En skiferie er bestemt ikke den billigste form for ferie. Der er især 2 ting, der gør ferien dyr. Det ene er, at langt de fleste tager afsted i de samme 2-3 uger, hvilket betyder at priserne på hytter/hotelværelser stiger voldsomt i de store vinterferieuger. Det andet er, at man skal bruge en masse udstyr som varmt tøj, ski og pistekort.
Vi gjorde som “alle andre” og tog på skiferie i Sverige i uge 7. Her kan I læse vores rejsebudget for skiferien.
Vi var afsted i 7 dage i uge 7 og vi var 4 voksne og 2 børn.
Her er en hurtig oversigt over, hvad vi brugte på skiferien. Så går vi lidt mere i detaljer bagefter.
Hytte til 6-8 personer søndag-søndag: 16.688 kr
Skileje 6 personer (inkl. rabat): 2.974
Skipass 6 personer (inkl. rabat): 7.824
Skiskole 2 børn og privattimer i 3 timer: 2.803
Restauranter, supermarkeder og andet små forbrug: 218 kr pr person pr dag
Total pris for en uges skiferie i Sverige (uden transport dertil): 39.422 kr
Transport til skiferien
Vi har valgt, ikke tage udgiften til transport med, for den kan være meget forskellig alt efter, hvordan du vælger at rejse. Det kan jo både være med bil, tog, bus eller fly.
Du kan læse om vores overvejelser om transport her: Hvordan planlægger man en god skiferie, første gang børnene skal på ski?
Vi kørte i 2 biler – en stor og en lille. Så benzinforbruget var vidt forskelligt for bilerne. Hvilket er endnu en grund til at vi ikke synes, at det giver så meget mening, at fortælle hvad det koster at køre på skiferie.
Du ved jo bedst selv hvor mange kilometer din bil kører på literen. Så er det at gange med literprisen og antal kilometer til destinationen. Men husk også at indregne færger og/eller broafgifter.
Hytten
Vi valgte at bo i en hytte, så hele familien kunne være sammen hele tiden. Når man, som os, er 6 personer sammen, ville vi formentlig blive delt over flere værelser, hvis vi var på et hotel. Derfor ville vi helst i en hytte.
Samtidig synes vi også, at der er noget hyggeligt over at sidde omkring spisebordet i skiundertøj efter en lang og god dag udenfor. I stedet for at skulle sidde på en restaurant.
Vi lejede en hytte, der var i gåafstand til skilifterne og restauranter m.v. Der var 400 meter over en bakke.
Men her er en forskel, vi ikke var opmærksom på. For gåafstand er bare ikke det samme, når man skal hjem med trætte børn efter en hel dag på ski. Så ja, vi kunne sagtens gå hen til skiområdet, når vi var friske. Men sidst på dagen kunne vi godt blive fristet af bilen, der holdt lige uden for døren. Vi voksne kunne sagtens gå hjem. Men børnene bliver altså trætte efter en dag på ski og skiskole. Og der er jo masser af udstyr, der også skal med hjem.
Læs også: Sälen, den perfekte destination til en skiferie i Sverige med børn
Så vi vil anbefale, at enten skal du bo “på pisterne”, som der også tit er mulighed for. Og ellers tænke over alternativer. Som f.eks. at have en kælk med, som børnene kan trækkes på. Eller tage bilen alligevel, selvom der er kort distance. Eller måske spare lidt penge, og leje en hytte længere væk – i erkendelse af, at I alligevel kommer til at bruge bilen.
Når alt det er sagt, så gik vi jo også tit frem og tilbage til supermarked, pizzaria eller svømmehal. Og der var det en ok distance. Det er når børnene er trætte og skal slæbe skiudstyr, at der bliver langt.
I øvrigt er Sälen et så stort område, så vi tit måtte køre, når vi skulle til de andre dele af Sälen.
Vi ville elske, hvis vi her kunne fortælle hvordan du laver en billig skiferie. Men vi bestilte først ferien i november. Og det er åbenbart alt for sent at bestille en skiferie, så langt de fleste hytter var allerede optaget. Så hvis skiferien skal være billig, må rådet være: vær ude i god tid. Eller lad være med at rejse på skiferie i uge 7 eller uge 8.
Skileje og skipass
Vi lejede ski og købte skipass i november. Det gav os en earlybird rabat. Især på ski-lejen. Vi bestilte gennem Skistar. Så det kan godt betale sig at holde øje med de forskellige steders tilbud.
Læs også: Vores første skiferie med børn – i dejlige Sverige. Det var en succes
Vi bestilte skipass med adgang til Eventyrbadet (byens svømmehal m.v.). Men faktisk fik vi ikke brugt Eventyrbadet så meget, som vi havde regnet med. Børnene var helt vilde med at stå på ski, så vi fik ikke brug for andre aktiviteter til at holde dem beskæftiget med. Vi var i Eventyrbadet 2 gange. Og det var et godt sted. Men havde vi ikke betalt for det på forhånd, havde vi måske valgt at bowle eller noget helt 3. den ene af gangene.
Prisen var markant højere for Benjamin i forhold til Mikkel. For Benjamin nåede lige at fylde 7 år måneden inden.
Skiskole og privatundervisning
Børnene var på skiskole i 1 time og 15 min i 5 dage. Selvom det ikke var ret lang tid hver dag, så lærte de virkelig meget af det. De var også kun 4 på holdet, så der var tid til alle børn. Den kostede 757 kr. for hver af dem. Vi kan virkelig godt anbefale at sætte børn på skiskole, hvis de er afsted for første gang.
Jeg startede med at have 3 timers privat undervisning. Det kostede 1.289 kr. Jeg valgte mest privat undervisningen, fordi skiskolen for voksne på mit niveau var udsolgt. For prisen på privatundervisning synes jeg var lidt afskrækkende.
Men jeg fik virkelig meget ud af undervisningen. Når du har én lærer, der kun koncentrerer sig om dig, så får man meget mere ud af det. Han kan følge dit niveau og tage dig hen til sværere pister, når du er klar til det. Og han skal kun holde øje med dig, så han ser jo alle fejl og kan rette op på dem med det samme.
Restauranter, supermarkeder og andet småforbrug
Vi spiste frokost på restaurant/café hver dag. Og så spiste vi hjemme om aftenen, som vi handlede ind til i det lokale supermarked. Og så købte vi en del varm kakao og vafler og sådan på pisterne.
Men udover det brugte vi stort set ikke penge på andet. Vi havde allerede betalt for svømmehallen igennem vores pistekort. Vi så nogle shows med Valle, men de var gratis. Og ellers var vi jo hjemme i hytten og hygge med spil, sauna o.s.v.
Så når de store poster til hytte, pistekort og ski er betalt, så er man kommet igennem de dyre ting – altså hvis har det tøj, man skal bruge.
Læs også: Pakkeliste til en skiferie med børn
Vi var i Sälen i februar 2018