Legoland – der er sjovt for både voksne og børn i alle aldre

De sidste 2 år har vi været i Legoland. Og vi har været vilde med det hver gang. Der er noget for alle. Forlystelserne er sjove og spændende. Børnene elsker at de kan genkende en masse fra deres lege derhjemme. Og vi voksne kan huske tingene i Legoland, fra da vi selv var der som børn.

Begge gange har det ikke været helt godt vejr. Det har små regnet. Men det er faktisk en fordel. For så der kommer ikke helt så mange andre gæster, og vi klædte os jo bare på efter omstændighederne.

Ninjago world er et hit hos os

Ninjago i Legoland

I år var børnene ikke i tvivl – favoritten Ninjago world skulle prøves som det første. Så der skyndte vi os hen.
Hele området er bygget op, så der både er ting man kan lave, uden at skulle stå for meget i kø – som en ninja klatrevæg. Og så er der forlystelserne, som er de rigtige trækplastre. The Ride synes vi er en rigtig sjov tur, hvor man kæmper med hinanden om, hvem der skyder flest fjender.

Men der er også Lloyd’s laser, som børnene også er helt vilde med. Her skal man kæmpe sig igennem en forhindringsbane af ”laser” lys, som man ikke må ramme. Og ja, det er sjovt. Men her går vi altså ikke hen, hvis der er længere kø. For turen tager kun omkring et minut. Så har man stået længe i kø, vil man føle sig snydt, når man har været igennem…bare en lille advarsel.

I Legoland er der underholdning til børnene i køen

Ninjago delen er forholdsvis ny. Og ved “The Ride” har Legoland virkelig gjort noget ud af at underholde børnene i køen. Det gør de også andre steder i parken, ved at have lavet standere med Legoklodser, som børnene kan lege med, mens de voksne står i kø.

Men ved ”Ninjago The Ride” har de lavet hele områder, hvor børnene kan gå ind og lege og blive udfordret på forskellige måder, mens køen så går rundt om dette område. Så de voksne kan bevæge sig rundt i køen, mens børnene leger. Det er vi virkelig fan af. For det er bare ikke sjovt at stå i kø for børn (heller ikke for os voksne, men vi klarer det nu alligevel bedre… ;-).

Vi kan se på kø områderne, at der er lavet klar til at man kan stå rigtig lang tid i kø, men det har vi heldigvis ikke prøvet. Vi kommer i forsommeren eller sensommeren. For det er ikke sjovt at være der, hvis det er alt for varmt. Og det er jo også midt i sommerferien, at der er flest mennesker. Så det prøver vi at slippe uden om.

Den bedste legeplads!

Playground in Legoland

Der ligger mange gode ting lige i området tæt på Ninjago World. Her er også en 4D-biograf.
Men endnu bedre er der Duplo legepladsen. Det hedder vist ”Duplo Legehuse”. Den legeplads er virkelig gennemført. Det er en legeplads bygget op over de ting, som børnene kender hjemmefra i deres Duplo legetøj.  Her er brandstationen, politistationen, bondegården og meget andet.

Sidste år tog Mikkel en telefon i et af legehusene. Han stod længe og snakkede i telefonen. Jeg tænkte, at det var da alligevel utroligt, at det kunne blive ved med at være interessant. Men da jeg så fik røret, kunne jeg høre en mand på et bånd snakke til mig. Han spurgte, hvordan det var at være i Legoland. Og sådan er der mange små finesser der gør denne legeplads så god.

Vi kunne godt være længe på denne legeplads. Hvis ikke det var fordi, der er så meget andet godt i Legoland, som man også skal opleve.
Men det er rigtig godt at bruge noget tid her på legepladsen, når børnene har været i mange forlystelser og lige trænger til at få lidt ro på.

 

Der er mange, mange gode forlystelser vi kunne fortælle om. Men det er der ikke plads til her. Så vi vil nøjes med at fremhæve 2 yderligere yndlingsområder.

Ildslukningen, der var så vild, at vi næsten glemte børnene

Fire Brigade Legoland

Tæt på polarområdet, ligger Falck Fire Brigade. Her er der “brandbiler”, hvor hver familie konkurrerer om, hvem der først får slukket ilden. Man skal pumpe bilen frem med håndkraft for at køre ned til branden. Her skal man så pumpe videre og ramme ilden med en vandstråle. Og så skal man køre tilbage igen – som de første.
Sidste år blev Dennis så ivrig, at han ikke havde tid til at få os alle med på vognen på tilbagevejen. Jeg insisterede på, at børnene i det mindste kom med ombord. Men farmor måtte klare sig selv… Ja, der er bestemt også ting for de voksne i Legoland.

Ved siden af brandstationen ligger Templet. Her kører man rundt i vogne i det gamle Egypten og skal skyde på lys, der lyser rundt omkring. Det er også altid et sikkert hit hos os.

Men er I til mere vilde oplevelser, er der også “Polar X-plorer” i dette område. Det er en rutsjebane af den mere vilde slags. Under turen kilder det i maven en del gange gange. Og der er endda også et frit fald på 5 meter undervejs. For lige at give lidt mere oplevelse, er der levende pingviner, man kan sidde og kigge på, samt vilde og flotte isbjørne og andre polardyr. De er dog lavet i Lego klodser.

De fantastiske figurer bygget af Lego klodser

Det er jo det, der gør Legoland helt speciel; At nærmest alt er lavet i Lego. Det er simpelthen utroligt, hvad de kan lave af figurer – i Lego. Og som faktisk ser utroligt naturtro ud, på trods af, at det er lavet af firkantet plastik klodser.

Safari in Legoland

Tag f.eks. på en safaritur, hvor man bliver kørt rundt i en bil og ser på savannens dyr. De er virkelig flot lavet.

Tæt på safarien ligger Trafikskolen. Vi har hørt mange sige, at det kan de huske, fra de selv var børn, at de tog kørekort i trafikskolen. Det kan jeg også huske, da jeg gjorde – i regnvejr. Der er noget med os og Legoland i regnvejr.
Man skal være fyldt 7 år, for at tage kørekort, så det har vores børn stadig til gode.

Men mellem safarien og Trafikskolen, ligger noget andet, som de fleste vist kan huske fra deres barndom. Miniland. Byen bygget i Lego klodser i miniformat.
Den er stadig virkelig flot og fascinerende!

Nyhavn i Miniland i Legoland
Tænk at de kan genskabe Amalienborg og Nyhavn i Lego klodser. Og lave en hel lufthavn, hvor bilerne kører rundt for at tanke fly. Det er virkelig imponerende at se på.

Når forlystelserne lukker ned for aftenen

Vi plejer at gå gennem miniland til til sidst. For det er mod udgangen. Og det lukker ikke. Det er nemlig sådan, at forlystelserne lukker før selve Legoland lukker. Så man kan bruge den sidste tid på at studere alle de flotte figurer.

Og på at få noget at spise. Der ligger, meget belejligt, et spiseområde mellem Miniland og udgangen. Her er der et par restauranter. Maden er fin. Det er ikke vild gourmet, men det bestemt heller ikke dårligt. Vi plejer at tage buffeten. Det er så dejligt nemt med trætte børn, der lige skal fodres af, før de kommer ud i bilen og falder i søvn på vej til Sjælland, efter en fantastisk dag fuld af gode oplevelser i Legoland.

Et lille tip til at slippe for nogle af køerne

Man kan ikke komme uden om, at det koster noget at komme ind i forlystelsesparker. Så når vi tager i en forlystelsespark, kommer vi gerne fra morgenstunden. Men når det så er sagt, så lykkes det os alligevel aldrig at være der, når de åbner. Men så bruger vi et lille trick, som vi lærte for nogle år siden i Disney World. Vi begynder ikke at prøve ting, lige når vi kommer ind i parken. I stedet går vi længere ind i parken – helst allerbagerst i parken – og prøver så ting derinde bagved i parken.
På den måde har man tit lige scoret sig en halv/hel time uden nogen videre kø, fordi folk altid kaster sig over det første de ser af sjove ting. Og så kan de risikere at stå i kø fra start af.

Lidt praktik

  • Der er der masser af god info på deres hjemmeside her.
  • Skiftetøj/regntøj: Det kan være en god idé at tage skiftetøj eller regntøj med. Der er flere aktiviteter, hvor man nemt bliver våd. F.eks. gravede vores børn guld med hele kroppen, da de var mindre. Så det skulle foregå i regntøj.
    Og i Lego Canoe og i Piratlandet er der også gode muligheder for at bliver våde. Der står også sådan nogle tørremaskiner, hvor man kan betale sig ud af at blive tør, hvis man hellere vil det. Vi skal ikke kunne sige, om de virker godt.
  • Ankomst i bil: Kommer du i bil, kan der godt være kø hen til Legoland. Så kom gerne i god tid. Og husk, at når du går ud af Legoland, skal du betale p-afgift lige når du kommer hen til parkeringspladsen. Det er så ærgerligt at gå hele vejen gennem den store parkeringsplads og så opdage, at man har glemt det.
  • Rabat på indgangsbilletterne: Især uden for højsæsonen findes der mange muligheder for at få rabatkuponer til Legoland. Det er som oftest billetter, der giver et barn gratis adgang sammen med en voksen. Vi har set dem i Rema1000 reklamer, hos Hjemme is og BR, på Kellogs parker og flere andre steder. Så vi vil faktisk påstå, at man skal føle sig snydt, hvis man betaler fuld pris for børn i lavsæsonen.
  • Maden: Maden i Legoland er som sagt ikke gourmet. Og burger stederne er fastfood restauranter. Det er godt nok af de bedre, hvor man får et æble med som tilbehør og maden ikke drypper af olie. Men det er stadig ikke helt fantastisk mad. Vi snakker hvert år om, at man burde tage madpakke med til frokosten, så vi kan nøjes med købe ét måltid der i løbet af dagen.
  • Overnatning: Der er et hotel i forbindelse med Legoland. Vi har fået det anbefalet af venner, men har ikke selv boet der. Men man kan nemt bruge 2 dage i Legoland!

 

Har du været i Legoland? Hvad er jeres yndlings forlystelse? Og hvorfor? Vi vil meget gerne høre om dine oplevelser!

 

Tags from the story
Join the Conversation

2 Comments

  1. På legos side er der et kø-barometer, så man kan se hvilke dage der ikke er lang kø. Nar I tager i Legoland bør ı også tage et smut i Lalandia.
    Kan læse at I har fået rigtig meget ud af besøg i Legoland. Selv bor vi i nærheden, så er der ikke så meget mere. Men det er jo ligesom hvis man bor i København, så tager man sjældent i Tivoli. ?

    *Rikke*

    1. Ja hvorfor går det altid sådan med de ting man bor tæt på ?
      Ja det rigtig. De er meget gode til at informere om, hvilke dage der er bedst at komme. Det har vi også benyttet os af. Godt fif du kom med ?
      Når vi har været i Legoland har vi også benyttet lejligheden til at besøge venner i Jylland. Derfor bliver der som regel ikke tid til så meget mere. Men jeg har hørt meget godt om Lalandia i Billund i forhold til i Rødby, som vi har været i flere gange.

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *