Lær om Sri Lankas krydderier og planter i en spicegarden

Da vi kørte fra Kandy til Habarana, stoppede vi ved en spice-garden. En spicegarden – eller krydderihave, som det ville hedde på dansk, er en mindre park, der viser alle de mange krydderier, der kan vokse i Sri Lanka. Det var ret interessant at se, hvordan vores tørrede krydderier ser ud som plante. Og børnene lærte om, at ting faktisk ikke bare kommer fra supermarkedshylder.

Rundtur i en krydderihave

Jeg havde nok forventet mig en lille køkkenhave, da vi skulle hen og se en spicegarden. Men det var det da i hvert fald ikke. Det var en meget stor have, nærmest en lille park. Med alverdens planter.

Vi havde en guide med os rundt, som fortalte om planterne og processerne med at få dem lavet til krydderier, som vi kender dem. Og om, hvilke lægemidler, planterne kunne bruges til.

Vi duftede til mange af dem og prøvede at gætte, hvilke planter det var. Det var faktisk meget lærerigt.
Vi så blandt andet chili, ingefær, peber, kanel, kakao, vanilje og Aloe vera. Børnene syntes især, at det var sært at se et gummitræ. Hvordan kunne den plante blive til en elastik?

Da vi ikke vidste hvad en ”nutmeg” var, kunne guiden heldigvis også ordet på dansk.

Massage og behandlinger med deres olier

Efter rundturen, kom vi til et lille område med stole og en udstilling af alle deres cremer og olier. Her fik vi et foredrag om alle de gode olier og cremer, de kunne producere fra haven. En af cremerne var en ansigtscreme – god for alt muligt. Den prøvede vi, og så gik guiden rundt og gav os alle ansigtsmassage.

Vi fik også serveret en urtete.

Guiden viste også, at de havde hårfjerningscreme. Han smurte lidt på Dennis’ arm og efter 5-10 min fjernede han det, og vupti, så var der ikke nogen hår tilbage der. Så det virkede da i hvert fald.

Læs også Lidt om Sri Lankas mad, så børnene kender det lidt før I rejser

Pludselig kom der mænd og tilbød os rygmassage. De sagde, at det var gratis. Så Dennis, Bente og jeg fik 10 minutters massage hver. Det var rigtig dejligt.
Vi gav dem selvfølgelig drikkepenge, men vi blev faktisk aldrig bedt om at betale for det. Vi gav massøren 200 Rupees – 10 kr.

Oplevelsen betales af dine indkøb

Efter turen kunne vi selvfølgelig shoppe i deres butik. Men det var sindssygt dyrt.
Hårfjerningscremen, som guiden havde prøvet på Dennis, kostede 12000 Rupees – 600 kr.

Inde i butikken gik der en mand efter Dennis med en kurv, så han kunne bære alle Dennis’ indkøb for ham… Det blev ikke nogen hård opgave for manden. Det var måske også lidt synd for ham, at det lige var Dennis, der var gået ind i butikken, mens jeg gik på toilettet med børnene.

Vi købte en lille flydende vanilje, for det kunne jo være meget sjovt at bruge, når vi kom hjem. Men det var mest bare for at købe noget, så vi da havde betalt lidt for turen.

Krydderihaverne ved Matale skulle være de bedste

Vi var i en krydderihave ved byen Matale. Der ligger flere krydderihaver i dette område. Faktisk er der spicegardens mange steder på Sri Lanka. Men dem i Matale området skulle være de bedste. Så er du i det område, så synes vi, at du skal overvej at tage forbi. Vi fik i hvert fald en sjov og lærerig oplevelse ud af det.

Før vi kom til krydderihaven, var vi i Kandy. Fra krydderihaven kørte vi videre til Dambulla Cave Temple.

Vi var på Sri Lanka i juli 2016

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

Join the Conversation

2 Comments

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *