Under vores rundrejse i Kroatien, måtte Dennis rejse til Danmark i et par dage til en fest, han skulle med til. Hvad skulle jeg så finde på sammen med børnene?
Der blev dømt vandland!
Men hvordan finder man lige et vandland, når man kører langs med den Kroatiske kystlinje, der er fyldt med lækre strande? Man kører indenlands til Bosnien.
Jeg havde googlet mig frem til et vandland, der ligger i byen Trebinje i Bosnien. Det skulle samtidig også have en dinosaur park, hvilket jo bare gjorde det endnu bedre.
Nu lyder det måske af meget, at køre til et andet land, for at tage i et vandland. Men vi boede i Cavtat, lige ved Dubrovniks lufthavn. Ifølge Google Maps var der kun 45 min’s kørsel.
Og vi havde allerede krydset grænsen mellem Kroatien og Bosnien nogle gange ved Neum. Det tog os aldrig mere end 10 minutter. Så det var jeg ikke bekymret over.
Kø ved grænsen og militære grusveje
Men så nemt skulle det ikke gå.
Tv-skærmene i bilen var gået i stykker. Men vi havde en Hr. Skæg cd, som vi hørte igen og igen, og børnene havde taget noget legetøj med. Så stemningen var god.
Men den dalede lidt, da vi nåede køen til grænsen, alt for længe før vi nåede selve grænsen… Det tog os 50 minutter at komme over denne grænse. Øv!
Men børnene tog det nu i stiv arm.
Jeg havde selvfølgelig bare sat Google Maps til og kørte efter den.
Kort efter grænsen endte vi på grusveje, som var virkelig hullede. Så jeg måtte køre zigzag. Heldigvis var der ikke mange andre på den vej. Men køreturen blev ikke hurtigere af at køre på sådan en vej.
Det lignende faktisk, at vi kørte rundt om en militærbase.
Drengene faldt i søvn i bilen. Men så var de da helt udhvilede til en dag i vandland.
Da jeg havde kørt (hvad der føltes som) ret længe, kunne jeg se nogle nyere høje bygninger. Ved bygningerne endte grusvejen. Og bygningerne var hotellet ved vandlandet. Lige pludselig, der for enden af vejen, lå der et vandland!
Hvordan betaler man for at komme ind her?
Jeg kørte hen til en port og spurgte efter vandlandet. Ja, det var her. Der var både parkering og billetkontor, fortalte manden mig. Men det var ikke sådan en luge, hvor man kunne købe billetter fra bilens vindue. Så jeg kørte over for at finde en parkeringsplads.
Der var ret fyldt, så jeg kørte lidt rundt og ledte. Så kom manden, jeg før havde snakket med, og spurgte om, jeg skulle bruge en parkeringsplads.
Så hjalp han mig på vej.
Det var noget af en service. Men da jeg var parkeret, kunne jeg se, at de andre biler stoppede ved porten. Her stod chaufføren så ud og gik over og købte billetter. Det gav noget kø. Men det var derfor at manden fulgte efter mig. For jeg var jo kørt ind uden at betale….
Mikkel var vågnet, så jeg bad ham om at blive siddende i bilen, så Benjamin ikke var alene, når han vågnede.
Så gik jeg over for at købe billetter. Men det kunne jeg ikke få lov til. For man betalte ikke for børnene efter alder, men efter højde. Så jeg måtte tilbage og hente børnene.
Mikkel på 6 år gik for at være et “lille” barn, og Benjamin på 7 år var præcis høj nok til at betale fuld pris for ham.
Læs også: Koločep – en lille, charmerende, rolig og bilfri ø uden for Dubrovnik
Tilbage ved billetlugen kunne de nu fortælle mig, at de ikke tog mod kroatiske kroner eller kreditkort. Jeg havde overhovedet ikke skænket valutaen en tanke, for det var ikke noget problem at betale med kroatiske kroner, da vi var i Neum. Men nu var vi altså lidt “længere inde” i Bosnien.
De havde heldigvis en vekselbord lige ved siden af. Så måtte jeg derover og veksle penge. Efter at jeg fik pengene, kom jeg i tanke om, at vi at også skulle bruge penge til frokost. Jeg havde ingen idé om, hvad kursen var, så jeg spurgte veksle damen om, hvad jeg skulle veksle for at have til lidt mad og drikke.
Hendes svar var, at deres vand desværre ikke virkede i dag. Jeg så vist meget forvirret ud, for hun fortsatte så, at vi kunne godt købe mad og drikkevand. Det var bare toiletter og bade, der ikke virkede… Det lød ikke så lækkert…i et vandland…men nu vi der jo.
Så jeg stak hende nogle penge, og så sagde hun, at det kunne vi i hvert fald godt få mad for.
…Endelig havde vi billetter.
Endelig inde i vandlandet
Vi gik på toilettet som det første. Og ganske rigtigt; der var intet vand. Men der stod dog store dunke til at skylle ud med. Og vi var ret glade for vores håndsprit.
Så gik vi ind i vandparken. Vi satte vores ting ved nogle børnerustjebaner.
Her fik børnene lov at gå amok. Der var 6 forskellige rutsjebaner, de kunne løbe rundt og prøve, og vi brugte en del tid der.
Vi var allerede sultne, så nu måtte vi på jagt efter noget mad. Vi fandt aldrig noget stort udvalg. Men de havde da nogle pizzaer.
Vi blev glade for, at vi havde vores badesko med, for det var virkelig varmt at gå rundt på jorden. Men det ville jo være irriterende at stille sine sko på jorden ved f.eks. en vandrutsjebane, og så komme op af poolen et andet sted. Derfor fungerede badeskoene rigtig godt.
På vej hen til pizzastedet var der 2 lange vandrutsjebaner, hvor man skulle sidde på dobbelt baderinge. Dem plagede drengene meget om, så jeg tog mig sammen og tog sådan et par ture med dem.
Jeg har vist ikke fået nævnt, at er jeg ret nervøs for vand…så en dag i et vandland er bestemt ikke et drømmescenarie for mig. Hvad man dog ikke gør for sine børn 😉
Jeg tog en tur med dem hver. Bagefter fik jeg overbevist livredderen om, at Benjamin var så stor, at han godt kunne køre sammen med Mikkel. Jeg havde jo også betalt indgang for ham, efter at han var “stor”. Så kunne han vel også få lov at bruge aktiviteterne uden en voksen.
De tog et par ture sammen og klarede det rigtig fint.
Der var også et dybt bassin, som vi legede rundt i.
Dino parken
Men nu var det ved at være istid.
Mens vi spiste is, snakkede vi lidt om, hvad vi skulle nå som det sidste, før vi kørte hjem. Vi blev enige om, at vi gerne ville se Dinolandet.
Det var lidt mærkeligt, for der var slet ikke skiltet med Dinolandet. Men vi havde læst om det på hjemmesiden. Og da jeg stod oppe i tårnet til vandrutsjebanen, havde jeg fået øje på en kæmpe T-rex og en Langhals ude i det fjerne.
Da vi kom derover, kunne vi egentlig godt forstå, at de ikke skiltede med det. Der var nogle fine store fine dinosaur figurer.
Men det var også det. Der var bare de par stykker.
Så hvis man kørte dertil bare for dinosaurer, var man blevet skuffet. Når det var sammen med vandlandet, var det en fin afveksling.
Der var også et par legepladser i Dinoparken, som drengene legede ved.
Og så vendte vi hjemad. Det havde været en god dag – trods alle besværlighederne med at nå frem.
På hjemturen ignorerede jeg Google Maps og kørte gennem Trebinje by, før jeg satte GPS’en til. Så var der ingen grusveje.
Heldigvis var der heller ikke nogen kø ved denne grænse. Så hjemturen gik nemt.
Det var et rigtig fint vandland, og vi havde en god dag i det.
Det var ikke kæmpe stort. Men der var masser for os at lave. Og der var også nogle meget vildere vandrutsjebaner. Men der fik børnene altså ikke lokket mig op.
Der var selvfølgelig også et område til mindre børn. Men det sprang vi over, så jeg kan desværre ikke helt huske, hvad der var der.
Aktiviteter i og ved Trebinje
Vi havde egentlig planlagt, at vi skulle til selve Trebinje by en dag. Men da dagen kom, ville vi hellere have en afslapningsdag.
På det tidspunkt boede vi på et dejligt agrotourism i Neum: Agrotourism Matusko i Neum m pool, æsler og fantastisk hjemmelavet mad
Overvejer du at tage til Trebinje, er der mange gode ting at opleve. Vi havde tænkt, at vi skulle vandre op til Fortress strač, bade i den offentlige pool, der ligger midt i byen og drikke bosnisk kaffe på byens torv.
Vi har også læst om folk, der ror kano i floden, der går gennem byen.
Men alt det må blive en anden gang for os.
Lidt gode informationer
- Vandlandet hedder Grad Sunca Aquapark
- Her er deres hjemmeside
- Husk at have alle forsikringspapirer på bilen og registreringsattesten med, hvis I skal krydse grænsen. Ellers skal I købe forsikring ved grænsen.
Vi var i Kroatien og Bosnien i juli 2018 og børnene var 6 og 7 år.
Før vi kom til Trebinje, var vi i Koločep på vores rundrejse i Kroatien. Vi var på Koločep i juli 2018, og børnene var 6 og 7 år.
