Når man rejser til Tunesien, er en kamel-tur i Sahara for mange en stor drøm. Men ikke alle kamel-ture er ens. For os var det vigtigt at finde en bæredygtig og autentisk kamel-tur, hvor både dyr, natur og mennesker bliver behandlet med respekt – og som samtidig kunne fungere for en familie med børn.
Vi ønskede ikke en hurtig turisttur på stranden eller i udkanten af byen, men en rigtig oplevelse af Sahara. En tur, hvor kamelerne har gode forhold, hvor beduinerne arbejder under ordentlige vilkår, og hvor man faktisk kommer ud i ørkenen og mærker stilheden, naturen og kulturen.
I dette indlæg deler vi vores erfaringer fra en bæredygtig kamel-trek i Sahara i Tunesien, med én overnatning i en beduinlejr. Du får både vores personlige oplevelse og konkrete råd til, hvordan du selv kan vælge en kamel-tur, der er mere end bare en turistattraktion – også hvis du rejser med børn.

Hvordan vælger man en god kamel-turist tur i Tunesien?

Når vi nu skulle til Tunesien, syntes vi (voksne), at vi skulle ud og opleve Sahara rigtigt.
Men mange af de ture vi så på nettet så virkelig ikke gode ud.

Og vi ville gerne have en god oplevelse. En del af en god oplevelse er også, at dyrene har det godt. Og det har de tit ikke på de ture, hvor dyrene skal “udstilles” for turister.

Dennis snakkede med flere der fortalte, at de havde været på sådanne kamelture. Og de havde ikke været særligt gode. Menneskene var ikke venlige/interesseret i turisterne. Og flere havde fået dårlig mave af maden.
Jeg har også været på sådan en tur i Egypten, der virkelig bare var en turist-fælde ting.

Da vi ankom til Tunesien blev vi desværre bekræftet i vores bange antagelser.
Vi så kameler, der stod hele dage på stranden i bagende sol, og skulle traske frem og tilbage på stranden med turister.
Et sted så vi en hestevogn køre gennem byens gader med turister. Og bag vognen, var der så bundet kameler i 2 rækker, hvor der sad turister på. Den tur så hver sjov ud for kamelerne eller turisterne…

Det var ikke sådan en tur, vi drømte om.

Læs mere om vores oplevelse af dyrevelfærd i Tunesien: Hvordan er det at rejse i Tunesien

Overnatning i Sahara – camp eller rigtig ørkenoplevelse?

Da jeg skulle planlægge ferien, havde jeg også kigget på camps, hvor man kunne overnatte (og samtidig ride på kameler).
Camps med luksus turisttelte, så man kunne føle, at man boede i ørkenen.

Vi boede på sådan en camp i Oman, og var ret vilde med det.
Men børnene var så små, at de nærmest ikke huske det i dag. Så vi overvejede, om vi skulle gentage den succes.
Læs: Køretur og overnatning i Wahiba Sands ørkenen

Men når jeg kiggede på camps’ne i Tunesien, så var det som om, at de lå i byerne ved “indgangen” til Saraha. Så vi syntes ikke at det så ud til, at man virkelig fik stemningen af at komme ud i ørkenen.

Derfor valgte vi Sahhasahara og Juanita Reimer

Til sidst fandt jeg Juanita Reimer, der ejer Sahhasahara.
Det er en canadisk kvinde, der er blevet så forelsket i Kamel treks, at hun er flyttet til Tunesien og har åbnet et firma, der sælger kameltreks.
Hun går meget op i at beduinerne hun arbejder med, arbejder under ordentlige vilkår, og ikke bare får en “slaveløn”, som mange af turistbureauerne betaler deres kamel førere.

Hun laver hovedsageligt kameltreks af flere dage – fra 5 dage og op. Det var vi jo ikke interesseret i. Men jeg skrev til hende alligevel.
Og her om sommeren lavede de heldigvis en tur for kun én nat, fordi det er så varmt, at de ikke kan lave flerdags trek.

Så den bookede vi!
Det var selvfølgelig lidt dyrere end de andre steder, men det var lige sådan et sted, vi gerne ville støtte.

Så nu skulle vi først køre i bil i lidt tid i Sahara, og derefter 2 timer på kamel ud til campen. Hvor vi så skulle overnatte. Og næste morgen skulle vi så selvfølgelig transportere os tilbage på samme måde.

Er det okay at ride på kameler?

Jeg havde undersøgt på forhånd, om det er er ok at ride på kameler.
Det jeg havde kunnet finde var, at det kan sammenlignes med at ride på heste. Hvis dyrene bliver behandlet godt, er det helt fint.
Så jeg havde selvfølgelig spurgt ind til, hvordan de behandler deres dyr. Og blev selvfølgelig bekræftet i, at gør de.
Det er jo nemt at skrive. Vi måtte se, når vi kom frem. men med de værdier de beskrev på deres hjemmeside, følte vi os rimelig rolige.

Dyrene skal kunne finde skygge, når de hviler. Det er jo en lidt sværere ting for både kameler og mennesker i Sahara. Men kameler har jo levet i Sahara i mange, mange år. Så jeg blev enig med mig selv om, at det nok måtte være ok.

Kamel eller dromedar – hvad er forskellen?

Faktisk er det jo slet ikke kameler, men dromedarer, for de har kun én pukkel.
Men alle omtaler dem som kameler.

Praktisk forberedelse til kamel-trek i Sahara

Vi havde hjemmefra fået en pakkeliste over, hvad vi skulle have med.
F.eks. billigt toiletpapir, der opløses nemt. For i turbeskrivelsen stod der, at vi ville komme til at opleve en autentisk oplevelse af, hvordan det virkelig er at være beduin.

Der var ingen fast lejr. Lejren ville blive sat op til os.
Altså ingen luksus, og dermed heller ingen toiletfaciliteter.

Samtidig tænkte vi lidt over, hvilket tøj, vi ville ride i. Vi fik af vide, at det skulle være løst, så vi kunne sidde hen over de bredde kameler. Og så ville vi gerne have nogle sko på, som ikke faldt for nemt af fødderne, når vi sad deroppe på kamelerne. Men som samtidig var gode at gå i sand i.

Hvad var det egentlig, vi havde rodet os ud i?

Da vi nu sad ved mødestedet, var vi alligevel lidt nervøse for, hvad vi havde rodet os ud i.

Mødestedet var hvor turister tager ud på ATV’er eller kameler. Og der kom straks sælgere og ville sælge os ture.
Faktisk kom der hele busser af gangen med turister. Så vi stod lidt og kiggede på stedet, og syntes ikke, at det så helt ud som det, vi håbede.

Men da vi stod der og så helt forvirrede ud, spurgte en af sælgerne, om vi skulle mødes med Mounir (navnet vi havde fået oplyst på vores guide).
Det kunne vi jo bekræfte. Og så lod sælgeren os værre.
Så det lærte vi bare at sige. Der var åbenbart respekt for Mounir.

Her på mødestedet var der heldigvis toiletter, som vi kunne bruge en sidste gang, før et lille døgn uden toiletter.

Efter lidt tid kom der en mand, med hovedtørklæde og tøj, der lignende meget én, der godt kunne være på vej ud i ørkenen. Det var Mounir.
Og han talte flydende engelsk, så det var rigtig dejligt.

Vi blev vist ind i en lille butik, hvor vi skulle vælge hvilket farve vi ville have på vores burnose. Det er det tørklæde, man putter om hovedet, for at skærme mod sol og sand. Som lignede lidt en turban for os.

Det virkede lidt mærkeligt at have dem på, og de strammede også lidt. Men der skulle noget teknik til at tage dem på, så vi kunne ikke bare lige tage dem af og på. Så vi beholdte dem pænt på.

Vi havde jo vores bil, med alle vores kufferter i. Så det var vigtigt for os, at den stod et sikkert sted, mens vi var afsted.
Så vi kørte efter Mounir og chaufføren hen til en garage, hvor bilen blev låst inde. Det føltes helt trygt at stille den der. Det var dejligt.

Ud at køre i Sahara med 4×4

Så kom vi over i 4-hjulstrækkeren til chaufføren og Mounir.

Det var en virkelig gammel og slidt Toyota Landcruiser.
En Landcruiser ved man altid virker i lidt sværere terræn – også i en gammel slidt version, hvis bare man har vedligeholdt de vigtigste dele. Så jeg blev helt glad for at se, at det var sådan én, vi skulle køre i.
Og vi var ved at vænne os til, at bilerne er meget beskidte her. Det er jo umuligt at holde biler pæne, når der hele tiden blæser sand rundt.

Vi gjorde et hurtigt stop for at købe vand.
Det er noget jeg kan lide – når de sørger for, at der er rigeligt med vand.

Og så kørte vi ellers ud af byen og ud, hvor sandet startede.
Faktisk ville sandet jo sprede sig over alt her, hvis ikke man holdt det tilbage med hegn og træer.
Så det er vel mere rigtigt at sige, at vi kørte til der, hvor det var besluttet, at byen skulle stoppe.

Så kom vi ud at køre i sandet.
Det var ikke en vild tur i stejle sanddunes. Men det var absolut heller ikke lige som på asfalt. Vi blev smidt lidt rundt i bilen undervejs, over sandbakkerne.
Mikkel var kommet om på den bagerste række. Og Dennis sad lige foran ham. Desværre sad Dennis ryglæn ikke helt fast, så Mikkel var vist den, der sad mest ubehageligt.

Men vi kunne også begynde at nyde den gode udsigt til ørkenen. Det er virkelig et anderledes landskab.

Efter 30 min stoppede vi. Vores chauffør stilte sig og kiggede ud over ørkenen, mens vi andre satte os i skyggen af en busk.
Og jeg skulle selvfølgelig lige tisse, så jeg måtte på første tur bag busken – heldigvis havde jeg god øvelse med at squat-tisse efter Bhutan.
7 Dages Rundrejse i Bhutan – Kultur, Natur og Unikke Oplevelser

2 timer på kamel gennem Sahara

Efter lidt tid dukkede der en anden kamelfører med 4 kameler i snor frem mellem sanddunerne.
Der var også en ekstra, yngre kamel, der bare fulgte efter sine venner. 

Kamelerne blev pakket.
Der havde der stået på pakkelisten, at vi skulle have varmt tøj med. Så vi havde en lille kuffert med (lidt større end en fly-trolley). Den kom bare ned i en af taskerne, på siden af kamelen. Lidt vildt, at der er plads til så meget i kamelens taske. Kufferten vejede nu ikke ret meget. Den fyldte bare lidt mere.

Vores vand blev også pakket ned i taskerne. Jeg fik dog lige sørget for at få en sat i sadlen, så jeg havde noget vand undervejs.
Taskerne havde været fyldt op med tæpper, da kamelerne kom. De tæpper blev nu lagt oven på kamelerne for at gøre sadlen mere behagelig for os.

Der var ingen, der holdt kamelerne, mens de blev pakket. De blev bare stående.
Men på et tidspunkt blev den ene lidt for lækkersulten. Så den gik ud efter mad.
Så blev den hentet tilbage, og Dennis fik snoren til den.
Men efter lidt tid slap Dennis snoren, og så blev kamelen stadig bare stående. Det er ret fredelige dyr, må man sige. 

Så var det tid til at stige på. Det havde jeg frygtet lidt. For jeg kunne huske fra Egypten, at det føles meget stejlt, når kamelerne rejser sig/lægger sig ned. For afstanden på deres ben fra hov til knæ og fra knæ til top er ret lange.
Men der var heldigvis en bøjle på toppen af sadlen, hvor man kunne holde GODT fast.

Kamelerne blev bundet sammen 2 og 2.
Drengene blev sat op på det ene “sæt” kameler.
Og så kom vi voksne op på det andet sæt. Og vi skulle gå forrest.
Det føltes lidt mærkeligt, for så kunne vi ikke rigtig se drengene. Men på den anden side, ville vi jo ikke kunne hjælpe drengene med noget, når vi sad deroppe på kamelerne.

Hvordan føles det at ride på en kamel?

Og så gik vi afsted.
Man sidder godt nok højt oppe på sådan en kamel…
Og man sidder ikke helt behageligt. For de er ret bredde, så det var lidt svært at finde en helt behagelig stilling.
Men det var heller ikke ubehageligt. Bare lidt mærkeligt.

Men når der var en lille nedstigning, kunne jeg virkelig ikke lide det.
Så gik kamelen som regel først 2 skridt ned ad, der hvor der var stejlt. Og så fik den lidt fart på bagefter.
Ikke at det gik for hurtigt, men så kom den ligesom i lidt andre “svingninger”, så man lige skulle vænne sig til at sidde på en anden måde i et øjeblik, indtil den igen gik i sine langsomme skridt.

Efter ikke ret lang tid stod vi pludselig ved en meget stejlt skrant.
Og jeg kommenterede straks, at den turde jeg ikke gå ned ad.
Mounir smågrinede lidt af mig. Han trak drengene, og jeg sad på den bagerste kamel af Dennis’ og min. Så Mounir gik lige bag mig. Så han havde jo også gået og hørt på alle mine udbrud ned ad de små skrænter. Så han var vist ikke i tvivl om, at jeg ikke ville komme ned der.

Først smed Dennis’ og min kamelfører bare tøjlen til vores kameler og gik ud og kiggede på, hvor vi kunne gå frem uden at skulle ned over det stejle sted.
Efter lidt tid smed Mounir tøjlen til drengenes kameler og gik efter ham.
Så sad vi 4 alle deroppe på kameler, uden at nogen holdt dem. Lige ned til stejle skrænter.
Når en af kamelerne tog et lille skridt, skulle jeg virkelig tage mig sammen for ikke at blive hamrende nervøs.

Men kamelførerne havde selvfølgelig helt styr på deres kameler.
Og de fandt selvfølgelig også en vej ud, så vi ikke skulle over det stejle sted. 

Vi gik i 1,5 time. Og vænnede os stille og roligt til det. Jeg vænnede mig endda også til de små skråninger.
Mikkel havde været så smart at have et headset på, så han kunne høre lydbog.
Men snart kunne vi høre drengene hyggesnakke om lydbogen, omme fra deres kameler. De hyggede sig på turen. Selvom de havde været lidt bekymrede over, hvad man laver på en kamel i 2 timer 😉

Navigering i ørkenen og respekt for naturen

Når vi så nogle gamle plastikflasker (det skete flere gange), så smed Mounir tøjlerne til kamelerne, og gik over og samlede det op.
Bureauet har en politik om ikke at efterlade spor i ørkenen. Men det er da ret sejt, at de passer så meget på deres omgivelser, at de også rydder op efter andre.

Den 5. løse kamel fulgte os hele tiden på afstand. Men den havde den fordel, at den kunne lave en anden rute – forbi alle de lækre buske, når den var småsulten.
Jeg tror måske, at den var ved at blive oplært til at gå med folk. For den havde også sadel og tasker på.

Kamelerne er som en del af familien, fortalte Mounir. Og de kunne aldrig finde på at spise kamel (ups, der fik jeg helt dårlig samvittighed over at have smagt kamel tidligere på ugen).

Vi lærte, at det kun er han-kameler, de bruger til at ride med. Hun-kamelerne går frit rundt i ørkenen i 9 måneder om året. De sidste 3 måneder fanger ejeren dem ind. Her føder de – de er gravide i 12 måneder.
Eller også bliver de parret, så de kan være gravide i det næste år.

Efter 1,5 timer bad vi om en pause.
Mikkel og Dennis havde egentlig snakket om pause, fordi de var tørstige.
Men da vi først kom af kamelerne, mærkede vi, hvor trætte/anspændte vi faktisk var i benene og bagdelen, af at sidde i den uvante stilling, på de brede kameler.

Vi holdt en god lang pause, hvor Dennis og jeg snakkede med Mounir.
Vi spurgte Mounir til, hvordan de finder vej igennem ørkenen.
Mounir forklarede, at han mente, at kamelfører har en indre GPS. De finder altid frem. Uden kort eller noget. Det er ret imponerende. Og vi så dem heller aldrig kigge på nogen redskaber, for at finde vej.
De skal dog have satellit telefon og GPS med, for at må gå med turister.  

Han fortalte, at det var lidt mere besværligt at finde de bedste sanddunes at gå igennem i dag, fordi der havde været den voldsomme sandstorm dagen før. Så alt var lidt anderledes i dag.

Imens vi holdt pause, gik den anden kamelfører rundt. Han var åbenbart overhovedet ikke træt.
Han kom tilbage med små stykker strudseæg. Og små pilestykker, som de sagde var flere 1000 år gamle.
Det var ret imponerende, at han kunne finde dem.

De virkede meget afslappede, mens vi holdt pause. Men da der pludselig kom et lille vindpust sprang Mounir op. Så skulle vi videre.
De har virkelig respekt for vind og sandstorme herude.
Især fordi der aftenen før havde været en storm, som var kommet bag på dem. Og den havde været ret voldsom.
Vi oplevede den også i vores Airbnb lejlighed. Og ja, den var voldsom.
Heldigvis lynede, tordnede og regnede det ikke herude i Sahara i går, som vi havde oplevet ved vores overnatning.
Men blæsende sand kan også være voldsomt nok, når man står i en ørken uden nogen afskærmning.

Vi gik i 2 timer i alt.
Mikkel sagde på 2 del af turen, at nu var det helt sjovt at ride på kameler.
Vi var ved at have fundet rytmen.

Beduinlejr i Sahara – vores overnatning i ørkenen

Da vi ramte lejren var det ved at være tæt på solnedgang. Så det var så perfekt.
Vi blev mødt af 2 kamelfører mere her i lejren. Så der var 4 personer til at opvarte os 4.

Ham der havde trukket os, forlod os lige før vi nåede lejren. Og senere kom han tilbage med brænde – hvor han end har fundet det.

I lejren var der 2 telte.
Ét firkantet, der var helt tillukket.
Og ét trekantet, så var åbent til den forreste side.
Det var et håndvævet beduin telt. 

Da vi kom ind i “vores” firkantede telt, blev vi helt overraskede. Der var feltsenge med madrasser til os. Så lidt luksus var der.
Mounir forklarede, vi trods alt ikke er længere væk, end at en god chauffør med en god 4×4-bil godt kan køre herhen. Derfor kunne vi få luksus med feltsenge.

Dennis og jeg gik hen på en lille bakketop/sanddune og lå og slappede af, og kiggede på solnedgangen. Drengene røg i teltet og slappe af.
Men efter lidt tid kom de alligevel ud til os. Telefonerne kunne ikke konkurrere med dette.

Da solen var gået ned, gik vi ned til kamelførerne og lejren. De var i fuld gang med at lave mad.
Vi blev vist hen på en tynd madras på jorden med et tæppe over.
Der var selvfølgelig ikke sådan noget som stole her. 

Der var virkelig fine forhold, så vi fik straks serveret thé og nødder.

Autentisk ørkenmad lavet over bål

Der var lavet 2 bål. Det ene var kun gløder, hvor der så lå en keramik ting og bagte nede i gløderne. Og det andet bål blev der bagt brød i. Brødet var meget simpel dej, der blev gravet ned i gløderne og så lå og bagte dernede.
Deres bål var ikke store bål som vi kender dem med store stykker brænde. For de kan kun finde små grene herude i ørkenen. Til gengæld hjælper sandet jo godt med at holde på varmen.

Men det blæste alligevel en smule.
Vi var egentlig ikke vildt generet af sandet. Men vi blev inviteret ind i beduinteltet, hvor der var læ.
Her havde de nu flyttet nogle af gløderne, altså det ene bål, ind.

Vi fik af vide, at ejeren af bureauet gik meget op i, hvad vi skulle have at spise. Det var vigtigt for hende, at vi fik autentisk ørkenmad.
Og i ørkenen har man jo ikke ret meget vand. Så derfor foregår madlavningen stort set uden vand.

Nu begyndte de at arbejde på hvad der viste sig at være forretten. Det var brick, som vi har fået på flere restauranter. Men nu kunne vi så følge med i, hvordan de bliver lavet.

De havde kogt kartofler, som nu blev most. Ham der vist var “hovedkokken” arbejdede meget omhyggelig, og nærmest langsomt. Men han var vist også en af de ældste, der stadig laver sådanne ture. Så man kan jo godt forstå ham.

Kartoflerne blev blandet med tun og æg. Men drengene kan ikke lide tun. Og jeg kan ikke tåle æg. Så der måtte laves 3 forskellige portioner.
Vi var blevet spurgt til allergier hjemmefra, så det var der også helt styr på.

Mounir stod så for at folde pandekagerne, som vist er en slags filodej. De blev revet midt over, og den ene halvdel blev så foldet til et kræmmerhus, hvori der kom noget af fyldet i.
I mellemtiden havde en 3. kamelfører sat en pande på gløderne og hældt en masse olie i panden.
Og da det var varmt kom der så et kræmmerhus i, som blev stegt.
De brick smagte virkelig godt!

Men det var lidt hårdt for dem at holde gang i gløderne. Der sad én og viftede med et låg hele tiden. Så Dennis gav en hånd med, med vifteriet.

Mounir reageret med det samme, da han hørte en bankelyd.
Det betød nemlig at brødet var taget ud af gløderne og ved at blive banket tør for sand. Og han kunne vist godt lide brødet.
Det smagte også virkelig godt. Og der var kun en lille smule sand i.

Hovedretten var i keramikkrukken, der lå i de andre gløder.
Krukken er ret smart lavet, så den var aflang, men en smule på skrå. For enden var der et hul i krukken. Og det var der også i toppen.
Så man kunne tjekke retten fra toppen, og evt. hælde flere ting i. Og hvis den skulle blive for fyldt/varm, kunne det komme ud for enden.

Retten bestod af en gryderet af lam og grøntsager – tomater, kartofler, gulerødder, hvidløg m.v. Den blev lavet helt uden vand – deraf ørkenmad. Men der var alligevel en rigtig god sauce. Jo nok mest fra tomaterne. Det smagte super godt.
Så var vi også ved at være godt mætte.

Men der var også vandmelon til dessert. Det var noget af et kongemåltid.

Mens vi spiste vandmelon og snakkede med Mounir, vaskede de andre op.
Opvasken bestod af at skrubbe alting i sand. For det gør servicen helt rent.
Og de blev altid nødt til at skylle tingene, før man skal bruge dem. For lige gyldigt hvor man ligger tingene i ørkenen, ville der komme sand på, inden det skulle bruges igen. Derfor var der ingen grund til at spilde vand på at vaske det op nu. Sandet fungerer fint.

En nat i Sahara – stjerner, stilhed og beduinkultur

Nu var det blevet mørkt og vi begyndte at kunne se stjerner.
Desværre var det næsten fuldmåne, men der var nu stadig mange stjerner.

Men aftenen var ikke slut endnu.
Vi fik af vide, at de ville synge for os.
Kamelførerne fandt en tromme og en fløjte frem og begyndte at spille og synge. Og én af dem begyndte at danse. Der gik ikke lang tid, før han også hev os med.
Det var sjovt og virkelig hyggeligt at opleve.

Så sad vi og snakkede lidt.
Men vi kunne se, at kamelførerne begyndte at gøre klar til natten.
Klokken var også omkring 23, og Mounir havde fortalt, at de står op, før solen står op.

Mens der blev lukket ned for natten, blev kamelerne bundet. De havde gået løse rundt, siden vi kom til lejren. Men nu kom de tilbage, fordi de håbede at kunne få lidt mad. Og så blev de lige sikret, at de ikke stak af.

Vi gik over til teltet. Den bagerste væg var ikke sat ordentlig fast, så det blæste lidt ind i teltet. Vi startede med at binde den op. Det var et ret specielt system, med snore der skulle ind og låse fast i hinanden.
Men da vi var færdige, var det for varmt. Det var ikke helt nemt, at få det tilpas. Men en smart system, hvor man åbne og lukke efter, hvor varmt/koldt det er.
Jeg lukkede lidt op igen og heldigvis blev vi ikke fyldt med sand i løbet af natten.

Kamelérne fandt sig en sanddune, som de kunne sove på toppen af. De sover altid udenfor under stjernerne.
Og mens vi lå der og svedte, drømte vi faktisk også lidt om at sove udenfor i stedet.

I løbet af natten blev det køligt. Men vi havde fået nogle gode tæpper, så det var ikke noget problem.

Kl. 5 var jeg ude og tisse. Der var kamelførerne allerede oppe. Men jeg gik hurtigt tilbage i seng.
Mounir havde sagt, at vi kunne sove lige så længe vi ville.

På et tidspunkt begyndte de at larme rundt udenfor, og Dennis og jeg vågnende lidt af det.
Men da vi stadig ikke var stået op kl. 8, stilte Mounir sig uden for teltet og råbte “good morning”.
De var vist ikke helt vant til, hvor længe teenagere kan sove 🙂
Så måtte vi hellere til at komme op. Det var nu også ret varmt inde i teltet efterhånden.

De havde lavet et flot morgenbord til os. Igen med æg og vandmelon. Og med et nybagt brød. Denne gang af dej lavet med gær, hævet natten over. Og så forskelligt tilbehør.

Kamelførerne var allerede i gang med pakke kamelerne. De ville vist gerne afsted, før det blev for varmt.
Da vi rejste os fra morgenbordet, begyndte de også at pakke lejren sammen.

Turen tilbage til civilisationen

Og så var det op på kamelerne igen.
I dag var det “kokken” og Mounir, der skulle følge os tilbage.
Kokken fandt en stok frem, da vi skulle til at gå. Han var jo lidt ældre, så han ville gerne støtte sig til en stok. Hvad den så end hjalp ham i sand…

Om aftenen kiggede Dennis og jeg på et kort. Og vi kunne se, at vi var gået i en bue fra bilen til lejren. Så vi tænkte, at vi måske skulle lige tilbage her til morgen. Og det fik vi ret i. 

Kokken gik en noget mere direkte vej.
Hvilket også betød af stejlere sanddunes. Heldigvis ikke som den helt stejle dagen før.
Og jeg havde jo vænnet mig lidt til at gå ned ad bakken. Men jeg blev aldrig glad for det.

Til gengæld var vi ømme i kroppen efter rideturen i går. Og drengene syntes, at vi havde reddet nok. Så vi havde det faktisk fint alle sammen med, ikke at skulle ride så langt i dag.

Da vi kom tilbage, kom bilen samtidig. Det passede så perfekt.
Tilbage i byen hentede vi vores egen bil. Og så kørte vi hen til der, hvor vi mødte chaufføren og Mounir i går.
Der kunne vi bruge toilettet og skifte tøj.

Men nu gik vi helt i stå.
Vi købte en sodavand og satte os og nød alle at være tilbage i civilisationen, med internet.
Så der gik lidt tid, før vi kom derfra.

Vil vi anbefale en kamel-tur i Tunesien?

Det havde været en helt fantastisk og virkelig oplevelsesrig tur!
En tur vi vil huske i mange år!
Og vi vil til hver en tid anbefale turen.

Vi var i Tunesien i juli 2025, og børnene var 13 og 14 år.