En nat helt alene i Risjnak nationalpark, på udkig efter bjørne

Da vi ankom til Kroatien, kørte vi direkte til Risjnak nationalpark. Her skulle vi ud og bo i en hytte og holde udkig efter bjørne!
Det var så dejligt.
At rejse fra hverdags ræs og “før-ferie-travlhed” i Danmark og “pludselig” finde sig selv siddende på en terrasse i en træhytte om aftenen midt i en nationalpark, hvor der ikke var andre end os.
Og det med bjørnene – ja det blev så lidt en historie for sig.

Jeg havde læst artikler om folk, der sad ude i en hytte i Kroatien, mens de vilde bjørne gik forbi dem. Det måtte vi da prøve.
Efter en del googl’en rundt, måtte jeg konstatere, at jeg ikke kunne finde nogen hjemmeside, der havde dette tilbud. Så jeg skrev direkte til Risjnak nationalpark, som var der, hvor dem i artiklerne havde været.

Læs også: Sådan planlagde vi vores familie-rundrejse i Kroatien

Nationalparken svarede tilbage, at ja, sådan en hytte havde de da. Og den var ledig, hvis vi gerne ville være der. Så nu havde vi en reservation. Ikke noget med forudbetaling eller ordrebekræftelse. Vi havde bare lavet en god gammeldags aftale.
De kaldte hytten for ” Lazac”.

Risjnak Nationalpark

Det tog os 1,5 time at køre fra Zagreb lufthavn til Risjnak nationalpark.
Risjnak Nationalpark ligger ikke så langt fra Rijeka, oppe i det nordlige Kroatien.

Vi havde lidt svært ved at finde selve parken, for man skulle køre så langt ud af en lille landevej uden nogen skilte, at vi overvejede at vende om, fordi vi troede, at vi var kørt forkert. Men vi fortsatte alligevel lidt længere og pludselig var der en større bygning med en restaurant. Samt en lille bitte hytte som viste sig at være billetsalget til parken.

Risjnak nationalpark er absolut ikke turistet. Det er noget af det dejlige ved Kroatien. Her er alle steder ikke “opdaget” endnu. Mange steder er fundet af masseturismen. Så er der rigtig mange mennesker og priserne er nærmest danske. Men lige så snart du bevæger dig lidt væk fra Alfavejen, så ser du nærmest ikke andre turister. Og samtidig falder prisniveauet markant.

Da vi fortalte damen i billetsalget, at vi skulle ud i deres Lazac, sagde hun blot ok. Ikke noget med at tjekke navne, reservation bog eller lignende.

Billetdamen tog imod betaling og ringede efter rangeren, som skulle køre os derud. Det tog rangeren næsten 40 minutter at komme.

Men det gjorde ikke noget, for vi skulle have skaffet noget aftensmad, som vi kunne tage med ud i hytten. Da jeg mailede med nationalparken, hvad de sagt, at vi kunne købe mad i deres restaurant og tage med os. Så det gjorde vi.

Restauranten var ikke så vant til lave take out. F.eks. havde de ikke kaffebægerer, da vi bad om at købe kaffe med. Men da vi så kom med vores coffee mug, som vi bruger i bilen, vaskede tjeneren gladeligt den op og solgte os kaffe i den.

Køreturen til Lazac

Så kom ranger Miro. Han var en rigtig hyggelig mand, som har arbejdet som ranger i parken i 25 år. Han vidste alt om stedet. Og han var den der rolige type, der vist ikke lige bliver slået ud af noget.

Vi skulle lade vores egen bil stå ved billetsalget og så ville Miro køre os ud til hytten.
Vi troede, at vi bare skulle ud på en lille køretur. Men vi skulle køre 33 km, først igennem små byer, så af bjergveje med hårnålesving og til sidst af små grusveje i bjergene.

Benjamin bliver en sjældent gang imellem køresyg. Og vi var som sagt lidt uforberedte på, at vi skulle ud i bjergkørsel her.
Og for at gøre turen endnu hårdere, havde vi jo bakker stående med burgere og pommes frites til at give en god dunst i bilen. Det blev lidt for meget for Benjamin, så på et tidspunkt bad han om en pause.

Det var tilfældigvis lige ved et flot udsigtspunkt, hvor vi kunne stå og se ud over hele dalen, og hele vejen til et bjerg i Slovenien. Det er virkelig et smukt område.

Ankomst til hytten

Så kom vi op til hytten. Der var godt nok smukt! Den lå i en åbning, på en eng fuld af blomster og flotte bjerge i baggrunden.
Vi blev virkelig betaget af stedet.

Hytten var en fin træ/stenhytte, som man ser dem f.eks. i Østrig. Der var et toilet med træk og slip. Men vandet der bruges er opsamlet regnvand, så man skal selv have drikkevand med.

Der var også nogle få lamper, som fik strøm fra solceller. Så det er en god ide at have nogle lommelygter og powerbanks med. Udenfor var der også en grill. Men dyrene kan ikke lide ild og røg. Så det er jo lidt op til en selv, om man har lyst til at lave mad med mulighed for at skræmme dyrene væk.

Miro hentede en spand fuld af tørrede majs og smed dem ud ved en sten forholdsvis tæt på huset. Det skulle efter sigende tiltrække sultne bjørne.

For parken har mange bjørne. Der også ulve, losser og vildsvin. Men dem havde vi nu ikke de helt store forhåbninger om at se. Hvis vi var heldige, kunne vi måske få en ulv at høre om natten. Og der skulle være en del hjorte, som jo oftest er lidt mindre sky og dermed nemmere at komme til at se. Men vi håbede også meget at se en bjørn.

Miro havde fortalt os, at der skulle være god chance for at se dyr.

Da Miro var kørt sad vi helt alene tilbage i hytten. Han havde forsikret os at bjørnene overhovedet ikke var farlige. De var meget mere bange for os mennesker, end vi er for dem. Så hvis vi bare lod værre med at komme imellem en mor og hendes unger, havde vi intet at frygte.

Og det havde vi ingen planer om at gøre.
Alligevel var det altså lidt grænseoverskridende at sidde der i skov, hvor man vidste, at der gik bjørne, ulve, losser og vildsvin rundt. Det er da noget andet end i den danske skov.

Læs også: Plitvice vandfaldene – en flot og imponerende oplevelse

Vi spiste vores medbragte aftensmad ude på terrassen. Det var ikke en kulinarisk oplevelse. Dennis og jeg fik wienersnitzel og pommes frites. Der var intet andet til. Pommes fritterne var efterhånden ret kolde og kedelige. Og vi havde intet bestik. Men en wienersnitzel kan man jo heldigvis godt spise med hænderne. Mikkel fik noget stegt kylling, som så lækkert ud. Benjamin havde bestilt en burger. Han fik blot hakkebøffen og nogle pommer frites. Det lærte vi senere, at man tit gør i Kroatien, når man bestiller en burger.
Børnene syntes at det var en fest, for en gangs skyld at måtte spise med fingrene.

På udgik efter dyr

Efter maden gik vi en tur ud over engen og ind i kanten af skoven. Men Mikkel var ret bange for at vi skulle møde en bjørn. Så vi holdt os i kanten af skoven.
Vi var også henne og kigge ved stenen med majsene. Der var nu kun fugle, der spiste af bjørnenes majs.

Tilbage ved hytten spillede vi Uno og så var det sengetid for børnene.

Dennis og jeg satte os på terrassen i en halv times tid og snakkede stille sammen.

Så gik vi ind i hytten og satte os og spejdede efter dyr derinde fra. Så de ikke kunne se eller lugte os.
Da vi bookede overnatningen tænkte jeg, at det nok ikke ville være realistisk, at se dyr mens børnene var vågne. For det er trods alt lidt meget at forlange, at 2 drenge på 6 og 7 år skulle være helt stille efter at de har fløjet i 2,5 timer og kørt i bil i 1,5 time. Men når de så sov, så tænkte jeg, at Dennis og jeg kunne være heldige at se nogle dyr – og så kunne vi liste hen og vække børnene, så de kunne se med.

Men mens vi nu sad og spejdede efter dyr, læste jeg i hyttens gæstebog. Folk skrev om at have set mange dyr. Til gengæld skrev de også, at de havde siddet helt stille i timevis og spejdet. Én skrev, at hun havde siddet helt stille på terrassen i lang tid. Så kom der en bjørn med sine unger. Men da damen så stille rakte ud og tog sit kamera, skræmte lyden af kameraet mod bordet bjørnene væk.

Så var der vist ikke noget håb for os om at se dyr! For selvom vi havde været mere stille end vi plejer, så var det ikke noget i nærheden af at sidde helt stille i timevis.

Uvejr om natten

Da mørket faldt på gik Dennis og jeg også i seng – uden at se et eneste dyr, ud over fuglene der tog for sig af majsene.

Men så startede det vildeste tordenvejr. Vi så rigtig mange lyn. Tordenen kom hurtigt forbi os. Der var virkelig mange lyn og tordenskrald. Jeg er normalt ikke bange for tordenvejr. Men det var alligevel ikke helt behageligt, at ligge der helt alene, tæt på en skov. Tænk hvis der gik ild i hytten eller skoven. Vi var jo helt alene. Godt nok havde vi fået Miros telefonnummer, men hvor lang tid ville det lige tage ham at komme herud…

Men der skete selvfølgelig ingenting. Bagefter kom der en massivt regnvejr. Og til sidst kunne vi så høre vandet løbe ned af taget, ned i beholderne til opsamling af vand til toilettet. Det lød så højt, at Dennis først troede, at et af børnene måtte have været på toilettet og så have glemt at slukke for vandhanen på toilettet.

Gå/Vandreture i Risjnak Nationalpark

Vi vågnede til en flot morgen med lidt solskin.

Vi satte os ud på terrassen og spiste morgenmad. Det vil sige, at vi havde ikke tænkt på, at vi skulle have morgenmad med. Men jeg havde nogle rugbrødsboller og en croissant tilbage af det, vi havde provianteret i Kastrup til flyveturen dagen før. Så det blev til morgenmaden.

Bagefter gik vi en lille tur. Vi fandt hurtigt ud af, at græsset var ret vådt, så det blev til en tur af vejen ind i skoven. Skoven ligner meget en dansk skov med en blanding af “almindelig” løv og grantræer. Så det føltes egentlig ikke, som at være væk fra Danmark. Men når man så tænker over, at der er bjørne og meget andet inde i skoven. Så var det alligevel lidt anderledes….

Vi snakkede om, at det faktisk var ærgerligt, at vi ikke havde en nat mere i hytten. Vi havde været fokuseret på, at vi skulle kigge efter bjørne, da vi bestilte turen. Men nu havde vi fundet ud af, at der var nogle virkelig flotte vandreruter. Bl.a. op på Risjnak bjerget. Eller til en grøn sø – Kupa søen – som skulle være virkelig flot. Der skulle også være vandreture med mulighed for at se bjørne, hørte vi fra nogle andre vi mødte senere. Så vi ville gerne have haft en dag til at vandre rundt.

Men Miro kom og hentede os kl. 10 som aftalt, og så var det farvel til hytten.

Klatrebanen i Risjnak

Da vi kom tilbage til billetsalgs hytten, kunne vi konstatere, at vores bil stadig stod der. Vi synes nu altid, at det er lidt nervepirrende at forlade sin bil med stort set al oppakning i. Men alt var i skønneste orden.

Så gik vi hen og kiggede på klatrebanen. Den havde Benjamin nemlig lagt mærke til dagen før. Og han elsker at klatre.

Da vi fik kigget lidt nærmere på banen, kunne vi se, at den faktisk var så lav og så forholdsvis nem, at Mikkel også ville kunne prøve den. Det var nemlig kun Benjamin der havde prøvet sådan nogle baner før. Men denne var en børnebane, hvor én af vi voksne ville kunne nå Mikkel fra jorden, hvis der skulle blive problemer. Så det var et perfekt begyndersted.

Så vi købte en tur. 20 kn/kr for 30 min pr. barn…alting var virkelig billigt her.

Det var damen fra billetsalget til nationalparken, der også solgte dette. Og det var også hende, der kom med ind på banen og hjalp børnene. Der var ikke så mange andre kunder, så det havde hun sagtens tid til.

Da børnene havde prøvet 3 omgange spurgte jeg hende, hvornår de egentlig startede. Det vidste hun ikke, og virkede ikke rigtigt til at gå op i det. Så vi tog en omgang mere.

Så var det frokosttid. Vi spiste på parkens restaurant. Drengene ville begge gerne have wienersnitzler. Men de blev noget skuffede over, at man her skulle spise dem med kniv og gaffel. De troede, at man altid måtte spise wienersnitzel med hænderne, fordi vi gjorde det ude i hytten. Kedelige forældre de har 🙂

Dennis og jeg fik os hver en menu med suppe, salat, kød og et stykke kage. 70 kn/kr pr menu…

Risjnak nationalpark var virkelig en hyggelig nationalpark med mange ting at byde på. Der var billigt at være. Og bedst af alt, så var der næsten ingen mennesker. Vi kan klart anbefale en tur dertil – også selvom vi ikke så nogen dyr.

Lidt gode information

• Overnatning i hytten kostede 300 Kn/kr. per voksen og halv pris for børn – inkl. kørsel af rangeren. Jeg er i tvivl om vi også betalt indgang for hytten. Men mon ikke vi gjorde det. 30 Kn/Kr for voksne og 15 Kn/Kr. for børn. I øvrigt virkede deres kortautomat ikke, den da vi var der.
• Vi ville have foretrukket at have noget kold mad med selv, frem for maden fra restauranten, som nåede at blive kold og ikke så tillokkende.
• Jeg mailede sammen med nationalparken på: marketing@np-risnjak.hr
• Her er en hjemmeside om nationalparken.
• Vi kørte ind til nationalparken fra byen Crni Lug. I byen var der små skilte mod parken. Så det var først da vi var på den lille landevej, at vi blev i tvivl om vejen. Her skal man blot fortsætte ligeud.
• Den artikel, hvor jeg først læste om stedet: A Croatian safari gives you the chance to see bears, deer and wolves in the wild
• Der er også pensionater ved nationalparken, hvis du har mere lyst til det. Tjek deres hjemmeside.

Vi var i Risjnak Nationalpark i Kroatien i juli 2018 og børnene var 6 og 7 år.

Du kan læse om hele vores rundrejse her: Kroatien roadtrip med idyliske øer, flotte middelalderbyer & skønne strande