En uge i Longyearbyen, Svalbard, der blev helt anderledes end planlagt

Man kan planlægge lige så meget man vil. Men nogen gange bliver ferierne bare helt anderledes alligevel.
En veninde og jeg tog til Svalbard. Vi skulle have et par dage i Longyearbyen og bagefter ud på 4 dages cruise og spejde efter isbjørne.
Men første dag tog vi på en hundeslædetur, der gik lidt galt og kostede os cruiset…så i stedet har vi nu set en hel del af Longyearbyen.

Den planlagte tur

Hjemmefra havde vi planlagt et ret oplevelsesrigt program. Vi havde 2 døgn i Longyearbyen, og derefter skulle vi sejle i 4 dage med Hurtigruten på deres tur, der hedder “Svalbard og isbjørne – et arktisk eventyr“.
Min store drøm, og grunden til at tage til Svalbard var nemlig at se isbjørne!!! Og vi havde fået af vide, at der var størst chance for at se isbjørne på sådan en tur.

De 2 døgn i Longyearbyen skulle bruges således:
Onsdag:  Ankomst, 4 timers hundeslædetur
Torsdag:  Nationaldag parade, rundvisning i nedlagt kulmine, 4 timers snescootertur til isgrotte
Fredag:    2 timers tur på Fatbikes, mødes med cruise-holdet, som havde arrangeret rundtur i Longyearbyen, påstigning på skib og sejle til Barentsburg
Lørdag-mandag: sejle rundt i det fantastiske flotte landskab i Svalbard og holde udkig efter isbjørne (der er selvfølgelig også en masse andre aktiviteter og landgange arrangeret af skibet)
Tirsdag:   ankomst til Longyearbyen omkring midnat, flyve hjem kl. 02.30.

Sådan blev turen rent faktisk

Onsdag landede vi glade og forventningsfulde i Longyearbyen. Endelig skulle vi tage fat på den venindetur vi så længe havde set frem til.

Egentlig ville Dennis også rigtig gerne opleve Svalbard. Og vi havde da også snakket frem og tilbage om, hvorvidt vi alle skulle tage afsted. Men børnene på 6 og 7 år virker stadig lidt for små, til at kunne være med til mange af tingene – eller i hvert fald til at værdsætte dem. Og det er jo bestemt ikke et billigt sted at rejse til. Så det må blive en anden gang hvor hele familien tager herop. Jeg har jo stadig heller ikke set en isbjørn…
Så lige nu var det “kun” Birgit og jeg, som var afsted.

Vi tog lufthavnsbussen til vores hotel. Det er nemt at tage lufthavnsbussen i en lille by som Longyearbyen. Det er dén bus, der holder uden for lufthavnsterminalen. M.h.t. tidsplan, så kører den, når alle har fået deres bagage. For der kommer jo kun ét fly af gangen. Og man siger bare, hvilket hotel man skal til. Så stopper den der.

På hotellet fik vi hurtigt checket ind og kom ud i byen og fandt os noget frokost. Vi nåede også lige en tur i Svalbard butikken, som er byens supermarked – og som i øvrigt også har alt andet, f.eks. masser af souvenirs.
Vi havde lidt travlt, for vi skulle jo ud på en 4 timers hundeslædetur.

Hundeslædeturen der ændrede rejsen

Efter frokosten skyndte vi os tilbage på hotellet, hvor vi blev hentet af hundeslædebureauet.
Vi kørte til deres kontor, og blev udstyret med varme flyverdragter og store vinterstøvler. Og derefter kørte vi ud til hundene, hvor vi fik god tid til at snakke med dem, inden vi skulle hjælpe med at få seler på hundene og få hundene op i en trailer.
For der var efterhånden ikke så meget sne. Så vi skulle køre med hundene på trailer op i bjergene. Hvorfra vi så kunne sætte hundene for en slæde.

På vej op ad bjerget undrede det os meget, at sneen var helt sort. Og at de havde så gode veje her ude i “ingenting”. Vi lærte senere, at det var fordi vi kørte ved den kulmine, man stadig udvinder kul fra.

Vi kom op på bjerget og fik spændt hundene for slæden og så gik det derud af.
Jeg skal nok skrive noget mere om selve turen en anden dag. Men for at gøre historien kort, så væltede vi med slæden. Jeg fik et jern sne-anker ind i låret og blev hevet efter den “løsslupne” hundeslæde, indtil guiden fik stoppet hundene.
Det gjorde pænt ondt. Men heldigvis var det kun kommet ind i fedtlaget af benet. Så det kostede “blot” 4 sting og en penicillin kur.
Selvom benet stadig gør ondt her en uge efter, synes jeg faktisk, at oplevelsen var det værste.

Nå, men så fik jeg da også set skadestuen på Longyearbyens sykehus. Det er uden tvivl det mindste hospital jeg nogensinde har været på. Der er kun 4 læger tilknyttet. Men jeg havde jo også kun brug for én læge…

Norges nationaldag

Næste formiddag gik tingene lidt langsomt for mig. Men jeg kunne sagtens gå, fordi såret sidder på siden af låret. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke skulle overdrive tingene.

Vi var så heldige, at vi var der på Norges nationaldag. Så kl. 11 mødtes vi med nærmest hele byen oppe foran byens kirke. Mange var klædt i de flotteste nationaldragter.

Herfra gik vi så ned til byen og gennem den. Der var en virkelig hyggelig stemning, og der blev råbt mange “hip hip hurrah’s”.

Det var sjovt at være med til.
Bagefter fandt vi en cafe, så vi kunne få noget frokost og jeg kunne hvile benet lidt.

Rundvisning i den nedlagte kulmine 3

Efter frokost blev vi hentet på hotellet og kørt på en rundvisning i kulmine 3.

På vejen kørte vi forbi “Svalbard global seed vault“, som er et lager af frø fra hele verden. Så skulle der ske en naturkatastrofe, krig eller lignende, så kan landene komme og hente frø, så de igen kan gro mad i deres land. F.eks. har Syrien lige været “forbi” og hente nogle af deres frø.
Det er et slags Noahs ark for landbruget. Det er da helt vildt smart.

Så kom vi op til kulminen. Den er simpelthen blevet forladt som den var, den dag driften stoppede. Og i dag virker den så som et museum. Et meget autentisk et af slagsen.

Det var virkelig spændende at blive vist rundt der. Vi var 250 meter inde i selve bjerget og kigge. Og vi prøvede også hvordan det er at kravle rundt i en mine, der kun er 1 meter høj. Det har virkelig været et hårdt arbejde!

Men det allermest interessante var faktisk alle informationerne. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde sat mig så meget ind i tingene. Så da jeg kom til Svalbard, skulle jeg se arktiske dyr (især Isbjørne!!!) og jeg glædede mig til at se det flotte landskab, som jeg forventede, mindede meget om mit elskede Grønland.

Men Longyearbyen er en by der er skabt på grund af kulminedrift. Nærmest alt har handlet om kulminerne i den by. Efter rundvisningen kunne vi se så mange ting i byen, der handlede om kulminer. Vi havde selvfølgelig lagt mærke til de forladte kulminer på bjergskråningerne og til alle tårnene rundt omkring i byen, som har været brugt til at transportere kul rundt med – for intet er blevet fjernet. Alt står som det blev brugt. Ting som de mærkelige bord- og stoleben på restauranten kunne vi nu pludselig se var stempler, som har været brugt i kulminen. SAS Radisson har udsmykket deres reception med store kul-stykker. Og statuerne rundt omkring i byen gav pludselig også mere mening.

Efter kulmine-turen skulle vi have været på en snescootertur til en isgrotte. Men de havde heldigvis ringet og aflyst på grund af for dårlig sne. Det var mit ben ret glad for. I virkeligheden var det heldigt. For jeg skulle helt sikkert ikke afsted på den tur.

I stedet blev vi sat af i “Den nye by”, som er den bagerste del af Longyearbyen. Efter længere tids afslapning på en cafe, gik vi mod den centrale del af Longyearbyen. På vejen var vi inde og se byens galleri. Det er meget fint med masser af arktiske fotos og billeder til salg. Men det er ikke ret stort.

Fatbike tur

Fredag morgen var der jo lige tid i planen til en fatbike tur, før vi skulle mødes med cruiset. Jeg havde dog en aftale om sårskifte på hospitalet. Så det blev kun Birgit, der tog af sted på fatbike turen.

Fatbikes har endnu bredere dæk end mountain bikes. Så de er gode at køre i sne med. Men der var nu ikke så meget sne tilbage, så cykelturen blev på “almindelige” (til tider meget mudrede) veje.

De cyklede rundt i 2 timer i udkanten af Longyearbyen. Guiden var meget vidende og fortalte Birgit mange interessante ting om byen og livet der.

Han cyklede selvfølgelig rundt med et gevær på ryggen, for i Svalbard skal du jo have et gevær med, hvis du kommer uden for byzonen, pgr.a. risikoen for isbjørne. Så guiden måtte lade riflen og cykle med den ladt på den videre vej. Just in case. Først da de passerede isbjørne skiltet på tilbagevejen kunne han aflade riflen igen.

Turen var til tider lidt hård op ad stejle bakker og i strid modvind. Men Birgit er heldigvis en optimistisk person. Så hun mindede sig selv om, at i Danmark betaler hun en instruktør for spinning timer inde i et kedeligt lokale. Her fik hun motionen med en flot udsigt ud over Svalbard og spændende informationer samtidig.

Fatbike Spitsbergen var utroligt nemme at arrangere en tur med. De planlagde turen til det tidspunkt, vi gerne ville have. Hvor de fleste ture i Svalbard ligger på bestemte tidspunkter. Det var kun os (altså Birgit), der var på turen. Og vores 2 timers tur kostede 350 DKK for 2 personer + gebyr for at lave en bankoverførsel til dem.

Ingen cruise til os

Mens Birgit var på fat bike turen skulle jeg som sagt lige over til hospitalet og have skiftet badagen.
Jeg havde fået et blåt mærke bag på låret, men det tænkte jeg egentlig ikke så meget over, for blå mærker udvikler sig jo og ændre farve i de første par dagen.
Sygeplejersken kiggede på det og sagde, at hun lige ville hente en læge. Lægen kiggede én gang på mit ben og sagde, at jeg skulle i hvert fald ikke sejle nogen steder. Jeg skulle indlægges og have intravenøs antibiotika og penicillin. For det var overhovedet ikke et blåt mærke.
Nu da jeg fik kigget på det, var plamagen godt nok også blevet lidt større end da jeg kiggede aftenen før. Men Øv!!!!

Så kunne jeg så ligge der og glo i et døgns tid, mens skibet bare sejlede fra os.

Hospitalet var ellers fint nok. Der var 3 2-personers stuer. Men jeg var den eneste der lå der. Og så lå der en mand på “akut” stuen. De havde ikke noget køkken. Så aftensmaden blev hentet fra SAS Radissons pub. Og jeg havde udsigt ud over de flotte sneklædte bjerge ved fjorden. Det havde vi ikke haft på vores hoteller op til indlæggelsen. Og sygeplejerskerne havde god tid til at tage sig af mig. Så jeg kunne ikke klage.

Svalbard museum

Næste formiddag syntes lægen, at jeg var ved at være klar igen. Plamagen var blegnet rigtig meget og blodprøven så meget bedre ud.

Hvad skulle vi så nu?
Ja, allerførst skulle vi jo finde et hotel. For vi skulle jo egentlig have boet på båden nu. Men det gik nu rimelig nemt.

Vi var ikke til de helt store ture på denne dag, for jeg havde ikke så meget energi. Og det havde faktisk været en ret hård oplevelse for os begge – Birgit havde jo stået og kigget efter en slæde, hvor hendes veninde var blevet trukket skrigende efter… Så nu hvor vi havde haft et døgns tid til at slappe af og tænke, var vi begge lidt ved siden af os selv. I øvrigt havde Birgit faktisk også fået trykket et par ribben og fået et af de der ankre i baghovedet, så hun havde fået en bule, på den famøse hundeslædetur. Så hun var heller ikke helt på toppen.

Så vi blev enige om en rolig dag. Derfor slentrede vi bare ned på Svalbard museum, som ligger i samme bygning som Svalbard universitet. Vi skulle have været på museet sammen med cruise-holdet dagen før, så det syntes vi, at vi var gået glip af.

Museet er ikke kæmpe stort, men der er en del informationer. Det er bygget sådan op, at inde i midten er der udstoppede dyr, der fortæller om dyrelivet i arktisk. Og uden om på væggene følger du Svalbards historie, mens du går rundt om “øen” med dyrene.

Jeg må indrømme, at jeg var glad for, at jeg ikke havde børn med. De ville have syntes, at det var sjovt at se dyrene. Og der er et fint område med sælskind, som man kan boltre sig en smule i. Og en lille kulmine man kan prøve at kravle igennem. Men ellers er der mest bare læsning.

Det er interessant læsning, der fortæller dig virkelig meget om Longyearbyen. Men med de ture vi allerede havde været på, syntes vi ikke, at der var så meget ny information. Så jeg ville nok foreslå at starte med at besøge museet for at få en god intro til byen.

I øvrigt findes der også North Pole Expedition Museum, som kun handler om de opdagelsesrejsende der har været i området. De bliver også berørt på Svalbard museum. Men jeg går ud fra, at dette museum fortæller noget mere dybdegående om dem. Men der var vi ikke.

Longyearbyen strand og kirke

Efter museet og en frokost var vi helt færdige. Så vi gik tilbage til hotellet og fik bestilt nogle ture til de næste 2 dage. Og så tog vi os en middagslur fra kl. 16-18. Det var egentlig lidt noget rod. Især når det er lyst hele døgnet rundt. Så er det godt nok nemt, at få vendt døgnet lidt rundt…

Hvad skulle vi så lave nu… Birgit havde hørt om en strand i Longyearbyen, som hun gerne ville se. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt troede på hende.
Men vi fandt den faktisk. På Google maps kan du se “Silver Polar Bear” markeret nede ved havneområdet (det er tæt på Mary-Ann’s Polarrigg). Fra denne sølv isbjørn, går der en grusvej ned. Det ligner, at det kun er en arbejdsvej, for her holder byen sneplove m.v. Men går du ned af den, kommer du til en lille fin strand.

Der er andre der sætter pris på dette sted, for der er bygget borde, stole og “sofa’er” op af paller rundt om en grillplads. Så her kunne jeg sidder benet lidt oppe, og nyde udsigten, mens Birgit gik rundt på stranden. Der var ikke nogen af os, der skulle nyde noget af at gå i vandet…

Bagefter gik vi op til kirken. Den er åbent hele døgnet. Og den ligger på en bakke, så du har en god udsigt ud over Longyearbyen herfra. Inde i kirken bliver du selvfølgelig første mødt af en stor garderobe. For man har meget tøj på i dette klima. Og i Longyearbyen tager man skoene af, når man går indenfor. Og så skal man selvfølgelig også lige huske at aflevere sin riffel i våbenskabet inden man fortsætter ind i kirken, hvis man skulle have en sådanne med.

Derfra skulle vi op af en trappe. Så kom vi til et meget langt rum, der var delt i 2. Først var der et stort sofaområde, hvor man kan sidde i forskellige sofagrupper.
Der var en lille “souvenirbod”. Og der var også en elkedel, kaffe og the-breve og en lille pengekasse. Så man kunne altid sætte sig her og slappe lidt af. Det eneste man ikke måtte gøre, skrev de, var at bruge rummet til overnatning.

Længere bagved var selve kirkerummet, med stolerækker og alter. På alteret stod 2 flotte orkideer. Når man så kiggede rundt om en væg til venstre, så stod alle de afblomstrede orkideer, der var i gang med gro blomster igen. Sådan er tingene så dejligt ligetil og uperfekte i Svalbard.

Så kom vi endelig på en fantastisk sejltur

Søndag morgen kl. 8.30 stod vi klar til at blive hentet af endnu en guidebil. Vi skulle ud og sejle. For den russiske, forladte mineby Pyramiden er kendt for at have mange isbjørne i nærheden – faktisk ofte i gaderne. Så nu ville vi gøre et sidste forsøg for at se en isbjørn. Vi skulle desuden også forbi Nordenskiöld Glacier’en. Den ligger nu lige ved siden af, så jeg tænker, at mange skibe tager en tur der forbi, når de besøger Pyramiden.

Vi kom afsted på et skib, som vist var en gammel færge. Den var super godt indrettet til formålet. På dækket var der masser af plads til at stå og spejde efter dyr, eller bare nyde det helt fantastisk landskab. Man kunne også gå op oven på, hvorfra der var et endnu bedre overblik over tingene. Men så var man ikke helt så tæt på vandet, til at kigge ned på dette. Så vi gik lidt frem og tilbage og prøvede at se det hele.
Inde i skibet var der en lille salon med 6 borde og en lille bod, der solgte drikkevarer m.v. Der blev især solgt rigtig meget varm kakao og vafler.

For første gang mens vi var på Svalbard, skinnede solen. Og det var simpelthen den mest ubeskrivelig flotte tur! Vi stod udenfor og kiggede og kiggede…Man kunne nærmest ikke blive mættet af det flotte syn.

Pludselig begyndte der er komme is i vandet. Først virker det lidt voldsomt, når båden sejler ind i isflagerne og det giver et ryk et hele båden. Men efter at have prøvet det et par gange, og vi kunne se på mandskabet, at de synes, at det er helt normalt, så blev det bare en del af oplevelsen.

Vi så både en hval og 4 sæler. Og da vi kom til Pyramiden, blev der helt stille på dækket. Alle spejdede efter isbjørne. Vi kunne ikke komme i land, fordi der stadig lå for meget is i fjorden. Vi kiggede og kiggede…Men så ingen isbjørne 🙁 Øv, hvor var det altså ærgerligt.
Men det var nu alligevel en uforglemmelig tur, som jeg længe vil tænke tilbage på.

Turen tog 10 timer, så da vi kom i land, satte guiden os af uden for en restaurant. Og bagefter gik vi på hovedet hjem i seng. Desværre havde maden været dårlig på restauranten. Så jeg brugte en del tid om natten på toilettet. Og Birgit fik ødelagt søvnen af mavepine og kvalme. Jeg synes altså ikke, at Svalbard var helt sød ved os!

Endnu en sejltur – hvor vi skulle se hvalrosser

Birgit ville meget gerne se Hvalrosser, så den sidste dag tog vi på en endnu en sejltur. Denne tur skulle dog “kun” tage 7 timer. Vi forestillede os, at båden ville minde om den fra dagen før. Men her blev vi overraskede. Det var en lille overdækket speedbåd. Man kunne sidde 12 personer + chauffør og guide.

Denne tur havde lidt svært ved at imponere os. For det første fordi vi dagen før havde været på den helt utrolige tur. Og nu var det overskyet, så det kunne aldrig blive helt lige så flot. For det andet fordi vi havde været vågne meget af natten p.gr.a. den dårlige mad. Så vi havde ikke meget energi til at blive imponeret.

Udenfor var der et lille dæk – både for og bag. Men når båden sejlede, måtte vi ikke gå derud. Der gjorde nu heller ikke noget, for vi var så trætte. Så vi nåede nærmest ikke ud af havnen, før vi sov.

Men når vi stoppede, vågnede vi og kom lige ud og hørte, hvad guiden fortalte om dette sted.
Vi så ingen dyr på vejen frem og tilbage. Men vi så hvalrosserne! Det er godt nok et stort dyr. Det er svært ikke at blive lidt imponeret over dem…

I den lokale biograf

Tilbage i Longyearbyen vidste vi ikke helt, hvad vi skulle gøre af os selv. Vi skulle flyve samme nat kl. 2.30. Vi havde jo regnet med at være på cruiseskibet, hvor vi ville have en kahyt at kunne tage en lur i. Men nu, da vi skulle betale hotel pr. nat, havde vi valgt at spare denne sidste nat væk.

Så opdagede vi heldigvis at der gik en film i biografen den dag. Så vi smuttede en tur i Longyearbyen Kino.
Her lærte vi så en lille ting om at gå i biografen i Svalbard, som vi gerne vil give videre: Lad være med at sætte dig ved siden af hundeslædeførere, der ikke har nået at skifte tøj, før de gik i biografen. Der medfølger en vist dunst af slædehunde 🙂

Det var vores tur til Svalbard. Den gik bestemt ikke som jeg havde tænkt mig. Og jeg er ked af, at jeg er endt med at skrive et lidt negative indlæg om Svalbard, for det er virkelig et anderledes, fascinerende og flot sted, som jeg har hørt mange snakke forelsket om. Men det blev ikke det, vi skulle opleve. Mange siger, at så må vi bare afsted igen. Men jeg tror nu, at jeg har fået nok af Svalbard for en tid…
Der er bare lige det med den isbjørn…

Vi var i Svalbard i maj 2018.