En flot efterårstur til Møns Klint

I weekenden var vi en tur på Møn. Det er vi fra tid til anden, for vi er så heldige, at farmor har et dejligt sommerhus der.
Men på trods af, at vi er der flere gange hvert eneste år, har børnene og jeg aldrig været nede på Møns Klint. Vi var der en gang med Benjamin i barnevogn. Men der var vi ikke nede på stranden og kigge. Så nu skulle det være – i de sidste flotte efterårsfarver.

Vi delte os i 2 grupper. Cecillie, hendes kæreste Kristian, Benjamin og jeg ville tage turen ned af klinten. Dennis, farmor og Mikkel ville hellere tage den lidt kortere tur ud på “Dronningstolen”, som er en pynt med udsigt ud over klinterne.

Nede på stranden

Danmarks længste trappe på Møns Klint
Danmarks længste trappe

Det var godt nok en flot gåtur ned.
Der var selvfølgelig rigtig mange trapper. Der står, at det er Danmarks længste trappe. Og det er vi helt overbeviste om, er rigtigt.

Stranden på Møns Klint

Nede ved stranden er det svært ikke at blive dybt fascineret, når man står og kigger op på disse vældige kridtbjerge. I Danmarks er alting ellers så fladt. Men her står man pludselig foran nogle majestætiske giganter. De er virkelig flotte!

Men man kan også godt se, at det er lidt på lånt tid. Farmor fortæller, at i hendes barndom var der mange flere klinter. Og når man i dag kigger op, er det også tydeligt, at tingene bevæger sig. For der er flere træer, der står halvt ude over en skrænt, med rødderne hængende ud. Der skal ikke falde meget af skrænten, før de træer ikke har noget at holde fast i mere.

Stenkast på stranden på Møns Klint
Så skal der kastes med sten

Nede på stranden kan man kigge efter rav. Der skulle efter sigende være gode muligheder for at finde rav her. Man kan også være heldig at finde fossiler. Vi gik nu i gang med at kaste sten i vandet og slå smut i stedet for. Det er altid sjovt.

Men til sidst var der ingen vej uden om. Vi skulle op af alle trapperne igen.
Benjamin fik lov til gå op selv, uden at vente på os. Det er nemlig et godt råd vi engang fik – hav børnene forrest. De synes, at det er sjovt, at de “fører”. Og hvis de går bagved, taber de hurtigt modet. Og det holdt også denne gang. Benjamin løb nærmest mellem hver bænk. På bænken tog han en pause, indtil vi andre kom – for han skulle lige være sikker på, at vi var med. Når vi så satte os, løb han videre. Og han kom selvfølgelig op som den første af os.

Legepladsen ved GeoCenter Møns Klint
Legepladsen ved GeoCenter Møns Klint

Oppe på toppen ligger der en fin lille legeplads, som er bygget som kæmpe knogler. Og æg, man kan kravle ind i.

Udsigt oppefra over klinten

Dennis, farmor og Mikkel var jo gået til Dronningstolen. Her var “kun” 178 trappetrin op. Der går man i gennem skoven, så de fik samlet lidt til juledekorationerne på vejen.

Udsigten fra Dronningstolen på Møns Klint
Udsigten fra Dronningstolen

Når man er oppe, er der en virkelig flot udsigt ud over klinterne. Vandet er helt turkisblåt og ligner noget fra en bountystrand, på grund af alt kridtet i vandet.

Læs også: Hvide bounty strande, turkisblåt vand, palmernes skygge – Det er Cayo Levisa

Dennis, Mikkel og Farmor fik øje på os andre nede på stranden. Desværre var der ingen telefondækning. Så vi fik først beskeden om at kigge op, da vi var nået op af trapperne igen.

Møns Klint
Kan du se os dernede?

Det skal vi opleve, næste gang vi er ved Møns Klint

Oppe på toppen ligger Geocenter Møns Klint, der er en udstilling om Danmarks fødsel. Det ser virkelig godt og børnevenligt ud. Desværre var det lukket for vinteren. Men der skal vi helt sikkert hen til sommer.

En anden ting, vi meget gerne vil, er at gå ad stranden fra Møns Klint hen til Liselund Slot, der også har sine “egne” klinter. Det skulle være en virkelig flot tur. Og vi er i forvejen helt vilde med Liselund Slot, som har en fin, idyllisk park.

Lidt ekstra informationer

  • Giv børnene tøj på, der gerne må blive beskidt. Når de én gang har lænet sig op af klinten, er de helt hvide.
  • Udsigtspunktet Freuchens Pynt er tilgengængeligt med barnevogn, kørestol o.s.v., så man kan se den flotte udsigt uden at skulle på trapper.
  • Det er gratis at gå på Møns Klint. Det koster godt nok 35 kr. at parkere ved GeoCenteret. Man kan parkere lidt derfra i skoven. Men husk, at benene nok skal blive brugt på at gå op og ned af klinten, så måske børnebenene ikke vil gå helt hen til den anden parkering…
  • GeoCenter Møns Klints hjemmeside

Vi var der i november 2017

Tags from the story
,
Join the Conversation

4 Comments

  1. says: Camilla

    Møns Klint er simpelthen så smuk! Jeg har ikke været der, siden jeg var helt lille, så jeg drømmer om at kunne komme tilbage dertil en dag og kunne vise det til min franske kæreste, som jeg er sikker på vil være vild med det (:

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *