Hvad skal man pakke til Sri Lanka?

Når man skal rejse til et nyt land, kan man nemt blive i tvivl om, hvad man skal tage med. Her vil vi gerne give en hjælpende hånd til at pakke til din familieferie på Sri Lanka. Vi har ikke lavet en decideret pakkeliste, for vi slæber mere med end de fleste, og vi stoler på, at du selv kan finde ud af at lave en huskeliste til ferien med både underbukser og t-shirts. Men vi vil gerne give dig et par fif til ting, som er rare at have med til Sri Lanka. Især til hvis du har børn med på rundrejsen.

Adaptere

I Sri Lanka er der flere forskellige slags stikkontakter. Den ene slags er de engelske, og vi havde da også taget nogle engelske adaptere med. Det var dog meget sjældent, at vi kunne bruge dem.
Vi mødte oftest et tre-bens stik, med 3 runde huller. 2 af hullerne passede faktisk til vores danske stik. Men vi kunne ikke få vores stik ind. Det mærkelige var, at de elektriske apparater, vi mødte rundt omkring, havde stik magen til vores. Vi kunne ikke få dem i stikkontakten, men når vi så sagde det til medarbejderne, fik de dem altid ind.
Stikkontakt_sri_lanka
Stikkontakt på Sri Lanka

Vi har senere læst, at det er fordi, det øverste hul “bare” er en spærre. Så kommer der noget derind, bliver der åbnet for de 2 andre huller. Så kan man jo frit eksperimentere med, hvad man har lyst til at stikke ind i det øverste hul, for at få åbnet for de nederste. Der skulle ikke være noget strøm i det øverste hul. Men det er altså ikke noget, vi har prøvet, så vi garanterer ikke noget…

Læs også Hvad koster det at være i Sri Lanka?

Der sidder dog rigtig tit adaptere i stikkontakterne på hotellerne, som kan bruges til vores stik.

Vi kunne ikke får forklaret vores chauffør, at vi gerne ville hen i en butik, der solgte sådan nogle, så vi endte med at købe en af en hotelvært.

Autostole

Baby: Vores chaufførbureau havde autostole til helt små børn, man kunne låne. Men man ved jo aldrig om størrelsen rent faktisk passer og hvad stolen har været ude for før, så et godt alternativ er, at tage sin autostol med hjemmefra. De fleste flyselskaber tager dem gerne med.
Fra 4 år: Chaufførbureauet havde ikke nogen autostole til vores drenge. For som de skrev, fra 4 år behøver børn ikke have en autostol i følge loven i Sri Lanka. Der var vi nu ikke helt enige med loven, så vi tog en Boost a pak med til dem. Det er en virkelig smart selepude, der samtidig er en rygsæk. Og den er selvfølgelig godkendt efter certificering: ECE 44/04 i gruppe 2 & 3. Du kan købe den her*. Og du kan læse vores længere beskrivelse af Boost a pak’en her.
boost_a_pak_sri_lanka
Boost A Pak rygsække / autostole

Badesko

Badesko er gode til både børn og voksne. De kan bruges til at gå i varmt sand ned til stranden. Eller når man går på et sted med sten. Badesko kan man tit være heldig at finde i de større supermarkeder og i skobutikkerne op til højsæsonen for badeferier. Ellers kan de f.eks. fås her: Badesko

Badetøj og hatte

Når vores danske lyse kroppe kommer til et solrigt land som Sri Lanka, er det en rigtig god idé med badetøj til børne som har ærmer og ben, og hvor der er UV filter i. Man kan også få solhatte, igen med UV filter og som har skygge foran og bagpå, så den også skærmer nakken. De større supermarkeder og f.eks. H&M sælger gerne sådant badetøj, når det er højsæson for badeferie. Men skal I på ferie uden for højsæson, kan det være lidt svært at finde i butikkerne. Så kan internettet heldigvis altid hjælpe. Du kan se eksempler på sådan badetøj her: Badetøj med UV filter* (reklamelink).

Bleer

Vi har faktisk altid slæbt bleer med, når vi skulle ud at rejse med små børn. Simpelthen fordi de fleste lande fylder parfume i bleerne. Og det havde vi ikke lyst til at bruge til børnene.

Håndsprit

Håndsprit er et must på alle rejser. På Sri Lanka oplevede vi næsten altid, at der var sæbe på toiletterne. Men det var oftest de der gammeldags håndsæber frem for flydende. Og det synes jeg altså ikke føles helt så hygiejnisk. Håndsprit er jo godt mange steder, f.eks. også når man skal spise. Faktisk er der næsten altid en håndvask tilgengængeligt inde i restauranten på srilankanske restauranter.

Kaffe

Den kaffe de laver på Sri Lanka, synes vi smager ret dårligt! Den er meget tynd og sød. Så vi var virkelig glade for, at vi havde en pose Nescafé med os.

Kuffert

Ja, selvfølgelig skal du pakke i noget. Men vi vil rigtig gerne anbefale denne kuffert: Epic Phantom* (reklamelink). Vi stod i sommers og skulle bruge en ny kuffert, og vi gik egentlig mest efter, at vi gerne ville have en kuffert med 4 hjul i bunden, som ikke vejede ret meget. Og disse funktioner er vi da også rigtig glade for. Men det skulle vise sig, at en anden funktion var endnu bedre. Nemlig det, at kufferten åbnes midt på. Hver gang vi kom frem til et nyt sted, lynede vi blot kufferten op, og så var der pakket ud. Det var som at åbne et klædeskab. Det var samtidig fordi vi havde pakket alt i pakkeposer, så vi vidste præcis, hvor tingene lå i denne kuffert. Faktisk fungerede det så godt, at selv hvis vi var et sted i længere tid, pakkede vi ikke denne kuffert ud.

Legetøj

Ang. legetøj, så er vores erfaring, at børnene ikke når at lege ret meget med legetøj. Så pak endelig ikke for meget (de skal selvfølgelig have noget med, bare ikke for meget). Vi pakker mest badelegetøj, spil og tegneting.

Læs også: At have børn med på en længere rundrejse

Vores absolutte favorit legetøjsbutik er LirumLarumLeg*.
De har masser af gode ting til ferier som rejsespil, opgavebøger og sammenfoldelige spandeReklamelink

Lunt tøj

Vil I op i te-højlandet (og det burde I bestemt gøre, for der er flot!), er det en god idé at tage et par lange bukser og en langærmet bluse med. Når man kommer op i bjergene kan det godt blive lidt køligere.

Læs også: Smuk togtur gennem det srilankanske te-højland og besøg på tefabrik

Myggemiddel

Der er MANGE myg på Sri Lanka. De har heldigvis ikke malaria ret mange steder på Sri Lanka, men derfor kløer de irriterende stik jo alligevel. Tjek en side om vaccinationer, for råd omkring hvor på Sri Lanka man skal sikre sig mod malaria, f.eks. Vaccinationer på Sri Lanka.

Om natten skal man selvfølgelig have myggenet over senge, hvilket der er alle steder, du lejer overnatning.
Men hvis du vil sidde ude, kan det være godt med noget myggespray. Vi læste, at man kan købe noget citronella-ting på apotekerne. Men at det bedste var at have noget med hjemmefra, for det kender myggene ikke så godt. Vi havde en spray med, men vi syntes ikke, at det havde ret meget effekt.

Vi havde faktisk mest held med en “myggedræber”, selvom den er lidt makaber. I supermarkederne på Sri Lanka kan man også købe noget væske, der sættes i stikkontakterne. Det virker også. Men hvor sundt det er at sove i, det skal vi ikke kunne sige noget om.

Pakkeposer

Vi opdagede først pakkeposer, da vi skulle til Sri Lanka. Men vi har elsket dem lige siden.  Det er poser/tasker, som man kan pakke sine ting i, så man kan “finde rundt” i kufferten. Vi pakkede f.eks. alle Benjamins shorts og T-shirts i én, alle Mikkels shorts og T-shirts i én, o.s.v. Og så lagde vi små sedler indeni, så vi kunne se, hvad der var i, uden at åbne dem. Vi købte dem i Ikea, hvor de er markant billigere end dem, der fås i rejse udstyrsforretninger. Vi købte nogle, der hed Upptäcka. De er vist udgået nu. Til gengæld har de nu nogle, der hedder Förfina.

Pakkeposer_pakkeliste_sri_lanka
Pakkeposer til en kuffert/rygsæk

Rejse El-kedel

Vi har altid en lille el-kedel med os. Så kan vi lave en kop kaffe, når vi har lyst. Vi bruger denne el-kedel* (reklamelink), fordi den ikke fylder ret meget. Og så følger der kopper, beholder til kaffe/sukker/mælkepulver med, som kan ligge inde i elkedelen. Det er da praktisk. Den er jo også god, hvis man skal lave noget grød eller mælkeerstatning.

Snacks

Vi tager masser af snacks med hjemmefra. Med snacks mener vi ting, som stiller den lille sult i løbet af dagen. Det kan være ting om fuldkorns kiks og figenstænger, ikke sukkerting.

Når man rejser til et land som Sri Lanka har de jo masser lækker frugt, men til gengæld har de ikke så meget andet. For kiks og lignende er fyldt med sukker/chokolade.
Vi går op i snacks, fordi ligegyldigt for meget vi prøver, så er det ikke en ren børneferie, vi er på. Vi skal flyve langt og vi vil også gerne ud og se nogle f.eks. kulturelle ting, som børnene måske vil synes er lidt kedelige. Og hvis børnene så også er sultne, så er man sikker på, at det hele går op i en spids. Og det hænder jo også (ofte 🙂 ) at børnene ikke lige kan lide det, der bliver serveret på en restaurant. Så kan snacksne redde situationen. Derfor går vi aldrig ned på snacks.

Reklamelink*

Læs om: hvordan vi fik 5.000 kr i kompensation, da vores fly fra London blev 4,5 time forsinket

Solcreme

HUSK solcreme! Og masser af det. På 17 dage brugte vi 6 personer 3 tuber solcreme. Vi brugte faktor 50 det meste af tiden, for solen er virkelig skarp på Sri Lanka.
Man kan godt købe solcreme på Sri Lanka. Vi var i hvert fald heldige, at det første apotek vi gik ind på, havde én parabenefri tube med faktor 50. Men også kun den ene. Så om det var rent held, det ved jeg ikke. Så jeg vil nu anbefale at tage med hjemmefra for at være helt sikker.

Toiletpapir

Toiletpapir er det vigtigste at pakke, hvis du ikke er vant til at bruge en bruser ved toiletbesøg, som er sædvanen i Sri Lanka. Nogle steder har de papir, men man kan aldrig regne med det. Du kan godt købe toiletpapir i Sri Lanka, men sørg for at have noget med til de første besøg, indtil du møder et supermarked.

Vådservietter

Vådservietter kan redde mange situationer med spildt is, toiletbesøg, køresyge…og MEGET andet. Det er absolut ikke noget, vi kun brugte, da vi havde babyer.
Vi er meget glad for Rema 1000’s vådservietter, for de kan fås i små pakker, der passer i en håndtaske eller en baglomme. Vådservietter kan oftest købes i udlandet, men langt de fleste steder fylder de parfume i dem. Derfor vil vi hellere slæbe dem med hjemmefra.

Vi var på Sri Lanka i juli 2016.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

*Disclaimer
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og jeg hygger mig med at dele vores families oplevelser, for jeg synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger jeg også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.

Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, jeg ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂

Derfor har jeg en affiliate aftale med Coolshop.dk, Kids-world.dkLirumLarumLegRejsegear.dkWupti og Flypenge.dk. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager jeg en lille provision. På den måde hjælper du mig bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker jeg selvfølgelig for 😉

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *