De fleste der tager på ferie i Gambia, tager til stranden ved Serekunda.
Men vi valgte at tage til en anden og mere rolig strandby. Nemlig Gunjur.
Vi endte med at bo på den hyggeligste eco-lodge, der virkelig arbejder for at give dig en bæredygtig overnatning.
Og vi oplevede lidt af det lokale liv på byens skole og fiskemarked.
Vi var så glade for at starte vores Gambia rundrejse her.
Gunjur
Byen Gunjur ligger ved en lækker strand. Men har ikke ret mange turister.
Hvilket samtidig betyder, at her er ikke så mange påtrængende sælgere, som du oplever det i f.eks. Serekunda.
Til gengæld er der mere plads til almindeligt gambiansk hverdagsliv.
Man har arbejdet for at tiltrække turister til Gunjur, ved at give hele byen støtte til at fremme Eco-turisme.
Så leder du efter en Eco-lodge at bo i, vil du opleve at udvalget er forholdsvis stort her.
Her kan du også besøge Gambias eneste skildpadde rescue center.
Gunjur ligger kun 1 times kørsel fra Banjul lufthavn.
Læs også: Derfor skal du tage på ferie i skønne Gambia
Lodgen
Vi boede på Footsteps Eco-Lodge – og vi elskede det.
Her var den dejligste stemning, hvor alle snakker med hinanden, og føles som én stor familie.
Nogle steder forstår bare at ramme plet, og Footsteps er sådan et sted.
Det var lidt et tilfælde, at vi endte med at bo her. For egentlig havde jeg først kigget på et andet sted. Men de var optaget, så vi endte i stedet på Footsteps Eco-Lodge. Og det fortrød vi ikke et øjeblik.
Jeg vil lige nævne, at vi intet kendte til dem, før vi kom. Og vi er ikke sponserede af dem.
Cecillie og Elias var ankommet til lodgen nogle timer før os, fordi de havde tilbragt en uge i Serekunda inden.
Så da vi ankom med fly om aftenen, kendte de allerede alle på lodgen og havde hygget sig med ejerne hele aften.
Lodgens areal er ret stort og når du går rundt, dukker der hele tiden nye ting op.
F.eks. er her små boder med en skrædder, en væver, en sølv-guldsmed og en træ-skærer.
De har hvert et værksted på grunden. På den måde kan turisterne se, hvordan de arbejder. Og samtidig har håndværkerne værksteder i gode,trygge omgivelser, hvor de kan lave produkter til når de skal på Serekunda marked.
Om eftermiddagen holder alle håndværkerne dog fri og spiller petanque med ejeren af lodgen. Vi blev inviteret til at være med i disse – tydeligvis – meget vigtige kampe.
Det var endnu en del af den gode stemning på stedet.
Det er meget vigtigt for ejerne at køre stedet så bæredygtigt som muligt.
F.eks. er der altid gratis filtreret vand til rådighed. Så man slipper for plastikflasker. Jeg var lidt skeptisk over det i starten. Men når min mave ikke brokker sig over det filtrerede vand, kan alle drikke det.
Der er kun el fra solceller. Den hyggelige soppepool er uden kemikalier, og bruger i stedet et filtrerings system. Nogle værelser har endda kompost toiletter for at spare på vandforbruget. Der var dog almindelig træk og slip på vores værelser.
Det lykkedes os sjældent at få et varmt brusebad. Der skulle man vist helst bade om eftermiddagen, når solen lige havde stået og varmet vandet op (tror jeg). Men det var også den eneste ting, som vi følte var lidt irriterende.
Maden på lodgen var lækker. Og man spiser oftest her til aften. For der er hyggeligt at være, og lidt langt at gå til en restaurant (men det kan sagtens lade sig gøre).
Maden blev tydeligvis tilberedt fra bunden. For det kunne godt tage ret lang tid, fra man bestilte til maden kom. Men vi lærte hurtigt, at det er helt normalt at det taget 45 min at få mad på en restaurant i Gambia.
Og når man ikke skal have en masse halvfærdigt mad klar, slipper man jo for en masse madspild.
Ejerne, David og Linda, er et par fra Norge og England. Og sådan er det for langt de fleste hoteller i Gambia – at de er ejet af folk fra udlandet. Så pengene der tjenes på overnatningen, går ud af landet og ikke til lokalbefolkningen.
Men sådan er det ikke her. Ejerne har et princip om, at pengene skal gå til lodgen og teamet omkring den. Så her forlader indtjeningen ikke Gambia.
Ejerne af lodgen gør virkelig meget for at støtte lokalbefolkningen bedst muligt. F.eks. får medarbejderne stadig løn, selvom der er lukket i lavsæsonen. Ejerne sætter også en ære i, at deres medarbejdere ikke skal arbejde mere end almindelig arbejdstid. De skal ikke arbejde sig selv halvt ihjel.
Og det at medarbejderne har arbejdet der i mange år, tænker jeg er et rigtig godt tegn på, at de har det godt her.
Cecillies kæreste Elias Ben Afia er freestyle rapper, og hjalp stedet ved at lave en freestylerap om hundepatruljen – en patruljen som ejeren har til at hjælpe de herreløse hunde på stranden. Altså endnu et af de mange gode projekter i Gunjur.
Man kan komme med ud og hjælpe hundepatruljen, hvis man har lyst. Det var vi dog ikke.
Stranden
Der ligger en strand 20 mins gang fra lodgen.
Cecillie og Elias har fortalt om, hvordan man bliver “overfaldet” af sælgere, så snart man går uden for en dør. Men det er i Serakunda.
Her på landet var der ikke et øje. Vores største forhindring for at gå til stranden var køer, der går løse rundt på stierne.
Det er stor og fin strand. Med bølger.
Der var kun 7 andre turister. Så vi havde nærmest det hele for os selv.
Der var også et par juicebarer, med nogle sælgere der meget gerne ville sælge til os. Men de var nu ret dyre. De har selvfølgelig heller ikke så mange kunder at tjene penge på.
Selvom der ikke var mange turister på stranden, var der alligevel nok at opleve.
For der var også en masse små drenge og et par mænd. Det lignende nærmest en børnehave på tur.
Der var også en mand, som meget gerne ville være med til at snakke med os og bade med os. Når han ikke var sammen med os, gik han rundt og trænede.
Vi var kun i vandet et øjeblik, så var der en masse af børnene, der kom over at bade med os. Og ham vores “ven”, kom også med i vandet. Vi var et helt tilløbsstykke.
Pludselig var der 2 af de voksne, der tog nogle røde dragter på, så de nærmest lignende fugle. Den ene gik rundt med 2 macheter og slog dem sammen for at kalde børnene sammen. Det var et meget mærkeligt optrin. Men det virkede aldrig bekymrende for os.
Børnene fik billeder sammen med “fuglene”, og så gik alle… “Fuglen” kom også lige over til os, så vi kunne få lov til at tage billeder af ham.
Tilbage på lodgen viste vi billeder af “fuglen”, for vi var lidt forvirrende over, hvad der var sket. De kunne forklare, at det var en del af et 14 dages omskæringsritual, og at “fuglen” er den traditionelle figur “Kankurang”.
Ham har David fra Footsteps forklaret om her: Kankuran
Bytur, den lokale skole og skildpadder
En af dagene på lodgen tog vi på en tur arrangeret af lodgen, ind til den lokale by.
Vi havde bedt om at fokus var på at se skolen.
På skolen går der 1.400 børn, i klasser med 40 elever i hver.
Og det er endda gode forhold. Cecillie og Elias havde tidligere snakket med en lærer, der er lærer for klasser med 60 børn.
Vi fik en fin rundvisning og hørte om deres hverdag. Vi fik f.eks. vist deres køkken. Det er en ny bygning, hvor de indtil videre kun har fået penge af regeringen til 1/3 af byggeriet. Så det er gået i stå og står bare der. Men de glædede sig meget, til det en dag ville kunne bruges.
Så fik vi vist hvor de nu laver mad – når der er mad til rådighed (hvilket der ikke var lige nu).
Det var en grusplads, hvor man kan tænde et bål. Og inde i en faldefærdig bygning ved siden af, stod der gryder til bålet og en masse brænde. Denne bygning drømmer de om at lave til en hal til at samle eleverne i.
Ved siden af var deres bibliotek. Der var dog sket noget (som vi ikke helt kunne forstå forklaringen på), så det nu var helt kaos, så det kunne de ikke bruge.
Alle de andre ting vi så, som de ikke kunne bruge, var på grund af manglende penge. Men biblioteket gav ingen mening. Hvis 10 personer brugte et par timer, ville det være ryddet op og klar til brug igen.
Vi kunne til gengæld ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at der gik geder rundt i skolegården. Det var virkelig et alsidigt sted.
Mens vi gik rundt kunne vi høre børnene repetere koranvers. Udover koranen blev de undervist i fag som engelsk, matematik, science og hjemkundskab.
4 og 5. klasse delte klasseværelser. Så 5. klasse mødte i skole efter bønnen kl. 14, når 4. klasse havde fri.
Vi bad om at få lov til at blive til et frikvarter. For vi kunne godt tænke os at se børnene, og også alle sælgerne. For i frikvarterene kom der en masse damer ind med små salgsboder og solgte mad og slik til børnene.
Vi fik af vide at de ikke kan have madpakker med, for det ville der være kamp og prestige om. Men mon ikke, at det også kan være prestige om at have råd til at købe i boderne…
Mens vi ventede på frikvarteret gav vi rektor nogle blyanter og farveblyanter, vi havde haft med fra Danmark, for det havde vi læst hjemmefra, var en god idé.
Rektor og hendes assistent sagde pænt tak. Men det var ikke noget de blev vildt glade for. Jeg tror måske også, at eleverne selv skal sørge for blyanter, så det ikke havde så meget værdi for rektor. Men havde været bedre at give til børnene.
Til gengæld stod der en printer som ikke virkede, så de fortalte, at de skulle til byen for at printe.
Dennis gav den 1000 dalais/100 kr. til blæk. Så skiftede stemningen fuldstændigt. Nu snakkede rektor med os og tilbød os stole at sidde på.
Jeg tænker, at der nok ikke er så stor chance for, at de penge rent faktisk gik til skolen…Men i det mindste var de 2, der stod og så at de fik penge.
Så var det tid til frikvarter, og rektor hev en klokke frem, som hun ringede med.
Der var så mange søde, glade børn, der var virkelig ivrige for at hilse på os. Og da Elias begyndte at freestyle rappe med dem, blev vi virkelig til et tilløbsstykke. Det var helt vildt.
Jeg gik over på børnenes madmarked og kiggede lidt også. Det var ret fint med alle deres små boder.
Det hele endte som en kæmpe oplevelse.
Der blev oplevet og kigget meget, både fra vores og skolebørnenes side.
Da vi sidst på ferien spurgte drengene om, hvad den største oplevelse havde været, så var det besøget på skolen.
Gunjur fiskemarked og Turtle Rescue Center
Bagefter kørte vi 2 min videre, til Gunjur fiske- og grøntsagsmarked.
Det var meget lille. Grøntsagsafdelingen var ok.
Men ved fiskene var der fluer overalt. Så vi opholdt os ikke længe der.
Men folk var meget glade og søde at snakke med.
Så blev vi kørt ned til stranden. Her var der pludselig mennesker overalt. De stod og ventede på at fiskerbådene kom ind med fisk, der kunne sælges.
Det var lidt overvældende først at gå igennem boder, hvor alt så helt fattigt ud. Og så stå på stranden, hvor der var mennesker overalt.
Der kommer tit mennesker over og snakkede og evt. prøver at sælge noget eller få nogle penge. Så det var pludselig lidt overvældende. Men samtidig var det også spændende at se.
Men vi skulle længere ned ad stranden, for der ligger et Turtle Rescue Center. Det eneste i Gambia.
Det hedder CETAG – Gunjur Conservationists & Ecotourism Association.
De startede med at holde et lille foredrag om deres foretagende.
Så kom vi ind og så et bassin med 4 skildpadder. Og derefter et lille bassin med 10 helt små skildpadder.
De har lige fået udbygget det store bassin, så de nu vil kunne have lidt flere skildpadder.
Det er virkelig et lille sted. Og det eneste af slagsen i Gambia.
Men der er ingen tvivl om at de gør meget for at hjælpe skildpadderne med at overleve, med de ressourcer de har.
Det kostede 200 dalais/20 kr. at besøge dem og dermed støtte dem.
Vi havde nogle virkelig hyggelige dage i Footsteps Eco-Lodge og kan til hver en tid anbefale dem.
Vi var i Gambia i januar 2025, og børnene var 12 og 14 år.
