Bøger for børn og voksne om Grønland

Boeger_om_Groenland

Vi har læst mange bøger om Grønland med børnene for at give dem en idé om, hvad det er vi skal op og opleve.
Der findes heldigvis rigtig mange børnebøger om Grønland på biblioteket. Både om dyrene, landskabet og ikke mindst om menneskene og kulturen. Nedenfor vil jeg gennemgå dem, vi har været gladest for. Men der er virkelig mange at vælge i mellem – i hvert fald på vores bibliotek.
Derudover vil jeg også fortælle om mine voksen, yndlings bøger om Grønland, nemlig Jørn Riels Skrøner.

På biblioteket søgte jeg på “Grønland” i børneafdelingen. Og så kom der flere sider frem at vælge imellem. Alt lige fra billedbøger, over letlæsning til faglitteratur skrevet til børn. Så det er virkelig en kunstens regel, at begrænse sig.

Dyr i Grønland, bind 1-3, af Peter Bering og Birgitte Bering

Vi lagde ud med bøger om dyrene i Grønland. De fleste børn bliver jo nemt fascineret af dyr, så det syntes vi var et godt sted at starte.

Hvert bind handler om 4 dyr. Der er selvfølgelig de helt forventelige dyr som Isbjørn, sæl, moskus-okse, rensdyr m.v. Men der var også lidt mere “overraskende” dyr som sø-papegøjer og laks.

Vi hoppede rundt i bøgerne, alt efter hvilket dyr vi nu havde lyst til at læse – godt påvirket af, hvilke dyr vi håber at komme til at se. Og børnene var meget interesseret i dem.
De bøger skal også med på ferien. Der kunne jo godt opstå spørgsmål, når (hvis) vi er så heldige at se nogle dyr.

Polarhippie Eventyren Peter Freuchen – de unge år, af Nils Hartmann

Næste bog vi kastede os over var om Peter Freuchen. Det var egentlig fordi vi skulle til Knud Rasmussens hus i Hundested, for at “lugte” lidt til Grønland, inden ferien. Men jeg kunne ikke finde en børnebog om de store bedrifter, Knud Rasmussen har gjort på sine ekspeditioner. Men jeg fandt denne  om Peter Freuchen, og han var jo med på flere af Knud Rasmussens ekspeditioner.

Læs også: Knud Rasmussens Hus i Hundested – en lille bid af Grønland

Bogen er skrevet virkelig godt til børn, og børnene fik bestemt lidt respekt for, hvor barsk livet kan være i Grønland, og når man er på ekspedition. Og den gav også nogle gode snakke om eventyrlyst og om at måtte klare sig selv, når man er et sted, hvor ingen kan komme og hjælpe.

Men børnene har svært ved at forestille sig, at man kan køre op på “den der indlandsis” med en hundeslæde. Og at den virkelig er så stor og nærmest fylder hele landet. Så den må vi opleve, når vi er afsted.

Grønland af Peter Bering og Grønland af Henrik Enemark

Her er 2 bøger, der giver en kort og fin introduktion til Grønland. I dem kan børnene høre om indlandsisen, slædehundene, byerne i Grønland o.s.v.

Den af Henrik Enemark er en begynder-læsnings bog. Derfor er den også skrevet så nemt, at mindre børn vil kunne få meget ud af den.

Bogen af Peter Bering er i Lix 12. Den har markeringer af ord, med ordforklaringer, og er også meget forståelig for børnene. Den er lidt længere end den af Henrik Enemark, og beskriver derfor mere om Grønlands kultur. F.eks. har den historien om Havets moder, som alle grønlændere kender.

Grønlands hemmeligheder af Benedicte Riis

Denne bog har vi endnu ikke fået læst. Men den skal med til Grønland. For den beskriver rigtig mange dele af grønlandsk kultur i korte, overskuelige beskrivelser. F.eks. sommer og vinter i Grønland, husene, ulo’en, kajakfangst, hundeslæden, tupilakker, trommedans, nationaldragten og meget andet.

Månemanden og andre fortællinger fra Grønland af Gunvor Bjerre

Til sidst vil jeg lige nævne en bog, som vi ikke har læst – man kan jo ikke nå det hele. Men den ser spændende ud.

På Knud Rasmussens ekspeditioner, rejste han rundt og bad bl.a. de eskimoer han mødte om, at fortælle de historier, de fortalte hinanden om aftenen i hytterne (dengang fandtes der jo ikke nogen former for tv og andre skærm underholdning). Senere udgav han en samling af disse historier. Og endnu senere har Jørn Riel så arbejdet med disse samlinger. Og til sidst har Gunvor Bjerre så gjort dem børnevenlige

Så på den måde kan man læse de gamle historier/sagn fra Grønland for børnene. Men det skal dog nævnes, at livet jo har været ret barskt den gang på Knud Rasmussens tid. Så det kan godt være lidt voldsomme historier.

Voksenbøger om Grønland: Jørn Riels samlede skrøner fra Nordøstgrønland

Boeger_om_groenland_Voksen

Jørn Riel har selv boet i Nordøstgrønland af flere omgange. Han er uddannet radiotelegrafist og navigatør, fordi han tidligt blev forelsket i Grønland, og ville have en uddannelse, der kunne få ham derop.
Og det lykkedes ham, at få arbejde i Grønland, hvor han overvintrede i øde hytter alene eller kun sammen med 1-2 andre personer.
Her oplevede han selvsagt nogle meget anderledes ting, end dem han kendte til fra Danmark.

Ud fra alle hans oplevelser i Grønland har han skrevet en masse skrøner om livet blandt ham og hans kollegaer.
Livet i Nordøstgrønland er barskt, især om vinteren, hvor der konstant er mørkt. Og du kan jo ikke bare lige gå ud og handle, så det er afhængig af, hvad forsyningsskibet kan komme med om sommeren. Og hvad du så ellers så selv kan skaffe.

Forestil dig en mand der bor alene en hel vinter, eller 2 mænd, der bor side om side i en lille bitte hytte sådan en lang, kold, mørk vinter…Det kan der kun komme mærkelige, anderledes og især sjove historier ud 🙂

Skrøner er jo normalt helt opdigtet. Men Jørn Riel siger, at er skrønerne helt sande…
Jeg læste skrønerne første gang kort tid efter at jeg flyttede hjem fra Grønland. Og jeg kunne så sagtens forestille mig, at tingene kan have foregået sådan ude blandt de mænd, der tit har levet alene eller 2 og 2 i meget lange tider.

Jeg har læst skrønerne flere gange allerede. Og jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse dem igen, igen. Jørn Riels har den luneste humor, og jeg klukker ofte af grin, mens jeg læser dem. Så selv hvis du ikke er vældigt interesseret i livet i Nordøstgrønland i 1970-1980’erne. Så synes jeg, at du skulle tage og læse dem alligevel, blot for underholdningsværdien.

Rigtig god læselyst!

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *