Når man er i Oman, skal man selvfølgelig også ud og prøve at sove i ørkenen og se alle stjernerne.
Faktisk var køreturen til og fra campen en lige så stor del af oplevelsen. For vi havde lejet en 4-hjulstrækker og skulle selv køre ud igennem ørkenlandskabet.
Forberedelser til køreturen
Vi havde bestilt en overnatning hjemmefra på en camp i Wahiba Sands ørkenen. Lejren henter gerne kunderne, hvis man ikke selv har mulighed for køre ind til campen i ørkenen. Men vi havde besluttet os for selv at køre. Og derfor havde vi også valgt at leje en 4-hjulstrækker, da vi lejede bil (se til sidst i indlægget omkring billeje og forsikring).
Ifølge campens kørselsvejledning, var det en god idé at stoppe ved Shell tanken i Birkat, for man skal tage luft ud af sine dæk, før man kører ud i sandet. På den måde får dækkene bedre fat.
Vejledningen sagde, at vi skulle have 1,8 i dækkene, og Shell tanken havde fine luftstandere, som vi kender dem fra Danmark. Så vi vil mene, at de fleste selv vil kunne finde ud af det. Men man kan også købe sig til hjælp på tanken, hvis man hellere vil det.
Husk at lægge mærke til, hvad der er i dækkene, før du tømmer dem. Det skal du bruge, når du kører ud af ørkenen og igen skal have luft i.
Jeg var godt nok lidt nervøs over, hvad det var vi var på vej ud i…
- Kunne vi finde vej? Vi havde printet en kørselsvejledning fra campens hjemmeside. Men det var en tegnet version, som vi ikke var sikre på, var helt præcis.
- Ville vi komme til at køre fast? Hvordan skulle vi så komme fri?
- Hvor ofte mon der kører andre på den strækning, der ville kunne hjælpe os fri?
- Var det overhovedet forsvarligt at køre med 2 mindre børn i denne middagshede på sådan en tur? For ja, selvfølgelig havde vi aircondition. Men på et eller andet tidspunkt løber man jo tør for benzin.
To ting, var vi dog helt sikre på;
1) Telefon og gps signal rækker ikke der, så der er ikke noget hjælp at hente.
2) Vi havde rigeligt med vand. For da vi kørte fra Muscat havde vi købt vand til hele ferien, så vi ikke hele tiden skulle finde supermarkeder. Så vi ville ikke komme til at gå ned på vand. Og vi fyldte selvfølgelig også benzintanken helt.
Guide eller ikke guide…
På tankstationen mødte vi en guide, der gerne ville køre foran os, og vise os vej til campen. Han skulle bare lige have 20 OMR (360 kr.) for det. Det er det samme som campen skal have for at køre folk ind til campen.
Jeg var klar til at sige ja. Men Dennis havde glædet sig til at prøve at køre derind selv. Og vi havde jo betalt for en lidt dyr 4-hjulstrækker, så det var dumt at betale for en guide oveni. Så kunne vi lige så godt have lejet en almindelig bil. Og samtidig var vi ret overbeviste om, at ham guiden var lidt en plattenslager, som man jo tit ser ved turist ting.
Vi gik ind og spiste frokost på en lille restaurant, mens vi tænkte os om.
Der havde de ispinde. Det var første gang vi havde set det på turen. Så dem måtte vi da selvfølgelig også have.
Der sad også et selskab, der helt tydeligt skulle ind til campen. Det var jo dejligt betryggende – Men de nåede at køre, før vi var færdige med at spise. Øv, så ville de jo ikke kunne opdage, hvis vi kørte fast.
Alligevel besluttede vi os for at sige nej til guiden.
Mens vi bagefter stod og tankede benzin, kom guiden hen til Dennis igen. Der sagde guiden “Helt ærligt, så er jeres bil meget lav! I kommer nemt til at køre fast. Og I har børn med!”
Vi kørte i en Mitsubishi Outlander. Og når man så er omgivet af Toyota Landcruisere med kæmpe dæk, ja, så er en Outlander meget lav (i hvert fald den vi kørte i).
Nu kunne vi ikke længere modstå presset fra guiden. Så Dennis sagde, at hvis jeg kunne få guiden ned i pris, så gjorde vi det. Jeg fik guiden ned på 15 OMR, og så satte jeg mig beroliget ind i bilen, og turen startede.
Køreturen ud til ørkencampen i Wahiba Sands
Da vi nåede til der, hvor asfalten blev afløst af sand, mødtes vi med en anden guide, som åbenbart var ham, vi skulle følges med. De tog luften ud af vores dæk (men glemte dog det ene, opdagede vi senere). Den første guide sagde, at turen kostede 15 OMR. Men hvis vi syntes, at chaufføren var en god guide, kunne vi give ham 20 OMR.
Og så kørte vi. Vi var ret spændte på det hele. Dennis sagde, at det var lige som at køre i sne.
Guiden kørte 60 km/t, men det var lidt for hurtigt for os.
Først var der et pænt, præpareret spor i sandet, som vi fulgte et langt stykke.
Vi glemte desværre at følge kørselsvejledningen fra campen, så jeg ved ikke, om kortet var godt.
På et tidspunkt standsede guiden og sagde, at nu skulle vi sætte 4-hjulstrækket på og give den gas op ad bakken. Det var en meget stejl bakke fyldt med løst sand. Men Dennis kørte til og vi kom fint op. Det var alligevel lidt nervepirrende lige der.
Da vi var kommet op, kørte vores guide rundt og svingede op og ned ad de små bakker. Men vi fulgte nu bare sporet.
Pludselig stoppede han og sagde, at nu var resten af vejen nem, så han ville vende om, og at der kun var 8 km til lejren. Det syntes vi var lidt mærkeligt.
Vi betalte ham de 15 OMR, men han ville have mere, for han havde jo været en god guide… Dennis gav ham 2 OMR mere, men ville så ikke give mere, for en aftale er jo en aftale. Guiden blev ved og ved, rigtig længe. Men det gjorde Dennis også. Og til sidst gav guiden op og kørte.
Da vi senere stoppede og læste et stort skilt, vi mødte, stod der, at man skulle sørge for at se id på sin chauffør. At de var fra lejren. Så det var fordi, han ikke måtte køre derhen, at han pludselig var vendt om.
Resten af turen var tydeligt afmærket med skilte, så vi var ikke i tvivl om ruten.
Lige på nær det ene sted hvor vi kørte op, havde vi ikke haft behov for guiden. Det kunne vi sagtens have klaret selv. Der er ingen tvivl om, at de var nogle plattenslagere, og vi var nemme ofre med små børn og en nervøs mor.
Men jeg var nu glad for trygheden i, at vi havde guiden med. Og det er jo også nogle penge værd.
1000 Nights Camp
Vi havde bestilt en overnatning på 1000 Nights Camp*. Der findes en del turist lejre i Wahiba Sands ørkenen. Nogle camps er meget basale og minder jo nok mest om, hvordan beduinerne bor. Andre er virkelig luksuriøse.
Vi havde valgt 1000 Nights Camp, fordi den virkede til at være sådan midt imellem. Vi boede i et “Sheikh telt”, som var i den lidt billige ende af lejrens overnatningsmuligheder. Til teltet er der muret et lille rum til, hvor der er eget toilet og bad. Der er ikke noget loft på badet, så man bader under himlen (og stjernerne, hvis man bader sent nok).
Men der er ingen aircondition i disse telte. Så da vi ankom, var det ulideligt at komme ind i teltet. Vi skyndte os at få åbnet “vinduerne”, så der kunne komme gennemtræk, og så hoppede vi ellers i badetøjet. For der var endnu en grund til, at vi havde valgt denne camp. De har en swimmingpool.
Det var lidt vildt at ligge i en dejlig pool og kigge ud over sandklitterne. Og drengene elskede det, efter at have siddet i en bil i en del timer.
Aftensmad og morgenmad var med i overnatningen. Og det var virkelig god mad, vi fik! Og det var jo dejligt, når man er ude i en ørkenlejr, og der ikke er andre steder at gå hen og spise. Deres mad ligger i vores top 1-2 stykker over, hvor vi fik bedst mad på turen (vi er nemlig ikke helt enige om, hvad der var bedst. Jeg syntes, at denne camp var det absolut bedste på turen).
Der var også mulighed for at ride på kameler i lejren. Men poolen trak for meget, så drengene var ikke imponeret over kamelerne. De ville meget hellere i poolen.
Faktisk er det dromedarer de har i Oman. Men omanerne kalder dem for kameler. Da vi kørte fra lejren næste dag, gik der 2 kameler frit rundt uden for lejren. Jeg tænker, at det var dem, man tidligere på dagen kunne ride på. Vi danskere er jo ikke helt vant til, at så store dyr bare går frit rundt. De skaber nu i øvrigt også lidt problemer på vejene. Man ser tit skilte med, at der kan komme kameler på vejen (altså når du er på motorvejen…). Jeg helst ikke møde en kamel i høj fart. Vi så også politiet bruge deres tid på at prøve at skramme kamelerne væk fra vejen – imens folk kørte i alt for høj fart forbi politiet.
Solnedgangen
Solen gik ned kl. 17. Så vi fik lokket børnene med op på toppen af en sanddune / sand klitte. Det var noget af en tur op, for sanddunes var virkelig stejle. Og man går jo ikke på fast grund, men synker hele tiden lidt ned i sandet. Et sted, var der lige frem sat et reb op, så man kunne hive sig op ved hjælp af det.
Oppe på toppen var der en flot udsigt.
Men samtidig er landskabet også, som jeg kender det så godt fra Grønland; Hver gang man kommer op på en top, ser man en ny top/bakke, og tænker, “hvis jeg bare lige går derop, så er jeg helt oppe”. Men man kommer aldrig op et sted, hvor man føler, at nu er jeg allerøverst. For alle sanddunes er jo i virkeligheden nogenlunde lige høje.
Børnene syntes, at det var fantastisk at lege i den “kæmpe store sandkasse”, mens vi ventede på at solen skulle gå ned. Og de trillede ned glade ned ad bakkerne. Behøver jeg sige, at de havde sand overalt, da vi kom tilbage 🙂
Lige så snart, at solen begyndte at gå ned, så skiftede vejret. Pludselige begyndte det at blæse op. Og det er ikke ret sjovt at stå i en kæmpe sandkasse, når det blæser, skulle jeg lige hilse og sige. Så vi nød lige det sidste af den flotte udsigt, og så skyndte vi os ellers ned, lige så hurtigt som vi kunne.
Stjernehimmelen
Jeg gad godt kunne fortælle en hel masse om, hvor flot stjernehimlen er i ørkenen. Det skulle jo virkelig være helt fantastisk, for derude er der jo intet lys til at genere. Men vi var der lige omkring, da der var fuldmåne. Så månen lyste lidt for godt op.
Selvfølgelig var det rigtig flot alligevel! Og der var mange stjerner alligevel.
Men når man har nogle store forventninger, er det jo nemt at blive skuffet. Og det blev jeg nok lidt her.
I øvrigt skulle solopgangen også være fantastisk flot. Men det sov vi altså fra.
Køreturen ud af ørkenen
På dette tidspunkt at ferien var vi lidt brugte. Så vi sov lidt længe og brugte bare formiddagen på at hygge os og være i poolen. Vores næste planer var alligevel først kl. 21 om aftenen, hvor vi skulle ud og se havskildpadder lægge æg. Det kan du læse om her.
Men kl. 12 skulle vi senest tjekke ud. Og så var det tid til køreturen ud af ørkenen. Vi havde ikke fuldt så meget med på kortet dagen før, på vej ind til campen, så vi havde ikke helt styr på ruten. Men vi havde en helt klar idé om retningen. Og der var jo nærmest kun ét spor at følge.
Men så kom vi alligevel til et sted hvor sporet delte sig i 2. Jeg foreslog, at vi valgte det spor, hvor hjulsporene så mest friske ud. Der gik dog ikke ret lang tid, så var der ikke rigtigt nogle spor tilbage. Men vi var stadig ikke i tvivl om, at det var den rigtige retning, vi kørte i.
Vi kom hen for enden af en sanddune. Og man kan jo komme ned alle steder…Nogle steder er bare bedre end andre…
Det viste sig, at de spor vi havde fulgt, var fra nogle off roadere. Og her var de kørt ned.
Man kan nemlig komme på turisture, hvor man kører med erfarne chauffører, der kører off road og giver én en noget vildere køretur, end vi selv ville ud i.
Off roaderne holdt stadig forneden af sanddunen. Så det kunne jo ikke gå helt galt, når der var nogen, der kunne se, hvis vi kørte fast.
Når vi først var kørt ud over, var vi ret overbeviste om, at vi ikke ville kunne finde ud af at vende om og køre opad igen. Så der var kun én vej, da beslutningen var taget. Dennis kørte stille og roligt. Og det gik helt fint.
Resten af udkørslen gik nemt. Men til gengæld så vi nu den rigtige opkørsel til campen. Guiden i går havde sendt os på en opkørsel på et lidt svært sted (faktisk et off road sted). Vel sagtens for at vi ikke skulle se den rigtige opkørsel. For den så faktisk nem nok ud. Den var fint præpareret og med hårnålesving, som man vist sagtens kunne klare i roligt tempo med en 4-hjulstrækker.
Så vi var endt med at køre en smule off road både på udvejen og hjemvejen. Uden at vi vidste det. Og det var meget godt, for bilforsikringen dækkede ikke off road. Men det var nu alligevel sjovt at prøve 🙂
Jeg er ikke i tvivl om, at vi selv kunne have kørt ind til campen, uden guide. Det var absolut en plattenslager. Men nogen gange kan det være godt at købe sig til “falsk” tryghed.
Men skulle vi på den tur igen i dag, ville jeg ikke et øjeblik være bekymret for at køre turen selv. Og vi så også andre biler på vores vej. Så man skulle nok kunne få hjælp, hvis man kørte fast. Så det er bare om at leje en 4-hjulstrækker og komme af sted! Og der er masser af steder, hvor man godt kan “lege lidt” i sandet, uden at køre fast, vil jeg mene. Også i en “lav” bil.
Tilbage i byen huskede vi også lige at få luft i dækkene igen.
Billeje og forsikring
Vi havde lejet bilen igennem Interrent, som er Europcars billig-mærke. Vi valgte især Interrent af 2 grunde.
1) De havde nogen af de bedste priser på 4-hjulstrækkere (SUV’er kaldte de dem).
2) Vi kunne komme i kontant med dem og blive forsikret om, at forsikringen dækkede, selvom vi kørte ud i ørkenen. Dog kun når vi kørte på spor. Ikke off road.
Forsikringerne har 3 niveauer i Oman.
1) Dækker kun ved kørsel på asfalt
2) Dækker ved kørsel på ikke asfalterede veje. Dog kun på spor og “anlagte” veje. Ikke off road.
3) Dækker alt slags kørsel – denne version skulle være ret dyr.
Vi fandt den bedste pris igennem søgesider som denne: HolidayCars*
*Disclaimer
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og jeg hygger mig med at dele vores families oplevelser, for jeg synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger jeg også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, jeg ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har jeg en affiliate aftale med Booking.com og HolidayCars. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager jeg en lille provision. På den måde hjælper du mig bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker jeg selvfølgelig for 😉
