Vores rejseår 2021

2021

Endnu et oplevelsesrigt, dejligt, sjovt, til tider skuffende, men mest alt godt rejse-år er gået i vores lille familie.
Og som altid vil jeg kigge lidt tilbage på vores oplevelser i vores nytår kavalkade.

2 ting har gjort 2021 til et anderledes år for os

Selvfølgelig har Corona sat sit præg på vores rejseaktivitet som for så mange andre.
Det lykkedes for os at komme udenlands et par gange i 2021.
Men for én som mig, der ELSKER at planlægge ferier, er ferieplanlægningen nu ikke helt lige så sjovt. Der er lige mange ting at tage hensyn til, som mulighed for afbestilling og testmuligheder under ferien.
Børnene var ikke vaccinerede, og ja, de måtte gerne rejse med til de fleste lande alligevel. Men havde vi lyst til at udsætte dem for smitterisikoen?
Og derudover så kan den ene af drengene virkelig ikke lide næsetest. Så meget at han hellere vil undvære rejser end at skulle igennem en næsetest. Så vores rejser kræver PCR-test muligheder.

Men nu har vi alle haft Corona i november. Vi voksne har fået booster vaccinationer og lige om får drengene deres sidste vaccine.
Så nu ser vi ind i et 2022 med forventning om rigtig gode muligheder for at rejse.

Den anden ting, der har været anderledes for os i 2021, er at jeg er startet som selvstændig med mit bogholder firma HKA Regnskab.
Det har ikke haft den store betydning for vores rejseri.
Men det har betydet, at jeg ikke har fået skrevet så meget på bloggen.
Nu er jeg ved at have vænnet mig lidt til livet som selvstændig. Så i 2022 skal der bliver mere tid til rejsebloggen, som jeg elsker at skrive til.

I øvrigt var min første kunde selvfølgelig en rejseblogger. Malene fra Heltoptilmånen har udviklet konceptet ”Min Feriebog”, som jeg synes er et super koncept for børnefamilier, der skal ud og rejse.
Sorry, der kom lige lidt reklame ind 😉 Men jeg synes altså at det er et virkelig godt koncept, og det har ikke noget at gøre med, at jeg nu er bogholder for hende.

Oplevelsesåret 2021

Heldigvis har hverken Corona eller arbejde fået stoppet os i at rejse og tage ud og opleve spændende ting.

I sommerferien tog vi på køreferie i Europa.
Vi startede med mindre vandreture i Østrig. Da vi blev trætte af regnen kørte vi til Sirmione ved Gardasøen. Derefter nød vi varmen i det smukke toscanske landskab med is-smagning i Firenze, masser af pool og vinsmagning. Vi havde nogle dejlige dage med at udforske Venedig – helt uden cruiseskibe. Det snakker børnene stadig om.
På vejen hjem stoppede vi det tyske Legoland og overnattede på Südsee Camping – en stor camping plads med en endnu større badesø.

I september tog Dennis og jeg til Athen. Vi havde fejret kobberbryllup på hotel i et nedlukket København i marts. Så nu tog vi revanche på vores bryllupsdag. Det var en skøn tur i den sidste sommervarme, hvor vi havde en Airbnb lejlighed med den vildeste udsigt til Akropolis. Vi nød byens historiske vindesus, græsk mad og en fantastisk tur i Hamam.

I efterårsferien tog vi til Cypern. For at slippe for at skulle tænke over puslespillet i at booke en rejse under Corona bestilte vi en charterrejse, hvor vi kunne afbestille alt på én gang.
Nu er jeg jo ikke så god til at sidde stille, så vi aftalte af hver anden dag var badedag, og hver anden dag var oplevelsesdag. Her så vi bl.a. de flotte seacaves ved Cape Greko. Og da nordsiden også lige var blevet åbent efter Corona, lykkedes det os også at komme derover. Det var straks værre, da vi var ude med en RIB båd, der gik i stykker, så vi sad som skibsbrudne og blev samlet op af et piratskib. Heldigvis var det bare et af Cyperns mange partyships…

Én god ting har Corona gjort. Vi har fået øjnene op for, hvor hyggelige de danske små øer er. Og lige som sidste år har vi udforsket (for os) nye øer:
Omø: I januar trængte vi til luftforandring, men kunne ikke gøre så meget i et nedlukket Danmark. Så vi tog til Omø i et lejet sommerhus, hvor vi gik ture, spillede spil, spiste pandekager og hyggede os. Det var lige netop det vi havde brug for.

Tunø: Vi tilbragte påsken i Horsens-området. Her var vi en dag på hyggelige, lille Tunø som vi gik rundt om. Og vi var på tur med en Traxi (traktor-taxi), hvor vi fik fortalt om Tunø-livet. Det var sådan en fin dag.

Langeland: I maj havde vi en sjov overnatning i Knuthenborg. Og tog derefter til Langeland, hvor vi bl.a. lærte om H.C. Ørsted, kyssede frøen (studerede naturen på Skovsgaard Gods og kørte på Segway.

Samsø: I juni nød vi sommerens kommen på Samsø i den smukkeste natur ved Issehoved og prøvede kræfter med verdens største labyrint

Vi har selvfølgelig også været på en masse dagsture i Danmark. Af disse oplevelser vil jeg især gerne fremhæve:

  • Esrum Kloster, som har et rigtig sjovt spil, der involverede hele familien og fik lært os om reformationen
  • Øhavsmuseet i Fåborg: Et nyskabende og oplevelsesrigt museum om, hvordan naturen påvirker mennesket og vores sanser
  • Fåborg arrest som har lavet en virkelig fin interaktiv udstilling i kælderen, som helt sikkert vil fange børnenes interesse
  • Legohouse Et inspirerende sted, der virkelig satte kreativiteten i gang hos os alle. Figurerne er vildt imponerende og restauranten var sjov at spise ved.
  • Fjord&Bælt er ikke ret stort. Men alligevel fangede det virkelig børnenes interesse. Både oplevelserne med dyrene samt udstillingerne.
  • Søren Kierkegaard vandrerute  i Gilleleje, hvor man får filosofiske spørgsmål fra en app, som giver rigtig gode samtaler.

Og så har vi selvfølgelig været en del gang på vores favorit ø Møn. Vi fejrede bl.a. en smuk hvid jul på Møn i farmors sommerhus. Sikke en dejlig måde at ende et oplevelsesrigt år.

Hvad bringer 2022?

Vi starter med en tur til Kap Verde i februar. Farmor fylder 70 år og har inviteret os alle ud og rejse.
Det glæder vi os rigtig meget til – og krydser fingre for, at det kan lade sig gøre.

Derudover håber vi virkelig meget, at 2022 bliver året, hvor vi kommer til Florida og Bahamas. Den tur skulle vi have været på i 2020. Og desværre sagde vi ja til vouchere på flybilletterne. Så ud over at vi virkelig gerne vil afsted, så har vi også lige nogle vouchere, der snart udløber.
Så selv hvis vi ikke skulle kunne komme ind i USA, så spår jeg, at vi i 2022 skal ud og flyve til et sted, som TapAir flyver til 😊

Vi ønsker jer alle et rigtig godt nytår!

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Instagram og Facebook. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Pinterest profil.
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *