Vores næste overnatningssted lå kun 30 minutters kørsel fra Trinidad.
Vi skulle bo på en Eco Lodge i Topes de Collantes.
Topes det Collantes er et bjergområde uden for Trinidad og er kendt for smukke vandfald.
På vejen derhen var vi kørt op i bjergene af nogle vilde bjergveje. Hårnålesvingene var meget stejle og bilen kunne kun lige klare det.
Desværre viste GPS’en os en lidt forkert vej. Dennis kørte ned af vejen, som GPS’en sagde. Men det gav et højt bump i bilen, for der var godt nok langt ned fra vejkanten. Og vejen var virkelig hullet. Det var en jordvej med så store huller, som vi aldrig havde set det før. Og vi havde ellers set en del efterhånden på vores vej rundt i Cuba.
Vi kørte et par meter og stoppede så. Nu var vi virkeligheden i tvivl om, om vi ville kunne komme tilbage. Jeg steg ud og gik lidt videre af vejen. Men den blev kun værre. En 4-hjulstrækker ville have svært ved at komme frem. Og vi var i en lille Peugeot 208.
Jeg mødte en mand til hest. Hesten gav noget mere mening som transportmiddel her.
Da jeg kom tilbage, havde Dennis planlagt en rute tilbage til “hovedvejen”, gennem græs og buske. Bilen klarede heldigvis at køre den rute ud.
Så kom rytteren tilbage. Vi spurgte ham om vej, og han pegede, at vi skulle videre op af den vej, vi var drejet fra af. Vi kørte kun 100 meter og så var der et stort fint skilt til vores overnatningssted…
Vores overnatning i “Junglen”
Vi boede nu nærmest ude i junglen. Her var virkelig dejligt. Drengene spurgte bagefter, hvorfor vi kun skulle være der én nat.
Her var en pool, som blev fyldt op af kildevand, der kommer løbende ned fra bjergene. Det betød selvfølgelig også, at vandet var ret koldt. Men drengene var glade alligevel.
Og der var så dejligt roligt. Vi sad ude mellem alle de grønne træer og buske. Det er noget helt andet end inde i byerne. Og der var dejligt svalt her oppe i bjergene. Det var nu heldigt, for der var ikke aircondition på værelserne. Kun vifter.
Da vi ankom kom de med en velkomstdrink til os voksne. Jeg har ingen idé om, hvad der var i, udover rom. I Cuba laver de drinks ved at fylde et glas med isterninger. Så fylder de glasset ¾ med rom, og så farver de drinken lidt med noget sodavand.
Jeg kunne overhovedet ikke drikke det. Og det var så stærkt, at Dennis ikke turde drikke ret meget af det, for vi skulle ud og køre efter dukkerten.
Mens børnene badede færdigt, kom der nogle turister med en guide, kun for at kigge på stedet og deres blomster. De skulle ikke overnatte. Stedet var åbenbart kendt for deres blomster.
Vi samlede en blaffer op på vejen
Så steg vi ind i bilen igen. For vi skulle ud på en vandretur.
For en gangs skyld havde vi ikke noget bagage i bilen. Den plejer ellers at være ret fyldt op, også med en stor taske mellem drengene på bagsædet.
Cubanerne blaffe ofte for at komme rundt, så vi har set mange blaffere på vores vej. Men vi har desværre ikke haft plads i bilen til flere mennesker. Men denne dag, da vi så en kvinde blaffe med en baby på armen, kunne vi tage hende med.
Læs også: Indtryk og skæve oplevelser fra vores første døgn på Cuba
Vi blev helt overraskede over, hvor dårlig fatning hun var i. Vi havde egentlig forventet, at cubanerne var rimelig vant til varmen, men denne dame gispede efter vejret og kunne nærmest kun lige få fremstammet, at det var godt nok varmt i dag… Hendes baby sagde ingenting. Han ammede lidt og var ellers helt passiv. Vi fik hurtigt skruet op for airconditionen, så vi kunne køle dem lidt ned – selvom vi kun skulle køre et par få kilometer, så vi var ikke til så meget hjælp. Hun havde vist været ude og handle planter. Hun havde i hvert fald poser med planter og også lige en halv sodavandsflaske, der blev brugt som en urtepotte. Den gav hun til mig at holde omme på bagsædet, så hun kunne få styr på alle de andre ting.
Hun hjalp os op til et hotel i byen Topes de Collantes, som hun mente måske solgte myggespray. For vi var løbet tør, og var rimelig sikre på, at vi ville blive spist om aften. Damen ville så samtidig sættes af ved hotellet.
Desværre havde hotellet ikke noget myggespray.
Vandretur i junglen til det flotte vandfald Vegas Grande Waterfall
Så kørte vi over til der, hvor Dennis havde fundet ud af, at vi skulle parkere, for at komme på vandreturen.
Vi ville gå til vandfaldet Vegas Grande Waterfall. Og Dennis havde fundet en smutvej til vandfaldet, for ellers ville turen nok blive lidt for lang for børnene.
Det var et lidt mærkeligt sted at skulle starte turen fra. Det var ved et meget faldefærdigt socialt boligbyggeri. Alt lignede noget, der snart kunne falde sammen. Der var en legeplads, som drengene gerne ville prøve (det var den første, vi har set. mens vi var på Cuba). Men rutsjebanen havde et stort hul i toppen, i selve sidde-pladen. Og den sidst halve meter manglede også. Vippen kunne dog bruges.
Lige når du kører ind ved skiltet El currito er der nogle lejlighedsbygninger. Her parkerede vi og gik ned bag den bagerste lejlighedsbygning. Derfra startede der en sti, hvor der var der lavet “trappetrin” af nogle metal-ting.
Vi startede på vandreturen. Det vil sige, først gik vi forkert, og var på vej op til et hus. Stien derop lignende overhovedet ikke noget, der var til beboelse. Men det var det.
Så vi gik lidt tilbage og fandt så den rigtige sti. Dennis havde fundet turen på GPS’en, via MapsMe. Først skulle vi gå af en sort sti, som åbenbart er lig med en meget lille sti. Og så skulle vi møde en hvid sti, som var den officielle sti. Vi prøvede nemlig at spare et par kilometer på den hvide vej, ved at skyde genvej.
Det var noget af en junglesti, vi kom ud på. De første par hundrede meter lå der nogle meget faldefærdige huse. Men der boede folk i dem. De må bære alt ind til deres huse, for det er ikke muligt at få en bil ind på den sti. Måske kan en hest komme igennem.
Stien var så smal, at man kun kunne gå én ad gangen. Nogle steder var der meget stejlt. Og det hele var mudret og stenet. Så man skulle være meget opmærksom, hvor man satte sine fødder.
På et tidspunkt gik drengene forrest. Men der var desværre en mudderpøl, som de gik lige ud i. Så de endte i mudder til op over anklerne. Vi fandt en lidt anden vej i stedet, og der skulle vi heldigvis krydse et vandløb. Så kunne drengene da få al mudderet af deres fødder og sandaler.
Jeg tror, at vi gik omkring en kilometer af denne sti. Men det tog lang tid, for man skulle hele tiden tænke over, hvor man satte fødderne.
Læs også: El Nicho vandfaldene
Så kom vi til den hvide vej. Denne vej var en bred skovsti, som vi kender det i Danmark. Flad og med god plads. Det havde været lidt kedeligt, hvis vi skulle have gået 4 km på den sti. Så det var godt, at vi havde gået af den besværlige genvej. Men vi kunne ikke lade være med at tænke over, hvad der ville ske med den mudrede vej, hvis det begyndte at regne om eftermiddagen, som det plejer at gøre på Cuba i juli.
Turen ind til vandfaldet
Vi kom til et sted med et meget officielt skilt. Her skulle vi betale for at gå ned til vandfaldet. Det kostede 10 CUC (65 kr.) per voksen, og børn var gratis. Der var også en grotte, som man kunne gå ned til, men det var vi nu ikke interesserede i.
Stien blev hurtigere smallere, men var stadig ok. Men efter en pavillon, hvor man kunne holde et hvil, startede nedturen til vandfaldet.
Den var helt vild, og virkelig ikke børnevenlig, som vores overnatningssted ellers havde sagt.
Stien var meget stejl, og bestod af sten, der lå tilfældigt. Stien var vist bare opstået, fordi mange mennesker havde gået der.
Flere steder var der formet trin af sten/klipper. Men ofte var “trinene” højere end drengenes underben. Og det var reelt et livsfarligt sted at falde ned fra. Så det var virkelig om at være opmærksom. Mikkel på 5 år blev selvfølgelig træt undervejs. Og Benjamin tabte sin kasket langt ned i skoven, så Dennis måtte på en detour. Men ned kom vi.
Hele turen fra bilen havde taget 1 time og 45 minutter.
Mens Dennis og drengene ventede på, at jeg også nåede ned af den stejle sti, fik de øje på en slange…
En svømmetur i vandfaldet
Da vi kom frem til vandfaldet, var det bestemt strabadserne værd. Der var rigtig flot ved vandfaldet!
Der var nogle andre mennesker. Men kun 6-7 stykker ud over os.
Vi kom i badetøjet og skulle i vandet. Men det var selvfølgelig pivkoldt…
Dennis og Mikkel hoppede i, og svømmede ned til vandfaldet. Benjamin og jeg havde lidt sværere ved det, så vi kiggede det lige lidt an først.
Våde, glatte klipper i iskoldt vand er ikke lige min kop te.
Dennis kom tilbage og svømmede en tur med Benjamin.
Og så fik Dennis mig i vandet.
Der kom en sød hollandsk dame og tog et billede af os, nu vi nærmest alle var i vandet… Benjamin sad godt nok på kanten, men han havde jo trods alt været i tidligere.
Nu var det min tur til at skulle over til vandfaldet sammen med Dennis. Vi fik Mikkel op på land. Han sad pænt stille og kiggede, mens Dennis og jeg svømmede ned til vandfaldet. Og han havde jo også badevinger på. Så det kunne ikke gå helt galt, hvis han faldt i.
Men den hollandsk dame stillede sig nu alligevel ved siden af ham, mens vi ”uansvarlige” forældre svømmede fra ham 😉
Benjamin var forsvundet langt væk fra kanten, for han havde fundet et lille sted med solskin, hvor han sad og fik varmen.
Jeg holdt fast i Dennis, og så svømmede han os gennem vandfaldet. Det var meget grænseoverskridende for mig! Jeg har det virkelig ikke godt med vand. Og da slet ikke, når det bliver ved (uendeligt længe, føltes det som) med at bruse ned i hovedet på én.
Tilbageturen
Da vi kom op af vandet, lå hele søen i skyggen. Og vi havde jo også en længere gåtur tilbage. Så vi skiftede til vores tørre tøj, og tog den første lille etape op ad stien. Her var et udsigtssted, hvor vi spiste nogle snacks.
Og så begyndte den virkelige opstigning.
Det var selvfølgelig hårdt. Men det var faktisk ikke så slemt, som vi havde frygtet. For det virkede slet ikke så farligt at gå op ad “trinene”, som det havde gjort at gå nedad.
Læs også: Planlægning af en rundrejse med børn i Cuba
Mikkel blev træt i benene, men det er vel også forventeligt, når man skal gå op ad knæhøje trin.
Undervejs på vores ferie, har Dennis læst en bog om Danmarks historien. Så han underholdte Mikkel med en masse historier om krige og soldater. Så gik det hele fint.
Vi kom fint hen til der, hvor vores “junglesti” startede igen, og turen igennem stien gik også fint.
Vi mødte flere lokale, der også gik på stien. Faktisk et 3-mands orkester, der gik med deres instrumenter. Så det er en helt normal sti at bruge, for at komme frem og tilbage her. For os danskere var det en ret vild sti at gå på!
Men tilbageturen tog os dog kun 1 time og et kvarter.
Aftensmad med strømsvigt
Godt møre tog vi tilbage til vores overnatningssted. Dennis og drengene hoppede straks i poolen.
Vores værelser var meget spartanske. Der var en seng og en hylde med et spejl. Og så havde vi toilet og bad på gangen. Vi havde som sædvanligt 2 værelser. Så Benjamin og jeg delte værelse. Og Mikkel og Dennis delte værelse.
Til aftensmaden var vi en del mennesker. Der var en familie på 6 personer og så var der 2 par. Så der må kunne bo en del her. Alle andre casa’er vi har været på, har vi været alene.
Mens vi ventede på maden gik strømmen. Men det var de vist vant til, for der var straks én, der tog en motorcykel og kørte efter benzin. Og da han kom tilbage, fik de startet en generator, som så kørte i nogle timer.
Vi kunne vælge mellem kylling og fisk til aftensmad. Vi havde valgt kylling.
Først fik vi en sort bønnesuppe. Den var fin.
Så fik vi en tallerken hver med grøntsager. Der var bl.a. noget salat, der brændte på tungen, som om der var chili på det. Men det så ikke ud til, at de havde puttet noget på. Sådan noget salat har jeg aldrig smagt før.
Så fik vi kylling med noget tilbehør. Det smagte alt sammen fint.
Vi fik også en dessert. Det var en form for gult syltetøj, med revet ost ovenpå. Det smagte bestemt ikke særlig godt!
Vi gik hurtigt i seng efter maden, for vi var godt trætte.
Vi havde egentlig frygtet at blive spist af myg herude i “junglen”. Og vi var jo løbet tør for myggespray. Så vi havde taget lange bukser og bluser på. Men vi så nu ikke ret mange myg.
Der var virkelig dejligt og fredfyldt på dette casa. Og denne dag var en af vores bedste oplevelser på hele turen rundt i Cuba.
Lidt om selve overnatningen
Stedet hedder Casa Ecoalojamiento El Manantial.
Udover at være et lækkert, fredfyldt sted på kanten af junglen, er det også et sjovt sted, fordi næsten alt er bygget af træ og selvfølgelig hjemmelavet. Så der kunne gå helt sport i at gå rundt og se, hvordan de havde løst de forskellige ting i huset. Ophængssnoren til et spejl bestod af en gren. Og låget på toilettets cisterne var lavet af en træ plade. Ja, når du skulle trække ud i toilettet, var knappen til at hive i faktisk også en pind.
Det gav virkelig stedet personlighed. Og det giver jo rigtig god mening, når man er i et land, der har svært ved at skaffe reservedele.
Vi boede i stueetagen, hvor værelserne var lidt mørke. De havde vinduer ud til terrassen, hvor man sidder og spiser. Og vores badeværelse (som kun vores 2 værelser delte), lå lige ved siden af køkkenet, så mange går forbi her. Omgivelserne opvejer fuldt ud alt dette, så vi vil til hver en tid anbefale stedet.
Dette link hos Booking.com viser mest billeder af værelserne på 1. sal. Vi har ikke selv set de værelser. Men ud fra billederne ser de noget lysere ud, og de har vist egen terrasse med en hængekøje. Så dem ville vi nok vælge en anden gang. Desværre kan man ikke få lov til at booke igennem Booking.com.
De er på Facebook, så man kan jo prøve at skrive til dem derigennem.
Vi havde booket overnatningen gennem BBinnvinales.
Vi var i Cuba i juli 2017. Børnene var 5 og 6 år.
Før vi kom til Topes det Collantes, var vi i Trinidad.
Du kan læse mere om vores rundrejse her: En rundrejse i Cuba med bountystrande, farverige byer & søde mennesker
