Dyrehaven – den historiske, smukke skov med majestætiske kronhjorte

Dyrehaven hjorte 6

Ja ja…jeg ved godt, at det ikke er en kronhjort på det første billede – selvom overskriften næsten siger det 😉 Men vi nåede simpelthen ikke at få et ordentlig billede af dem vi så…

Jeg elsker skove!
Og jeg er opvokset i Nordsjælland, og har arbejdet et par kilometer fra Dyrehaven de sidste 17 år. Så det er blevet til løbeture, firmaudflugter, teaterforestilling og meget andet i Dyrehaven. Men alligevel har jeg aldrig rigtig fået Dyrehaven ind under huden. Det har altid undret mig. 

Men under Corona skete det alligevel…!

Der findes jo flere steder rundt omkring i landet, der hedder Dyrehave, så jeg tænker, at jeg hellere lige må præcisere, at det er Jægersborg Dyrehave, jeg her snakker om.
Den, der nok er mest kendt for at være der, hvor Bakken også ligger. Den der ligger ved Klampenborg station. Og den med de ikoniske Røde Porte og hestevognene.

Under Corona lock down kørte vi en tur i Dyrehaven. Det var fordi vi gerne ville ud i naturen og se nogle vilde dyr. Og vilde dyr  kan Dyrehaven da byde på – eller i hvert fald semi-vilde.

Dyrehaven hjorte 3

Der er ca. 2.000 hjortevildt, i form af omkring 1.600 dådyr, 100 sikahjorte og ikke mindst 300 kronhjorte.

De er selvfølgelig vilde, og du må ikke gå over til dem. Men de er så vant til mennesker, at de ikke bliver skræmt af dig.

Vi startede vores gåtur gennem de ikoniske røde porte ved Klampenborg station.

Men på vores gåtur rundt i Dyrehaven så vi kun nogle hjortene på virkelig lang afstand. Der var mange, men de var langt væk…Det var lidt skuffende.

Men Mikkel havde været der før med sin klasse, så han vidste, at det var et super sted at bygge huler og klatre. Dyrehaven får nemlig lov til at passe sig selv. Så væltede træer får lov til at blive liggende og gå naturens gang med nedbrydning af træerne. Så det er nemt at finde grene at bygge med.
så det brugte vi noget tid på.

Dyrehaven_Leg_2

Eremitageslottet og parforcejagt i Dyrehaven

Dyrehaven Eremitageslottet

Så nåede vi til Eremitageslottet. Det er så fint Christian 6.s jagtslot.
Og jeg har altid syntes, at historien om elevatorbordet har været lidt sjov: Man har virkelig ikke ville forstyrres i slottet. Så derfor byggede man et spisebord, som kunne dækkes i kælderen, og derefter hejses op til spisesalen – uden at tjenerne overhovedet kom i nærheden af kongen og hans selskab…

Læs også: Dengang vi blev overrasket af en Hubertusjagt på Møn

Men det var faktisk Christian 5, der startede på at lave parforcejagter. De gik ud på, at man skulle jage kronhjortene til de segnede. Den slags jagt krævede stier i en stjerneform. Og det er netop sådan Dyrehaven er bygget op. Parforcejagt blev heldigvis forholdsvis hurtigt forbudt. Men selve parcelforce landskabet i Dyrehaven er i dag optaget på UNESCO’s verdensarvsliste for sin karakteristiske udseende.

Dyrehaven_Leg_4

Tilbage på vores tur fandt vi et godt sted at spise frokost, hvor ungerne kunne løbe rundt og lege. Og da vi så kom til Peter Lieps Hus og de havde lavet udendørs servering, så Dennis fik den første fadøl efter en meget lang Corona lock down…ja så kunne resten af familien godt se det gode i Dyrehaven. Men jeg var stadig ikke helt overbevist.

2. gang var lykkens gang – nu var skoven smuk og vi så masser af dyr

Men så tog vi endnu en gang i Dyrehaven i slutningen af maj, hvor vi havde taget cykler med. Og der skete det – der viste Dyrehaven sig fra sin fineste og bedste side – synes jeg.

Dyrehaven cykel

Vi havde taget vores cykle med, så vi ville kunne dække et større område af Dyrehaven i “jagten” på hjorte.
Vi startede ud fra parkeringspladsen tæt ved Raadvad Kro, så vi startede faktisk i det, der hedder Jægersborg Hegn. Det ligger forbundet med Dyrehaven.
Det var den dejligste cykeltur i solskinsvejr gennem en ny-udsprungte skov!
Vi cyklede over fine broer, over åer og gennem røde porte.

Mange tænker nok på Dyrehaven som et åbent, parkagtig sted. Som den jo også er. Men mange andre steder i forbindelse med Dyrehaven er det en tætvoksende skov.

Dyrehaven hjorte 7

Vi cyklede i retning mod Eremitageslottet. Og lige så snart vi kom til det første mere åbne stykke, mødte vi et par fine hjorte. Der var allerede større succes, end på vores første tur!

Dyrehaven hjorte 4

Så kom vi til et sted, hvor folk stod stille, midt på stien. Det plejer at være et godt tegn.
Og ganske rigtig. Der kom en stor flok hjorte og krydsede stien lige foran os.
Det var et imponerende syn.

Læs også: Nordsjælland – som jeg elsker det

Men endnu mere imponerende blev da, det vi nærmede os Eremitageslottet. Der gik de majestætiske kronhjorte ude i siden af stien. Det er virkelig et flot gevir de har!

Dyrehaven Kronhjort 2

Det er jo Danmarks største landpattedyr. Og en del af Danmarks “Big five”, som Naturstyrelsen så fint kalder dem.
Desværre nåede kronhjortene at gå ind mellem træerne, før vi kom af cyklerne. Så vi fik ikke noget godt billede af dem.

Vi havde en virkelig god og hyggelig dag i Dyrehaven denne gang. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har været der!

Jeg har læst mig til, at der er størst chance for at se hjortene i området bag Eremitageslottet. Og der har vi også set dyr begge bange. Bare MEGET langt bag slottet den ene gang…

De Røde porte, hestevognene, Peter Lieps Hus, Bakken og teater i Dyrehaven

Jeg har nævnt Eremitageslottet og parforcejagten, men der er stadig flere helt ikoniske ting, som jeg bliver nødt til at nævne, når jeg fortæller om Dyrehaven.

De Røde Porte

Dyrehaven Rød port

Når du går ind i Dyrehaven går du igennem røde porte med den regerende monarks monogram på toppen.
Der er 19 porte og låger og det udseende de har i dag stammer helt tilbage fra 1700-tallet.

Hestevognene

En anden og virkelig hyggelig måde at se Dyrehaven på, er i hestevogn. Lyden af hestevogne hører til Dyrehaven. Og på en eller anden måde, er de også med til at give følelse af, at du er i det historiske sted, som Dyrehaven jo er, synes jeg.
Ved indgangen ved Klampenborg station holder der hestevogne klar til at køre dig. Alternativt kan du booke en tur hjemmefra, hvis du vil være helt sikker på, at der er én klar, når I ankommer. Jeg googlede lige, og fandt dette firma. Der kan sagtens findes andre.

Peter Lieps hus

Lige overfor Bakken, også inde i Dyrehaven, ligger Peter Lieps Hus. Et fint hvidmalet bindingsværkshus. Det er et af Dyrehavens helt gamle traktørsteder.
I dag har det tit selskaber. Vi har været til en rigtig fint bryllupsmiddag der, hvor selve ceremonien var i Dyrehaven, og vi blev selvfølgelig kørt til ceremonien i hestevogn. Det var så idyllisk.

Men ud over selskaberne, så synes jeg, at Peter Lieps største attraktion er, at man kan sidde udenfor og nyde en kop kaffe eller øl, omgivet af Dyrehavens skønhed. Og så er det endda tæt på udkanten af Dyrehaven, så det er også nemt at komme dertil.

Bakken

Dyrehaven Bakken

Man kan næsten ikke sige Dyrehaven, uden at nævne Bakken. Den kære gamle forlystelsespark med trærutsjebanen fra 1932 og Pjerrot.
Tivoli og Bakken synes jeg, er to vidt forskellige ting. For mig er Tivoli en hyggelig forlystelsespark med rigtig fin udsmykning og blomster overalt.
Bakken er hurtige forlystelser, masser af ting, som børnene kan plage om, at man skal betale for, blinkende lys og halvfulde mennesker (jeg er jo opvokset i Nordsjælland, så hvor tror du, at jeg fejrede dage som blå mandag 😉 ). Det er et sted med mere tempo på end i Tivoli, synes jeg.

Det rigtig gode ved Bakken er, at her behøver man ikke være en hel dag, fordi man nu har betalt en dyr indgang og købt turpas (det kan man nu også godt gøre på Bakken).
Her kan man bare gå ind fra Dyrehaven og spise på en restaurant, købe en is eller aftale at man bruger en time eller 2, og så gå igen bagefter, hvis man har fået nok indtryk. Eller man kan blive og danse hele aftenen eller blive underholdt i Bakkens Hvile af deres sangerinder.

Bakken har også lavet et lille område, der er bygget op som Korsbæk i Matador. Jeg ville ikke tage dertil, kun for at se det, for det er ikke så stort. Men det er meget sjovt at se, når man nu alligevel er der.

Det Kgl. Teater i Dyrehaven

Det Kongelige Teater opsætter en forestilling i Ulvedalene i Dyrehaven hvert andet år. Det er virkelig storslåede forestillinger, hvor de bruger naturen i forestillingen med bakker, træer o.s.v. Og det er svært ikke at blive lidt imponeret, når skuespillerne pludselig kommer ridende ind på heste. Den slags ser man ikke i et almindelig teater.

Der er også en helt speciel stemning synes jeg, når man ser teater udendørs, hvor mørket langsomt falder på under forestillingen.
Der er hurtigt blevet en tradition for mange, at de skal ind og se den forestilling.

Arne Jacobsens by, Knud Rasmussen og Skovshoved – masser af gode attraktioner omkring Dyrehaven

Dyrehaven er meget stor, og har mange indgange. Men den mest populære indgang (vurderer jeg) er Klampenborgporten, som ligger lige ved Klampenborg station.
Vil du gerne opleve mere end “kun” lige Dyrehaven, er der mange andre spændende ting lige omkring Klampenborg station.

Arne Jacobsens By

Her findes der virkelig mange af Arne Jacobsens bygninger. Jeg har engang fået fortalt, at han gerne ville lave en hel by. Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige.
Men der er i hvert fald virkelig mange bygninger, han har tegnet, samlet på et lille areal.
Jeg kan nævne: Bellevue Teater og restaurant, Bellavista lejlighedskompleks, Mattsons Rideskole, hans eget rækkehus på Strandvejen 413 kaldet Søholm, livreddertårnet og omklædningskabiner på Bellevue strand og sidst men ikke mindst hans meget ikoniske tankstation.
Google Maps finder fint tankstationen ved en søgning på “Arne Jacobsen tankstation”. Men den ligger 2,5 kilometer fra Bellevue Teater. Så den ligger lidt længere væk fra de andre ting. Hvis du vil have den smukke tur dertil, så husk at tage Kystvejen og ikke Strandvejen. Af en eller anden mærkelig grund, løber Strandvejen nemlig længere inde i landet lige her.
I dag er tankstationen i øvrigt en isbar, der sælger virkelige gode is, så den er bestemt et besøg værd, også af den grund.

Jeg vil også lige nævne taget på Bellevue Teater. Det kan skydes til side, så man kan bruge den åbne nattehimmel i forestillingen. Det er en sjov oplevelse.

Knud Rasmussens Monument

På Kystvejen mellem Bellevue Teater og Arne Jacobsens tankstation kan du se Knud Rasmussens monument, hvor han står at spejde ud over havet.
Hvad han spejder mod, er jeg lidt i tvivl om, for det er da den forkerte retning til Grønland…

Læs også: Knud Rasmussens Hus i Hundested – en lille bid af Grønland

Skovshoved fiskerleje

Har I ikke fået nok sightseeing, så gå en tur i Skovshoved, mens I spiser isen fra tankstationen. Det er det hyggeligste gamle fiskerleje med små huse og endnu mindre stier mellem husene. Det ligger på den anden side af Kystvejen, ind mod land.

Bellevue strand og Taarbæk fiskerleje

Trænger I mere til en dukkert efter turen rundt i Dyrehaven, har Bellevue jo alle dage været en populær strand.
Lige ved siden af ligger et andet gammel fiskerleje, Taarbæk, som i dag huser nogle af landets dyrere huse…Men det gør hele strandvejen…

Jeg må vist hellere stoppe nu og så skrive et indlæg om Strandvejen en dag, i stedet for at komme længere og længere væk fra Dyrehaven i dette. For jeg kunne blive ved med at fortælle om dejlige ting omkring Strandvejen  😉

Lidt gode information om Dyrehaven

  • Her er Naturstyrelses hjemmeside med seværdigheder i Dyrehaven
  • Bakken
  • Peter Lieps Hus
  • Parkering: På varme sommerdage kan det godt være lidt tålmodighedskrævende at finde parkeringspladser ved Klampenborg station. Folk vil både i Dyrehaven, på Bellevue strand og på Bakken. Så tag toget! Det holder “lige ved døren” til Dyrehaven.
    Men kan det bedst lade sig gøre for dig at komme i bil, er her et par forslag: Overvej, om det er vigtigt for dig at holde lige ved Klampenborg porten. Som sagt er der mange andre indgange til Dyrehaven, og der er oftest også p-pladser ved de andre indgange.
    Vil du ind ved Klampenborg porten, så tjek, om der er forestilling på Bellevue Teater. Hvis ikke der er det, er det et godt sted at begynde at kigge på deres parkeringsplads. Alternativt så tag den lette vej, og kør til Bakkens parkeringsplads. Den koster penge (det gør mange af stederne omkring Klampenborg station). Men der er nærmest altid plads ved Bakkens parkeringsplads.

Vi var i Dyrehaven i april og maj 2020. Og børnene var 8 og 9 år.

 

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Pinterest. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *