Børne badeferie i Varadero med delfiner og snorkling

Vi må hellere starte med at slå fast, at Varadero ikke er Cuba. Det er som en hvilken som helst charterferie, uden meget cubansk kultur. Men med Cubas helt fantastiske lækre strande. Og det var lige netop også det, vi gerne ville have.
Vi sluttede vores rundtur på Cuba i Varadero, hvor vi bare ville bade, slappe af og fordøje de mange, gode og sjove indtryk og oplevelser, vi havde fået på Cuba.

Når vi er på rundrejser, kan vi godt lide, at vores sidste stop er en bade-dase destination. Og det er Varadero. Det er en lang tange, med den lækreste strand rundt om. Og Varadero ligger kun 160 km fra Havana lufthavn, så derfor var det helt perfekt for os at slutte i Varadero.

Den perfekte badeferie i charter hotel på Varadero

Vi havde bestilt hotellet hjemmefra. Vi ville gerne have et all inclusive hotel med en lækker strand, masser af pools, is og børneklubber. Så vi kiggede på Spies’ hjemmeside og så, hvilket hotel de anbefalede. Og så bookede vi det. Vi bookede det dog igennem hotelgruppen Melia, der har mange hoteller på Cuba.

Vi boede på Sol Palmeras. Og det levede helt op til det, vi gerne ville have. Der var netop den lækre strand, med en hyggelig strandbar. Der var børnepools og dybe pools. Det blev arrangeret boldspil og andre vandlege. Der var en isbod, en juicebod, en snackbar og selvfølgelig barer. Der var en kæmpe buffet restaurant og mindre restauranter, f.eks. var vi på den italienske. Al mad og drikkevarer er all inclusive, så vi skulle ikke tænke over, om vi nu ville betale for endnu en is, så børnene kunne spise løs. Der var shows hver aften. Og der var også en børneklub, men den fik vi nu aldrig brugt så meget.

Vi boede i en lille bungalow med 2 værelser. Den var ikke kæmpestor, men havde alt hvad vi skulle bruge. Vi boede i 200-numrene, men boede alligevel lidt fra hovedbygningen. Vi kunne sagtens gå turen – også med trætte børn. Men det var lige langt nok, hvis man bare lige havde glemt noget. Heldigvis kørte der et lille “tog” rundt, som man kunne hoppe af og på, på.

Som på alle cubanske resorts, skal man være opmærksom på, ikke at drikke noget med vand eller isterninger i. Det vil f.eks. sige friskpresset juice på kande (de fortynder det med vand, så bed dem om at lave noget, mens du er der), slush ice, pinacolada, som de her lavede som en slags slush ice. For selvom de siger, at vandet er filtreret, så var det altså ikke godt nok til vores danske maver.

Delfinshow

Men selvom vi skulle slappe af, så blev jeg hurtig rastløs. Så vi måtte alligevel ud og opleve lidt. Nu byder Varadero jo ikke på de vilde kulturelle oplevelser. Til gengæld har de de flotte cubanske strande. Så det blev til vandige aktiviteter, vi tog på.

Den ene dag ville vi til delfinshow. Det var meningen, at vi skulle tage bussen derhen. Men da vi kommer ned foran hotellet holder der en taxa, der er en gammel amerikansk cabriolet.
Allerede hjemmefra Danmark havde jeg booket en sightseeing med en amerikaner cabriolet i Vinales, for jeg ville så gerne prøve, at køre med sådan én. Men da vi så skulle på turen, var bilen i stykker, så vi havde fået en med hardtop – øv.
Da vi så kom til Varadero, skulle vi aflevere vores lejebil ved et andet hotel end vores. Så Dennis kørte over med den. Da han kom tilbage til os, viste han os glad billeder af turen tilbage til hotellet med en taxa – som var en gammel amerikaner cabriolet. Der blev jeg altså noget misundelig.
Så da vi nu stod og skulle til delfinshow, og der holdt en cabriolet lige foran os, så kunne Dennis fortælle nok så meget om billigere busser og meget andet. Jeg skulle have en køretur med dén taxa.
Det var i virkeligheden overhovedet ikke behageligt. Men jeg fik prøvet det, og det var vel det vigtigste.

Inden showet, boltrede delfinerne sig i opvisningsshowet. Vi morede os meget med at holde øje med en delfin unge og dens forældre. Først svømmede de efter hinanden og alt var godt. Men da forældrene var uopmærksom, drejede ugen og var væk. Lidt efter opdagede forælderen det og måtte svømme tilbage og finde ungen. Det var fuldstændigt, som det kunne være sket for os på tur.

Showet var fint. Drengene var især imponerede over, da en af trænerne svømmede sammen med delfinerne og blev kastet meget langt op i luften af delfinerne. Helt op til nogle ringe, der hang højt over os.
Til gengæld var stadionet meget cubansk – det vil sige – meget slidt. Først satte vi os på de øverste rækker for at få godt udsyn. Men der var huller igennem det rustne metal gulv. Så der havde vi alligevel ikke lyst til at sidde. Så gik vi lidt længere ned, hvor de havde lagt store træ bjælker ud over gulvet, så man ikke kunne se hullerne….Det føltes lidt mere trygt.

Bagefter var der et trylleshow på stedet. Det fangede næsten børnene mere, end delfinshowet.

En meget børnevenlig snorkletur

Den anden dag tog vi en tur ud på en lille katamaranbåd.  Den sejlede ud fra vores hotels strand, så der var dejligt nemt.

På stranden var vi blevet udstyret med redningsveste, snorkler og svømmefødder. Og så sejlede vi ca. 15 min ud fra stranden. Her kunne vi så prøve at snorkle.

Da vi smed ankeret, gav kaptajnen vores børn en pose med tørt brød. Så skulle de tiltrække fiskene. Og det var absolut ikke noget problem. De fisk ved vist godt, hvor der er nem mad at hente.

Dennis hoppede i vandet med Mikkel. Men der var så mange fisk, at Mikkel nærmest ikke kunne undgå at svømme ind i dem. Så han fik hurtigt nok af at snorkle, og kom op i båden igen.

Så gik det lidt bedre med Benjamin. Han var i længere tid og syntes at det var ret sjovt. Da han ville have en pause, var det min tur. Jeg har det absolut ikke godt med vand, så det var lidt af en overvindelse. Men jeg havde heldigvis øvet mig i at trække vejret i en snorkel, da vi var på en meget rolig strand på Cayo Levisa.

Læs også Hvide bounty strande, turkisblåt vand, palmernes skygge – det er Cayo Levisa

Det var en kæmpe oplevelse at snorkle med de farverige fisk. Det har jeg altid gerne ville prøve. Så jeg blev helt opslugt af det. Men når jeg så kiggede op, var båden og jeg kommet langt fra hinanden. Panik, panik. Men jeg kom selvfølgelig hen til båden igen. Og så fandt jeg ud af, hvorfor kaptajnen havde bundet en redningsvest fast til en snor og hængt den efter båden. Nu holdt jeg bare fast i vesten og flød efter båden, men jeg kunne koncentrere mig om at trække vejret under vandet og se på alle de flotte fisk.

Benjamin ville gerne have en tur mere i vandet og til sidst fik Dennis lov til at boltre sig rundt uden at skulle holde øje med nogen af os andre. Vi var der i omkring 45 min. Hele turen passede så godt til vores familie, hvor børnene og jeg kunne prøve vores første snorkle tur!

Turen ind var lidt hårdt med bølger. Især fordi vi havde en taske med, med en mobil som ikke skulle blive våd eller ligefrem ryge i vandet. Så vi måtte klamre os til tasken, mens vandet skyllede ind over os.

Vi havde en dejlig badeferie i Varadero. Og det var en rigtig god afslutning på vores ferie.

 

Tags der bruges i dette indlæg

2 Comments

  • Jeg prioriterte vekk Varadero da jeg var på Cuba i fjor, for med ni dager til rådighet ønsket jeg heller å bruke tid på andre destinasjoner. Men til tross for at det er et skikkelig turiststed, høres det ut som dere hadde noen fine dager der. Gøy å høre at du våget å prøve snorkling. Det prøvde jeg selv for første gang da jeg var i Oman i fjor, selv om jeg virkelig ikke liker å ha hodet under vann. Jeg er glad jeg gjorde det likevel, for det var en fantastisk opplevelse 🙂

    • Hej Marianne,
      Undskyld jeg ikke havde set dit svar. Jeg har nogle problemer med besked om nye kommentarer i mit nye theme 🙁
      Jeg kan godt forstå, at du ikke prioriterede Varadero. For ud over de lækre strande (som der er mange steder på Cuba), er der ikke særligt spændende. Det gode ved Varadero er, at det ligger tæt på Havana. Så det er et rigtig godt sted at slappe af lige før sin hjemtur. Og det var jo præcis det, vi gerne ville. Hvis vi havde haft kortere tid på Cuba, var det nok heller ikke Varadero, vi havde prioriteret 🙂
      Ja, det er en helt anden verden, når man kommer under vandet. Det er virkelig flot. Nogle gange må man ignorere, at der er noget, man ikke kan lide – for at få de ekstraordinære oplevelser. Det må også have været flot i Oman! Godt gjort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *