Indtryk og skæve oplevelser fra vores første døgn på Cuba

Vi har tilbragt vores sommer på Cuba.
Som sædvanligt har vi selv planlagt vores ferie uden rejsebureauer. Det havde været lidt mere besværligt, end andre gange, når vi har planlagt ferie (det skal vi nok skrive om snart).
Men derfor var vi også lidt spændte på, hvad vi ville komme til at opleve. Ville vi blive snydt hele tiden? Ville vi have problemer med at hæve penge? Var der meget kriminalitet? Var maden virkelig så dårlig, som alle skrev? Vi havde efterhånden læst så mange advarsler i guidebøger og på hjemmesider. Og selvfølgelig skulle Trump også lige lave begrænsninger på alt det, Obama havde åbnet op for – lige før vi rejste. Ville cubanerne være sure over det?
Så før vi rejste, sagde jeg, at jeg ikke kunne forestille mig, at rejsen bare ville gå glat. Der måtte gå noget galt. Men min frygt blev virkelig gjort til skamme. Det eneste vi oplevede, der gik galt, var da vi måtte vente 4 timer på at få udleveret vores lejebil og samtidig en madforgiftning. Og det var da trods alt billigt sluppet. Så vi må bare sige, at Cuba er et dejligt land at rejse i!

Til gengæld er der hele tiden småting, der går lidt skævt. Det er absolut ikke et strømlinet turist land, hvor alt bare kører efter bogen. Men det er jo netop det, der er den gode oplevelse. Og tingene løser sig altid. For er der noget, cubanerne er gode til, så er det at få tingene til at lykkes.

For at give et lille billede af, hvordan tingene foregår, vil vi gerne fortælle om vores første døgn i Cuba, som for os tit er noget af det mest bemærkelsesværdige. Man kommer til et helt nyt land og har virkelig øjne og øre åbne for de nye indtryk. Man er helt klar til nye oplevelser.

Ankomst til Havana

Vi landede i Havana lufthavn, og her var første oplevelse…i første omgang det var kun Cecillies kuffert der kom kørende på bagagebåndet. Hvor var så vores andre 4 tasker? Heldigvis stod der også andre fra flyet og ventede. Så vi ventede. Og ventede. Efter 15 min kom der pludselig 3 af vores tasker. Nu virkede det ikke helt så slemt, hvis de bare havde glemt én – når man har stået og tænkt, at de havde glemt 4. Men efter yderligere 5-10 min kom den sidste også.

Vi landede lidt sent om aftenen og vidste, at vi ville være trætte (det var midt om natten dansk tid), så vi havde ikke lyst til at skulle på jagt efter en bil, der kunne rumme 5 personer ud over chaufføren + alle vores kufferter. Derfor havde vi hjemmefra bestilt en minivan til at hente os. Og på trods af vores fly havde været forsinket, stod der heldigvis en mand med et skilt med vores navn på.

Læs også: Hvad koster det at rejse i Cuba? Her er vores rejsebudget

Dennis skulle lige over og hæve penge. Men da vi så var klar til at køre, kunne manden fortælle os, at chaufføren var i gang med at spise.
Det var jo i virkeligheden helt fair, så vi stillede os og ventede. Det tog heldigvis kun 10-15 min, så var han klar.

En cubansk taxa

Vi blev fulgt ud til en almindelig taxa, dog med et stort bagagerum. Der var ingen seler på bagsædet, så det kunne være lige meget med de selepuder, vi havde med til børnene. Desuden skulle vi være 4 bagsædet.
Sædet var dog så bredt, at vi trods alt kunne sidde ved siden af hinanden alle sammen (2 børn og 2 voksne). Og der var ikke nogen, der sad direkte i midten, til at flyve lige ud af forruden, hvis der skete noget. Hvor meget det så end kan hjælpe i et sammenstød… Samtidig lå vores tunge, store kufferter lige bag os uden nogen afskærmning… Der var ingen tvivl om, at vores bedste kort var at håbe på, at vi ikke kørte galt.
Men vi skulle jo afsted.

Bilen havde bestemt set bedre dage. Hver gang chaufføren slukkede tændingen, klappede sidespejlet på passagersiden ind. Men det kunne ikke komme ud igen ved elektrisk hjælp. Så det klarede chaufføren med en arm på tværs af bilen, mens han kørte…
Han rullede vinduerne ned foran og på Cecillies side, for der var ikke aircondition. Mit vindue rullede ikke ned, så det virkede nok ikke. Cecillies vindue gik op og ned hele tiden, som om det havde sit eget liv.
Da vi skulle ud på de større veje, ville han tage vinduerne op. For at kunne gøre det, måtte han lige slukke motoren. Og så måtte vi forfra med at klappe sidespejlet ud igen – selvfølgelig imens vi tog et sving ind på den store vej og lige kiggede efter andre trafikanter.

Chaufføren kom til at køre en lidt forkert vej, for han kendte ikke rigtigt det område, vi skulle bo i. Dennis havde en GPS på telefonen, hvor han kunne følge med. Chaufføren endte med at måtte kigge med på GPS’en for at finde vej. For der er stort set ikke nogen vejskilte på vejen. Men vi fandt da frem. Klokken var nu omkring midnat cubansk tid. Hvilket vil sige kl. 6 om morgenen i Danmark. Men heldigvis havde de ventet på os i det casa, vi skulle bo i.

Selv i de rige områder, er husene faldefærdige

Da vi kom op til værelserne, havde de haft vandskade på det ene værelse. Vi blev installeret i de 2 andre, men der var ikke mange smil at spore hos ejerne den aften. De fik travlt med at søbe vand op og prøve at finde kilden til problemet. Cubanerne løser selv de fleste ting på stedet. Og næste dag var værelset da også klart til, at vi kunne flytte over i det i stedet.

Læs også: Guanabo – de dejlige lokale strande tæt ved Havana

Næste morgen åbnede vi gardinerne og kiggede ud på, hvor vi var kommet til.
Vi boede i et hus med pool og kun 2 blokke fra stranden. Så det var absolut ikke et billigt kvarter. Det var omkring 20 km fra Havana, og her var mange cubanerne, som ikke så fattige ud. Vi forestillede os lidt, at vi var i den cubanske version af Rungsted Kyst. Og alligevel var alle hues faldefærdige. Ved første blik følte man, at man var i et slumkvarter. Men Cuba kan ikke skaffe byggematerialer. Og hvad hjælper det så at have penge, hvis man ikke kan få forbedret sit hus alligevel.

Der er en lokal valuta, og så er der valutaen, som turisterne må bruge

Vi gik hen til det nærmeste supermarked, for vi var løbet tør for vand. Der var kø udenfor til supermarkedet. Man blev nemlig kunne lukket nogle stykker ind ad gangen. Og man måtte ikke have rygsække med ind. Der var en bod ved siden af, hvor man kunne få opbevaret sine tasker.
Supermarkedet var en såkaldt “dollarstore”. Her betaler man i CUC. Cuba har nemlig 2 valutaer. CUP som er cubanske pesos. Det er den valuta, som cubanerne får udbetalt deres løn i og kan handle for. Så er der CUC, som er pesos convertibles. Det er dem, turisterne kan bruge. CUC følger den amerikanske dollar. Og en CUC koster ca. 25 CUP.
I supermarkedet var der varer på hylderne. Men der var kun én af hver slags – én slags corn flakes, én slags appelsin sodavand o.s.v. Der var ikke nogen konkurrerende mærker at tage stilling til.

Vi brugte formiddagen på at slappe af ved poolen. Alle var godt trætte efter flyveturen og den sene ankomst i går.

Da vi blev sultne ved en et-tiden, gik vi ned i byen. Der kørte en del hestevogns taxaer, som vi troede var for turisterne. Men efter lidt tid gik det op for os, at vi slet ikke så andre turister end os selv i det område, hvor vi boede. Og da vi senere rejste rundt på Cuba, lærte vi, at heste til at ride på og spænde foran en vogn er en meget udbredt transportform her.

Men vi så også masser af de flotte gamle amerikaner biler. De er bestemt ikke forsvundet fra Cuba endnu. Det er utroligt, som de kan holde dem kørende. Men igen, cubanere har lært at kunne fikse alt. Det bliver man nødt til at kunne, når man ikke har mulighed for at købe noget nyt.

Restauranten måtte lige ud og handle ind til vores bestilling

Vi fandt et hyggeligt italiensk sted. De satte oven i købet borde ud til os i deres gårdhave/indkørsel, så vi ikke skulle sidde indenfor i varmen. Vi bestilte nogle pizzaer. Og Dennis og Cecilie bestilte også mojitoer. Nu var vi jo kommet til Cuba.
Men de var virkelig stærke. De bestod af et glas fyldt af isterninger. Så blev glasset fyldt godt op med rom. Og til sidst lidt mynteblade og sodavand til at farve med. The Cuban way…

Læs også: Drømmehjerte – en bevægende og medrivende bog om at bo i Cuba

Efter noget tid kom tjeneren med drikkevarerne. Og så ventede vi på maden. Og ventede. Og ventede. På et tidspunkt fortalte damen på stedet, at nu var der kun kort tid til at pizzaerne var færdige. Efter et kvarter mere kom hun og sagde, at børnene gerne måtte se pizzaerne blive lavet. De havde nemlig en fin pizza ovn.
Men der lå kun én pizza i. De kunne åbenbart kun lave én ad gangen.
Så kom damen endelig med en pizza. 10 min efter kom der en til, og sådan blev hun ved til vi havde fået alle 4 pizzaer.

Da vi gik derfra, havde vi været der i over 2 timer…det var da i hvert fald ikke fast food. Det var her vi lærte, at når en restaurant har et langt, fint menukort, så kommer man til at vente. For de har ikke alle de varer på lager. Så de skal lige ud og handle, efter at man har afgivet sin bestilling. Vil man have hurtig mad, skal man hen til de steder, har en træplade hængende ude foran. Pladen er lavet sådan, at man kan skubbe små skilte ind på den. Så skifter de skiltene hver dag, så de kun reklamerer med de retter, som de har den dag.

Internet, is & fest på stranden

Cecillie ville gerne på Wi-fi og komme lidt i kontakt med omverdenen. Det foregik ved, at vi gik hen til byens centrale plads/park. Her var der en bar, som solgte nogle kort med et log on nummer og en kode. Så kunne man bruge denne kode i en time, mens man sad i parken.

Der skulle jo også ske noget for børnene, mens Cecillie var på nettet. Så vi gik hen til en restaurant, der havde et stort is “menukort” hængende fra Nestlé. Børnene brugte selvfølgelig lidt tid på at få valgt den helt rigtige is imellem alle pindeisene og vaflerne på billedet. Men da vi kom hen til ismontret, var der kun nogle ½ liter bægre. Der var 2 forskellig slags smag man kunne vælge imellem. Senere fandt vi ud af, at det var luksus. I de fleste butikker havde de kun én smag. Så vi varierede smagen på isen, når vi kørte til en ny by.

Sent på eftermiddagen kom vi ned til stranden. Det var en rigtig flot strand. Men den var noget anderledes end vi kender det fra Danmark. For det var én stor fest. Det var lørdag eftermiddag, og der går man åbenbart på stranden. Folk stod med kæmpe højtalere og spillede musik. Og gik med rom flasker i hænderne. Men det var samtidig blandet med familier, der badede og legede med deres børn. Der var plads til alle. Politiet kom dog hurtigt hen til os og advarede os om at holde øje med vores ting. Vi stod lidt ud fra mængden, for det var en meget lokal strand.

Læs også: Vores helvedes døgn på Cuba

Det var sjovt at opleve strandfesten. Og i det hele taget havde vi allerede fået rigtig mange nye og gode indtryk på vores første døgn i Cuba. Og der skulle komme mange, mange flere til!

Vi var på Cuba i juli 2017 og børnene var 5 og 6 år.