Vandretur fra Theth til Valbona i De Albanske “Alper”

Skal man gå fra Theth til Valbona eller fra Valbona til Theth – og andet praktik om vandreturen

Det korte svar må vist være, at det ikke er vigtigt, hvilken retning du går i.
Vi valgte at gå fra Theth til Valbona, fordi det var det, der passede bedst ind i vores andre rejseplaner.

Den første opstigning fra Theth er virkelig stejl, og jeg har læst om nogle, der ikke syntes, at det var sjovt at gå den er, når de var trætte efter en hel dags vandring.

Fra Theth til toppen går man mest i skov. Fra Valbona til toppen går man mere i åbne områder.
Det vil sige, at vi gik opstigningen i skyggen fra skoven meget af vejen. Hvilket jo var ret behageligt, når man i forvejen fik varmen af gåturen.

Men når det er sagt, så synes vi ikke, at det er noget, der taler for at vælge den ene frem for den anden rute.
Så vælg den, der passer bedst ind i jeres program.

Ruten er godt afmærket undervejs. Men vi var faktisk lige ved at misse, der hvor ruten startede, fordi det var en lille sidesti.
Ud over det havde vi ikke problemer med at finde vej.
Vi brugte Maps.Me, for vi kunne ikke finde på at gå sådan en tur, uden at have et kort. Men vi havde faktisk ikke behøvet det, for ruten var godt afmærket hele vejen.
Husk at downloade kortet på forhånd, for der er ikke ret godt netværk.

Turen siges at tage mellem 5-10 timer, alt efter, hvor erfaren en vandre du er.
Og det passer ret godt med vores tur. For vi gav os god tid og tog masser pauser. Det skulle jo også være hyggeligt.
Vi endte med at være afsted i 9,5 time. Hvor vi har fået i 7 timer og holdt pauser i 2,5 timer.
Vi gik opad i 4 timer, 3,5 timer nedad og 2 timer gennem et udtørret flodleje og på asfalt vej ved Valbona.

Hvor starter man vandreturen mellem Theth og Valbona?

I Theth boede vi forholdsvis centralt i den lille by. Og kunne nemt gå til startstedet for ruten.

Hjemmefra syntes jeg, at det var lidt svært at finde ud af, hvor startstedet var. Dennis havde fundet et sted på Maps.Me, som så rigtigt ud.
Men vi spurgte ejeren ved vores overnatning, for at være sikre. Han havde helt styr på det.
Alle i byen kender denne vandretur.
Så jeg er helt sikker på, at du kan finde en, der kan forklare dig, hvor startstedet er, ud fra, hvor du har valgt at overnatte.
Vi kan desværre ikke huske i dag, hvor det var.

Når du kommer ned fra bjerget på Valbona-siden, bliver du mødt af et udtørret flodleje med store sten, som du skal gå igennem i et par kilometer. Og når du så når asfaltvejen, vil du oftest have et par kilometer mere, før du når din overnatning.
For os betød det 2 timers yderligere gang, fra vi var kommet ned ad bjerget til vi var ved vores overnatning.

Du kan sagtens arrangere at blive hentet/sat af, for foden af bjerget. Og ved starten af asfaltvejen holdt der taxaer, da vi var der.
Faktisk er startstedet ikke i Valbona, men i den lille naboby Rragam.

Jeg syntes egentlig, at det havde været okay at ende turen ved taxaerne. Vi havde oplevet alt det spektakulære ved ruten, og vi var pænt trætte, da vi ankom der. Så det var mest bare hårdt, og ikke ret meget oplevelse, at gå de sidste par kilometer langs en asfaltvej.
Men Dennis syntes, at det føltes mest rigtigt at gå fra overnatning til overnatning. Så det gjorde vi.

Og vi var alle enige om, at vi ville føle, at vi havde “snydt”, hvis vi var blevet kørt igennem flodlejet.
Flodlejet var en ensformig og lidt hård del af turen, fordi man hele tiden skulle se, hvor man placerede fødderne. Men det føltes alligevel som en passende del af turen for os.

Er vandreturen mellem Theth og Valbona for børn?

Vi gik turen med vores drenge på 11 og 12 år.
Det kunne de godt klare. De var så seje!
De blev selvfølgelig rigtig trætte. Men brokkede sig ikke. Og når de sagde, at de var trætte, var vi voksne det som regel også allerede.
Det var vi voksne der havde ondt overalt, da vi nåede mål. Ikke børnene.

Der er steder på turen, hvor stien er lille og og der er stejlt ned. Så jeg vil anbefale, at børnene har en alder, hvor du er tryg i, at de går sådan et sted.

Vi mødte ingen andre børn. Mest kun folk på 20-30 år. For det er ikke en lille søndagsudflugt. Men vi mødte også en vandregruppe bestående af pensionister.
Det er sådan en tur, hvor alle, der har mod på det, kan være med. Men det kræver altså noget af dig.

Jeg vil ikke anbefale at have mindre børn med. Medmindre at du er frisk på at bære rundt på dem på større dele af turen.
Men ældre børn kan sagtens klare turen, hvis de bare er i almindelig god form. Og ikke mindst har mod på det. Turen vil føles meget lang med et barn, der er modvillig.

Vi havde brugt lang tid hjemmefra på at snakke turen på – at nu skulle vi virkelig ud og præstere noget vildt, og se, om vi rent faktisk kunne klare det. Vel vidende, at der ikke rigtig var en udvej. Og det var måske også derfor børnene ikke brokkede sig. Der var jo intet alternativ, da vi først var gået afsted.

Pakkeliste til vandreturen mellem Theth og Valbona

Ting til vandring

Vi købte ikke noget ekstra udstyr til turen. Vi brugte bare det, vi havde. Hvilket ikke var så meget.

• Sko: Jeg har trekkingsko, som jeg brugte. Men de andre har ikke nogen form for vandresko. Så de gik bare i deres almindelige kondisko. Det gik fint.
• Dagsrygsække: Vi havde alle en dagsrygsæk hver. Drengenes var bare deres skole/sportstaske hjemmefra. Benjamins taske havde ikke engang mave- og brystbælte. Men det gik ok for Benjamin. Selvom vi andre var glade for, at vi havde mave- og brystbælte til at justere vægten med.
• Vandrestave: Jeg er altid bange for at falde, når jeg går ned ad bakke. Så jeg har fået mig et par vandrestave, som et par ekstra holdepunkter. Og dem er jeg så glade for. Men de andre havde ikke noget med. Nogle gange tog de bare en pind fra skovbunden.
• Solcreme
• Førstehjælps udstyr: Vi har altid noget førstehjælpsudstyr med på ferier. Og vi tog stort set det meste med her på turen. Samt print af vores rejseforsikring
  Du kan læse om, hvad vi rejser med her: Hvad skal man pakke i sit rejseapotek?
• Kasket og/eller solbriller
• Headset: Turen kan jo godt komme til at føles ensformig/lang for børnene. Så et headset med en lydbog eller musik til dele af turen kan anbefales.

Vi havde efterladt vores kufferter ved vores bil, så vi måtte samtidig bære alt, hvad vi skulle bruge til 3 overnatninger. Inkl. et sæt af alle vores rejsepapirer. For hvis vi mistede telefonerne, er det altså godt at have på sig.
Jeg var ret streng med, hvad der måtte blive pakket. For jeg var virkelig bange for vægten. Og ville meget gerne have turen til at blive en succes. Men alle havde også fået lov til at vælge én ekstra ting, de gerne ville have med. Det gør det jo også lidt sjovere at slæbe på sine ting, når man ved, at der er en ting man er ekstra glad for.

Mad og drikkevarer

Vi havde 7 liter vand med til os 4. Det rakte ikke hele vejen. Men vi købte sodavand i 2 af cafeerne. Og et sted på Valbona siden kunne vi hente vand fra en kilde. Jeg lagde desværre ikke mærke til, om det var muligt andre steder.

Vi gik jo med børn, så vores madliste var nok lidt alternativ.
Jeg mener, at det vigtigste for sådan en tur, er at børnene (og forældrene) ikke går sultne og sukkerkolde rundt. Det kan ødelægge hele turen.
Derfor prioriterede jeg, at der skulle være genkendelig mad til drengene.
Nogle får smurt en frokost hos deres overnatning. Men det fravalgte vi. For så vidste vi jo ikke, om der måske var ting, som børnene ikke kunne lide.
I stedet havde vi købt brød, spegepølse og Nutella med til frokost.
Nutellaen vejer jo lidt. Til gengæld elsker børnene det, og det er hurtig energi. Så den ekstra vægt syntes vi, var godt givet ud.

Derudover havde jeg en masse snacks med.
Nogle havde jeg med fra Danmark. For igen, det med genkendelige ting der virker godt for børn. Det var ting som figenstænger, mini myslibarer, riskiks og små poser med vingummier.
I Albanien havde vi også købt friske ting som f.eks. skoleagurker.

Børnene bar på alt det “kedelige” mad. Både fordi det var det, vi forventede at spise først. Og det ville være godt, hvis deres tasker blev lettere undervejs. Men også fordi vi ville være sikre på, at det blev spist.
Alle de sjove snacks kendte børnene ikke til. De skulle kunne trækkes frem, når nogen var trætte og trængte til noget, der kunne give ny energi og mod på videre fremfærd.
Jeg havde altid nogle snacks ved hånden, så vi ikke behøvede stoppe for at finde det frem.

Der er 4 cafeer undervejs.
Faktisk synes jeg, at det er lidt en overdrivelse, at de kalder det en cafe. Den første og den sidste vi mødte var meget interimistisk, og havde kun drikkevarer. De 2 andre var vi ikke inde på. Men de så lidt større ud. Jeg skal ikke kunne sige, om de har mad også.
Men i hvert fald betyder cafeer, at man kan slippe for at slæbe lidt drikkevarer.

Nederst i indlægget har jeg indsat et link til en anden rejseblogger, der beskriver meget mere om praktikken ved denne vandretur.

Vores vandretur mellem Theth og Valbona

Senere på vores ferie, skulle vi have en overnatning i Shkoder.
Hotellet var så søde at lade os parkere der, mens vi skulle på vandreturen. For det er jo ikke en cirkulær tur. Så vi kunne ikke tage vores bil med.
Faktisk viste det sig at vi bare skulle parkere på gade. Men vi fik lov til at stille bagagen ind på hotellet. Så hvis bilen var væk, når vi kom tilbage, havde vi måske i det mindste stadig bagagen.

Vi havde booket en chauffør, der skulle køre os til Theth. Vi havde forestillet os, at vi skulle køre i en 4-hjulstrækker, for vi skulle jo op i bjergene. Men det var en helt almindelig stationcar.
Turen gik egentlig fint, også når vi skulle køre uden om køer og grise på vejen. Men der var virkelig mange hårnålesving. Så vi havde lidt køresyge stop undervejs.

Vi skulle op over et bjerg, og ned i en dal, før vejen sluttede. Vi var nærmest kørt til verdens ende, følte vi.
Vejen var ensporet, så hver gang vi mødte en modkørende, måtte vi ud i rabatten. Men vi skulle ikke klage. For denne vej er først blevet asfalteret for et par år siden. Før det har det været en meget hårdere tur.
Køreturen tog 1,5 time.

Vores værelse i Theth var helt basalt, men havde alt hvad vi skulle bruge.
Vi spurgte værten om hvor vi kunne finde vandreruten til i morgen. Han bekræftede, at den Dennis havde fundet på MapsMe var rigtig. Og han sagde, at det bare lige var 2,5 timer opad og 1,5 time nedad. Det blev mega nemt-agtigt.
Det var ellers ikke det, jeg havde læst andre steder.

Vi spurgte udlejer om vejret i morgen. For lige så længe vi havde kunne følge vejrudsigten, havde de lovet regn på denne ene dag. Og det vidste vi ikke rigtig, hvad vi skulle stille op med.
For jeg havde læst, at det var for farligt at gå turen i regn.
Men vi skulle jo gå fra ét overnatningssted til ét andet. Hvordan skulle vi ellers komme derhen? Det ville tage 4-5 timer at køre udenom. Og så ville vi jo bruge hele dagen på at køre. Det ville virkelig være ærgerligt.

Men værten kiggede bare op på himlen og konstaterede, at det ville blive godt vejr i morgen.
Vi valgte at stole mere på de lokale end på meteorologerne.
Og vi havde selvfølgelig solskin hele vejen.

Aftensmaden var dejlig lokal. Menuen var håndskrevet på en notesblok, og maden var tydeligvis friskplukket ude i haven. Det var så lækkert.
Efter aftensmaden – hvor  gik vi i seng. Vi ville jo have en lang dag foran os i morgen.

Vækkeuret ringede kl. 6.30. Så kunne Dennis og jeg lige nå et hurtigt bad, før vi skulle have drengene i gang.
Mens drengene vågnede, pakkede jeg rygsække. For vi skulle have vægten rigtigt fordelt. Og vi kunne ikke gå rundt med en plastik pose i hånden, som vi var ankommet med om aftenen.
Heldigvis lykkedes det. Og vi blev glade for, at vi ikke havde ekstra tasker/poser, vi skulle balancere med. For på steder af turen, er der stejlt. Så der må gerne være nemt at holde balancen.

Kl. 8.24 gik vi.
Jeg havde læst om folk, der gik turen på alt fra 6 timer til 10 timer. Og vi regnede med, at vi ville høre til den sidste del. Så det var om at komme afsted fra morgenstunden.

Første del var på grusvej ud af byen. Her mødte vi også nogle enkelte biler. Det var vist et par kilometer.

Til sidst på vejen mødte vi en lille bitte landsby, som vi var meget optagede af at kigge på.
Men der gik nogle vandrere bag os. Og heldigvis undrede Mikkel sig over, hvor de nu forsvandt hen.
Så vi gik lidt tilbage. Og ganske rigtigt, der stod et skilt mod vores sti, som vi havde overset. 

Først på stien var der nogle gule metal skilte, der viste retning og hvor langt der var til de forskellige destinationer. Ude i naturen var stien markeret med maling på stenene. 2 hvide streger og en rød.
Senere på turen ændrede det sig til 2 røde og en hvid. Vi overvejede lidt, om det mon var, da vi passerede halvvejs, så man nu kunne se, at det ikke længere kunne betale sig at vende om. Men det er bare spekulationer.

Et par gange på turen, lå der pludseligt et plastik chartek på jorden under nogle sten. I chartekket var der et papir, med en pil tegnet på. Dem valgte vi at følge, fordi vi ikke lige kunne få øje på de rigtige markeringer. Og det viste sig at være rigtigt. Der må være nogle, der ville sikre sig, at folk finder den rigtige vej, så de ikke skal ud og lede efter turisterne…

Og faktisk endte det med, at det eneste sted vi gik forkert, var i starten ved landsbyen.

Da vi drejede ind på stien ved landsbyen, startede opstigningen. Og det gik virkelig op ad. På stenede stier.
Det var hårdt fra start af!

Efter noget tid blev vi mødt af heste. De bar bagagen for nogle vandrere.

Det er en gammel muldyrs rute mellem de 2 byer Theth og Valbona, fordi det er så tidskrævende at komme den anden vej rundt om bjergene. Så det var jo ikke utænkeligt med heste her. Men jeg må sige, at jeg flere steder på turen ikke kunne forstå, hvordan hestene kunne klare de her steder. Men de har jo heldigvis 4 ben til at holde balancen med.
Og vi mødte hestemøg hele vejen. 

Efter lidt over en time mødte vi den første café. Der skulle nemlig være 4 cafeer undervejs.
Café var måske nok en overdrivelse. Men de solgte kolde sodavand. Og dem tog vi meget gerne i mod.
Sodavandene lå i et badekar, der var fyldt med smeltevand. Nem måde at holde dem kolde på.

Vi sad under et sejl, der var spændt ud for at give skygge. Men der var nu skygge overalt, for vi var inde i skoven.
Vores t-shirts var allerede gennemblødte af sved, så vi sad og blev kolde. Og i øvrigt var der myg. Så pausen blev ikke så lang.

Det var en hård opstigning, der bare blev ved og ved. Så jeg måtte bede om nogle 2 minutters pauser en gang imellem og lige få vejret og spænde af i læggene.
Jeg sørgede for at vi først drak af vandet i drengenes tasker, så de blev lettere og lettere. Jeg kunne også hele tiden trylle en figenstang eller en lille muslibar frem, hvis nogen var det mindste sultne. Turen skulle i hvert fald ikke blive dårlig på grund af sult.

Så mødte vi en lille græs eng. Men blomster i græsset. Præcis som i de østrigske alper. Der var så fint😍 og helt oplagt til en lidt længere pause igen.
Mikkel var helt vild med stedet.
Benjamin var begyndt at synes, at det var lidt kedeligt. Han kunne gå i et helt andet tempo end os 3 andre, så han skulle hele tiden vente på os. Han har altid været familiens bjergged 🙂

Vi mødte ofte andre mennesker på vores vej.
Nogle mødte vi flere gange, for vi skiftedes jo til at holde pause. Men indtil videre kun folk, der gik i samme retning som os. Det var endnu for tidligt til, at folk kunne være gået over bjerget fra Valbona i den anden retning.

Vores opstigning fortsatte. Men det var godt nok flot!!!

Så mødte vi 2. Café. Det var en reel bygning. Og den lå med den flotteste udsigt.
Men det var ikke så lang tid siden, vi sidst havde holdt pause. Og der var allerede ret mange mennesker. Så vi var alle friske på at gå videre.

Her mødte vi faktisk den første gruppe, der gik modsat. Der var 4 fyre i starten af 20’erne, der nærmest løb. Hvilket jo er ret farligt ned ad bakke. Med det resultat at den ene faldt og kurede et stykke. Han så også ud til at slå sig lidt. Men rejste sig selvfølgelig bare og småløb videre.
Det var piv-farligt det de havde gang i. For vi har højt oppe og skrænterne var stejle.
Jeg havde allerede mange gange bedt drengene om at gå på den venstre side af stien (på trods af, at stien kun var 30-40 cm bred). Men så gik de da ikke helt ude over kanten.

Vi fortsatte opad og opad og opad…
Så syntes jeg at det var tid til en frokostpause.
Men vi gik inde i skoven, og Dennis ville gerne finde sådan én alpeeng igen. Det syntes jeg var lidt uoverskueligt, for jeg ville gerne snart have en pause. Og det var snart en times tid siden, at vi sidst havde set sådan én eng. Så hvornår ville der komme en igen?

Men så kom der faktisk en. Den hældte lidt mere, end hvad der var helt komfortabelt. Men der var så flot!
Det perfekte sted at spise.
Så vi hev vores brød frem. Majsbrødet fra bageren var godt nok kedeligt. Men ret tungt i det, så det mættede meget godt. Drengene var vilde med det hvide brød med Nutella.

Der var så fint og hyggeligt, at folk der gik forbi, ikke kunne lade værre med at kommentere det overfor os.
Én amerikansk ung fyr udbrød “ej, hvor ser det hyggeligt ud. Skal jeg ikke tage et familiebillede af jer, for sådan et må I da have her”. Og efter vi så billedet, må vi give ham helt ret.

Godt Dennis insisterede på at gå lidt længere. For det er jo ikke det enkelte hårde skridt på vandreturen man husker. Det er pauserne og udsigterne.

Efter frokosten fik vi pakket rygsækkene en smule om, så dem, der var bedst kørende, havde mest vægt.

Så gik vi videre op.
Vi mente at vi måtte nærme os toppen. Men det første vi havde udset som toppen, var bare et udsigtspunkt.
Her sad en mand, der kom fra den anden side. Han sagde til os, at vi snart var oppe. Men det var en løgn – eller jo nok mere, fordi vi så trætte ud, og han ville prøve at opmuntre os.

Dennis og jeg kiggede på alle dem vi mødte, der gik modsat. Ingen af dem så forpustede ud. Hvilket var ærgerligt. For så havde de jo nok gået nedad i noget tid. Så vi var stadig lidt langt fra toppen.
Dennis begyndte at brokke sig over, at han ikke gad gå mere opad. Det kunne vi alle hurtigt blive enige om. Og jeg følte overhovedet ikke, at jeg flyttede benene, når jeg prøvede at gå opad.
Mikkel og jeg konkluderede, at vi måtte være virkelig højt oppe, fordi det var så svært at trække vejret ;-).
Det var virkelig hårdt!

Så begyndte vi at møde flere, der sagde til os, at vi næsten var oppe.
Og så skete det endeligt.
Vi kunne se toppen!

Men der var faktisk ikke særligt behageligt at være på toppen.
For stien var virkelig smal, med småsten, der hele tiden løb ned af de rigtig stejle skrænter.
Vi var så højt, at der nærmest ikke var noget bevoksning. Kun sten og skrænter.
Og det var koldt og blæsende.

Og her skulle vi så kante os forbi alle de andre, der også ville tage et billede på toppen.

Faktisk gik vi ikke helt op på toppen. Stien krydsede fra den ene side af bjerget til den anden, omkring 20-30 meter fra toppen.
Det ville jo ikke være ret meget mere lige at gå derop. Men ingen af os havde lyst til at gå op i det menneskemylder.
Så vi fik i stedet én til at tage billede af os på stien.

Det tog os 4 timer – konstant op ad bakke – at nå derop.

Og så begyndte nedstigningen. Den var også til den stejle side. Dog lidt bedre end på toppen. Men jeg syntes stadig ikke, at det var helt trygt. Men jeg er jo også virkelig dårlig til at gå ned ad.

I starten gik vi mest omgivet af sten. Og vi var så højt oppe, at vi nu kunne konstatere, at det vi i går  kiggede op påog ikke kunne blive enige om, om var sne eller klippe. Det var sne.
Men vi skulle heldigvis ikke over noget sne. Vi kunne bare se det på de andre bjerge.

Det gik ned og ned. Og jeg gik langsomt. Jeg følte mig klar mere tryg, nu hvor jeg har 2 vandrestave, som også giver nogle støttepunkter. Men jeg er stadig ikke glad for det. Og vi gik i løse sten af både små og lidt større størrelser.
Men da en større gruppe tyske pensionister overhalede os, var drengene virkelig tæt på at miste tålmodigheden med min langsomme gang nedad.

Heldigvis kom vi så snart til en virkelig stor eng, hvor vi kunne sætte os og holde en længere pause og spise en masse snack.
Vi havde egentlig en følelse af, at nu var vi ved at være nede. Men vi kunne se på kortet, at det var vi slet ikke.

Så mødte vi en cafe, der samtidig havde en haveslange fra kilden. Det var godt. For vi havde ikke meget vand tilbage.
Men der var ikke rigtig nogen af os, der havde lyst til at sidde og holde en pause. Så vi tankede bare vand.

Nu ville drengene gerne være færdige med turen. Men igen gik det meget stejlt nedad. Og så gik jeg langsomt igen.
Drengene gad ikke vente mere. Men de var jo samtidig også ved at være trætte. Så nu faldt Mikkel, fordi han alligevel kom til at gå for hurtigt nedad. Men heldigvis skete der ikke noget alvorligt. Og jeg var et stykket fra ham, så jeg opdagede ikke, at hans fod faktisk sked ud over kanten…

Så nåede vi endelig ned, hvor der var så forholdsvis fladt og bredt på stien, at vi mødte en bil.
Så vidste vi, at turen måtte blive lidt nemmere fra nu af. Men der var stadig 8 km til overnatningen.

Her lå den sidste af de 4 cafeer.
Drengene ville egentlig gerne gå videre. Men vi insisterede på at holde en pause. Og vi havde det alle bedre bagefter.
Man er jo ikke frisk efter en pause på så lang en gåtur. Men det giver alligevel lidt mere overskud.
Vi købte isthe og sodavand. Og da jeg hev en rulle Oreo’s op af tasken, så steg humøret lidt
Der blev også spist mere hvidt brød med Nutella. Der skulle bare masser af sukker ind, til det sidste stræk.

Nu begyndte en anden form for landskab. Det var et udtørret flodleje, hvor der løber smeltevand fra bjergene i foråret.
Men her om sommeren, var det bare kilometervis af sten, vi skulle gå igennem. Det var også lidt hårdt. For det er ret store sten.

Så efter noget tid, fandt vi et skyggested at sætte os og der blev tryllet lidt vingummier op af tasken. Det var nu alle snacks skulle bruges.

For enden af flodlejet, blev vi mødt af en parkeringsplads med nogle taxaer.
Men vi fortsatte vandringen af vejen, nu på asfalt. Der var stadig næsten 4 km til vores overnatning.

Drengene spurgte ikke engang om at køre med taxa. Men vi kiggede meget efter dem…
Turen på asfaltvejen var virkelig hård. Selvom den var flad. For vi var flade!
Vi indførte kilometer-vingummier, startede ved 3,5 km. Så kunne vi tælle ned, og fejre hver kilometer, vi var kommet igennem.

Endelig fremme!
Vi havde gået fra overnatning til overnatning.
18 km
I 9,5 timer
Over et 1,7 km højt bjerg

Vi klarede det hele.
Vi var for seje!!!
Og drengene var meget sejere og mere udholdende end os voksne.

Fremme ved vores overnatning endte vi i restauranten og kunne ikke helt finde ud af, hvem vi skulle tjekke ind hos, for der var ingen.

Vi var helt færdige.
Og drengene fik øje på ismontret. Så vi tog en is hver. Dennis fandt en øl. Men vi kunne stadig ikke finde ud af, hvem vi skulle betale til. Så vi begyndte bare at spise isene, før de smeltede.

Da der endelig kom en mand, tog han det helt roligt, at vi sad og spiste hans is, uden at have betalt. Albanere er virkelig et roligt folkefærd.
Han kommenterede bare, at vi så trætte ud…
Og det må vi virkelig også have gjort.

Vi fik at vide, hvilken hytte vi skulle bo i.
I hytten smed drengene sig på sengen, og jeg humpede rundt – indtil jeg også bare lagde mig og slappede af.
Dennis skyndte sig i bad. For han var simpelthen bange for, at han ville falde i søvn, hvis han lagde sig på sengen.
Vi andre blev nødt til at få slappet af, før vi skulle mere.

Efter vi alle havde været i bad, og Dennis havde siddet ude på terrassen og nydt en velfortjent øl, gik vi over for at spise.
Og så humpede vi ellers hjem igen i seng. Virkelig trætte, men helt høje på vores bedrift og på oplevelsen.

Det er en vandretur vi altid vil huske!
Den var så flot.
Og lidt af en præstation for os, som ikke er vant til at vandre.
Og vi gjorde det sammen som familie!

Her kan du læse flere informationer om vandreturen fra Theth til Valbona

https://wander-lush.org/valbona-theth-hike-albanian-alps/

Vi var i Albanien i 2023 og børnene var 11 og 12 år.