Vores helvedes døgn på Cuba

Cuba_Helvede_4

Før vi rejste havde vi læst om så mange ting, der går galt for turisterne på Cuba. Så jeg havde sagt hjemmefra, at jeg troede ikke på, at denne ferie ville gå glat. Jeg forventede nærmest, at der ville gå mindst én ting galt. Og desværre endte jeg med at få ret.
Den ene dag skulle vi køre fra Vinales til Havana lufthavn, hvor Cecillie skulle på et fly til Danmark, og vi andre skulle hente en lejebil og køre til Cayo Coco. Så vi havde 8 timers køretur foran os, fra Havana.
Vi vidste godt, at det ville blive en lidt stram dag. Vi vidste bare ikke at den ville indeholde uendelig lang ventetid, opkast på grund af dårlig mad og en uendelig nattekørsel på Cubas hullede veje…

Fra Vinales til Havane i en alt for lille taxa

Kl. 9 kom den taxa som vores casa-ejer, Armando havde arrangeret til os. Den skulle køre os til Havana lufthavn.
Vi havde sagt, at vi gerne ville være fremme kl. 11.30.
De første Armando ringede til, ville hente os kl. 7.30. For når vi kørte så tidligt, kunne taxachaufføren også nå at få en kunde til køreturen tilbage til Vinales. Men det ville vi ikke. For Armando estimerede at køreturen fra Vinales til Havana lufthavn ville tage omkring 2 timer.

Så Armando fandt en anden taxa til os. Han havde dog intet taxa skilt, så jeg tænker, at det var en ven af Armando. Han ankom i en slidt gammel amerikaner bil. Han bad os om at passe meget på, når vi lukkede passagerdøren. Gad vide, om den var ved at falde af…
Og bagagerumsklappen blev holdt åben af en jernstang, som han lagde ind på bagsædet, når han ikke brugte den.

Cuba_Helvede_3

Vores mange kufferter kunne slet ikke være i bagagerummet. En af de store kufferter var slet ikke inde i bagagerummet. Den lå bare oven på alle de kufferter, der var i bagagerummet. Men chaufføren lukkede klappen ned over og bandt det hele godt fast med en snor.

Vi stoppede i Vinales by og købte vand. Det kostede kun 1 CUC (6,5 kr.) for 1,5 liter vand. Det er det billigste vand, vi har set.
Cuba har kun ét mærke vand, vi turister kunne købe. Men det reklamerer til gengæld også med at være “No 1 en Cuba”. Det er nemt at være de bedste, når man er de eneste…

Vi sad virkelig dårligt i bilens gamle sæder. Chaufføren sagde, at børn under 12 år ikke måtte sidde på forsædet. Jeg ved ikke helt hvorfor. Der er jo ikke seler til nogen. Og da slet ikke airbags. Så vi skulle sidde 4 personer på bagsædet.
Men så fik Dennis en masse tasker op foran til sig i stedet. Jeg sad hele vejen med Mikkel mellem mine ben, så vi ikke skulle sidde 4 ved siden af hinanden mast sammen på bagsædet.

Bilen vi kørte i havde ikke aircondition, så vi kørte 3 timer med åbne vinduer. Også på motorvejen. Bilen kunne dog kun komme op på 80 km i timen.
Undervejs stoppede chaufføren pludselig og købte sandwichs ind af vinduet fra nogle sælgere, der gik rundt på vejen – altså på motorvejen!
Det er vi ikke helt vant til i Danmark.

Man skal sætte farten ned til 40 km/t ved alle motorvejsbroen, fordi det er her, folk står i skyggen og prøver at få et lift. Eller prøver at sælge noget.

Turen tog 3 timer. Hvilket i virkeligheden var ret dårligt, når vi havde fået af vide, at den tog 2 timer. Og hvis vi havde skullet nå et fly, havde vi virkelig været presset. Men nu var det bare udlevering af vores lejebil, vi kom en time for sent til. Det var sat til kl. 11.30 . Cecillie skulle først flyve kl. 19.40, så vi skulle alligevel tilbringe en del tid i lufthavnen.

Vores plan var først at hente lejebilen. Og så tænkte vi at køre derfra et sted mellem kl. 14 og 16.30, så Cecillie ikke skulle der alene alt for længe.
Vi havde en 8 timers køretur foran os. Og vejene er helt umulige med kæmpe huller, og asfalt, der pludselig står op af vejen, som mindre “bjerge”. Måske det er pga. varmen? Så vi ville helst ikke køre i mørke.

Vores tidsplan skulle ikke komme til at holde.

Cuba_Helvede_6

Vi blev sat af ved terminal 3. Cecillie, drengene og alle kufferterne blev placeret i skyggen, mens Dennis og jeg gik på jagt efter udlejningsfirmaet. Først så vi et lille skur med det rigtige logo. Men de henviste os til en arkade, lige ved siden af. Der fandt vi igen det rigtige firma.
På dette kontor sad der den mest arrogante fyr, der dårligt nok kiggede på Dennis, da han tog vores voucher. Han kiggede på voucheren, og meddelte, at vores bil skulle hentes i terminal 2. Der var 5 km, så vi burde tage en taxa…
Jamen, tak for det så…

Vi overvejede, om Dennis bare skulle tage alene derover og hente den. Men vi blev enige om at tage derover alle sammen. Så Dennis gik på jagt efter en taxa.

Cuba_Helvede_7

Der var selvfølgelig ikke nogen af taxaer, der ville køre den lille tur, for de havde alle holdt længe i kø. Så Dennis måtte om til de bagerste taxaer, for at lokke en til at tage turen.
Biludlejning manden havde sagt, at det kostede 5-10 CUC. Men Dennis kunne ikke få nogen ned under 10 CUC (65 kr.). For de vidste jo godt, at vi var lidt pressede….
Så det måtte vi betale.
Taxaen og Dennis hentede os andre og alle kufferterne. Der var selvfølgelig ikke plads til det hele i bagagerummet, så vi måtte have en af de store kufferter inde hos os.

Ved terminal 2 fandt vi hurtigt biludlejningsfirmaet. Manden prøvede at ringe til det kontor, der skulle have vores bil. Men de svarede ikke. Til sidst låste han kontoret af, og gik ud for at finde de kollegaer, han skulle have fat på.

Imens han var væk (det tog lang tid), blev vi mødt af en kvinde, der fortalte, at hun var kommet kl. 10 i formiddags for at hente sin bil. Hun ville have en større bil, end den hun havde bestilt. Nu kl. 13.30, hvad de endnu ikke fundet en til hende.

Bagefter kom der et fejeblad med en rød bil på. Ud af fejebladet kom også 2 ret utilfredse kunder, der havde kørt i den bil, der nu ikke kunne køre. Det tegnede ikke så godt for vores bil.

Vi ventede uendeligt længe på bilen

Vi ventede udenfor i 35 graders varme. Cecillie havde lange bukser og langærmet bluse på, fordi hun skulle ud og flyve.

Cuba_Helvede_5

Der var en kiosk, men de havde intet vand eller sodavand. De havde kun øl. De havde dog is. Faktisk havde de pindeis, og de havde flere forskellige slags is. Det var lidt stort. For det oplevede vi ikke tit på vores vej rundt i Cuba.

Manden kom tilbage og Dennis og Cecillie gik med ind på kontoret (hvor der var aircondition). Men nu var der en del mennesker i kø. Børnene var efterhånden svære at underholde. De havde jo intet lavet hele dagen andet end at køre i bil og vente i kø. Og det var piv-varmt. Så de fik lov til at komme skiftevis ind på kontoret og blive kølet ned i airconditionen.
Imens stod jeg med den anden dreng uden for, sammen med vores to bagagevogne fulde af kufferter.

Efter 1,5-2 timer havde Dennis fået nok. Så hentede han alle kufferter og drengene og mig ind på kontoret. Vi fyldte en fjerdedel af kontoret. Men når de ikke kunne finde ud af at skaffe os en bil, kunne de i det mindste sørge for nedkøling af os alle sammen.

Cuba_Helvede_8

De kunder der var kommet med fejebladet, var der stadig. De ville have en anden bil i stedet for den, der var gået i stykker. De var rigtig søde – når de ikke lige skældte ud på medarbejderen.
Damen var cubaner og manden af spansk afstamning. Men de boede i Californien. Så de kunne oversætte alt hvad der foregik for os. Det var rigtig dejligt, så vi ikke bare sad på sidelinjen og ikke anede, hvad der foregik.

De fik tilbudt en anden bil. Men da damen havde været ude og kigge på den, kunne hun fortælle, at der var huller i gulvet, så man kunne se vejen, når man sad i kabinen. Den var de mærkelig nok heller ikke tilfreds med…

Vi fik forklaret, at bureauet kun har et vist antal biler. Så hvis en bil bliver afleveret i en anden by, kan man godt risikere, at man står til at leje netop den bil. Så skal man bare lige vente på at den bliver transporteret tilbage til Havana….

Der kom en mand ind, der havde reserveret en bil for 3 måneder siden. Han fik simpelthen bare af vide, at de ikke havde nogen bil til ham… Så han måtte gå igen – ret sur!

Vi begyndte at blive bekymret for, om vi blev nødt til at overnatte i Havana… Og hvis vi endelig fik en bil, hvilken stand ville den så være i…? Ville vi overhovedet turde køre i den?

Dennis og Benjamin gik en lille tur. De fandt en anden kiosk. Den havde heller ikke vand. Men den havde 2 næsten smeltede Snickers. Og kaffe. Men damen så ud som om, at hun ingen livsgnist havde tilbage. Så Dennis nænnede ikke at spørge efter mælk til kaffen.
Jeg var ret glad for, at jeg altid sørger for, at vi rejser med mange snacks med hjemmefra. Så vi kan holde børnenes humør oppe, når vi er på rundrejse.

Læs også: At have børn med på en længere rundrejse

Vi fik en bil! Og endda en god én

Så pludselig, efter 4 timer, kom der 2 officielt udseende mænd ind på kontoret og spurgte efter “Dennis”.

Vores amerikanske venner oversatte for os, hvad manden på kontoret og de 2 nyankomne snakkede om. De havde haft bilen klar hele tiden. Manden havde blot ringet på det forkerte telefonnummer!!!!
Han havde ringet til kontoret. Han skulle have ringet til et mobilnummer. Nu var de så kommet forbi, fordi de undrede sig over, at vi ikke var kommet for at hente bilen.

De havde en helt ny bil til os (det lød næsten for godt til at være sandt). Men de var også lidt bekymrede over, om vi kunne være i bilen…

Dengang vi bestilte bilen hjemme i Danmark, havde vi store problemer med bestillingen. For bilmærkerne var nogle, vi ikke kendte, så vi vidste ikke, hvilken størrelse bil, vi lejede. Men ud fra billederne, googlede vi os til, at denne størrelse så nogenlunde stor ud. Men det skulle vise sig, at det var en Peugeot 208, vi fik.

Vi skulle betale 10 CUC (65 kr.) om dagen i forsikring, og 25 CUC (163 kr.) for at aflevere bilen et andet sted end der hvor vi hentede den, og så skulle vi betale 200 CUC (1.300 kr.) i depositum.

Men deres kreditkorts automat virkede ikke… Vi havde ikke nok kontanter, og de ville ikke tage imod EURO, som vi ellers havde. Vi havde prøvet at hæve penge i 2 automater i terminal 3, uden held. Så det var ret problematisk at deres maskine heller ikke virkede. Igen sank modet.

Dennis blev sendt ud til en ny automat, og ellers skulle der være et veksle bureau i nærheden. Samtidig havde vi nu været der så længe, at det var på tide, at Cecillie skulle over at tjekke ind til sit fly i terminal 3. Så det hele begyndte at blive lidt presset.

Men det lykkedes Dennis at få hævet pengene, og så kom vi ud og så bilen. Den var virkelig helt ny – den havde kun kørt 500 km. Men den var godt nok også lille!

Medarbejderne hjalp os med at pakke bilen. De beholdt hattehylden, for den havde vi da bestemt ikke plads til. Gad vide om den bil nogensinde har set den hattehylde igen.

Det lykkede medarbejderne at få kufferterne ind i bagagerummet.
Vi opdagede senere, at det var lykkedes ved, at de havde løsnet bagsædet. Det betyder, at var vi kørt galt, var bagsædet klappet sammen om drengene, for det var ikke sat fast!
Men det fortalte de os ikke. Så vi var lykkeligt uvidende. Nu havde vi jo seler, airbags, aircondition og kunne sætte drengenes tv-skærme til. Så vi var glade.
Behøver jeg nævne, at jeg aldrig lader nogen pakke min bil igen !?!

Cecillie blev proppet ind på passagersædet med sin kuffert og håndbagage. Og jeg sad helt i spænd mellem drengene. Godt at vi kun skulle 5 km over til den anden terminal.

Medarbejderne gjorde meget ud af, at vi havde en ny bil, så vi måtte kun parkere på sikre steder, for den kunne nemt blive stjålet. Vi har også læst historier om, at ting bliver stjålet fra bilerne. Det er jo nærmest et ta-selv-bord af let tilgængelige reservedele, der kører rundt.

Desværre…lufthavnen er løbet tør for mad…

Vi kom over til den anden terminal. Her skulle vi betale for at parkere. Der var én vej til betalingsanlægget for dem der betaler i CUC (turist valutaen) og én for dem der betaler i CUP (lokalvalutaen). Vi havde nogle få CUP, så Dennis kørte over i den kø. Men manden fra CUC boden viftede os derover. Vi rystede på hovedet og viste vores penge. Men den gik ikke. Vi var turister og måtte slippe 3 CUC (19,5 kr.).

Så kom vi endelig ind og fik tjekket Cecillie ind til flyet.

Mens Dennis og Cecillie stod i kø, kunne drengene endelig få lov til at røre sig lidt. Der var et kæmpe gulv, hvor der stort set ikke var nogen. Så der spillede de fantasi-fodbold. Det galt bare om at få bevæget sig! Næste ting på listen var jo en 8 timers køretur…

Indtjekningen gik fint nok. Og så skulle Cecillie igennem visum køen. Efter det måtte vi sige farvel til hende. Dennis stod i kø med Cecillie, og imens lykkedes det mig at hæve nogle penge.

Nu skulle vi hurtigt finde noget aftensmad og vand til turen. Og så skulle vi ellers bare af sted på den lange køretur. Vi havde ikke rigtig fået frokost (ud over en is og lidt kiks). Så Dennis var ved at gå helt sukkerkold. Og eftersom at bilen kun var lejet med én chauffør, var det ham, der skulle køre de næste 8 timer – mindst.

Vi fandt én kiosk der havde vand. Vi lurede, at de havde vand, fordi der var en virkelig lang kø, hvilket er et godt tegn på, at der er varer. Det eneste spiselige de havde, var dog en masse forskellige chokoladekiks.
Her stillede jeg mig i den lange kø, mens de andre gik lufthavnen rundt efter mad.

De kom slukørede tilbage – hele lufthavnen var tørlagt for mad og vand. De havde været i flere cafeterier. Der var kun øl tilbage…

Så efter en lang ventetid i køen, fik jeg købt vand, juice, Toblerone og chokoladekiks. Det tegnede til, at vi skulle have en lige så sund aftensmad, som frokosten havde været.

Da vi senere snakkede med Cecillie, fortalte hun, at det var det samme på den anden side af security – ingen mad og drikke. De plejer ellers nok at spørge for turisterne, men åbenbart ikke, når man er på vej ud af landet.

Vi gik ud til bilen, men kom så i tanke om, at vi havde set folk sidde og spise i den arkade, hvor vi allerførst spurgte efter bilen, da vi skulle hente den. Og det var lige der, vi var parkeret. Så vi gik derover. Det første sted var udsolgt for mad, men sagde at der var en madbod mere på den anden side af bygningen.

Og her var vi heldige. De havde rent faktisk nogle sandwiches tilbage. Godt nok kun én slags. Men det var vi efterhånden vant til. Det overraskende var, at det var salami og ikke skinke og ost.

Problemet var bare, at damen ikke havde lyst til at servicere turister, så hun ignorerede fuldstændigt Dennis. Efter at have stået der noget tid, tog damen endnu engang en anden dame i køen. Men denne kunde brokkede sig og sagde, at det var Dennis’ tur. Det syntes serveringsdamen åbenbart ikke. Så hun gik videre til en anden dame. Denne dame havde dog hørt, hvad der skete, og sagde også, at det var Dennis’ tur. Så kom Dennis endelig til. Den første dame der havde brokket sig, fik til gengæld nu lov til at vente som straf for at blande sig…

Det var absolut ikke noget kulinarisk måltid, og sandwichene var ikke ret store. Men vi fik da noget at spise.
Mens vi spiste kom der virkelig mange i “kø” her. Rygtet havde vist bredt sig om, at der var mad her. Så hun løb nok også snart tør…

Man skulle tro, at det var nemt at finde en tank med benzin…

Så var det endelig tid til at køre afsted.

Tanken på bilen var kun halv fuld. Det undrede os, at udlejningsfirmaet ikke engang fyldte den op. Men vi skulle snart finde ud af hvorfor.

Vi havde fået det råd, at hvis man så en tankstation, så skulle man tanke. For man ved aldrig om tanken har udsolgt af den benzin, som vi skulle bruge.
Vi skulle bruge 94 oktan – Espeial. Den koster altid 1,20 CUC (7,8 kr.). Det gør det meget nemmere at genkende benzinen, når den altid har samme pris.

Cuba_Helvede_9

Vi fandt en tank på GPS’en, lige ved lufthavnen. Men den var løbet tør for vores benzin.

Så fandt vi en anden tank. Den havde benzinen. Desværre var der også lang kø, som senere delte sig i 2 køer. Og da vi kom frem, var vi på den forkerte side af standerne. Vi havde valgt den forkerte kø, da den delte sig i 2. Så vi kunne ikke få den benzin vi skulle have…
Så vi kørte videre til endnu en tankstation. Da vi var næsten fremme ved tanken, gik det op for os, at der holdt et par lastbiler i kø til tanken. Så Dennis måtte bakke på vejen – lidt halsbrækkende. Men vi kom ind bag lastbilerne i køen. Dennis gik ud af bilen og  spurgte, om de havde vores benzin. Ellers var der jo ingen grund til at holde i kø.
Men det havde de ikke. Så vendte vi om og kørte tilbage mod den tank, som vi vidste havde vores benzin. På vejen kunne vi se, at vi vist var kørt ind midt i en meget længere kø af lastbiler… ups. Men de har jo nok vidst, at vi alligevel ikke ville kunne få benzin der.

Nu var der heldigvis ikke kø her mere. Mens Dennis tankede, kunne jeg sidde og kigge på solnedgangen. Så meget for, at vi helst ikke ville køre i mørke. Vi var ikke engang kommet ud af Havana endnu, og nu gik solen ned.

Mens Dennis tankede, kom der en anden bil. Han skulle bruge standeren lige foran os. Han parkerede så tæt på os, at vi ikke kunne komme ud, da vi var færdige med at tanke. Så vi måtte have bilen, der ventede bag os, til at flytte sig… så det er sådan man får benzin. Man sørger bare for at komme til.

En meget lang køretur starter

Nu kunne vi endelig køre fra Havana. Men klokken var nu også 20.

Vi overvejede kort, om vi skulle prøve at finde et hotel. Men man kan jo ikke ligefrem bruge Google eller Booking.com på Cuba. Så det var lidt uoverskueligt, hvordan vi skulle finde et hotel. Og i øvrigt havde vi allerede betalt for den overnatning, vi var på vej frem til. Så vi kørte bare afsted.

Det første lange stykke af vejen var fin. Vi kørte på en tresporet motorvej, hvor der ikke var ret mange huller i vejen. Og vi lærte, at man skal køre i venstre spor eller midtersporet. For det er højre spor, der er mest hullet, Og det er her, alle lastbilerne kører.
Det er også her, at dem, hvis baglygter ikke virker, har tendens til at køre. Dem mødte vi også nogle stykker af. Og man bliver altså lidt overrasket, når man er kommet tæt nok på til at opdage, at der kører en helt mørk bil lige foran én.

Senere blev motorvejen mindre. Til sidst var der kun ét spor i hver retning. Og der var nu modkørende trafik uden noget hegn imellem os. Det var en lidt anderledes motorvej, end vi var vant til.

Efter omkring 200 km mødte vi en tankstation og det lykkedes os at tanke. Her vågnede Benjamin og han faldt desværre aldrig rigtig i søvn igen. Han slumrede kun lidt en gang imellem.

Senere kom vi på landeveje gennem byer. GPS’en ville have os af små veje, men vi havde valgt at køre en omvej, for at køre mest muligt på motorvej.

Madforgiftning gør ikke en lang køretur sjovere

Pludselig kastede Benjamin op. Han har ellers ikke været køresyg i et års tid, så det var lidt overraskende. Men heldigvis har han lært at sige til og holde posen selv, fra sine mange gange som køresyg. Så det var ikke det helt store problem (udover at han ikke havde det godt, selvfølgelig).

Så skreg Mikkel i søvne, og kunne ikke rigtigt sige, hvad der var galt. Han snakkede lidt om ondt i maven.

Nu skulle Mikkel pludselig på toilettet. Så måtte vi jo bare stoppe i vejkanten. Da han kom ud af bilen, skulle han ikke alligevel, for han kunne ikke overskue at sidde i en vejkant i bælragende mørke, med en hund der gøede et eller andet sted derude.

Så vi kørte videre. Mikkel vågnede stadig en gang imellem og skreg over ondt i maven. Men det var altid sådan halvt sovende, så vi ikke helt kunne snakke med ham.
Vi satte endnu en gang en film på, så det kunne aflede ham nok til, at han kunne falde i søvn. Og Benjamin sad jo også og var halvvågen. Klokken var nu over 2 om natten.

Benjamin kastede i alt op 3 gange, men det gik ok.

Det var straks værre, da Mikkel pludselig kastede op. Han har aldrig været køresyg før. Og han nåede ikke at sige til inden. Heldigvis havde vi tasken med vasketøj inden i bilen, så vi kunne nemt finde skiftetøj. Men det var ikke ligefrem en velduftende bil, vi kørte videre i. For det er lidt svært at se, når man skal gøre en bil rent på en mørk landevej.
Vi havde nu kørt i 7 timer.

“Desværre, I kommer for sent. Porten er lukket”

Kl. 3 kom vi frem til dæmningen til Cayo Coco – den ø vi skulle hen til. Her blev vi mødt af en politibetjent, der sagde, at det var for sent at komme over.
Da var vi lige ved at skrige!!!

Dennis lod lidt som om, at han ikke forstod det.
Og da betjenten havde haft hovedet helt inde i bilen og lugtet til Dennis, og vist konstateret at han ikke var fuld. Men i stedet kørte med små børn – og at der må have lugtet rimelig meget af opkast – fik vi lov at køre frem til betalingsanlægget.

Inde i boden, hvor man skulle betale for at komme over, sov der en mand. Mærkeligt at der var én på arbejde, hvis det var for sent at køre over… Han tog da også bare imod pengene og lod os køre igennem.

Det var garanteret en rigtig flot køretur over dæmningen ved alle mangrovetræerne. Men nu var det jo mørkt, og vi ville bare være fremme.

En lidt uheldig ankomst til hotellet

Kl. 3.30 ankom vi til hotellet. Mikkel skulle på toilettet, så han og jeg løb ind på toilettet. Det endte med, at han kastede op over hele toilettet i stedet. I mellemtiden havde Benjamin kastet op i busken ude ved bilen.
Så var vi ankommet til hotellet!

Der var heldigvis døgnåbent i receptionen, så vi kunne tjekke ind. Det havde vi ellers været lidt nervøse over. Og baren havde også åbent. Så Dennis fik sig en sandwich.

Og så var det ellers bare op på værelset og sove hurtigst muligt. Jeg brugte dog lige en halv times tid på at skylle ulækkert tøj op… Så jeg faldt i søvn som den sidste – kl. 6

Vi vågnede igen kl. 10. Benjamin havde dog kastet op et par gange i løbet af “natten” og havde det stadig dårligt. Så det var ved at gå op for os, at det nok ikke var køresyge, men måske de sandwiches vi fik i lufthavnen, som vi kunne takke for al ballade. Mikkel har jo heller aldrig været køresyg før. Så hvorfor skulle han blive det netop nu…

Jeg har aldrig set Dennis så vred før

Vi boede på et all inclusive hotel. Men morgenmaden sluttede kl. 10, så der kunne vi ikke få mad.
Heldigvis var der en snackbar, som vi kunne gå i. Men der var kæmpe kø.
Da Dennis endelig var ved at komme til, måtte jeg gå på toilettet med Benjamin.
På vej tilbage så jeg en tjener rydde bordet, hvor vi skulle sidde. Jeg tænkte, at det var da dejligt, at han gjorde det.
Men da jeg kommer hen til bordet, er Dennis på vej med sodavand, som han lige har været i baren og hente. Da jeg fortæller, at vores bord er blevet ryddet, begynder han at råbe og skrige. Jeg har aldrig set ham så sur før!

Det viste sig, at det tjeneren ryddede, var vores mad. Som Dennis lige har stået i kø i en halv time for.
Heldigvis havde Dennis nået at spise sin mad. Han var vist den mest sultne. Vi andre havde mest ondt i maven.

Dennis prøvede at snakke med kokken. Men han forstod ikke noget (eller havde i hvert fald ikke lyst til at forstå, hvad denne sure mand sagde).

Efter at have gået sig en tur og sundet sig, gik Dennis op i kø igen.
Der var dog en dame, der hev ham frem foran og kokken tilbød at komme ned med maden til os, så Dennis ikke skulle stå og vente.
Måske de havde forstået, hvad der var sket alligevel. – Og måske sad tjeneren i virkeligheden og spiste vores okseburgere inde bagved, for oksekød er jo så dyrt på Cuba, at den almindelige befolkning ikke har råd til det. Så vi tænker, at det kan være derfor, at han var så hurtig til at rydde et tomt bord. For at få sig en god burger.

Frokostbuffeten lukkede lige for næsen af os

Efter at vi endelig har fået noget at spise, gik vi rundt og kiggede på resortet. Der var 4 pools, og det lå lige ned til en lækker strand. Der er en masse forskellige barer og snacks steder, som alle havde åbent i forskellige tidsrum. Men heldigvis havde vi fået en seddel med alle tiderne på.

Så gik vi i poolen. Klokken var efterhånden 13.30. Men nu var jeg virkelig begyndt at få ondt i maven.

Kl. 14.30 tog vi igen almindeligt tøj på, for ifølge vores seddel lukkede frokostbuffet kl. 15. Og man må ikke have badetøj på indenfor i restauranten. Dennis skulle lige forbi toilettet på vejen, så drengene og jeg gik derind alene.
Vi fik af vide, at der var lukket! På døren stod der, at de lukkede kl. 14.30 og ikke kl. 15 som på sedlen…

Vi gik tilbage til poolen, men Dennis nåede at gå ind i restauranten, før vi får fat på ham.

Det hjalp ikke på hans humør, at vi igen ikke kunne få mad. Han gik direkte op på værelset, for at hente sedlen med tidspunkterne. Så røg han i receptionen, der sagde, at tiderne på sedlen var rigtige.

Han blev sendt videre til kundeservice, der også sagde, at tiderne var rigtige. Til sidst gik manden fra kundeservice med over i restauranten, og kunne konstatere, at sedlen ikke passede. Nu var restauranten meget medgørlig og tilbød, at de kunne lave noget mad til os. Men alt var jo ved at være pakket sammen, så Dennis sagde, at vi bare gik i snackbaren i stedet.

Kundeservice manden tilbød at gå med i snackbaren. Men Dennis syntes, at han havde lavet rigeligt med ballade for én dag i snackbaren. Desuden var der ikke kø nu, for alle havde jo lige spist frokost i buffeten…

I mellemtiden havde jeg hentet en slush ice til drengene. Så hos os var humøret fint.

Da Dennis var kølet ned, gik han over og bestilte nogle pizzaer i snackbaren. Drengene og jeg var egentlig ikke så sultne, for vores maver havde det jo ikke helt godt. Til gengæld skulle vi helst have noget at spise, så vi ikke spiste snacks lige inden aftensmadsbuffeten åbnede, så vi også ville gå glip af den.

Herefter begyndte det hele at gå bedre.
Og vi fik igen en rigtig god ferie på Cuba.
Men vi kunne virkelig godt have undværet dette døgns tid…

 

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Tags der bruges i dette indlæg
,

2 Comments

  • Det var da godt nok lidt af en beretning! Mens man står i det, er det virkelig ikke særlig fedt – men det er oplevelser, man vokser af som rejsende 🙂 Og dejligt at ferien i sidste ende stadig endte med at være god!

    • Ja, det var oplevelser vi godt kunne have undværet.
      Men ja, det er jo også en del af at rejse, når det går sådan… Og ja så har vi også lært lidt af det. Især noget om, hvordan vi håndterer sådanne oplevelser sammen som familie 😉

      Ja, heldigvis var ferien før og efter rigtig god, og vi vil stadig absolut anbefale at opleve Cuba. Trods dette døgn…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *