Hundeslæde fra Kangerlussuaq til Sisimiut med barn

Efter at have set U-turn på DR forleden, hvor de tager til Kangerlussuaq for at tage på hundeslæde, har jeg gået og tænkt meget på vores egen hundeslædetur. For vi har nemlig også kørt på hundeslæde; i 3 dage, fra Kangerlussuaq til Sisimiut, 180 km, med et 10-årigt barn.

Kangerlussuaq – Søndre Strømfjord

Kært barn har mange navn; Kangerlussuaq er det grønlandske og vel mest korrekte navn for Søndre Strømfjord. Egentlig er jeg mest vant til at kalde byen for Søndre Strøm, men vil for god ordens skyld skrive Kangerlussuaq her.

Jeg har nemlig tidligere boet i Kangerlussuaq i 2½ år. Så da jeg lærte Dennis og hans datter, Cecillie, at kende, måtte jeg jo vise dem mit elskede Grønland. Da jeg boede der, havde jeg drømt om at køre hundeslæde fra Kangerlussuaq til den nærmeste by, Sisimiut, men fik aldrig lige gjort det. Der er ingen veje imellem disse 2 byer. Du kan flyve, sejle, køre snescooter eller altså tage en hundeslæde. Og nu skulle det være!

Jeg kontaktede en hundeslædefører, jeg havde mødt, da jeg boede i Kangerlussuaq, og spurgte om han havde mod på at køre en tur med os – inkl. et barn på 10 år. Det var overhovedet ikke noget problem, syntes han. Så i slutningen af marts 2008 satte vi endelig vores fødder på Grønlandsk jord.

Vi startede med at være lidt i Kangerlussuaq. Jeg skulle jo lige vise, hvor jeg havde boet. Og selvfølgelig skulle vi ind til indlandsisen, og helst se nogle rensdyr og moskusokser på vejen, som der jo er rig mulighed for her.

Pakning af slæden

Næste morgen tog vi sammen med Marius, vores slædefører, ud til hundene, som stod lidt uden for byen. Marius tog sig selv af hundene. Den grønlandske slædehund er jo en stor hund, der fra tidernes morgen er beslægtet med ulven. Den hyler også som ulve. Det er arbejdsdyr, som ikke er vant til at blive behandlet som kæledyr.

Nu havde Marius’ hunde jo kedet sig i et par dage uden køreture, så de var rimelig aktive og larmende, og klar på at komme afsted. Så vi holdt os pænt på sidelinjen, mens slæden blev pakket. Vi fik dog besked på, at holde øje med, at hundene ikke tissede på slæden…det var alligevel lidt grænseoverskridende at skulle flytte en stor hund, der er i gang med at markere territorium…

Marius havde sælskindstøj med til os, som vi skulle bruge på turen. Tøjet var lidt stort i det, så vi så ret underholdende ud. Men sælskindstøj virker. Vi kunne holde varme!

Vi havde selvfølgelig fået besked på at pakke mindst muligt, for selvom Marius havde en stor slæde, kunne hundene jo ikke trække ubegrænset vægt. Slæden blev pakket med trækasser med proviant til os og til hundene og vores bagage. Ovenpå blev der lagt rensdyrskind, og så blev der surret reb hen over slæden for at holde tingene fast. Og ovenpå det, skulle vi så sidde. Så det var om at finde sig det sted, som var mest plant og blødt at sidde på, og gerne med en lille smule rygstøtte.

 

Afsted på hundeslæde

Afsted gik det så! Der gik nu ikke mange 100 meter, før Marius hoppede af. Og så gjorde Cecillie det samme. Vi havde selvfølgelig snakket med hende hjemmefra om, at man nogen gange løber ved siden af slæde. Så det ville hun da prøve. Men hun kunne overhovedet ikke følge med de ivrige hunde. Så da Dennis havde fået hende op på slæden igen, blev vi enige om, at vi nok ikke skulle ud og løbe så meget. I stedet fortalte Marius, når vi ville komme til nogle meget stejle/hårde steder. Så stod vi af, og så ventede han på os med slæden, når vi var nået til et mere plant sted. Det skete nu kun en gang eller 2 om dagen.

Vi ville faktisk også helst gå på de stejle strækninger nedad. Marius havde sikkert helt styr på det. Men når man ikke selv kan gøre noget, og man bare kan holde fast i de snore, der holdt vores ting fast, samtidig med at man prøver at holde fast på Cecillie – så kan det altså godt virke lidt voldsomt. De vildeste af gangene sad Dennis med ryggen til kørselsretningen og holdt Cecillie og ham fast til slædens trækonstruktion. Det var virkelig en rutsjebanetur af de helt vilde en gang i mellem.

Marius lærte os 2 vigtige regler, som vi har brugt mange gange siden:

1) Når vi skulle gå op af et stejlt fjeld, skulle vi altid lade Cecillie gå forrest. For som han sagde, når børnene går forrest, synes de, det er sjovt. Lige så snart de går bagerst, mister de modet og bliver trætte. Og det virkede! Og vi har sendt Marius venlige tanker senere på vej op ad vulkaner i Italien og mindre bjerge på Sri Lanka, hvor det trick helt sikkert også gjorde en forskel.

2) Hold på varmen! Det er meget sværere at få varmen igen, så sørg for ikke at blive kold. Vi havde nu både vores almindelige ski-overtøj og så sælskindstøj på. Så vi var rimelig godt pakket ind. Men det var også nødvendigt – især fordi vi ikke fik så mange løbeture til at få varmen med.

Nå ja, og så lærte han os faktisk også en 3. ting. Når det knager, siger det ikke plask….For vi kørte ret sent på vintersæsonen, så isen knagede voldsomt meget under os, når vi kørte over søer. Så vi var lidt bekymrede for, om isen kunne holde, eller om den var ved at tø. Men det var kun os, der var bekymrede. Ikke Marius.

Når man kørte sådan en hel dag, skete der jo egentlig ikke ret meget. Men tiden gik godt med at bare at være der og nyde den flotte natur. Cecillie sad tit og sang i vildens sky. Jeg tog det som et tegn på, at hun hyggede sig. Men hun sov også lidt en gang i mellem. Der er jo også mange pauser, hvor skaglerne til hundene skulle filtres ud. Der fik vi varmt vand at drikke. For koldt vand ville være for koldt for vores kroppe på sådan en tur. Vi drak nu også så lidt som muligt, for det var virkelig besværligt og koldt at tage alt det tøj af for at tisse.

I pauserne syntes vi, at det var ret underholdende at kigge på hundenes kamp for hierarki. Der er altid en “chefhund”, som bruger pauserne på at parre sig. Men samtidig er der jo også tit andre hunde, der prøver at udfordre ham på pladsen. Så chefhunden bruger mange kræfter på en dag, og har tit nogle nye sår med hjem om aftenen, efter dagens kampe. Derudover er der en førerhund. Det er altid en tæve, der har haft hvalpe. For hun kan finde hjem.

Undervejs boede vi i fangerhytter. Det ligger nogle hytter på strækning, som er meget basale, men til gengæld er der fri afbenyttelse af dem. I hytterne var der nogle effektive “kakkelovne”, som hurtigt fik det til at blive behageligt varmt indenfor. Der var jo ikke lige frem træk-og-slip toiletter, for selv hvis der havde været kloakering (hvilket jo er rimelig utænkeligt midt ude i ødemarken), ville toiletterne være frosset og fået frostskader. Når vi skulle bruge vand, måtte vi ud og hakke is op. Den ene nat var der også et andet turist slædehold, som var på vej i modsatte retning. Det var jo bare hyggeligt.

Den sidste dag, da vi næsten var fremme, skulle vi bare lige over en lille bitte bakke, og så kunne vi se Marius hus. Og det kan nok være, at hundene fik fat på, når de vidste, at de var ved at være hjemme. Desværre havde naboen sat sin snescooter et andet sted, end hun plejede, så Marius måtte korrigere hundene i sidste øjeblik. Hvilket resulterede i, at jeg røg af slæden. Og mens jeg så lå der, og tænkte over, hvor pinligt det var, at jeg var faldet af, kunne jeg høre Dennis og Cecillie snakke. De havde fået samme tur. Men så havde vi da oplevet det…

Sisimiut

Marius’ søde, bornholmske kone stod klar med fødselsdagsboller til os, for Dennis havde fødselsdag, mens vi var undervejs. Og så havde vi ellers lidt tid til at se Sisimiut og få os et bad. Vi havde nemlig med vilje sørget for at have en overnatning i Sisimiut, så vi ikke mistede flyet, hvis vi blev forsinkede på turen.

Dennis syntes at det var ret spøjst at opleve at gå rundt mellem fjelde og sne og farvestrålende træhuse, og føle sig meget på udebane, for så at gå ind i en Brugsen, hvor der er danske varer som Faxe Kondi og priserne er i danske kroner.

Det var nu rart at få en god middag på Hotel Sisimiut. Marius havde virkelig sørget for lækker mad til os undervejs på turen. Men lige så godt som primus-mad smager ude i naturen, lige så dejligt er det at komme tilbage til civilisationen 🙂

Det var en fantastisk tur, som vi har snakket om mange gange siden. Og man kan sagtens køre på hundeslæde med børn. Alle burde opleve hvor fantastisk Grønland er! Så se at komme af sted 🙂

Smid gerne en kommentar eller spørgsmål i kommentarfelten nedenfor.

Tags from the story

4 Comments

  • Fantastisk beskrivelse! Tak for den! Og tak til Jacob fordi han delte den på FB. Det vidste jeg alligevel ikke om Dennis, men det var da helt vildt godt klaret af jer alle 4.
    Kærlig hilsen Jacobs mor i USA

  • Det lyder helt fantastisk. Vi skal afsted om lidt og drømmer om at gøre noget af det samme.
    Vi er bare i tvivl om hvordan vi kommer i kontakt med en hundefører og hvad prisen vil være for et par dage (en overnatning).

    Hilsen Mille

    • Hej Mille,
      Ja det er en helt fantastisk oplevelse, som I bestemt bør gøre.
      Det er efterhånden noget tid siden, at jeg sidst har været i Grønland, så jeg har desværre ikke nogen kontakter der. Men der er arrangører i hver by, der gerne vil arrangere det for jer. Ellers kan du også finde en del ved at google “hundeslæde Sisimiut”, eller hvor I nu vil fra.
      Vi brugte Marius Olsen, hvis kontaktoplysninger står på denne side: http://www.greenland-guide.dk/sisimiut/dk/addresses.htm (Under Narralak v/Marius Olsen). Vi kan virkelig godt anbefale ham. Men jeg tænker, at han godt kunne være gået på pension efterhånden. Men så kender han måske nogle andre, som han kan anbefale (han har sikkert også kontakter i Kangerlussuaq, hvis det er der, I skal til. For det er tit slædefører fra Sisimiut, der holder til der).
      Jeg kan desværre ikke hjælpe så meget med prisen. Det er jo lang tid siden, at vi var der, så jeg kan simpelthen ikke huske det.
      Men jeg vil rigtig gerne høre, om det lykkes jer at komme afsted på en tur. Og hvad det så kostede.
      Rigtig god tur 🙂
      /Henriette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *