Legepladser i København 

Når vi rejser, og gerne vil opleve en masse ting, som måske ikke altid er så børnevenlige, så tager vi gerne en pause på en legeplads ind imellem oplevelserne. Men det kan godt være svært at finde de gode legepladser, når man er et nyt sted.
Derfor fortæller vi her om vores favorit legepladser i Københavns området.
Næsten alle de nævnte steder er gratis, og det er jo også værd at tage med…

Valby Parken

Legepladsen i Valby Parken
En lille del af legepladsen i Valby Parken

Naturlegepladsen i Valby parken

Valby parken har en kæmpe stor legeplads på 25000 m2. Her er der plads til alle. Der er mange forskellige lege steder på denne naturlegeplads. Man kan nemt få timer til at gå her.
Resten af Valbyparken er bestemt også et besøg værd. Der er bl.a. en stor rosenhave og andre mindre haver med forskellige temaer.
Her ser man mange sidde med deres grill og hygge sig om eftermiddagen/aftenen.

Skydebanen – på Vesterbro

Skydebanen
Skydebanen er en stor legeplads, med en kæmpe farvestrålende papegøje i midten, som der selvfølgelig kan klatres i m.v. Der er bl.a. masser af klatrestativer, forskellige børnecykler og en svævebane. Men det allerbedste er, når de putter vand i det store soppebassin om sommeren.

Enghaveparken – på Vesterbro

Enghaveparken
Legepladsen har en stor svævebane og klatretårn. Men favoritten, mens vores børn var 2-5 år, var deres sandkasse, hvori der er en “tårn” med hejseværk, så man kan hejse sandet rundt. Det har vi fået en del timer til at gå med. De har også et indendørs legeområde. Jeg synes, at det er ret slidt. Men på en regnvejrsdag er man jo ikke så kræsen.

Cykelbanen i Fælledparken – Østerbro

Trafiklegepladsen i Fælledparken
En “cykel-by” i børnehøjde

Trafiklegepladsen

Har I cykel med, skal I helt sikkert tage forbi trafiklegepladsen i Fælledparken.

Her har man bygget et helt trafikområde i børnehøjde. Der er lyssignal, rundkørsel, fodgængerovergang og meget andet. Så her kan børnene øve sig på at være i trafikken uden at der er biler, de skal holde øje med. Det er virkelig et godt sted.

Tårnlegepladsen i Fælledparken

Taarnlegeplads

Har I ikke cykel med til København, er der masser af andre ting i Fælledparken at give sig til. F.eks. er der tårnlegepladsen. Her er legepladsen bygget som byens tårne. Den er virkelig fint lavet. Og det er en sjov måde at få en snak i gang med børnene, hvis man har set nogle af de rigtige tårne tidliger.

Der skulle også være en vandidrætslegeplads og en skatepark i Fælledparken. Dem har vi dog ikke prøvet.

Legepladsen i Frederiksberg Have

Legepladser på Frederiksberg

Vi er faktisk ikke så fascinerede af legepladsen i Frederiksberg Have. Så hvorfor så nævne den? Fordi vi elsker resten af Frederiksberg Have! Der er virkelig hyggeligt og flot.
Legepladsen er fin nok, det er ikke fordi den er dårlig. Den er bare heller ikke noget excpetionelt. Men der er også masser af andre aktiviteter i haven. F.eks. kan man sejle en lille tur på åen. Eller se elefanterne i Zoo, som man kan se fra Frederiksberg Have.

Suttetræet i Frederiksberg Have
Suttetræet i Frederiksberg Have

Der er også et suttetræ, hvor børnene kan aflevere deres sutter, når de er færdige med at bruge dem. Vi har faktisk haft stort held med at bruge netop dette suttetræ. På vej på en weekendtur til Sverige, stoppede vi her, så Benjamin kunne hænge sine sutter på træet. Og så sov vi jo næste nat på et vandrehjem, så alt var anderledes. Og han glemte helt at savne sine sutter, på grund af alt det nye. Så vi syntes, at det virkede rigtig godt at gøre i forbindelse med en ferie. Det kunne selvfølgelig også være gået den stik modsatte vej…

Naturlegepladsen Himmelhøj – i Ørestaden på Amager

Naturlegepladsen Himmelhøj & Naturcenter Amager

Denne legeplads er bygget som et kæmpe skib og med store kampesten inde i midten. Så man bliver helt henført til at være i vikingetiden. Her er sjovt. Men det virker også lidt slidt. Træværket skriger på noget træbeskyttelse.

Til gengæld er legepladsen nabo til Naturcenter Amager, hvor der er mulighed for sjove frilufts aktiviteter. Vi fandt f.eks. en hyggelig hytte at spise vores madpakker I, og kunne så samtidig læse de ophængte plancher og lære om dyrelivet lige der hvor vi var.

Vi har også tidligere sovet i shelter på Amager Fælled, da Cecillie var omkring 10 år. Der er mange muligheder i dette område.

Kongens have

Legepladsen i Kongens have er rigtig fin. Den er lavet i et eventyr tema, som er inspireret af slotte. Den er jo også nabo til Rosenborg slot. Selve legepladsen er bygget af forskellige træting, der giver god mulighed for at bruge fantasien.
Vi har ikke været så ofte på denne legeplads. Men jeg nævner den, fordi den ligger lige midt i centrum, og derfor er en af de mest oplagte legepladser at bruge, når man besøger København som turist. Den er tæt på Rundetårn og, som sagt, Rosenborg slot.
I øvrigt er Kongens have en virkelig hyggelig, mindre park, hvor det ville være oplagt, at tage noget take away mad med fra en af Københavns mange forskellige madsteder og spise frokost her, mens ungerne kan løbe rundt og lege. Istedet for at sidde på en restaurant.
Der er også gratis dukketeater i Kongens have. Det kan du læse mere om her: Marionetteatret.

Bondegården

Bondegården i Remiseparken

Bondegården er en legeplads med dyr. Selve legepladsen er ikke vildt prangende, synes jeg. Til gengæld kan man få rundt og snakke med f.eks. kaniner og geder. Og prøver en ponyridnings tur.

Ku.be på Frederiksberg

Ku.be

Det næste sted vi vil prøve er Ku.be. Det læste jeg om fornyeligt, og det lyder rigtig godt – og det er indendørs. Det er altid rart at kende gode steder, man kan bruge på regnvejrsdage.

Nationalmuseets børneafdeling – centrum

Børnenes museum på National museet

Da det var gratis at komme på nationalmuseet, kom vi flere gange i deres børneafdeling. Det er nærmest som en legeplads, hvor børnene samtidig lærer noget. Det er absolut et besøg værd. Også selvom det nu koster penge.

Rasmus Klumps legeplads i Tivoli

Rasmus Klump i Tivoli

Det er jo absolut ikke gratis at komme ind i Tivoli. Men har du helt små børn (0-3 år), kan du godt spare turpasset, og nøjes med at tage på Rasmus Klump Legepladsen. For den er virkelig god. Vi havde årskort til Tivoli, da børnene var helt små, og gik så bare en tur derinde med klapvognen og kiggede på alle de spændende ting, og legede så på legepladsen. Evt. kan man jo købe nogle få billetter og prøve en enkelt eller 2 af børneforlystelserne. De koster ikke så mange billetter at prøve, som de vilde ting gør.
Der er også dele af legepladsen, der er til de større børn. Men har du større børn med, slipper du nok ikke for turpasset 😉

Her kan du finde en Oversigt over Københavns legepladser

 

Har du en favorit legeplads i Københavns området, som vi ikke har nævnt? Så fortæl os meget gerne om den i en kommentar!

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

 

Tags from the story
Join the Conversation

2 Comments

  1. Hej.
    Jeg var på et tidspunkt vikar for en privat dagplejer på Østerbro.
    Der opdagede jeg den indendørs legeplads i Blegdams remisen.
    Den ligger på Blegdamsvej 132A og den er gratis.
    Jeg giver dig ret i at legepladsen inde i Frbhave ikke er så speciel men at selve haven er.
    Man kommer helt tæt på hejrerne og store græsplæner man kan løbe på osv.
    Men går du lige over på den anden side til søndermarken.
    Så er der små legepladser også langs med løberuten. Voksne bruger dem ofte til øvelser. men de er også tænkt som legeoaser. Og så kommer man jo også forbi et stykke af zoo hvor man kan kigge ind og se giraffer og næsehorn.

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *