Mikkel og jeg har været på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.
Det er virkelig interessant lavet, med mange sjove ting for børnene. Vi har bl-a-kørt med damplokomotiv, leget på flere tog-legepladser, set toget fra Olsenbanden og set forskellen på rige og fattige togpassager i gamle dage.
Vi startede vores besøg med at kigge på de mange toge, der holder i stueplan. Der er flotte lokomotiver og togvogne. Der er toge fra 1847 og frem til i dag. Der er 1. klasses og 3. klasses kupéer. Der er bl.a. et dobbeltdækkertog, et kongeligt tog, en postvogn og et gammelt S-tog.
Der er endda også det orange tog, som blev brugt i Olsen Banden.
Der er virkelig nok at se på på alle sporene inden i bygningen.
Vi fik faktisk også udleveret en skattejagt. Men den glemte vi helt at lave, fordi der var så meget at kigge på.
Nu kører damplokomotivet!
Mens vi kiggede på alle togene, lød det over højtaleren, at nu kørte damplokomotivet. Og så kunne udstillings toge, være udstillings toge. Så skulle vi da ud og køre med damplokomotiv.
Vi kørte med toget Odin, som er en kopi bygget af Danmarks første damplokomotiv.
Nogen gange kan jeg godt undres over, at det kan blive ved med at være hyggeligt at køre i et damplokomotiv. Det er jo “bare” et tog. Og det har vi jo gjort flere gange, f.eks. i High Chaparral. Men der er altså bare noget over lydene og lugtene og måske i virkeligheden også tempoet.
Læs også: En weekend for hele familien i Det Vilde Vesten i High Chaparral
Toget kørte kun på banerne ved museet, så det var ikke en lang tur. Men længden passede fint. Vi fik hele oplevelsen af at køre i damplokomotiv, og ingen børn nåede at blive urolige.
Jeg tror kun at toget køre i højsæsonen. Så tjek lige programmet, inden du kører af sted for at opleve det.
Modeltog og minitog
Da vi stod af toget var der en fin udendørs modelbane, hvor man kunne aktivere togene med knapper.
Og der var et minitog. Altså en togbane, der kører med personer. Men sporene er smalle, hvilket betyder, at togene er meget mindre end normalt.
Den måtte vi da også prøve at køre med.
Der er nogle virkelig gode tog-inspirerede legepladser
Udenfor er der en fantastisk flot legeplads, der er bygget op som et damplokomotiv og en station.
Jeg elsker, hvor fantasifulde legepladser er blevet de seneste år. Når man bygger dem til at ligne resten af stedet, kan børnene jo lege de sjoveste lege, ud fra det, de lige har set på f.eks. museet.
På 1. sal er der en stor indendørs legeplads. Den er bygget op som en hel station. Den er til de lidt mindre børn.
Her kan man lege, at man kører tog, styre togene fra tårnet på stationen og meget andet. Der hænger endda også udklædningstøj.
Vi kunne sagtens have brugt længere tid på museet. Men vi syntes, at vi havde oplevet de bedste børneting. Og vi ville også meget gerne nå at se H.C. Andersen paraden. Så derfor fik vi ikke udforsket mere af museet.
Læs også: H.C. Andersen Paraden – børneteater og picnic i Odense
Desværre var vi der ikke, da de fortalte om drejeskiven på remisen. Den er ellers som taget ud af børne-tv-serien Chuggington, som vores børn tidligere var helt vilde med. Det kunne have været meget sjovt at se.
Lidt gode informationer om Danmarks Jernbanemuseum
- Du kan læse mere om museet, inkl. priser, åbningstider m.v. på deres hjemmeside her
- Deres adresse er: Dannebrogsgade 24, 5000 Odense C
Vi var på Danmarks Jernbanemuseum i juni 2019 og Mikkel var 7 år.