Lad os bare slå det fast; Dennis ELSKER Brasilien!!!
Stod det til ham, var det der vi boede. Jeg kan også rigtig godt lide Brasilien, og rejser meget gerne dertil. Men det er ikke kommet så meget ind under huden på mig, at jeg vil kalde det mit yndlings land. Men nu har jeg også kun været der i 14 dage, hvor Dennis har været på 7 rejser dertil, i totalt omkring 10 måneder. Dennis har rejst meget af landet rundt, og har været i Rio de Janeiro, Ilha Grande, Foz de iguacu, Sao Paolo, Brasilia, Porto Alegre, Florianopolis, Camboriu, Blumenau, Sao Carlos, Niteroi, Caraquatatuba, Riberao preto, Ouro Preto, Buzios, Porto Seguro, Salvador, Chapada Diamantina, Maceio, Recife, Natal, Mossoro, Tibau, Canoa Quebrada, Fortazela, Belem, Cuiaba (Pantanal) og Manuas (Amazonas).
Dennis har lært sig at tale portugisisk på sine rejser. For selvom brasilianere er meget åbne og glade mennesker, så er de ikke altid gode til sprog. Så det er lidt nemmere, hvis man kan deres.
Det er især solskinnet, livsglæden, fodbolden og bounty strandene med høje bølger man kan lege i, som tiltrækker Dennis.
Da Dennis første gang var i Brasilien var det sammen med en klassekammerat, som havde været udvekslings elev i det nordøstlige Brasilien. Udvekslings familien havde familie i Rio, som Dennis og kammeraten besøgte. Vi er den dag i dag stadig venner med familien i Rio. Eller, de bor på Niteroi siden af Guanabarra bugten, som forbindes til Rio via en 12 km lang bro. Det kan du læse meget mere om her
Kulturen i Brasilien
Det er en fantastisk familie, der altid står med åbne arme, når vi kommer. Men det tror jeg nu er meget brasiliansk. Det er især Orlando i familien, som vi har kontakt med. Familien er lidt speciel, i det, at alle brødre og søstre bor sammen. Orlando’s forældre ejede huset (de er dog døde nu), og Orlando og hans søstre og brødre er så aldrig flyttet hjemmefra. Så de bor der i dag med svogere og svigerinder og børn. Efterhånden som børnene er blevet voksne, har de dog tendens til at flytte. Men boligen er stadig et helt naturligt samlingssted for alle, og børnene og nu børnebørnene kommer ofte på besøg. F.eks. kommer det ene barnebarn hver dag efter skole, og når så forældrene kommer hjem fra arbejde, følger farfar hende hjem til forældrene. Hvor må det være fantastisk at vokse op i sådan en familie!
Når vi kommer, bliver der altid holdt en stor grillfest. Så samles hele familien til fest.
Da Dennis og Cecillie var i Brasilien i 2016, lagde de også mærke til noget andet brasilianerne er vilde med; Soaps. Hver aften kl. 22 forsvandt alle. Så kunne man finde dem henne foran fjernsynet, damer og mænd, yngre og ældre. Soap serien var endnu et samlingspunkt for familien.
Orlando og hans ven har også været på besøg hos os her i Danmark, som del af en Europa rundrejse. De tilbragte en hel uge i København, hvilket var en stor del af deres rejse. Til sammenligning af deres prioriteringer, opholdt de sig kun 2 dage i London.
Det er ikke så ofte, at brasilianerne rejser udenlands. Igen på grund af sprogbarrieren, af økonomiske årsager selvfølgelig, og så fordi Brasilien jo er et kæmpe land, med så mange spændende ting at opleve, så hvorfor så rejse udenlands? Der er dog et par af børnebørnene hjemme hos Orlando, der har været udvekslings elever i Amerika, så de begynder at vise interesse for udlandet. Det gør det også nemmere for os andre at besøge familien, for så er der nogen, der kan engelsk 🙂
Da Orlando og Arnaldo var i Danmark var det alligevel lidt af et kulturchok for mig; Dennis har tit fortalt om, da han var i Brasilien, hvor han måtte vente timer på Orlando, når de skulle afsted på tur.
Men da jeg var i Brasilien, var det sammen med Dennis, hans mor og hendes – nu afdøde – mand. Og man viser STOR respekt for mødre i Brasilien. Så vi oplevede ikke at vente så meget. Højst en times tid en gang i mellem.
Men da de så var i Danmark, kunne de godt komme og sige, at nu var de klar til at gå. Jeg skulle køre dem, så jeg blev helt stresset over, at jeg stod med en baby som lige skulle spises af og skiftes først. Når jeg så endelig var færdig, og havde ladet gæsterne vente – så var de alligevel overhovedet ikke klar. Man tager sig god tid i Brasilien!
Det lykkedes os faktisk at få lært dem lidt af den danske mentalitet, så den sidste dag stod de klar ude ved bilen, før Dennis og jeg var færdigpakket. Imponerende 🙂
