Portsmouth og Southsea er et fantastisk familiested

Dette indlæg er blevet ret LANGT. Så lad mig først give dig et summary; Portsmouth er en rigtig hyggelig strandby, som absolut er et godt sted for en forlænget weekend eller en sommerferie. Der er masser af ting at tage sig til! Om I er en familie med små børn, teenagere eller blot kulturelt interesserede voksne – der samtidig gerne vil have lidt badeferie stemning.

 

I juni var vi på en dejlig familieferie i Portsmouth. Dennis har en kusine, der bor i Portsmouth, og vi skulle besøge hende og hendes familie.

Det er ret nemt at komme til Portsmouth. Du skal flyve til London, Gatwick. Så går toget lige fra lufthavnen til Portmouth/Southsea. Togturen tager omkring 2 timer.

Jeg havde ikke sat mig så meget ind i, hvad der er i Portsmouth, for vi skulle jo mest bare hygge og være sammen. Vi var 9, der rejste fra Danmark til Portsmouth. Og vi var så heldige, at kusinen har en lejlighed lige ned til stranden, som hun lejer ud. Så vi boede på første parket.

Portsmouth ligger i det sydlige England, lige ned til Den engelske kanal. Og det forstår de at udnytte. Ned til stranden er der en lang bred strandpromenade. Mærkeligt nok er den ikke overfyldt med cafe’er, butikker eller beboelse, som vi nok ville i Danmark. Tværtimod er der en følelse af god plads, hvor børnene cykler på deres løbecykler langs mønsteret i promenaden, mens andre går og spiser is. For is-sælgere er der selvfølgelig. Selve stranden er også fin og bred. Det er dog en stenstrand, så husk badesko!

Egentlig er det jo området Southsea jeg beskriver. Southsea blev lavet som et resort-område i 1900 tallet. Men det er i dag groet sammen med resten af Portsmouth.

DSC_1855

Vi boede lige ud til den ikoniske hvide træmole South Parade Pier. Disse gamle engelske træmoler er så charmerende! Desværre var denne mole pakket ind, fordi den var under renovering. Normalt bruges den til spille haller og tivoliland om sommeren.

Der er mange ting at lave i Portsmouth, og jeg vil her beskrive dem, som jeg er stødt på. Jeg giver ikke præcise adresser, men jeg vil mene, at det er nemt at følge på Google maps ud fra mine beskrivelser. Og jeg linker til stedernes hjemmeside, når jeg har kunnet finde en sådan.

Lad mig tage dig en tur ned af promenaden, for der er mange ting at lave, når du besøger Portsmouth. Vi kan starte med at gå mod øst fra molen, som var der, hvor min verden startede, da jeg var der.

DSC_1832Efter at have passeret et par is-sælgere og en cafe, møder du Canoe Lake, som ligger på den anden side af vejen fra stranden. I søen er der svane-cykler, som I kan ”sejle” rundt i. Der er også en god legeplads. Og bagved legepladsen er der en ”splash zone”, hvor der på sommerdage er et lille soppe område som børnene kan lege i.  Ved siden af dette ligger Southsea model village. Som navnet siger, er det en modelby bebygget med miniature huse. Vi så dog kun disse og de følgende ting udefra på en aftengåtur. Så jeg skal ikke kunne sige, om de er et besøg værd. Men jeg er lidt ærgerlig over, at vi ikke nåede at se det. Og mon ikke, at vi skal tilbage og besøge Tanja – så er det jo godt at have noget at se frem til 🙂 Bag modelbyen ligger Cumberland House Natural History Museum, som skulle være et museum over det lokale dyreliv. Ved siden af modelbyen ligger The Rose Gardens. Tænk, at jeg ikke nåede at se den engelsk rosegarden! Alene det, er jo nok for mig til at komme tilbage.

Du kan læse mere om Canoe Lake området her. Det er et hyggeligt sted, hvis du har mindre børn.

Så kan vi gå vest for molen. Noget af det første man møder er strandens livreddere. Så det må være et godt sted at bade fra.

Lidt længere nede af promenaden – eller Esplanaden, som den hedder – ligger Pyramids centre. Det er en idrætshal og svømmehal. Igen var jeg overrasket over den overflod af plads de har ned til en strand, når man vælger at lægge en svømmehal lige ned til stranden. Men måske det i virkeligheden siger noget om vejret og om hvor få dage, man egentlig har lyst til at bruge stranden. Ifølge mitrejsevejr.dk, minder vejret meget om det danske. Dog med lidt mindre regn om sommeren.

Vi var skam ude og bade. Eller, det vil sige, at Dennis og drengene var i vandet. Men Dennis var kun i nogle få minutter, og drengene nåede aldrig længere end til at soppe og kaste med sten i vandkanten. For selvom vi egentlig havde pæne nok temperaturer for midt juni, så blæste det koldt.

DSC_1870_1

Lige efter pyramiden skiller promenaden sig – eller der ligger en meget stor bakke i vejen for promenaden. Man kan så vælge at følge promenaden venstre om, hvor den dog indsnævrer sig. Eller man kan følge stierne op på bakken. Det gjorde vi, og det giver jo lidt udsigt at komme deropad. Stien oppe på bakken går over til Southsea castle. Det er ikke noget stort slot, så der er ikke så meget at se. Men det er gratis at komme ind på grunden, og når man går op på øverste niveau er der en del kanoner til udstilling. Der kan man lege englænderne mod franskmændene 🙂 . Så vi var forbi slottet flere gange. Den 3. gang vi var der, havde de hejst et sørøverflag. Nu syntes de åbenbart, at vi skulle lege sørøvere i stedet. I gården ligger der en lille cafe med udendørs servering. Den ser hyggelig ud – men det kan godt ske, at man må finde sig i lidt larm fra legede sørøvere  over ens hoved, mens man sidder der 🙂 Southsea Castle’s hjemmeside

D-Day museet

Fra slottet kan du vælge at gå væk fra vandet, ind mod land. Så rammer du D-day museet. For Portsmouth ligger jo i et område med meget historie, så selvfølgelig er der også et D-day museum. Vi snakkede meget om, at tage derhen, men kom ikke rigtig til det.

Det vil sige; på den sidste eftermiddag sad jeg og bladrede i nogle brochurer og faldt over, at D-day museet har et ”Overlord Embroidery”. Og da jeg er ret interesseret i håndarbejde, var min nysgerrighed straks vakt. Så jeg fik hurtigt pakket sammen og skyndte mig derhen. Og det er et vildt imponerende broderi, de har. Det er hele D-dags invasionens historie fortalt på broderede paneler. Hvert panel er 2,4 m bredt og 0,9 m højt. Det har taget 5 år for 24 personer at lave det, og det har en total længde på 83 m. Jeg var absolut glad for, at jeg nåede at se det.

Jeg kom 45 min før museet lukkede, så jeg kunne kun nå at se afdelingen med broderiet. Derfor har jeg stadig ikke set selve D-day museet. Jeg kiggede lige hurtigt ind i det første rum. Det bestod af en flot udstilling og en masse tekst. På den lidt gammeldags facon. Jeg har hørt fra flere, at det skulle være meget interessant. Jeg er lidt mere i tvivl, om det er noget for børn. Du kan læse om museet her.

DSC_1791

Skråt bag museet ligger en tennis klub. Men der er nu ikke så mange tennisbaner. Til gengæld er der et lagoon soppebassin til mindre børn. Børnene elskede at lege der. Det var mest mødre med børn i 1-2 års alderen, der var der. Så der kom gang i den, da vi kom med vores drenge på 3-6 år. Hvis du kigger på google maps efter stedet, så søg efter Watkins & Faux. Det er en café, der ligger lige bag området med soppebassinet. Cafe’en er absolut børnevenlig. Der er ikke meget tennisklub over den.

Hvis man går ud af cafe’ens bagdør, er der en have man kan spise cafe’ens mad i. Og lige bag cafe’en er der en minigolf bane. Den har dog set bedre dage. Vi hyggede os med at spille der, men til sidst blev jeg simpelthen for træt af, at banerne var så skæve, at man aldrig kunne få bolden til at ligge stille, hvis man skulle ligge den et sted på banen.

Forsætter man af stien fra cafe’en forbi minigolfen, kommer man igennem en mindre park. Parken hedder Southsea Common. Selve parken er vist egentlig forholdsvis lang, men smal. Stien ender ved vejen Clarence  Parade. Er du til shopping, så gå lidt til højre ad vejen, og så til venstre ad Palmerston Rd. Her ligger der restauranter, og længere nede ad gaden bliver den til gågade med butikker.

 

20160610_162451_1

Spinnaker Tower

En dag tog vi bussen over til havne-delen af Portsmouth. Jeg vil lige starte med at fortælle om en ting, som vi ikke besøgte; Spinnaker Tower. Det er et udsigts-tårn, der åbnede i 2005. Det er stort, og går du rundt i Portsmouth kan du ikke undgå at se det. Der er en udsigts-platform og cafe på toppen. Og når jeg nu sidder og læser om det, kan jeg se, at man kan få afternoon tea på cafe’en ”in the clouds”. Afternoon tea er en af mine ynglings beskæftigelser, når jeg her i England. Jeg synes, at det er så hyggeligt. Og ligesom med brunch, er det tit et måltid, man sidder længe og snakker over. Spinnaker Tower

Spinnaker Tower ligger ved Gunwharf Quays, som er et lille designer outlet shopping center. Men de har samtidig også hyggelige cafe’er ned til havnen, med den fede havne stemning, som jeg ellers synes, at de ikke er så gode til at udnytte. Gunwharf Quays

Her er også en miniport, altså en mini havn, hvor der er nogle minibåde, som man kan sejle i med børnene. Miniport

Portsmouth Historical Dockyard

Kort fra Gunwharf Quays ligger Portsmouth Historical Dockyard. Der var virkelig meget at se og lave, så vi kunne sagtens have brugt en hel dag der. Det er restaurerede skibe og et action center, som minder lidt om Experimentariet i Danmark. Der er desuden nogle museer med i prisen, som ikke ligger på området. Man kan købe single billetter til at se én ting. Men man kan også købe en ”All attraction ticket”. Og vil du bare se 2 af deres hovedattraktioner, så kan det godt betale sig. Man kan også købe familie billetter, som også kan betale sig. Og når jeg sidder og kigger nu, så er billetterne markant billigere, hvis man køber dem hjemmefra på nettet. Så det er værd at sætte sig ind i, før I tager afsted, for det er ikke det billigste sted at tage hen. Du kan kigge på det her.

DSC_1806

Vi så HMS Warrior 1860. Det er et krigs-træskib, som de har restaureret rigtig flot. At dømme efter billetprisen, er det også en af hovedattraktionerne. Man kunne gå rundt på mange etager af skibet, og se alt lige fra kaptajnens kahyt til kulrummet, hvor der har stået nogle stakkels mennesker og haft det ulideligt varmt, imens de kunne høre kanonerne skyde og håbe, at skibet ikke blev ramt, for der var da ikke nogen vej ud for dem. Drengene var også meget fascineret af det. Der var jo våben overalt. Lange rækker af geværer, og kanonkugler langs paneler hvert eneste sted, hvor der var blot den mindste plads til dem.

Bagefter gik vi til action centeret. Der var ikke mange mennesker, da vi kom, så vi kunne bruge lige så lang tid vi ville på deres høje klatrevæg. Centeret havde mange aktiviteter, som man kunne prøve kræfter med. Men det er et Naval action center. Så det overordnede tema er at træne sig til at komme i deres navy. Og det skal man lige huske at tænke over. Først prøvede vi som sagt en klatrevæg, og en Ninja force course, hvor man træne til at være ninja (og i virkeligheden er det en slags ”jorden er giftig”). Og der var også nogle andre balance/klatre aktiviteter. Til sidst endte vi, hvor man kunne lege, at man fløj helikopter, hvilket drengene også var vilde med. Men flere af stederne kunne man også træne sig i at skyde. Og det var altså næsten for meget for mig at stå og kigge på mine små drenge med automatiske våben, hvor de står og prøver at skyde biler og fly ned…Men de har også laser quest og en helikopter simulator, så der er virkelig mange gode ting. Man skal bare tænke over, hvornår man synes, at det er nok.

 

Hvis du i stedet forsætter på promenaden efter slottet og d-day museet, møder du Blue Reef Aquarium. Der var vi ikke henne. Vi kunne jo ikke nå det hele. Men det ser ud til at være et fint sted. Du kan læse om det her. De reklamerer med at det er en ”Perfect family activity especially on a wet day!” Tja, så er vi tilbage til det med det engelske og danske vejr.

Længere nede ad promenaden finder du Clarence Pier, som er et tivoli land.

Ved Clarence Pier ligger også Southsea Hoverport. Her sejler hover-færgen til Isle of Wight. En hover-færge, er en færge der sejler på en luftpude, eller skørt, om du vil, som der konstant blæses luft igennem, for at holde den oppustet.

Isle of Wight er en ø tæt på Portsmouth. Vi har ikke været der, men har hørt meget godt fra folk, der har været der. Hvis I har lidt længere tid, så vil det være en rigtig god ferie kombination, at være i Portsmouth og så tage et par dage på Isle of Wight. Du kan læse om Isle of Wight her.

Der er flere muligheder for at komme til Isle of Wight. En hurtig søgning viser ihvertfald følgende 2 færger; (Jeg vil ikke udelukke, at der er flere.)

Hovertravel

Wightlink

Man kan også sejle fra Portsmouth til Frankrig på 3 timer. Så det kunne også være en mulighed at forsætte sin ferie i Frankrig. Der har jeg fundet denne hjemmeside.

Som sagt er der rigtig mange ting at lave i Portsmouth. Også flere ting, jeg ikke har nævnt her. Men du kan læse mere her.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *