Paraty er kendt for sin fine by fra kolonitiden, med charmerende små huse. Her er virkelig fint – og bil-frit.
Men Paraty er så meget mere!
Byen har hyggelige kanaler, man kan ro igennem.
Rundt om byen er der det ene fantastiske vandfald efter det andet. Bl.a. ét, som de lokale “surfer” ned af.
Der er regnskov med tukaner (dem så vi nu aldrig), og man kan ro i havkajak ud igennem en mangroveskov.
Så det er bare om at komme i gang med at opleve Paraty.
Læs med her om vores:
- Tur rundt til 3 meget forskellige vandfald, der var spektakulære på hver deres måde.
- Tur i kajak til mangroveskov, strande og gennem byens kanaler
- Yndlings frokost sted, som vi måtte hen til hver dag
- Vores overnatning ude i skoven
- Og selvfølgelig om Paraty by
Første skriver jeg en kortere version af vores oplevelser.
Til sidst i dette indlæg er der en mere fuld beskrivelse, som er noget længere, men til gengæld også fuld af vores skæve og sjove, små oplevelser.
Vi havde lejet bil i Rio lufthavn, og kørte selv til Paraty.
Dennis, der har været mange gange i Brasilien, havde aldrig prøvet at køre selv i Brasilien før.
Men det var overhovedet ikke noget problem. Og vi elskede friheden af at kunne køre rundt som vi ville.
Læs mere om at køre selv her: Transport i Brasilien: Er det sikkert at køre selv i Brasilien?
Men vi kunne også have fået en god oplevelse af Paraty uden bil. Så havde vi nok valgt at bo inde i byen ved kanalerne og tage på nogle af turistturene.
Masser af vandfald – måske på The Golden Trail…
Jeg havde læst hjemme at der skulle være en vandretur, der hed The Golden Trail, hvor der skulle være en masse vandfald.
Men det lykkedes os aldrig helt at finde den.
I stedet endte vi med at køre rundt mellem vandfaldene.
Det første vandfald: Poco do Ingles, fandt vi aldrig.
Men Benjamin fik sig en utilsigtet badetur i jagten på det.
Efter den lille afstikker, mødte vi nogle jeeps, der havde turister på vandfaldstur. Dem fik vi lov til at følge. For de kunne godt se, at vi havde brug for lidt guidning.
De viste os til vandfaldet Cachoeira da Pedra Blanca, som man kan bade i.
Som vandfald oftest er, var det en ret kold badetur. Men det er jo alligevel altid en sjov oplevelse af kunne svømme ind under et vandfald. Der var dog ikke et kæmpe fald, der hvor man kunne bade. Det var der andre steder ved vandfaldet.
Så kørte vi videre til Waterfalls of the 7 falls.
Vi havde lidt svært ved at finde det. Det viste sig at være fordi det var lukket.
Altså vandfald lukker jo ikke, men restauranten og parkeringspladsen.
Vi fik dog lov til at gå ind og se vandfaldet alligevel. Så var turen heldigvis ikke spildt, nu hvor vi havde kæmpet os op af hullede smalle bjergeveje, som bilen næsten ikke kunne komme op af. Og holdt og ventet på, at de prøvede at fikse en lastbil, der ikke havde kunnet holde til vejene.
Waterfalls of the 7 falls var et vildt sted. Jeg tænker, at de har åbent, når de guidede ture kommer. Og det gad jeg godt opleve.
For her var bygget en kæmpe swimmingpool med naturligt vand fra vandfaldene. Og selve vandfaldet var virkelig imponerende. Det var ikke kæmpe stort. Til gengæld gik det ned over en kæmpe klippe, så når du kiggede ud over det, følte du at du kiggede ud over en kæmpe afstand.
Det var så flot.
Vi manglende lige det helt store trækplaster, som kan ses på de fleste turisthjemmesider fra Paraty: vandfaldet Cachoeira do Toboga.
Det specielle ved det vandfald er, at de lokale står op og surfer ned af det.
De lokale hjælper også turisterne med at prøve turen. Dog oftest liggende eller siddende, når de rutsjer ned af vandfaldet.
Det var vildt imponerende at se!
Paraty og mangroveskov oplevet fra en kajak
Jeg går jo helst ikke glip af en oplevelse.
Så jeg havde booket en tur, der for de fleste der kender mig, virkede meget mærkeligt. Vi skulle ud og ro i kajak.
Men jeg er vildt vandskræk. Så jeg vidste at det ville blive grænseoverskridende.
Til gengæld skulle vi ro i en mangroveskov. Og det syntes jeg simpelthen lød for vildt at prøve.
Vi blev mødt af en meget rolig guide, der endda kom fra Irland. Så vi kunne alle snakke med ham.
Det var rigtig dejligt at kunne på denne tur. Normalt er det kun Dennis der snakker med folk her, fordi han kan portugisisk.
Kajakkerne kom i vandet og vi roede ud. Vandet var næsten helt stille. Michael – vores guide – havde lovet mig, at vandet altid var blikstille i Paraty. Men der havde der været en cyklon forbi nogle dage før, så nu var der en smule bølger. Men ikke noget vildt.
Vi roede ud til en strand, hvor børnene nød at bade. Bagefter roede vi videre til mangroveskoven.
Den var ikke kæmpe stor. Men det var alligevel sjovt at opleve det.
Og så nåede vi lige at bade lidt mere på en anden strand.
Bagefter udvidede Michael turen, så vi roede igennem kanalerne i Paraty by. Det var så fedt!
Måske næsten det bedste af turen. Selvom vi slet ikke havde booket det.
Michael kom fra Paraty Explorer, og vi kan så absolut anbefale ham/dem.
Det var en super god familietur, hvor vores børn på 10 og 12 år sagtens kunne være med.
Men det var godt nok også hårdt til sidst, når man ikke er vant til at ro.
Du kan læse om den fulde tur nedenfor.
Vores frokost sted
Vi boede et lille stykke uden for Paraty. Hvilket betød, at vi skulle køre ud af vejen Rod. Governador Mario Covas, for at komme fra Paraty til vores overnatning.
Vejen gik langs med havet og det er en rigtig fin køretur.
Et stykke af vejen er “pakket ind” i træer, så du kører i en tunnel af træer. Og andre steder er der flot udsigt til havet.
Pludselig lå der en lille café. Så vi fik vendt bilen og spiste derinde.
Og det viste sig at være et helt fantastisk sted.
Det var lige ned til vandet (altså oppe på toppen af klipperne), med den bedste udsigt.
Her endte vi med at tage hen hver dag.
Nogle gange for at spise frokost. Nogle gange bare for at sidde og spille kort og nyde den fantastiske udsigt.
Vi spiste pastel og oksefilet skåret ud i små tern. Okse ternene får man på en fælles tallerken med “tandsikker” som man kan spise med.
Pastel er friturestegt dej med skinke og ost. Eller andet fyld. Typisk brasiliansk fastfood.
Stedet hedder Toca do Pastel og kan findes på Google Maps.
Rod. Rio-Santos, Km 564 – Praia Grande, Paraty – RJ, 23970-000, Brasilien
Vores overnatning ude i skoven
Vi havde snakket rigtig meget om at tage til Amazones. Men vi syntes ikke, at vi havde lang tid nok på denne tur.
Så i stedet tog vi til Paraty, som ligger tæt på Rio og Ilha Grande, som vi også skulle til.
Men da jeg så at der ligger skov rundt om Paraty tænkte jeg, at så kunne vi da opleve en lille smule i stil med Amazones (eller det er jo overhovedet ikke det samme. Men alligevel 🙂 )
Og der skulle være tukaner i disse skove. Vi er ikke vildt interesserede i fugle. Men tukaner kunne alligevel være sjove at se.
Så vi bookede et sted lige i udkanten af skoven.
Det hedder Le Gite d’Indaitiba
Det lå lidt fra Paraty. Men det gjorde jo ikke noget, for vi havde en bil.
Det viste sig at være ret langt ude på landet.
Jeg havde lovet at skrive til ejeren, når vi var på vej. Og hun ville så give os de præcise koordinater. Men jeg glemte at skrive. Og nu var vi bilen uden internet.
Så vi kørte blot efter adressen. Vejen blev mindre og mindre, og mere og mere stejl. Og pludselig stod der en hest på vejen. Senere lå der en hund midt på vejen. Og ude i vejkanten havde et par af husene lavet deres vindue om til en lille bar. Det var en meget lille, og lokal landsby.
Til sidst kørte vi over en lille bitte bro, hvor vi kunne se et vandfald. Her blev vejen ensporet, med dybe render på hver side til regnvand. Og samtidig var vejen helt vildt stejl.
Her havde vi virkelig ikke lyst til at møde modkørende. Og samtidig var vi lidt nervøse for, om bilen overhovedet kunne komme op.
Men det kunne den heldigvis. Og vi mødte ikke andre på turen op.
Pludselig stod der et skilt med stedets navn. Så vi drejede ind på parkeringspladsen. Her var nogle gule huse, der mindede om billederne.
Fordi vi ikke havde skrevet hvornår vi kom, var der ingen til at tage i mod os.
Men efter lidt tid kom der én med nøgle til os.
Vi fik en rigtig fin hytte helt inde i skoven.
Den havde alt hvad vi skulle bruge som toilet, bad og endda brændeovn, men ellers var den ret primitiv.
Der var en lille terrasse foran med en hængekøje. Og så var der ellers skov rundt om os.
På grunden var der også et vandfald, hvor man kunne bade. Og endda en sauna lige ved siden af poolen.
Om aftenen tjekkede vi ind og mødte damen, der havde stedet.
Det var den sødeste ældre dame, der havde bygget det om med sin franske mand, der desværre nu var død. Så hun havde det alene nu.
Oppe ved hendes hus var der restaurant, hvor hun stod for at lave al maden. Menukortet så virkelig lækkert ud, men vi fik altid spist så store frokoster, at vi ikke rigtig kunne spise noget, når vi kom hjem.
Men vi smagte hendes gode desserter. Og den fantastiske morgenmad. Så vi anbefaler meget gerne hendes lækre mad.
Ved restauranten var der en stor flot terrasse og her kunne man helt sikkert tilbringe nogle rigtig gode aftener/dage (det var også kun heroppe, der var wifi).
Og lidt derfra var der en aflang naturlig pool.
Hele stedet var så fint!
Men desværre fandt vi os aldrig rigtig tilrette.
Vi kom nærmest direkte fra Danmark og havde jetlag. Og børnene var ikke helt glade for de mange småkravl, som der jo er i sådan en hytte ude i skoven.
Dette sted var ikke bare et overnatningssted.
Det var et sted hvor man skal give sig tid til at være (og ikke være på tur hele tiden, som vi var).
Tid til at nyde vandfaldet og saunaen.
Den lækre mad i restauranten.
Og de interessante snakke med ejeren.
Så er jeg helt sikker på, at du bliver forelsket i det. For det er virkelig et sted, der er lavet med følelse.
Men jeg tror faktisk, at det havde passet os bedre at bo i Paraty by ved kanalerne. Og helst med en pool. Fordi vi kom direkte fra Danmark, så vi trængte til, lige at slappe af efter hverdagsræset og bliver lidt afklimatiseret.
Og vi så aldrig nogen tukaner…
Paraty by
Paraty er en gammel portugisisk koloniby. Og den er virkelig velholdt.
Men det er jo også områdets helt store trækplaster.
Vi gik en tur igennem byen og beundrede husene. Det er virkelig en charmerende lille by.
Men så syntes børnene også, at nu havde vi set den by.
Det er ikke lige deres yndlingsbeskæftigelse at gå rundt og kigge på en by.
Det er en meget hyggelig by.
Men det er nu også en turistby fyldt med souvenirbutikker o.s.v.
Jeg synes klart, at man skal se den, hvis man er i det område.
Men jeg synes virkelig også, at man skal opleve naturen rundt om. Det var i hvert fald her, vi fik de største oplevelser.
Vandfaldsturen – i den lange version
Vi ville hen til The Golden Trail, hvor der skulle være en cirquet route på 4 km med vandfad undervejs.
Men det lykkedes os nu aldrig at finde den. Jeg havde læst om den her: http://circuitocaminhodoouro.com.br/mapa-detalhado/?lang=en
I stedet kørte vi først til vandfaldet Poco do Ingles. Det var ret svært at finde stien. Der stod et skilt, men stien var så lille, at jeg ikke troede, at det var den første gang vi kørte forbi.
Men efter at have kørt lidt frem og tilbage, blev vi enige om, at det måtte være der. Så vi parkerede på en lille interimistisk plads.
Så fulgte vi den lillebitte sti. Men stien endte ret hurtigt. Det så lidt ud som om, at man kunne krydse floden til en anden sti. Det ville dog kræve, at man smed skoene og var meget forsigtig, mens man hoppede fra sten til sten. Det var lidt tæt på en lille vandfald, og der var virkelig god gang i vandet her.
Benjamin meldte sig hurtigt, og smed sko og strømper, og prøvede at krydse. Det gik fint nok med at komme over på den anden side. Men nu fik vi læst skiltet derovre “privat ejendom”. Ups, så var det nok ikke der, han skulle over…Så Benjamin gik tilbage. Desværre gled han på et af de sidste skridt og lå i floden.
Så han måtte skifte til sit badetøj. For vi havde altså ikke tænkt på at tage ekstra tøj med til ham.
Så gik vi tilbage til bilen. Vi syntes nu ikke rigtig, at vi havde set et vandfald.
Mens Benjamin stod og skiftede, kom der et par jeeps forbi. Sådan nogle fra turistbureauer.
Den ene stoppede og vinkede ivrigt Dennis hen til sig. Han fortalte meget bestemt, at det var ikke godt, at vi parkerede der. Hvorfor fandt vi ikke ud af. Men han sagde, at vi i stedet skulle følge efter dem.
Læs også: Sikkerhed i Brasilien – er det sikkert at rejse som turist?
Vi havde jo svært ved at finde det rigtige vandfald, så vi pakkede sammen og kørte den retning, de var kørt i. Der var kun én vej, så det var ret nemt at finde bilerne. Vejen begyndte at blive dårlig, så alle kørte nu meget langsomt. Det var stejle bjergveje, som var ensporede og med huller i en gang imellem.
Det var heldigt, vi havde mødt guiderne. Ellers havde vi været meget i tvivl, om dette virkelig var rigtigt.
Der kørte 2 jeeps, en anden privat bil og en stor lastbil. Det var lidt vildt, at lastbilen kunne følge med. Men på et tidspunkt holdt den også ind og lod os komme forbi, så den kunne danne bagtrop.
Vi kørte i en Citroen Cactus – absolut ikke en stor bil. Og den måtte arbejde hårdt for at komme over bjergene. Man kunne ikke ligefrem tage tilløb på de små veje. Men den klarede det.
Så kom vi frem til en parkeringsplads.
Der stod godt nok, at den kun var for jeeps. Men de vinkede bare til os, da vi stod ud. Det virkede til, at vi var velkomne.
Vandfaldet her hed Cachoeira da Pedra Blanca.
Det kostede 10 RGL /15 kr. pr. person – også børn – at komme til vandfaldet.
Det lykkedes os at komme hen til vandfaldet før holdet af turister fra jeepsne. Så vi havde vandfaldet for os selv først.
Børnene og jeg var nu ikke i ret længe – det var pænt koldt!
Da vi var færdige med at bade, kørte vi videre op af bjerget. Der var skilt til en restaurant og der skulle være et vandfald mere. På et tidspunkt mødte vi 2 lastbiler og en gravko.
Det ærgerlige var bare, at den ene lastbil, der holdt midt på vejen, var gået i stykker. Der kom en mand hen og fortalte Dennis, at der var et eller andet på bilen, som var gået i stykker. Dennis kendte bestemt ikke ordet på portugisisk. Og nok heller ikke på dansk, for vi er ikke lige lastbilsmekanikere.
Dennis spurgte, hvor lang tid det ville tage. Manden så helt uforstående ud.
Så spurgte Dennis, om det ville tage 5 min – ja.
10 min – ja.
Og så gik manden tilbage.
Hm, det blev vi ikke meget klogere af.
Men det var ikke til at vende der. Og det ville absolut ikke være sjovt at bakke ned af den stejle, smalle bjergvej med huller. Så vi gav dem lige en chance for at få det repareret…
Efter en 10 min fandt de endelig ud af, at hvis gravkoen kørte lidt den ene vej, og den lastbil, der virkede, kørte lidt den anden vej, så kunne vi komme uden om den bil, der var gået i stykker.
Så kom vi videre.
Nu var vejene så dårlige, at de mindede os meget om at køre på Cuba. Som vist er det værste vi nogensinde har kørt i.
Vi kom op til en låge, der var lukket, så Dennis kørte lidt videre.
Men det lignende altså, at det var der vi skulle have været. Og hvis denne vej blev værre, ville bilen snart ikke kunne klare det mere.
Så det begyndte at føles lidt usikkert.
Så da vi et kort stykke efter mødte en større vendeplads, kørte vi derind.
Der kom pludselig en mand gående. Han fortalte, at det var nede ved lågen, at vandfaldet var. Han fortalte også at restauranten var lukket, men at vi var velkomne til at gå derind.
Der var derfor vi ikke kunne finde ud af det.
Lågen til parkeringspladsen var lukket, fordi restauranten var lukket.
Så han viste os, at vi bare kunne parkere foran lågen. Og sagde, at vi var meget velkomne derinde.
Vi blev mødt af et skilt om, at det koster 10 RGL at komme ned til vandfaldet. Men det kunne vi jo så bare gå forbi.
Vi kom ned til den vildeste restaurant, hvor bordene var sat spredt ud over plateauet. Der var bygget en kæmpe swimmingpool med naturligt vand fra vandfaldene.
Og selve vandfaldet var virkelig imponerende. Det var ikke kæmpe stort. Til gengæld gik det ned over en kæmpe klippe, så når du kiggede ud over det, følte du, at du kiggede ud over en kæmpe afstand. Det var virkelig flot.
Og det havde været så fedt at kunne spise her. For vi var virkelig ved at være sultne. Men restauranten har formentlig kun åbent i samarbejde med turist turene.
Det hed Waterfalls of the 7 falls.
Egentlig skulle vi jo have vandret en 4 km cirkulær rute. Men vi fandt jo aldrig rigtig stierne. Så vi begyndte at joke med, at i Paraty kan man ikke vandre uden en bil.
Vi fandt heldigvis en åben restaurant, da vi kom ned fra bjergene.
Vi var ved at være trætte. Men jeg syntes ikke, at vi havde set det sjoveste vandfald endnu (i hvert fald ud fra hvad jeg havde læst mig til, så det var lidt med krydsede fingre for, at det nu ville gå godt).
Vi voksne tog en beslutning om, at det skulle vi se, selvom børnene ikke gad.
Så vi kørte derhen.
På parkeringspladsen skulle vi betale 20 RGL/30 kr. for at holde der. Men så var der til gengæld opsyn med bilen.
Vi følte os nu overhovedet ikke utrygge. Men der var ikke andre steder at parkere.
Der var kun 100-200 meter til der, hvor vi kunne se vandfaldet fra.
Her sad alle vores tidligere jeep-tour venner allerede på rad og række og kiggede på vandfaldet.
For det sjove ved dette vandfald er, at det er en kæmpe, rundet klippe, som folk så bruger som rutsjebane. Og nu var der nogle af turisterne, der skulle prøve lykken med turen – som vi så kunne stå og kigge på.
Vi nøjedes med at kigge på. Der stod guider og lokale på toppen og hjalp turisterne ned på den rigtige måde. Ellers kunne det nok godt gå galt.
Da alle villige turister var kommet ned, var der en af de lokale, der tog turen. Men han lå eller sad ikke. Han surfede ned af. Det så ret vildt ud!
Vi tænkte, at guiderne nok giver de lokale lidt penge for at hjælpe turisterne og lave show. Så vi gav “surferen” en 5’er i drikkepenge. De havde også hængt en bøtte op til drikkepenge.
Han blev så glad for pengene, at han syntes, at vi skulle have et show mere. Nu var de fleste turister ellers begyndt at gå.
Han løb op af klippen igen – igennem vandet. Det var altså vildt.
Og så fik vi et surfe-show af de helt store.
Mens Dennis stod og pakkede ting i bagagerummet, kunne han høre vores 2 tydelig imponerede drenge tale inde i bilen. Det var godt, vi havde taget den beslutning om at komme her, selvom de ikke gad.
Vandfaldet hedder: Cachoeira do Toboga
Da vi skulle til at køre, kom en af de lokale fra vandfaldet gående. De gik hjem for i dag, for nu havde sidste jeep-tour været der.
Hvor heldige var vi lige, at vi præcis nåede dem. Den gruppe hjalp os 2 gange den dag.
Kajakturen i Paraty
Vi skulle ud og ro i kajak kl. 9 fra Paraty.
Det var heldigvis nemt at finde en parkeringsplads. Det var straks sværere at få lov til at betale for pladsen. Dennis spurgte i butikkerne langs gaden. De sagde, at der gik en mand rundt. Hvis han ikke var der nu, så var han der nok når vi kom tilbage…Meget mærkeligt system.
Vi blev mødt af Michael fra Paraty Explorer. Han var irer, så det var nemt at tale engelsk med ham.
Jeg havde booket turen hjemmefra, og skrevet med Michael. Jeg havde forklaret ham, at jeg tænkte, at børnene sagtens kunne klare turen. Men at jeg ikke har det så godt med vand.
Han havde lovet mig, at der er meget roligt vand ved Paraty, selvom vi skulle ro i hav. Og så havde han anbefalet, at vi bookede en familietur, så vi kunne tage tingene i vores eget tempo. Det var endda til samme pris, som hvis vi bookede en gruppetur. 200 RGL/300 kr. pr. person.
Det var så dejligt, at vi bare var os 4 og Michael på turen.
Michael gav sig virkelig god tid med at klargøre kajakkerne. Det tog i hvert fald 30 min. Vi havde booket ham til 4 timer. Men det er jo Brasilien, så vi prøvede bare at slappe af i det.
Der var en smule bølger. I virkeligheden ville vi ikke synes, at det var noget i DK. Men nu skulle jeg jo ud i kajak, og var blevet lovet helt fladt vand. Michael forklarede, at der havde været en cyklon for nogle dage siden, og at det var det, man stadig kunne se på vandet.
Men på en eller anden måde virkede det hele meget roligt alligevel. Det var nok Michaels meget rolige tilgang til tingene.
Vi roede først ud forbi et par øer, som han fortalte lidt om. Så var det meningen, at vi skulle hen til en strand og bade. Men der var ejeren i gang med havearbejde med larmede maskiner og en hund der gøede, når man nærmede sig stranden. Så vi roede videre til en anden lille strand han kendte. Den lå inde i et lille bitte område mellem nogle rundede klipper. Vi havde vist roet i en time eller halvanden.
Drengene hoppede straks i vandet. Og vi andre fandt snacks frem. Vi havde egentlig købt dem til vandreturen dagen før. Men vi kom jo aldrig ud at vandre. Og da vi handlede i supermarkedet den første aften i Paraty, var det så larmende, at vi slet ikke kunne overskue, hvad vi skulle købe. Så det blev bare til nogle hvide boller, spegepølse og et glas Nutella.
Herude ved kajakkerne slugte drengene boller med Nutella. Vi andre var nu også blevet lidt sultne.
Men Michael og Dennis snakkede så meget, og brugte tid på at servere mad, at Dennis slet ikke nåede i vandet. Og nu var det ved at være så højvande, at sandstranden var forsvundet. Og vi begyndte at have svært ved at holde kajakkerne på land. Så vi røg i kajakkerne igen.
Så var det tid til turens forventede højdepunkt. Vi skulle sejle igennem en mangroveskov.
Det var mere min stil med helt roligt vand.
Det var ret fint og hyggeligt at sejle igennem der.
Det viste sig, at Michael havde skrevet til mig om at rykke turen til kl. 10, fordi der ville være for lavvandet til at komme gennem mangroven kl. 9. Det havde jeg bare ikke set.
Så var det nok derfor han havde givet sig så god tid – eller også var han bare sådan.
Vi roede tilbage til den første strand. Ejeren var nu væk, så vi kunne lægge til i fred og ro uden larm og hunde. I Brasilien er den første meter af stranden altid offentlig, så selvom det var en privat grund, måtte vi godt være der – som i DK.
Kajakkerne havde et lille ror, så man kunne styre retningen med foden. Det var rigtig dejligt. Så skulle vi ikke bruge så mange kræfter på det.
Og de var virkelig stabile. Jeg følte ikke en eneste gang, at vi var ved at kæntre. Heller ikke, når vi lå på tværs af de små bølger, der nu engang var.
Men derfor blev jeg alligevel hurtigt utryg, hvis jeg ikke lige vidste hvor vi skulle hen eller sådan.
Efter stranden var Mikkel og jeg klar til at ro hjemad.
Der begyndte at blive overskyet og komme lidt flere (stadig små) bølger.
Så nu syntes jeg ikke, at det var ret hyggeligt mere. Michael kunne godt høre det på mig, og spurgte, om jeg havde kræfter til en lille omvej.
Egentlig troede jeg, at han mente, at vi skulle hen på en strand mere. Mikkel havde ikke lyst. Jeg var træt, og havde mest lyst til bare at blive færdig med turen. Men jeg syntes, at de andre også skulle have lov til at bestemme. Så da Dennis og Benjamin kom tættere på, spurgte jeg dem. De ville gerne. Så vi tog omvejen.
Efter lidt tid gik det op for Dennis, at vi skulle på en strand mere. Så udbrød han, at det havde han faktisk ikke lyst til, han var træt…ej øv!
Men nu kunne vi jo ikke lave det om.
Og så gik det op for mig, at jeg havde misforstået det hele. Det var en omvej, men i meget roligere vand.
Det var ikke til en strand. Vi skulle bare pejle mod stranden, for at have den rigtige retning.
Først roede vi igennem noget, der igen lignende en mangroveskov. Skoven var bare ikke lige så tæt som den rigtige.
Mikkel var meget bekymret, for i den første skov roede vi ned i enden og vendte så om, og kom ud i begyndelsesstedet. Og det havde han virkelig ikke lyst til igen.
Og jeg prøvede at lade være med at tænke tanken til ende, for jeg var godt træt nu.
Men der var virkelig hyggeligt her. Lidt som at være på kanalerne i Lyngby.
Så ændrede turen sig til, at vi roede gennem kanaler i Paraty by.
Altså ikke helt inde i den gamle bydel. Men alligevel var det rigtig hyggeligt. Sådan lidt Venedig-agtigt.
Det var en mega fed omvej, og jeg er så glad for, at vi gjorde det.
Det kunne også have været hyggeligt at bo omkring de kanaler.
Men nøj, hvor var jeg træt. Og jeg vidste jo godt, at vi ikke kunne undgå at komme ud på lidt vildere vand til sidst, når vi skulle ramme den rigtige strand. Så jeg bad Mikkel om at samle kræfter til det sidste hårde stykke.
Benjamin og Dennis var også rigtig trætte, men de roede rigtig godt sammen. De havde aftalt, at Benjamin var motoren oppe foran, og Dennis styrede kursen.
Og Mikkel gav den gas, så vi kom også rundt om molen, ud i de nu lidt oprørte vande. Og tilbage til vores begyndelsesstrand.
Det var en mega fed tur. Faktisk måske allermest omvejen. Men drengene ville jo have været ærgerlige over ikke at komme i vandet på strandene.
Og mangroveskoven var det der fra begyndelsen fik mig til at booke turen. Mangroveskoven blev helt ærligt en lille del af turen. Men den var fin at sejle i.
Så vi ville ikke have undværet noget af det.
Men nøj var hvor vi trætte bagefter. Mine arme brændte. Så det var ikke sjovt at slæbe på kufferter senere på dagen.
Det endte med, at det var 5 timer siden at vi var mødtes med Michael, ikke 4 om aftalt.
Tilbage på stranden klædte vi om, og konstaterede at der nu hang en seddel i bilruden. Michael fortalte, at han havde opgivet at finde ud af reglerne her. Så han parkerede nu lidt derfra og gik så ned til stranden.
Der var en scanningskode på sedlen. Så vi tænkte, at vi nok kunne scanne den og betale parkeringen, når vi kom på hotellet. Men det viste sig at være en reklame. Men vi har nu aldrig modtaget en bøde for det. Måske var vi heldige. Måske er det bare et meget mærkeligt system…
Vi havde pænt travlt nu, for vi skulle nå til byen Angra dos Reis og aflevere vores lejebil. Men vi havde også lige lovet børnene en sidste pastel på vores yndlings Pastel sted. Og det skulle nås!
Vores konklusion for opholdet her: Paraty har virkelig meget at byde på!
På trods af at vi aldrig fik set Tukaner. Og vi nåede faktisk heller ikke at komme på et cachaça (sukkerrørsbrændevin) destilleri, som de også er kendte for i dette område.
Vi var i Brasilien i april 2023 og børnene var 10 og 12 år.
