Road trip til Århus og omegn med masser af sjove børneaktiviteter

Mens Dennis var i Brasilien i vinters, syntes vi andre også, at vi ville ud og opleve noget. Så en fredag eftermiddag, lige så snart Benjamin fik fri fra skole, pakkede vi bilen og kørte mod Jylland. Vi ville til Århus og omegn, hvor vi havde fundet en masse ting, vi gerne ville opleve. “Vi” var drengene Mikkel og Benjamin, Birgit – en af vores gode venner og jeg.

Vores dejlige overnatning ved Århus

Vi skulle med færgen fra Odden til Århus. Det er så smart, at man lander lige midt i Århus centrum. Det kan da ikke blive meget nemmere.

Vi kendte sejlturen fra vores efterårsferie: Familietur i Sydnorge og Skåne

Vi havde nu ikke valgt at bo i Århus centrum. I stedet boede vi en lille smule udenfor. Vi havde nemlig ingen planer om at skulle ind og gå på Strøget, så der var ingen grund til at bo i centrum. I stedet boede vi 19 minutters kørsel fra færgen, i et forstadskvarter.

Her havde vi lejet os ind i en kælderlejlighed, så vi havde plads til at hygge os. Lejligheden var ikke så stor. Men de havde brugt kvadratmeterne rigtig godt. Og jeg er ret sikker på, at man gerne må bruge haven, hvis man vil det.
Der var 2 værelser. I det ene var der en dobbeltseng (måske mere halvandenmands). Jeg tror, at det var en sovesofa, der var slået ud. Madrassen var ikke vildt god, men drengene sov rigtig godt der. I dette rum var der også et spisebord. Og der lå brætspil til fri afbenyttelse.

Aarhus_Overnatning

I det andet værelse var der et sofahjørne, tv og der var 2 enkeltsenge. De var begge elevationssenge, og dem sov man rigtig godt i.

Lejligheden havde også køkken, toilet og bad og egen indgang. Derudover ligger der supermarkeder og pizzaria 6 minutters gang fra huset. Der var alt hvad vi havde brug for.

Værten var et ældre ægtepar. Vi mødte kun manden, men han gjorde virkelig hvad han kunne, for at vi skulle få det godt der. Vi kan varmt anbefale dette sted. Bed & Kitchen Rugbjergvej* (reklamelink).

Vi blev fascinerede i Randers Regnskov

Aarhus_Randers_Regnskov

Lørdag formiddag kørte vi til Randers Regnskov. Jeg havde ikke læst så meget om stedet inden, så jeg havde ikke de vilde forventninger. Men Birgit havde snakket godt om det og jeg havde set, at de havde en komodovaran. Og dem var Mikkel helt vilde med på det tidspunkt. Så vi røg i Randers Regnskov.

Og vi var alle meget vilde med det. Det giver en fantastisk oplevelse at man går rundt mellem dyrene i en regnskov. Det føles slet ikke som at gå i en zoologisk have. Og der var hele tiden noget nyt at få øje på.

Læs også: En oplevelsesrig dag i Randers regnskov, hvor vi så dyrene helt tæt på  

Vi jule-hyggede i Den Gamle By i Århus

Aarhus_Den_gamle_by

Efter Randers Regnskov kørte vi til den Gamle By i Århus. Vi var der den første weekend, hvor de åbnede for juleaktiviteterne.
Vi spiste risengrød af et stor fad sammen med nisserne – der i øvrigt fortalte nogle vilde nissehistorier, som børnene har snakket om længe efter. Vi så ild gøgleri, kørte i hestevogn og meget andet. Det var virkelig hyggeligt.

Læs også: Jul som i gamle dage – i børnehøjde med nisser, spilopper og grød

Moesgaard Museum, hvor børnene bliver involveret i Danmarks historie

Aarhus_Moesgaard_Museum

Søndag startede vi dagen på Moesgaard Museum. Først var vi oppe at gå på deres græstag. Så kunne børnene lige få løbet det værste krudt af, før de skulle ind på selve museet. Og vi andre kunne nyde den helt fantastiske udsigt.

Museet viser Danmark igennem de forskellige tider. Men de gør det på en interaktiv og involverende måde. Så børnene elskede at lege sig rundt i gennem museet. De elskede at skyde med bue og pil. Og de sad helt opslugte og fulgte filmene, der viste, hvordan folk boede i stenalderen. De fik leget historisk viden ind, uden at opdage det. Alle fik virkelig noget ud af at være på Moesgaard Museum.

Læs også: Moesgaard museum – et museum hvor historien bliver leget ind

Sidste stop i Århus var på legepladsen Kloden ved Dokk1

Dokk1 ligger lige ned til havnen i centrum af Århus. Det er et levende hus med bibliotek, studiepladser og meget andet. Der skulle vist også være legeområder indenfor, til hvis man er i Århus på en regnfuld dag.

Men vi gik målrettet mod “Kloden” – deres udendørs legeplads.
Legepladsen ligger på 1. sal, og går hele vejen rundt om bygningen. Kloden er bygget om et kompas. Den består af 5 forskellige legeområder, der hver repræsenterer et land, der ligger i denne retning af verdens hjørner.

Børnene var vilde med legepladsen. Og syntes, at det var rigtig sjovt, at man hele tiden kunne løbe videre og ikke vide, hvad der så ville være næste sted.
Desværre blæste det ret meget, da vi var der. Så det var en lidt kold fornøjelse. Men det gjorde i børnene noget…
Legepladsen er selvfølgelig gratis.

Vi måtte også lige se Jellingstenen / Jelling monumenterne

Så var det ved at være på tide at køre hjemad. Vi ville køre over Storebæltsbroen hjem, frem for at tage færgen. For vi havde aftalt, at vi skulle forbi Jellingstenen.
Da Benjamin startede i skole i sommers, gik klassen på biblioteket og lånte bøger. Benjamin kom hjem med bogen “Jellingstenen” af Hanne Guldberg Mikkelsen. Den var virkelig godt skrevet. Den fangede børnene og lærte dem (og mig 🙂 ) en masse ting om vikingetiden, Harald Blåtand, runesten og ikke mindst om Jelling monumenterne og “Danmarks dåbsattest”.

Et par dage senere kørte jeg drengene til fodbold som sædvanligt, da Mikkel pludselig råber “der står Jellingstenen”. Jeg forklarede ham selvfølgelig, at den jo ikke står i Hvidovre men i Jelling. Men på hjemvejen stoppede vi og kiggede. Og minsandten ja. Der stod en Jellingsten. Efter lidt googling har jeg fundet ud af, at det er en kopi af Jellingstenen, der har stået i Palægården ved Nationalmuseet frem til 1990. Derefter blev den solgt til en entreprenør, der har stillet den her i Hvidovre.

Så vores interesse for Jellingestenen var bestemt blevet vagt. Derfor måtte vi fordi Jelling monumenterne, på vej hjem fra Århus.

AArhus_Jellingsten

Vi var nu ved at være lidt trætte efter en lang weekend, fuld af oplevelser. Så vi gik direkte op til Jelling Kirke, hvor stenene står. Og det tog os ikke så lang tid at se dem. Men så var de da set – i den ægte version.

Ved siden af ligger der Oplevelsescenteret Kongernes Jelling. Jeg synes, at det ser ret spændende ud. Og lavet så børn også kan synes, at det er sjovt. Så kommer vi forbi en anden gang, må vi nok også derind.

Men nu ville vi hjem. Vi havde haft en virkelig oplevelsesrig og sjov weekend. Og vi har langt fra oplevet alle seværdigheder i Århus området. Men det vi havde oplevet, har alt sammen været helt fantastisk.

Vi var i Århus i november 2017.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

 

Disclaimer
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og jeg hygger mig med at dele vores families oplevelser, for jeg synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger jeg også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.

Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, jeg ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂

Derfor har jeg en affiliate aftale med ”Booking.com”. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager jeg en lille provision. På den måde hjælper du mig bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker jeg selvfølgelig for 😉

Tags from the story
,
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *