Bran Slot; Grev Draculas slot i Transsylvanien i Rumænien

Bran_Castle

Da vi var i Transsylvanien, skulle vi selvfølgelig besøge Grev Draculas slot.
Grev Dracula er jo bare en historie, og dermed kan han ikke have et slot i virkeligheden. Og den mand som har inspireret til historien, har ikke tilbragt meget tid på slottet. Men alligevel promoverer Bran Slot sig som værende Grev Draculas slot.
Vi drog glade til slottet, og blev absolut ikke skuffet, selvom vi selvfølgelig ikke mødte Grev Dracula. Det er virkelig et fint slot. Det er lille, men så fint velholdt.

Naiv som jeg var, tænkte jeg, at vi nok nærmest ville få slottet for os selv, sådan en dag i oktober. Men der havde jeg lige glemt at tænke over, at Bran Slot er en af Transsylvaniens største turistattraktioner.

Så allerede fra parkeringspladsen blev vi mødt af en gade fuld af turistboder. Og der var masser af mennesker. Vi stod dog kun i kø i 5-10 minutter for at købe billetter, så det var ikke noget problem.

Bran Slot er virkelig hyggeligt

Slottet er bygget højt oppe på en kæmpe mur af sten, og ser virkelig uindtrængeligt ud.

Men når man så kommer ind på selve slottet, så er det faktisk ikke ret stort. Til gengæld er der virkelig hyggeligt.

Bran_Castle_Rum

Det er nok fordi der ikke er store riddersale, men mindre værelser, så det nærmest føles lidt hjemligt.
Der er “hemmelige” gange, og terrasser med den smukkeste udsigt.

Bran_Castle_udsigt

Fordi slottet ikke er ret stort, kommer man til at stå og vente i kø en gang imellem. For der kan altså kun komme én person af gangen igennem dørene.
Så jeg tænker, at det godt kan tage ret lang tid at komme igennem Bran Slot i højsæsonen. Vi måtte også vente lidt. Men det var på ingen måde ulideligt.

Historien om den “virkelige” Grev Dracula

Man har i længere tid troet, at Bram Stoker fandt på sin historie om Grev Dracula, fordi han havde læst om Vlad Tepes. I dag mener mange, at han kun er blevet inspireret af Vlad Tepes rigtige navn, som er Vlad Dracula.

Bran_Castle_Vlad_tepes
Vlad Tepes

Vlad Tepes levede fra 1431-1476. Han var prins og krigsfører (vist allermest krigsfører).
Han var især berygtet for at pælespidde sine fjender. Det foregik ved, at personen fik en spids pæl op gennem endetarmen, og derefter blev pælen så rejst op. Nu ville personen jo så – i kraft af sin egen vægt – glide længere og længere ned over pælen, og derved blive spiddet ihjel. Det må virkelig have været en grufuld død. Deraf kælenavnet “Tepes”, der kan oversættes til Spidderen.

Han har på én gang pælespiddet 200 fjender, og der findes et billede, hvor han sidder og spiser middag ved et bord ude blandt alle de stakkels mennesker på pælene. Dette har selvfølgelig givet yderligere inspiration til, at han skulle drikke ofrenes blod – som Grev Dracula gør det. Men det mener historikerne dog ikke, at han gjorde.

Vlad Tepes boede på et andet slot end Bran Slot, og har kun kortvarigt boet på Bran Slot. Til gengæld er det det slot, der minder mest om Bram Stokers beskrivelse af Grev Draculas slot. Bram Stoker har dog aldrig været i Rumænien. Han har blot læst om Bran Slot.
Ud fra dette markedsfører Bran Slot sig som Grev Draculas slot

Dog ser man stort set ikke noget til Grev Dracula på slottet. Der er et enkelt rum, der er dedikeret til Vlad Tepes og et rum til vampyrer og Grev Dracula.

Sådan gjorde vi Bran Slot børnevenligt

Hjemmefra havde børnene set filmen “Hotel Transylvania”. Den foregår nemlig på et slot, der har en del ligheder med Bran Slot. Og i filmen bliver børnene jo introduceret til Grev Dracula på en børnevenlig måde. På den måde havde vi et godt udgangspunkt til at snakke om Bran Slot og Grev Dracula.

Vi havde virkelig hypet Bran Slot overfor børnene som Grev Draculas slot. Men vi vidste jo egentlig godt, at det lidt var at skyde os i foden, når der nærmest ingenting er omkring Grev Dracula og vampyrer på Bran Slot. Så det blev vi selvfølgelig nødt til at advare børnene lidt om på forhånd, så de ikke blev for skuffede.

For at gøre det endnu værre, så er der ikke gjort noget på Bran Slot for at gøre det børnevenligt. Og skal vi være helt ærlige, så er det jo ikke det sjoveste for børn at gå rundt og se på en gammel bygning med nogle plancher med tekst på. Det er begrænset, hvor ofte man kan “sælge” slotte og fæstninger til børn som værende spændende, ved at der er ridderrustninger og kanoner.

Bran_Castle_Broend

Så hjemmefra havde jeg lavet en form for en skattejagt;
Jeg havde været inde på Bran Slots hjemmeside og hentet en masse af deres billeder. Så havde jeg lavet et papir med billederne på. Men det var ikke hele billedet. Det var kun en lille del af billedet, f.eks. af en kedel eller af en figur fra en reol eller brønden i gården o.s.v.
Så blev der inddelt hold, så drengene kunne kæmpe mod farmor og deres storesøster om af finde flest af tingene på slottet. Det var et stort hit hos børnene, og betød, at vi kunne få lov til at gå rundt og læse informationerne i rummene, imens børnene kiggede alle detaljer igennem.

Dennis havde også købt vampyr gebis til os alle sammen. Så kunne vi få sjov ud af at lege vampyrer på slottet.

Bran_Castle_gebis

Parkering ved Bran Slot

Bran Slot har ikke en parkeringsplads tilknyttet. Men det er der selvfølgelig nogen, der har set en forretningsidé i, så nogle af grundene ved slottet bruges i stedet til parkering. Her lykkedes det os dog at blive snydt. Damen der fortalte os prisen (man betaler pr. time), sagde noget på ret gebrokken engelsk. Så jeg stikker hende nogle penge. Det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort, når jeg ikke havde tænkt over, om prisen mon passede til det, vi forventede.

Da vi fik regnet efter, syntes vi, at vi havde betalt alt for meget, og sagde det til hende. Hun gav os “vores” billet tilbage, og den var stemplet med et tidspunkt, som passede til hendes pris. Problemet var bare, at den var stemplet med et andet tidspunkt, end den billet vi fik, da vi kørte ind på parkeringspladsen. Hun var selvfølgelig ikke til at hugge og stikke i, og til sidst opgav vi. Hun havde trods alt kun snydt os for 3 kr. Men vi blev nu alligevel ret negative over princippet i at blive snydt. Det var en lidt ærgerlig afslutning på den ellers god oplevelse.

Lidt gode informationer

  • Bran Slot ligger 45 minutters kørsel fra Brasov, som er en af de større byer i Transsylvanien.
  • Deres hjemmeside, hvor du kan finde information om åbningstider og priser
Vi var på Bran Slot i oktober 2018 og børnene var 6 og 7 år.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.

Tags der bruges i dette indlæg

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Da vi var i Transsylvanien, skulle vi selvfølgelig besøge Grev Draculas slot. Grev Dracula er jo bare en historie, og dermed kan han ikke...
" />