Sejl en tur i din “egen” båd i Københavns dejlige kanaler

I foråret var vi ude og sejle i Københavns hyggelige kanaler med GoBoats. Det var en virkelig hyggelig oplevelse – også selvom det ikke var helt godt vejr.

Sejl din egen båd i Københavns kanaler

GoBoat fungerer ved, at man lejer en lille båd på timebasis. Der kan sidde op til 8 personer i båden.
Båden bliver drevet ved en lille lydløs motor (dejligt :-)), som er drevet af solceller.
Det er nemt at sejle båden. Der skal blot en kort instruktion fra personalet til, inden afgang. Men man skal selvfølgelig lige huske, at det er en lille båd. Så det er om at manøvrere uden om store både, som f.eks. havnebusserne.

GoBoat

Jeg har altid syntes, at det var hyggeligt at tage på en kanalrundfart. Men GoBoats er meget bedre. Der er selvfølgelig ikke nogen guide med. Det må man selv klare.
Men dermed har man også en helt anden frihed. Man behøver ikke følge den faste rute rundt, men kan selv vælge, hvad man gerne vil se. Det er en stor fordel, når man har børn med. Det er så dejligt at kunne sætte farten ned, når børnene har fået øje på noget. Eller hvis der er noget man lige synes, at de skal se og have forklaret.

Københavns kanal GoBoat

Dog må man ikke sejle i Nyhavn. Det er jo lidt ærgerligt, men vel egentlig meget godt, for der er jo godt fyldt op i forvejen med både der ligger ved kajen og kanalrundfarter.

Picnic på vandet

I midten af båden er der et bord, som vi bænkede os rundt om. Det var en dejlig måde at sejle sammen på, i stedet for at sidde på lange rækker, hvor det er lidt sværere at snakke sammen.

Vi havde selvfølgelig sørget for at have snacks og drikkevarer med. Og GoBoats havde masser af tæpper vi kunne låne. For som tidligere nævnt var vi afsted i april, så det var en lidt kølig tur. Måske er det derfor, at jeg kommer til at tænke på turen nu her i september. Vejret er jo heller ikke så sommerligt nu, men derfor kan du godt have en rigtig god tur alligevel.

Jeg har læst på GoBoats hjemmeside, at børnene har mulighed for at blive “skraldepirater”, hvor de udstyret med et fiskenet kan hjælpe med at rydde op i havnen. Det havde vi desværre ikke læst om, da vi var afsted. Men det er da en sjov måde, at gøre noget godt for miljøet og samtidig gøre turen endnu mere underholdende for børnene.

Redningsveste til børn hos GoBoatsLidt gode informationer

  • Man lejer båden på Islands brygge 10
  • Der er redningsveste i båden. Og man kan sagtens låne redningsveste til børn
  • Det er en god idé at komme lidt tid før tid, så I kan nå at få redningsvestene til børnene, betale o.s.v. uden at det går fra jeres sejltid.
  • Her i 2017 koster det 399 kr for 1 time og 749 kr for 2 timer. Det er noget mere end en kanalrundfart. Men til gengæld kan der jo også være 8 personer i båden.
  • Man kan også sejle ud fra Amager, med “Friendships”. Dem har vi dog ikke prøvet.
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *