Vores bedste oplevelser på Møn

Møn

Når vi er på Møn, bruger vi ikke så meget tid på oplevelser som vi ellers gør, når vi er på tur. Men vi har selvfølgelig alligevel vores yndlingssteder rundt omkring på Møn. Og dem deler vi her med dig!
Det her bliver ikke et indlæg over “Top 10 bedste turist oplevelser på Møn”. Men det er vores favoritsteder på Møn.
Der er både nogle af de mest populære turistattraktioner på Møn, og også nogle af de lidt mindre omtalte steder at besøge på Møn.

Man skal vist ikke have fulgt os længe for at vide, er vi er ret vilde med Møn.
Møn har en stor plads i vores hjerter.
Dennis er kommet på Møn hele sit liv. Og farmor har et sommerhus på Møn som vi meget gerne er i.

Nu vil jeg her indvie dig i vores favoritsteder på Møn til at: 

  • Lege 
  • Se smuk natur 
  • Opleve 
  • Spise ude 
  • Handle 
  • Bade

Når vi kører over Mønbroen, klapper alle i bilen. Det er en tradition der blev lavet helt tilbage af Dennis’ mormor.

Møn sommerhus

Når vi kommer her, er det tid til at slappe af.
Med fodbold i haven (og hentning af bolden, når den igen er røget i åen), brætspil, brændeovn, sauna og bare familiehygge.
Men vi bevæger os da også lidt ud af huset engang imellem. Så tager vi hen til de steder, jeg nu vil beskrive.

Her tager vi hen, når ungerne trænger til at “blive luftet” og lege udenfor grunden

Volden i Stege

Stege har et fint voldanlæg lige bag ved shopping gade.
Her skal ungerne ikke være i mange minutter før de har fundet på en leg op og ned af skrænterne. Om det så er med medbragte kælke, vandpistoler, sværd eller hvad vi ellers har fundet på at medbringe i løbet af årene. Der er altid sjovt at være.

Og så er det jo ret belejligt, hvis f.eks. den ene forældre gerne vil ud og shoppe. Og resten af familien bare skal “luftes” i mellemtiden.

Gravhøjene

Møn gravhøj

Som ved Volden i Stege, indbyder gravhøje også til leg. Og dem er der en del af på Møn.
Først kan man snakke med børnene om historien ved dem. Og gå ind i gravhøjen, hvis det er én af dem med åben indgang.
Og derefter sætter vi voksne os som regel op på toppen af gravhøjen og nyder udsigten og snakker, mens børnene løber rundt og leger. De finder hurtigt på lege. F.eks. inspireret at et computerspil, de spiller hjemme, eller igen med medbragte våben eller noget helt tredje. Fantasien har det med at udfolde sig nemt ved gravhøjene.
Men husk vand – man bliver tørstig af at løbe op og ned af sådanne høje.

Vi har skrevet om vores yndlings gravhøje på Møn her: Gravhøjene på Møn, de er interessante og et sjovt sted at lege for børnene

Fodboldgolf

Møn fodboldgolf

Sidst vi var på Møn, var vi ude og spille Fodboldgolf. Det var ret underholdende. Og en god måde at lufte drenge, der bare elsker fodbold.
Det kan vi helt bestemt også anbefale.
Vi syntes dog, at det var lidt for dyrt.
Du kan læse om adresse, priser m.v. her

Den smukkeste natur på Møn – efter vores mening

Jydelejet og Aborrebjerg 

Jeg elsker at gå tur i Jydelejet!
Jydelejet er et skønt kuperet område med blomstrende græsenge. Det er noget af det nærmeste jeg har oplevet på en dansk version af et “Sound of Music Alpe område” med køerne græssende omkring dig og masser af fine blomster i græsset.

Når du er gået igennem Jydelejet, møder du Møns Klint og en trappe ned ad klinten. Klinten er ikke lige så høj her, som den er ved Møns Geocenter. Til gengæld er klinten virkelig smuk her med flere forskellige farver.

Ved Jydelejet ligger også Aborrebjerg. Det er det højeste punkt på Møn. I godt vejr kan man se helt til Stevns.
Og der er i hvert fald en god udsigt udover Møn.

Du kan starte en gåtur i Jydelejet fra P-pladsen ved Hunosø og Klintholm Gods.
Du kan læse mere om Jydelejet her: Vandretur langs smukke Møns Klint, ved Jydelejet og Liselund Slotspark

Liselund

Møn Liselund

Liselund og Liselund slot må være ét af de mest romantiske steder på Møn.
Liselund ligger også lige ud til Møns Klint. Selve slottet og Liselund Ny slot er ikke så store. Men det er en skøn stor park med mange små områder med hver deres slags beplantning, søer og huse som Det Kinesiske Lysthus og Schweizerhytten.
Det er lige et sted til at pakke madkurven og hygge sig hele dag med leg og samvær. Eller tage en overnatning på Liselund Ny slot. Eller starte en vandretur herfra til Møns Geocenter. Det er også virkelig en tur vi kan anbefale – se linket under Jydelejet.

Læs her om vores Overnatning på Liselund Ny Slot i den idylliske Liselund Slotspark

Camønoen

En anden måde at opleve Møns smukke og varierede natur er ved at gå Camønoen, som er en tur, der går hele øen rundt.
Vi er ikke kæmpe vandrere. Men Dennis og jeg har sat os for at gå Camønoen, ved at gå den i små bidder. Så engang imellem når vi er på Møn, står vi tidligt op og kører ud og går et stykke på omkring 10 km af Camønoen. Og næsten gang forsætter vi så der hvor vi endte sidst.
Indtil videre har vi nået at gå ca. 2 gange om året i 2-3 år. Så med det tempo når vi måske Møn rundt, før vi bliver pensionister.

Men vi kan rigtig godt lide gåturene. Og selvom vi indtil videre har gået i nærheden af hvor farmors sommerhus er – og dermed et område, som vi syntes, at vi kendte ret godt.

Møn_Camønoen 3

Så har Camønoen taget os ud på små gemte stier, som vi aldrig selv har fundet. Og det har været rigtig fine ture, hvor vi har set forskellige og smuk natur allerede. Så det synes vi er en rigtig dejlig måde at se Møn på.
Men det nu ikke lige lykkedes os at få drengene overbevist om, at det er en god idé at gå med 😉

De bedste oplevelser på Møn

GeoCenter Møns Klint

Møns Geocenter

Når man siger Møn, tænker de fleste jo på Møns Klint. Og det er da også helt forståeligt, for det er virkelig et flot og imponerende sted. Og det er da også et af de steder, vi viser frem, når vi har venner med til Møn.
Men faktisk tager vi også nogle gange til Møns Klint blot for at blive “underholdt”. For GeoCenter Møns Klint er virkelig fint lavet og lærerigt for både børn og voksne. De formidler om dinosaur og fund på en meget nutidig måde, der fanger børnene. Så her kan man hurtigt bruge en del timer.

Du kan læse om vores oplevelser på GeoCenteret her: Rejs til dinosaurtiden i GeoCenter Møns Klint på en sjov og lærerig måde

Som allerede tidligere nævnt, at vi dog mere vilde med selve klinten ved Jydelejet på grund af alle farverne ved klinten her. Frem for ved GeoCentret. Men ved GeoCentret er klinten højest. Og det kan jo også være interessant i sig selv.

Nyord 

Et andet sted vi gerne viser frem, når vi har venner med til Møn er Nyord. Det er en lille bitte ø, med omkring 30 beboere.
Den er landfast med Møn via en bro, og når man kører af broen møder man en parkeringsplads. Her skal du stille bilen. For Nyord er bilfri. I hvert fald for turister.
Her møder du stille og roligt ø-liv. Der er en lille havn, en lille 8-kantet kirke og en lille landhandel – der vist mere kan kaldes for en turistbutik i dag. Der er også en lille restaurant hvor du kan sidde ude i haven under træerne og spise æblekage på borde med ternede duge.
Nyord er virkelig som at være med i en Morten Korch film. Det er super hyggeligt at gå en tur her.

Møn Is

Møn Is er en økologisk gård, som har åbnet deres stalde så du kan hilse på køerne og se hvordan et landbrug fungerer. Samtidig har de sørget for masser af plads til leg. Og sidst men ikke mindst sælger de lækker hjemmelavet is.
Så har du brug for lige at komme ud af sommerhuset og se noget andet, så er Møns Is et godt lille udflugtssted.
Du kan læse mere om Møn Is her: Møn Is – en åben gård med søde køer, leg og lækre is

Vores bedste spisesteder på Møn

Først må jeg vist hellere komme med en lille disclaimer; Vi spiser næste aldrig ude, når vi er på Møn. Der er vi ude om dagen og slapper af og spiser hjemme om aftenen. Så det bliver meget sjældent til at vi spiser ude. Men vi har alligevel et par steder, vi gerne vil fremhæve.

BogøBrød: Pizzaria og bager

Ja, vi starter ud i stor stil med at anbefale et sted, som slet ikke ligger på Møn. Men Bogø får alligevel lige lov at blive nævnt her 🙂

På Bogø Havn ligger der et lille bageri/pizzaria. Om morgenen har de brød og om eftermiddagen/aftenen laver de pizzaer. De laver de bedste italienske pizzaer!!
Det er ikke kun os der synes det. Det er et populært sted, så når vi har været der for at spise, er vi endt med at måtte køre hjem med pizzaerne, fordi der ikke var pladser at sidde. Så det er en god idé at reservere bord.

Skal man til Møn for nogle dage og kommer en sen aften, hvor man ikke lige når at lave mad. Så ligger BogøBrød jo nærmest på vejen (alt efter hvor på Møn du skal til), så man kan tage pizzaer med til sommerhuset.
Du kan læse om dem på Facebook her: Pizzaria og bager på Bogø

Charcuteri Brasserie “Støberiet”

Sidst vi var på Møn sagde jeg, at nu ville jeg altså ud og prøve at spise ude på Møn. Jeg tror, at det kan tælles på én hånd de gange jeg har prøvet det, på trods af at jeg er kommet på Møn i nu 15-16 år.
Vi blev enige om, at så skulle vi hen til et sted, som vi gerne ville støtte så det kunne klare sig igennem disse tider med kæmpe øje energipriser. Og så var det nemt at vælge. For vi handler næsten altid hos Slagter Stig i Stege, når vi er på Møn – se nedenfor om hvor vi handler.

Slagter Stig har lavet restaurant i halvdelen af deres lokaler. Det hedder Charcuteri Brasserie Støberiet.
Lokalerne er indrettet som i en gammel stue, og der er mange muligheder for at sætte sig i små kroge så det ikke føles som én stor restaurant. Det var virkelig hyggeligt.

Vi var der ved frokosttid. Der var den helt store slagterbuffet med alt hvad man kan have lyst til at købe hos en slagter, som frikadeller, fiskefilet, salater, stegt flæsk og meget andet godt. Og drikkevarer henter man selv, ved at man får en nøgle udleveret, som så registrerer hver gang man tapper sodavand og øl. Børnene var vilde med konceptet, og vi voksne syntes også at det var rigtig godt. Det bliver vist svært at gå gennem Steges gågade i fremtiden uden at der kommer plageri om at skulle spise frokost derinde.
Vi har hørt meget godt om aftenbuffeten. Det skulle være en stor vegetarisk buffet, og så køber man det kød man ønsker i slagterdisken og får det grillet.
Det må vi også prøve en dag.
Du kan se menu m.v. her: Charcuteri Brasserie Støberiet

Fiskebuffet i Klintholm Havn

Jeg må indrømme, at vi aldrig har spist på fiskebuffeten i Klintholm Havn. Men farmor har været der en del gange, og taler godt om den. Så den syntes jeg skulle have lov til at komme med her.
Det skulle være en rigtig stor buffet med alverdens godt fra havet.
Der må vi altså snart se at komme over!

De ligger rimelig tæt på Møns Klint og kunne nemt kombineres med et besøg der. Men de har kun åbent om sommeren.
Du kan læse åbningstider m.v. her: Fiskebuffet Klintholm havn

Her handler vi på Møn

Farmors sommerhus ligger tæt på Stege. Så det er selvfølgelig også det område vi handler i.

SuperBrugsen i Lendemark

Vi handler næsten altid i discountbutikker. Der skal jo være råd til at rejse!
Men når vi er på Møn ender jeg på en eller anden måde altid lige med en undskyldning for at gå i SuperBrugsen.
Kan man snakke om et behageligt supermarked? I så fald er denne butik det mest behagelige supermarked.
Her er ALT! Der gik længe før det gik op for mig, at det ikke er en Kvickly. For den er stor som Kvickly. Men der er ikke højloftet og “stort i det”. Her er mere behageligt. Og så har de altid det vi lige står og mangler.
Mange gange har vi været i en discountbutik (dem er der nemlig også mange af lige der omkring), og har manglet noget. Så er vi gået i SuperBrugsen og der er vi nærmest snublet over det vi manglede.

Lendemark er i øvrigt nærmest Stege. De 2 byer ligger på hver sin side af en lille bro, og må anses som værende vokset sammen.

Shopping i Stege

Jeg er vild med at shoppe i Stege. Boghandleren har alt fra bøger til smykker. Der er hele 2 håndarbejdsbutikker. Og tøjbutikkerne er ikke bare de sædvanlige kædebutikker.
Ekspedienterne står på spring for at hjælpe dig med tips til, hvad der er det hele rigtige til dig – hvis der da ikke lige er kommet én i butikken som de kender og lige skal have det sidste nye fra. For det er det, der er med at shoppe i Stege – det er hyggeligt og venskabeligt!

Det er også hurtigt overstået. For der er ikke så mange butikker ned af hovedgaden. Men så er der masser af små sidegader og gyder, som man også skal huske at gå ned ad. Her ligger cafeerne og Bryghusene.
Og samtidig skal du også huske at kigge på bygningerne. Der er mange fine gamle bygninger.
Og så var der jo lige det med at ungerne kan lege på voldene, mens man shopper – se under “hvor vi leger”.

Om sommeren er der tirsdagsmarked hver uge i Stege.

Slagter Stig

En anden butik på hovedgaden i Stege, som vi gerne bruger er Slagter Stig.
Det er en lækker slagter forretning som har alt. Om det er lune frikadeller til frokost, smørrebrød eller det sidste vi mangler til julemaden, når vi fejre jul på Møn – så ender vi hos Slagter Stig. Læs også om restauranten ved Slagter Stig under “hvor vi spiser ude”.

Strandene på Møn

Vi er ikke så tit på Møn om lige midt på sommeren. Der hvor der oftest er badevejr i Danmark. For der har vi det med at være ude at rejse til andre lande. Så vi bader faktisk ikke så ofte på Møn.

Men vi har da alligevel nogle yndlingsstrande;

Ulvshale strand er den store, kendte strand. Og samtidig også den strand Dennis badede på da han var barn.

Rytsebæk Strand Denne strand er ret fin, og der er som regel ikke ret mange mennesker (måske jeg får ballade med familien for at nævne den 🙂 ) Vi har nok mest opdaget den, fordi den ligger forholdsvis tæt på sommerhuset. Men det gør den absolut ikke mindre god.

Hårbølle havn Når svoger og svigerinde har lokket os ud at vinterbade (den ene gang det er sket…), er vi taget til Hårbølle Havn. Her er der en lille platform på molen, hvor du kan hoppe i vandet og der trappe op igen, hele året.

Råbylille strand har Cecillie opdaget fornyeligt. Den er hun ret vild med. Vi andre er ikke nået derhen endnu. Men den skulle være ret børnevenlig. Og så har den denne fine adresse på Google Maps: Bundgarnet, 4780 Stege 

 

Det er vores favoritting på Møn.
Jeg håber, at vi har givet dig lyst til at besøge Møn. For der er skønt!

Skrevet i 2022.

Tags from the story
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *