tur. Det fungerede også fint.

Hvad skal man pakke til en rejse til Svalbard, når der er forår i Svalbard?

Vi skulle til Svalbard i maj måned. Det var præcis der, hvor vinter-turene stoppede og sommer-turene ikke helt var begyndt i endnu. Der var ikke sne og is nok til at tage på snescooter, men isen var heller ikke gået nok af vandet, til at vi kunne komme ind i havnen ved Pyramiden, da vi sejlede dertil. Så det var et vejr midt i mellem. Og det gør det jo ikke nemmere at pakke.

Temperaturen lå som regel på omkring 0 grader – plus/minus 5 grader. Og næsten hele tiden overskyet. En gang imellem krydret med noget vind.

Vi var stadig til lag-på-lag tøj, selvom det var “forår”. De fleste dage brugte vi en par skiunderbukser og et par almindelige bukser udenpå (jeans eller noget blødere og mere bevægeligt). Mange gik rundt i softshell overtræksbukser. Dem så jeg noget misundeligt efter, for de så godt nok gode ud.
Da vi var ude at sejle, måtte jeg også hive de helt tykke skibukser frem. Det bliver koldt, når man er ude en hel dag.

Læs også: Vores anbefalinger: hoteller og spisesteder i Longyearbyen i Svalbard

På overdelen brugte jeg en skiundertrøje og en tynd fleece trøje. Og så havde jeg min gode gamle 2-i-1 jakke med fleece jakke og skaljakke.

Jeg havde både trekkingsko og vinterstøvler med. Og begge dele blev brugt, alt efter, om vi bare gik rundt i byen eller skulle være ude i længere tid.
Vi havde også altid halsedisse, hue/pandebånd og handsker med os.

Når vi skulle på længere ture ude i naturen, leverede arrangøren tøj. Da vi skulle på hundeslæde, fik vi en stor flyverdragt, luffer og Sorel støvler udleveret. Vi havde blot skiundertøj og en hue med. Og det var fint behageligt. Men hvis vi havde været afsted tidligere på vinteren, så skulle skiundertøjet nok have været af uld. Og jeg tænker også, at jeg havde været glad for et ekstra lag tøj.

Jeg er vant til at bruge fleece tøj, når det er koldt. I Svalbard brugte mange uld. Vi så rigtig mange af de klassiske norske strikkede uldsweatre. Og mon ikke, at ens hår bliver mindre electrisk i uldtøj, end det gør med fleece?

I øvrigt skifter vejret hurtigt. Så du gør klogt i, at have en taske med til det meste slags vejr. For der er en god chance for, at du får brug for det i løbet af dagen. Det er derfor at lag på lag er så godt.

Hvornår er det bedst at rejse til Svalbard?

Det ved jeg i virkeligheden ikke ret meget om. Men her er, hvad vi kunne støbe sammen.

Vi var afsted fra d. 16-22 maj. Og det var altså et mærkeligt midter-tidspunkt, rent vejrmæssigt. Det var jo forår, så der var hverken helt sne eller sol. Vi kunne godt komme ud og opleve noget. Og vi oplevede jo samtidig Norges nationaldag. Men jeg vil ikke anbefale dette tidspunkt.

Først skal du jo gøre op med dig selv, hvad det er, du gerne vil se og opleve?
Er det nordlys i Svalbard? Vi fik fortalt, at i december og januar er der mørkt hele døgnet rundt, og dermed er der også mulighed for nordlys hele døgnet. Men det er der, der er allerkoldest og mørkt! Så du kan ikke se så meget andet. I februar er der kun nordlys om natten, ikke om dagen.
Men som sagt, det var bare hvad en guide sagde til os. Det er måske værd at undersøge lidt nærmere.

Vil du helst opleve en masse sne aktiviteter som hundeslæde og snescooter, er det måske værd at vente lidt til marts og april, hvor det bliver en smule varmere. Og der er også kommet lys, så du rent faktisk kan se, hvad du laver.

Er det midnatssolen du gerne vil opleve, skal du tage til Longyearbyen fra slut april til midt august.

Humor i Svalbard mangler der ikke

Jeg vil runde af med et par af de skilte vi mødte i Svalbard. Humoren mangler de i hvert fald ikke.

Vi var i Svalbard i Maj 2018.

Følg os på de sociale medier