Gambia er meget mere end strandene på vestkysten. I denne rejseguide deler vi vores 3-dages tur langs Gambiafloden, hvor vi oplevede chimpanser, flodheste, lokale festivaler, slavehistorie, gambiansk hverdag og trænede med lokalt fodboldhold.
Så er du nysgerrig på at opleve mere af Gambia end kun strandene, så læs med her.
Vi blev i hvert fald dybt forelskede i den glade, imødekommende befolkning, vi blev mødt af i Gambia.
The Gambia
Hvorfor hedder Gambia The Gambia?
Når du rejser i Gambia, vil du høre om The Gambia og Gambia.
“The Gambia” er landet. Altså det vi kalder for Gambia.
Og “Gambia” er floden, som vi kalder for Gambiafloden.
Gambia har en lidt speciel udformning. Landets grænser følger nemlig Gambiafloden. Og gør det til et smalt, aflangt land.
Historien hedder, at landegrænserne blev lagt ved, at et engelsk skib sejlede på floden og skød sin kanon af. Der hvor kanonkuglerne kunne nå, blev grænsen lagt.
Det er jo nok den lidt sjove version af, hvordan grænserne blev draget, men den holder vi os til her.
Har Gambia vilde dyr, man kan se?
Gambia har ikke ret mange vilde dyr. Så de fleste turister tager på en endagstur til Senegal for at tage på safari, mens de er i Gambia.
Men ved Baboon Island lever der faktisk chimpanser. Og der er flodheste og krokodiller i floden. Det var en kæmpe oplevelse for os at se.
Hvad kan man opleve langs Gambiafloden?
- Chimpanser og flodheste på Baboon Island
- Freedom Tree i Janjanbureh – et historisk symbol på frihed
- Kankurang Festival med masker og dans
- UNESCO-stencirkler – Gambias forhistoriske begravelsespladser
- Kunta Kinteh Island – kendt fra bogen Rødder
3 dage langs Gambiafloden fuld af oplevelser
Til sidst i indlægget kan du læse en detaljeret beskrivelse af vores tur, med alle de små, sjove og skæve oplevelser vi fik. Men her kommer først en kortere gennemgang af rundrejsen.
Den første dag kørte vi syd for Gambiafloden fra Gunjur til Janjanbureh.
Undervejs stoppede vi ved vores guides hjemby, fordi vi havde fortalt ham, at Benjamin er meget interesseret i fodbold.
Her fik Benjamin lov til at træne sammen med byens football academy.
I mellemtiden blev vi andre underholdt af byens mindre børn. De var tydeligvis ikke vant til vores hudfarve, for de studerede vores fingre, negle, albuer – alting – med den ene hånd, mens de hele tiden ville holde os i hånden med den anden hånd.
Læs også: Gunjur – hyggelig eco-lodge, god strand og lokale oplevelser
Om eftermiddagen ankom vi til Janjanbureh, hvor vi tog til Janjanbureh Kankurang Festival.
En festival, hvor de forskellige stammer fremviser deres masker. Maskedansen var en oplevelse. Men som med så mange ting, så blev det alt det rundt om, der blev den store del af oplevelsen for os.
Næste dag skulle vi ud at sejle. Det var faktisk hele grunden til, at jeg havde lokket familien på en 4 timers køretur ind i landet.
Vi skulle se chimpanser i det fri.
Først var vi dog lige forbi Freedom tree i Janjanbureh. Hvis en slavegjort kunne slippe afsted med at stikke af og nå at løbe hen og røre ved træet før han blev indhentet, var han fri.
Slavegjorte er jo desværre også en stor del af Gambias historie.
Men så var det også tid til at se chimpanserne, flodheste og krokodiller.
Det var virkelig fascinerende at se dem.
Vi nåede også lige en Unesco site. En begravelsesplads, bestående af stencirkler. Dem har de en del af rundt omkring i Gambia.
At vente på færgen hjem bagefter, skulle også vise sig at være fuld af oplevelser.
Næste morgen kørte vi langs nordsiden af Gambiafloden mod kysten.
Undervejs var det meningen af vi skulle besøge et FN-støttet recycle kvindeprojekt.
Men det havde vi ikke fået planlagt så godt, så det blev lidt en fuser.
Men senere på dagen sejlede vi ud til ruinen af et fort på øen Kunta Kinteh, hvor slavegjorte blev sejlet ud af Gambia.
Det er også her, bogen “Rødder” foregik.
Efter endnu en færgetur – med endnu flere oplevelser – kom vi tilbage til Serekunda.
Vi var fulde af store oplevelser fra et land meget anderledes end Danmark, som vi snakkede meget om de næste par dage, mens vi nød pools, varmt vand i bruseren og mad vi kendte.
For det kan nu også noget…
Vores guide til en rejse rundt i Gambia
Vi overvejede først, om vi selv ville køre rundt i Gambia, som vi jo oftest gør på vores rejser.
Det tror jeg helt sikkert, at man sagtens kan. Trafikken er i hvert fald ikke så vild.
Men vi havde læst meget om road-checks hjemmefra. Og vi var lidt nervøse for, om vi så ville blive mødt af at skulle betale os igennem dem, fordi vi kunne ligne rige turister…
Jeg ved ikke, om det ville ske. Men vi valgte i hvert fald, at bruge en guide.
Læs også: Derfor skal du tage på ferie i skønne Gambia
En af fordelene ved en guide og en chauffør er, at man kan bruge de mange timer i bilen på at lære om Gambia.
En anden fordel er, at chaufføren blev ved bilen, når vi f.eks. havde bagage i den.
Vi følte os aldrig utrygge i forhold til at få stjålet ting, mens vi var i Gambia. Men når vi forlader en bil med alle vores ting på en ferie, har vi det altid i baghovedet, mens vi er ude og opleve noget. Det slap vi for her.
Samtidig var vi også glade for at sende nogle penge ind i lokalsamfundet, ved at betale til en guide og chauffør. For Gambia har brug for at tjene penge på turister.
Vores guide kom fra Mo’s Taxi Service Gambia.
De gav os virkelig den bedste tur. Hvor der hele tiden var styr på tingene.
Det var kun lige det der kvindeprojekt-besøg, der gik lidt skævt.
Det er et lille familie firma, så Sainey, som vi kørte med, er Mo’s lillebror.
Vi er på ingen måde sponserede af dem. Jeg havde fundet frem til Mo’s Taxi Service i en Facebook gruppe, hvor de fik gode anbefalinger.
Vi er så enige med anbefalingerne. De gav os den bedste tur!
De var nemme at kommunikere med og hurtige til at svare på Messenger.
Og så var de meget lydhør for, hvad vi gerne ville opleve.
Nogle af de andre guides jeg havde fat i, havde en standard tur, som de ville tage os på.
Mo’s Taxi skræddersyede turen til os.
Vi brugte også Mo’s Taxi Service, da Cecillie og Elias landede i Gambia, en uge før os andre, og skulle køres fra lufthavnen til deres Airbnb.
Sainey forlod dem ikke, før han var helt sikker på, at de havde fundet deres Airbnb lejlighed. Og han lånte dem sin telefon til at ringe til lejlighedsejeren, da der var lidt forvirring i starten.
Det var en dejlig tryg måde for dem at ankomme på.
Så Mo’s taxi kan bestemt også anbefales til de mindre taxa ture og afhentning i lufthavnen.
Vores oplevelser på 3 dages køretur langs Gambiafloden
Efter morgenmaden fik vi pakket sammen i vores dejlige EcoLodge.
For der var kommet en guide og en chauffør, der skulle følges med os de næste 3 dage.
Lodgeejeren var ude og kigge på bilen ville skulle køre med. Og var ret imponeret, for den var af høj standard for en gambiansk bil.
Jeg havde været bekymret for, om vores kufferter kunne være. Men det var der ingen grund til at være. For de blev lagt op på taget. Og i løbet af de næste par dage lærte vi, at der kan være virkelig meget på taget af en gamibiansk minibus.
Vi skulle køre 4 timer langs Gambia River ind i landet til byen Janjanbureh.
Men først skulle vi veksle penge, så vi stoppede i en lidt større by. 500 EUR blev til 36.000 dalais. Pengesedlerne er ikke helt fuldt med inflationen, så man føler sig meget rig, når man har vekslet lidt og sidder med en kæmpe stak penge…
Sainey – vores guide – købte vand, bananer, appelsiner og grønne æbler til os.
Det var dejligt med alt det frugt på turen.
Træning på lokalt Football Academy
Næste stop var på et lokalt Football Academy. Det var i Saineys hjemby, hvor han også træner børnene, når han ikke er afsted som guide.
Vi ankom til en grusbane med 2 mål sat samme af træstammer. Akademiet, der brugte en skoles fodboldbane.
Det myldrede med små børn, der løb rundt og legede der. De blev straks vilde med Elias og Mikkel.
Og hver gang én af os stod stille, kom der helt forsigtigt en ny barnehånd og holdt os i hånden og undersøgte vores mærkelige lyse hud, negle og albuer.
Benjamin og Sainey kom med i træningen.
På et tidspunkt spillede Mikkel også fodbold med de mindre børn.
Elias foreslog, at vi købte nogle fodbolde til børnene. Så Cecillie, Elias og jeg gik over for købe fodbolde.
Sainey insisterende på at gå med os. For som han sagde “sælgeren vil snyde jer, og det vil i sidste ende bare betyde, at børnene bliver snydt”.
Der lå en lille kiosk nogle hundrede meget fra fodboldbanen. En kiosk af den slags, der har alt hvad man kan komme i tanke om, på meget få kvadratmeter.
Det krævede noget forhandling og samtidig var de vist bare ikke så gode til at regne. Så det tog ret lang tid at købe boldene.
Mens forhandlingen foregik, begyndte børnene at komme over til os i butikken. De ville meget gerne have de boldene.
Vi endte med 3 gode bolde til akademiet og 4 børnebolde til de mindre børn for 2000 dalais/200 kr.
Da vi kom tilbage, var træningen slut.
De havde sluttet træningen med at lave en fællesdans.
Der blev lidt kaos, da vi kom tilbage med boldene. Så det endte med, at alle bolde blev givet til træneren, som så delte dem ud.
Men han glemte lige at give nogle af boldene til de mindre børn. Så det fik Sainey rettet op på.
Her følte vi virkelig, at vi var dumpet lige ned i en hverdagssituation – hvilket vi jo også var.
Det var så fint at opleve alle de søde børn, og ikke mindst en fodboldtræning i Gambia.
Overnatning i Janjanbureh
Men vi havde brugt for meget tid på at komme afsted om morgenen og på fodbolden. Så nu kunne vi ikke nå at opleve mere på køreturen. Vi skulle nå frem til en festival, der havde åbningsceremoni kl. 18.
Men selve køreturen var nu også en oplevelse i sig selv.
Det var meningen, at vi også skulle have oplevet, hvordan man bor i Gambia. Men vi så jo meget, når vi kørte rundt. Det var i hvert fald meget anderledes end hjemme i Danmark.
Fremme ved vores nye lodge, kunne vi konstatere at den var virkelig basal.
Der er kun strøm, når vi er der.
Der er kun en halv mur mellem soveværelset og toilettet.
Bruseren har kun koldt vand (det var nu det samme på sidste lodge) og det var kun i 3 små stråler. Til gengæld var vandet brunligt..
Og der er sand/støv overalt på værelset, for der er ingen ruder i vinduerne. Kun net.
Til gengæld lå de ned til floden, hvor der var fint. Men det havde de ikke gjort noget videre ud af.
De havde en meget gammel båd liggende, som de prøvede at sælge en tur på. Det takkede vi pænt nej tak til. Båden så ikke så sikker ud. Og vi havde allerede booket en anden tur.
Inde på værelset skyndte jeg mig at skylle mig over i det altid kolde vand – man bliver så fyldt med støv og sand under køreturene, fordi vi hele tiden har åbne vinduer.
Vi skulle hurtigt videre.
Først skulle vi finde noget mad.
Det var ikke helt nemt. Sainey og Abdullah var vist ikke så kendte her.
Første sted havde kun en lokal gryderet med fisk. Og efter at vi havde været på fiskemarked i Gunjur, var vi ikke ret ivrige efter fisk.
Næste sted havde kylling m. pommes frites. Den tog vi.
Der stod restaurant udenfor. Men det føltes næsten, som at vi sad i deres egen udestue.
Vi var virkelig kommet ud, hvor tingene ikke er turistede.
Mens vi ventede på, at maden blev lavet, gik vi en lille tur ned ad gaden. Her mødte vi den første figur fra festivalen – han mindede om ham på stranden i Gunjur,
Kankurang Festival i Janjanbureh
Så kom vi til festivalen. Vi var en time forsinkede.
Men det viste sig, at de også var forsinkede. Så det passede fint.
Vi fik af vide, at hvide mennesker skulle betale.
Det vidste vi nu også godt i forvejen. Det kostede 1000 dalais/100 kr. pr. person. Men det viste sig at være for begge dage. Så Dennis fik forhandlet det ned til 500 dalais.
Så fik vi kun 3 billetter til 6 personer. Vi havde jo kun købt halve billetter…
Nu blev vi ført over til en turist sektion, hvor der var stole og god plads – modsat området for de lokale.
Men det var åbenbart ikke godt nok. For vi nåede dårligt at sætte os, så blev vi flyttet over i VIP teltet.
Så nu vi sad bag talerne, og havde alle tv-kameraerne mod vores telt.
Vi sad kun 2 rækker fra deres Primeminister samt EU ambassadøren i Gambia. Vi var åbenbart meget vigtige.
Og vi fandt ud af hvorfor i talerne; de vil meget gerne tiltrække yngre turister til Gambia.
Det mente de, at festivalen var med til at gøre.
Vi må jo give dem lidt ret i, at det er et godt fokus at have. For når vi mødte turister i Gambia var det nærmest kun pensionister eller fuglekiggere.
Så nu skulle vi altså sidde i VIP teltet for rullende kameraer på landsdækkende tv og vise, at festivalen tiltrækker yngre turister.
Vi begyndte at fortryde, at vi nåede åbningsceremonien, for det var en endeløs række af talere, der takkede hinanden og fremhævede hvor god denne festival var til at tiltrække turister til landet.
Så begyndte maskeparaden. For festivalen er hvor de forskellige stammer fremviser deres masker.
Det var fint at se maskerne/kostumerne. Og det var sjovt at følge med i, hvordan forskellige grupper af publikum blev tydeligt glade for at se forskellige grupper.
Men det virkede lidt uorganiseret.
Og det føltes som om, at showet var mest for VIP teltet og turist teltet. De kom sjældent over til områderne med de lokale. Det var ikke så behageligt at være med til.
Og det var helt ærligt lidt kedeligt og kaotisk. Til gengæld var det sjovt at følge med i, hvordan én mand prøvede at løbe rundt og holde styr på det hele. Han var godt nok på arbejde den dag.
Da jeg skulle tisse, gik jeg ud i mørket bag teltet. Her var masser af mennesker, og det var også her, at der var madboder. Men der var ikke meget lys.
Jeg tiltrak mig selvfølgelig hurtigt en masse børn. Jeg spurgte dem, hvor toilettet var. En af drengene tog mig i hånden og hele gruppen fulgte mig afsted.
Da vi var kommet lidt derfra pegee drengen om bag et hus – jeg kunne bare tisse i mørket bag huset – lige ved siden af madboderne….Det havde jeg ikke rigtig lyst til.
Så jeg prøvede at lede videre. Nu var der så én der pegede over på en bygning. Den var helt mørk, men jeg kunne fornemme, at der stod et par mennesker.
Tættere på, kunne jeg fornemme, at der kun stod mænd. Men jeg spurgte efter toilettet og de sagde at det var denne bygning. En af mændene foreslog mig, hvilket toilet jeg nok havde mest lyst til at vælge.
Men det var nu hellere ikke videre lækkert. Det blev et toiletbesøg med min mobil i munden for at få lidt lys…
Efter nogle timer var det blevet noget ensformigt.
Så vi gik ud og kiggede lidt rundt. Men vi blev hurtigt enige om at køre hjem.
Det havde været fint at opleve. Og det var sjovt, at vi lige ramte festivalen, når nu vi alligevel skulle køre helt ind i landet for at se chimpanser.
Men vi blev ikke helt bidt af selve festivalen.
Tilbage i lodgen var der nu elektricitet på værelserne. Loftslamperne virkede på nogen af værelserne. Desværre virkede pæren i natlampen på Mikkels og mit værelse heller ikke. Så vi havde stadig intet lys på trods af elektricitet.
Medarbejderne spurgte, hvad vi ville have til morgenmad næste dag.
Vi havde faktisk tidligere spurgt om vi kunne spise aftensmad der. Men de undskyldte meget, at det havde de ikke tænkt på at købe ind til. Og i virkeligheden var der heller ikke så lækkert. Så vi var faktisk ikke så ivrige for at spise der.
Nu kiggede vi så på menukortet for morgenmad.
Vi kunne vælge omelet og hvidt brød…jamen så var det jo åbenbart det, vi skulle have.
Vi gik i seng og konstaterede at der ikke var nogen lagner til at tage over os. De andre tog lagnet fra ekstrasengen. Men Mikkels og mit så faktisk ikke særligt rent ud, så det havde jeg ikke vildt lyst til. Så Mikkel sov i alt sit tøj. Og så brugte vi håndklæder som dyner.
Freedom Tree i Janjanbureh
Næste morgen startede vi dagen med at slappe af, oven på en meget intensiv dagen før.
Vi havde også sovet virkelig dårligt, for vi havde frosset.
Og morgenmaden var virkelig dårlig. Omeletterne var fine nok. Men hvidt baguette brød stegt i smør, så det dryppede i smør. Det var virkelig ikke særligt appetitvækkende.
Kl. 12 stod Sainey og Abdullah klar. De var meget punktlige.
Vi kørte ind til byen og så Freedom Tree. Det er et træ, der står lidt fra havnen.
Hvis en slavegjort slap væk og kunne nå hen og røre ved træet, før han blev fanget igen, så var han fri.
Så blev personen brændemærket, så man kunne se, at de nu var frie…
Frokost i Kuntaur
Næste stop var på den anden side af Gambia River.
Så vi skulle med færgen. Færgen er ikke ret stor, men der kunne være overraskede mange mennesker, geder og biler på den. Heldigvis var der også lige plads til os.
Færgen var begyndt at sejle og kommet et par meter ud, da vi ankom. Men den kom tilbage og tog os med. Og det var endda 2. gang den kom ind for at hente flere passagerer.
Benjamin blev inviteret op på broen og snakke med kaptajnen undervejs.
Ovre på den anden side stoppede Sainey for at købe sodavand.
Imens gik Cecillie ud for at prøve at finde en nederdel.
De yngre piger på båden havde siddet og fniset af hende. For Cecillie havde en ret kort nederdel på og viste mave.
Vi havde ellers ikke mærket ikke noget til opmærksomhed omkring vores beklædning indtil videre i Gambia. Men jo længere vi var kommet ud på landet, jo mere tildækkede var kvinderne. Det er jo et muslimsk land.
Det viste sig at boden kun havde brugt tøj.
Så kørte vi til en restaurant. Det var faktisk en turistrestaurant kunne man fornemme. Der var lidt mere, som vi er vant til.
Restauranten lå lige ned til Gambia floden og det var rigtig dejligt at sidde et sted i turistede, afslappende omgivelser. Det kunne vi godt lige bruge lidt. For lige så interessant det er, at opleve de lokale ting her, kunne det også være lidt overvældende i det lange løb.
Kokken kom og fortalte, at de ventede en gruppe på 17 turister, der havde bestilt mad på forhånd. Så de kunne kun tilbyde os stegt kylling. Dog kunne vi få kylling yasa – altså en gambiansk specialitet. Men det ville tage lang tid.
Vi er efterhånden vant til, at det tager omkring 45 minutter at få mad, fordi alt laves fra bunden af. Så det var helt okay med os.
Det var jo et hyggeligt sted at sidde og spille kort og nyde udsigten.
Efter lidt tid begyndte der at blæse aske ind over os. Så nu var der gang i bålet i køkkenet/komfuret.
Efter 1,5 time havde vi stadig ikke fået mad. Gruppen af turister var nu kommet, og de fik hurtigt mad. Uden at vi havde fået mad.
Nu begyndte vi at blive ret utålmodige. For vi var jo sultne. Og vi skulle på en tur, hvor det var vigtigt at vi kom afsted til tiden.
Elias var ovre og snakke med Sainey. Han sagde, at der var tid nok.
Så spurgte Dennis kokken om der snart var mad – ja de skulle lige til at stege den…gad vide hvor lang tid det betyder i Gambiansk madlavningssprog… Som kokken sagde “han havde jo sagt, at det ville tage lang tid..:”
Efter lidt mere tid, bad vi Sainey ringe til kaptajnen, som vi skulle ud og sejle med. Han sagde, at han snart ville komme. Så foreslog vi, at vi sejlede først og så spiste bagefter.
Sainey gik ud for at at sige det til køkkenet. Men nu var vores maden åbenbart næsten var klar.
Efter 2 timer fik vi vores mad. Og skyndte os at spise.
Maden smagte godt, og de havde jo sådan set advaret os, om at det ville tage lang tid. Så alt i alt var det et fint sted.
Jeg tror, at det var det, der hedder Kairoh Garden.
Chimpanser på Baboon Island i Gambia
I mellemtiden var vores båd kommet.
Vi skulle ud på en safari-sejltur.
Og der gik ikke længe før vi så dyr.
Først var det faktisk køer. De krydser floden hvert halvår, for at komme til nye græsgange.
Det var også lidt vildt at se.
Vi så aber – men dem har vi allerede set flere gange rundt omkring, hvor vi opholdte os. Så det var ikke så vildt.
Så sejlede vi ind til land ved en lille ø og hentede en parkranger. Han fortalte en smule om stedet. Men sagde ellers ikke meget.
Så pegede kaptajnen på en flodhest – det er alligevel lidt sjovt at se sådan én i det fri.
Kort efter kunne vi se en chimpanse…siddende lige der ind på bredden. Det var så vildt!!!
Øerne her er nemlig et chimpansereservat.
Chimpanserne blev udryddet i Gambia, fordi de blev spist som bushmeat.
Men i 1979 har man samlet forældreløse unger ind fra nabolandene og sat dem ud på 3 øer her.
Her lever de så vildt og i fred.
Dog får de en smule foder hver dag kl. 17, for på den måde kommer chimpanserne frem og viser sig, så parkrangerne kan se, at de har det godt.
Og derfor havde vi jo travlt med at komme afsted, mens chimpanserne sidder og venter på mad. For de lever jo inde på øerne, hvor der ikke er stor chance for ikke at se dem.
Vi syntes, at det var pænt vildt at vi sejlede med parkrangeren, mens vi kunne se andre turistbåde uden parkrangere.
Men pludselig sejlede vi over til en af de andre både, og rangeren hoppede derover.
Sainey fortalte at man giver rangeren drikkepenge. Og når vi ikke havde givet ham noget, syntes han at det var på tide at hoppe over i næste båd…
Det havde vi slet ikke forstået.
Men vi var nu også fint tilfredse med vores kaptajn Hippo. Han var god til at spotte dyr.
Vi så chimpanser 2 steder. Det lykkedes endda kaptajnen at kalde en tredje chimpanse frem, der havde en sød lille baby siddende på maven.
Da vi sejlede videre var der pludselig en krokodille. Den dykkede dog hurtigt ned under vandet, så vi så ikke meget til den.
Men så kom vi hen til en hel flodheste familie på 3 voksne og en unge. Det er altså virkelig vildt at sidde og kigge på dyr i det fri. Det er bare noget helt andet end i en zoo.
Denne sejltur var virkelig en af højdepunkterne på vores Gambia tur.
Wassu Stone Circle
Der var stadig lige en time med sol, og den havde vi ikke lyst til at bruge på at sidde i en bil. Så vi tog over og så en Unesco site med stencirkler. Altså begravelsespladser. Dem har de en del af rundt omkring i landet.
Her skulle man åbenbart hyret en guide, der så gik rundt sammen med os.
Udenfor stod der nogle søde piger og spillede tromme og sang for os.
Vi har taget farveblyanter med hjemmefra. Og nu spurgte vi guiden, om det ville give mening at give dem til pigerne. Det syntes han helt sikkert at det ville.
Men vi skulle selv dele dem mellem pigerne, syntes han.
Hjemtur med færgen
Nu skulle vi tilbage over floden.
Da vi ankom til havnen, var færgen lige kommet. Men vi kunne præcis ikke være på den. Så vi måtte vente på, at den kom tilbage.
Her er ingen sejlplan. Færgen sejler blot, når den er fyldt.
Og desværre skulle de mange fra vores side, for festivalen skulle til at starte for dagen – på den anden side. Men der var ikke mange, der skulle fra den anden side. Så vi måtte vente lidt længe på, at der kom nok til at fylde færgen på den anden side.
Men det skete nu også hele tiden noget, mens vi ventede.
Først kom der nogle børn og bad Dennis om at købe en fodbold til dem. Det kunne han jo ikke stå for, så de fik selvfølgelig en bold.
Da børnene havde taget det obligatoriske billede med Dennis og spillet lidt med ham, opstod der tumult.
For så snart Dennis gik, kunne de ikke blive enige om, hvem der skulle have bolden. Da de ikke kunne blive enige, ville de sælge bolden.
Det viste sig, at de 4 drenge kom fra forskellige bydele, så de ville ikke kunne dele bolden. Til sidst var drengene så uenige, at forældrene måtte blande sig, og foreslog, at de afleverede bolden til en skole, der lå lige ved siden af.
Men til sidst kom det frem, at drengen fra den ene bydel havde fået sidste bold. Så derfor var den den anden bydels tur nu. Og det var derfor de var så uenige…
Der var nogle boder, der solgte tøj. Og vi lagde mærke til, at det faktisk var brugt tøj, der blev solgt i alle boderne.
Vi har taget en pose tøj med hjemmefra, af det tøj som drengene er vokset ud af. Nu spurgte vi guiden, hvordan vi bedst kunne få det delt ud.
Han sagde, at det kunne han sagtens stå for. Han ville give det til sine nevøer.
Det var i ret høj kurs.
Pludselig var der 2 ældre herrer, der nærmest kom op at slås på havnen.
Den ene skulle sælge nogle varer til den anden, men de kunne ikke blive enige om prisen.
Det endte med, at de måtte over på den lokale politistation ved havnen og finde frem til en løsning.
Endelig ovre på “vores” side af floden hentede vi langt tøj og myggespray hjemme, og så spiste vi samme sted som dagen før.
Vi havde nu lært at køre over og bestille maden. Så køre hjem og hente tøjet. Og når vi så kom tilbage til restauranten, var maden klar.
Vi overvejede at tage til festivalen igen. Men klokken var nu 22, og vi skulle tidligt op næste morgen.
Og vi havde allerede haft rigtig mange gode oplevelser i dag.
Så vi lukkede dagen.
Kvindeprojekt i Gambia
Sainey havde bedt om, at vi kom tidligt afsted i dag. Dengang jeg planlagde ferien med ham, ville han gerne tidligt afsted hver dag p.gr.a solen.
Men jeg blev ved med at trække tiden – for det skulle jo også være ferie.
Men i dag holdt han mere insisterende fast på, at vi altså meget gerne skulle afsted, fordi vi havde et lidt langt program.
Så vi aftalte kl. 8. Han ville gerne tidligere afsted, men kunne trods alt arbejde med kl. 8.
Igen startede vi med færgen, og kom lige præcis til sejltid.
Dejligt, at vi ikke skulle starte med at bruge en time her.
Vi kørte igennem en by med søndagsmarked. Her kom folk valfartende med deres varer.
Langt de fleste kom på æseltrukne vogne. Dem har vi set flere gange på vores vej, men så har det mest været noget, børn kørte med.
Her var det hele familier og varer der kørte med æselvognene og der var næsten ingen biler.
Der er 2 lange veje igennem The Gambia, begge veje går mere eller mindre langs med floden Gambia. Den ene vej er på sydsiden og er den, vi tidligere har kørt på.
Nu kørte vi på nordsiden. Her virkede det endnu mere fattigt.
Her var også flere bistandsprojekter.
Vi er ofte kørt forbi skilte, der viste at her havde regeringen, EU eller f.eks. Japan støttet projekter, som f.eks. drikkevand, skoler eller bæredygtigt fiskeri.
Vi havde bedt om at se et kvindeprojekt, som jeg havde læst om.
Men vi ankom til byen Njau, kunne vi ikke finde stedet. Sainey spurgte rundt, men fandt ikke noget.
Projektet skulle både være om recycling – ved at lave produkter til salg af genbrugsplast – og om at undervise kvinder i at have køkkenhaver.
Vi så ikke spor til recycle-projektet, men jeg fik øje på et skilt om at FN havde støttet et kvinde haveprojekt. Så det gik vi på jagt efter.
En kvinde fortalte, at det var hun del af. Så hun kørte med os over til hvor det skulle være.
Det viste sig at være et træplantnings projekt.
Projektet var tydeligvis støttet af vesterlændinge, der havde bygge hytter, der var flot dekoreret. Meget ulig hvordan hytter/huse ellers ser ud her.
Men nu skete der stort set ikke noget her. Alt lå ødet hen, og der var kun plantet 15-20 træer. Så det synede ikke af ret meget.
Først prøvede damen længe at få fat på chefen. Da det endelig lykkedes, blev hun bedt om at vise os rundt.
Det var ikke meget vi fik fortalt.
Den detalje vi bed mest fat i var, at der er 6 mænd ansat – og denne dame. Så der var ikke mange kvinder i kvindeprojektet.
Vi tog derfra med en følelse af, at hvis det er sådan støtteprojekter går, så kommer der ikke meget ud af det. Det var ret deprimerende at se.
I bilen blev Sainey igen ringet op af chefen for projektet. Nu ville have han have 1050 for billetter. Vi havde givet 300 og Sainey havde givet 200. Og han holdt fast på, at det måtte være nok.
Jeg hørte også chefen sige, at næste gang skulle Sainey ringe på forhånd. Så ville der nok være en stor salgstale klar.
Da vi kørte derfra, kom vi forbi en meget stor og flot anlagt køkkenhave. Måske det i virkeligheden var køkkenhave kvindeprojektet.
Jeg tror også, at vi havde fået et bedre indtryk af projektet, hvis vi havde meldt vores ankomst på forhånd. For der er jo brug for at få plantet nogle træer.
Jeg tror, at det var dette projekt, vi endte ved: Donate trees! Reforest the Future, The Gambia. | Chuffed | Non-profit charity and social enterprise fundraising
Roadchecks i Gambia
Undervejs når vi kørte, blev vi tit stoppet i roadchecks.
De fleste roadchecks var politiet.
Det svinger meget, hvor meget de gør ud af det. Det hedder sig, at det er for at tjekke registreringsafgift på bilen. Men vi skulle aldrig vise noget. Chaufføren sagde blot, at han kørte med turister (tror jeg). Så fik vi lov at køre.
Nogle gange gad politiet ikke engang at komme hen til bilen. Så kørte vi bare igennem.
Når det var et militærchecks, var det noget helt andet. Vi stoppede altid op i god tid før checket og ventede på at blive vinket frem. Og så snakkede chaufføren og soldaten i noget tid, før vi får lov at køre.
Ved et politicheck var der problemer. Det var lige efter kvindeprojektet.
Der sad chaufføren med en sodavand i hånden. Og det må man åbenbart ikke. Så politibetjente blev lidt sur.
Sainey rakte hende en appelsin. Så blev stemningen bedre. Og da hun så også fik et grønt æble, så fik vi lov at køre videre.
Det, at 2 stykker frugt har værdi af bestikkelse, siger da vist alt om den økonomiske situation i Gambia.
Kunta Kunteh island
Vi kørte videre til en af Gambias hovedattraktioner; Kunta Kinteh ø.
Det er øen, hvor de slavegjorte blev sejlet ud fra Gambia. Og det er her, bogen Rødder foregik.
Da vi ankom, spiste vi på en restaurant, der var ret middelmådig. Vi fik de sædvanlige stegte kylling med pommes frites, hvor nogle af kyllingerne ikke engang var gennemstegte.
Men denne gang havde Sainey ringet på forhånd og bestilt maden, så vi ikke skulle vente på maden.
Så blev vi sejlet ud til øen i en lille motorbåd.
Vi havde en guide med, der fortalte os om stedet. I dag er der kun 1/6 tilbage af øen p.gr.a. erosion, og der er kun nogle ruiner af fortet. Men før i tiden har der været mellem 450 og 600 mennesker på øen af gangen. Mennesker der bare ventede på et skib, der skulle sejle dem ud i verden som slaver. Tænk af man har gjort sådan.
Færgen fra Barra til Banjul
Videre på vores vej, kom vi nu pludselig til en større by, Barra. Det er første gang vi har set storbyer i dagslys i Gambia, så det føltes lidt mærkeligt.
For vi har jo været ude på landet hele tiden.
Vi skulle igen med en færge. Denne gang var den større, og sejlturen ville tage 30-45, min alt efter vinden, fik vi at vide.
Her var kæmpe kø.
Mens vores guide undersøgte ventetiden, gik Dennis og jeg ud af bilen og spiste en banan og kiggede på alt det, der skete omkring os.
Der kom en ged hen til Dennis og blev ved med at skubbe til ham. En dame i en bod sagde til Dennis, at det var fordi den ville have noget banan. Men Dennis havde lige spist det sidste.
Så forklarede damen, at geden gerne ville have bananskralden. Og ganske rigtigt. Den forsvandt i få bidder.
Det er praktisk med geder i gaderne, for vi har nærmest ikke mødt nogen skraldespande…
Faktisk ligger der affald overalt. Det er ret trist at se på.
Vores guide kom tilbage og fortalte, at vi skulle gå ombord på færgen med vores bagage. Og så ville vi efterlade chaufføren og bilen i køen.
Men bare rolig, sagde han – han havde betalt ham der holdt styr på køen, så chaufføren var blevet lovet at komme med inden midnat.
Chaufføren havde ellers regnet med at skulle sove i køen natten over. Klokken var 16.45, da vi gik.
Men der var åbenbart ikke flere pladser til gående på færgen heller. Så Sainey betalte igen en medarbejder, og så fik vi lov til at gå ind i kø området.
Vi brød os godt nok ikke om det. Men tingene skete så hurtigt, at vi ikke nåede at sige til eller fra.
Og helt ærligt, så ville vi jo gerne med færgen.
Klokken 18.30 kom vi med færgen.
Det var igen en oplevelse, bare at følge med i hvordan folk og hverdagen var, her i Gambia.
Men det var ikke effektivt ved færgen. Der var virkelig brug for en ekstra færge, for der bliver brugt så meget tid på at vente…Tid som kunne bruges på f.eks. at sælge/handle. Her stod folk med deres trækvogne med varer, og bare ventede…
Da færgen lagde i land, begyndte folk at gå ombord, før alle bilerne var kommet af. Så bilerne kunne ikke komme af.
Så måtte vi lige vente lidt mere, på at der kom styr på det også…
Sainey fandt nogle gode pladser lige inde på færgen, hvor der var plads til vores kufferter.
Men Dennis og jeg gik op på øverste dæk og sad og så solnedgangen.
Her var igen masser af mennesker at kigge på. Og der gik mange sælgere rundt og solgt snacks.
Én solgte cashew nødder. Hun sagde at en lille pose kostede 100 dalais/10 kr. og en stor kostede 200. Det var helt sikkert ikke det, de lokale betalte, for de brugte nogle pengesedler, som var så små, at vi ikke engang havde set sådan nogle før.
Men samtidig havde jeg ikke lyst til at sidde og prutte om prisen. Og hun havde nok markant mere brug for de penge end vi har.
Da vi lagde til, ventede der en ny bil på os.
Og nu var vi virkelig kommet til en almindelig større by. Med restauranter, farvet lys og masser mennesker i gaderne.
Vi startede med at gå igennem en byggeplads, hvor de byggede på flere etager. Det er virkelig noget andet end ude på landet.
Fremme på resortet kunne man med det samme mærke, at det var noget helt andet.
Vi havde valgt en forholdsvis dyr villa (for priser i Gambia).
For der var ikke mange steder, hvor vi kunne bo 6 personer sammen. Det var svært nok at finde noget til 4 personer.
Men det bedste af det hele; vi havde nu en hel pool for os selv. Det var vild luksus i forhold til det, vi havde prøvet de sidste mange dage.
Der gik ikke mange sekunder, fra vi kom ind til villaen, til Cecillie hoppede i poolen med alt tøjet på.
Vi kiggede på hinanden og så hoppede de andre også i.
Det har været en fantastisk rundtur. Men nu trængte vi til at slappe af og holde ferie 🙂
Jeg var ikke i poolen. Men vi var så smut ind i sand efter køreturen med åbne vinduer, at jeg straks gik i bad.
Jeg var lige glad med, at jeg nu ville få endnu et koldt bad. Jeg ville bare være ren, nu.
Men så kom overraskelsen – der var rent faktisk brændende varmt vand i bruseren. Det var jo helt vildt!
Klokken var nu 21, så vi skyndte os i restauranten.
Cecillie og Elias var jo kommet til Gambia en uge før os andre. Og de havde rent faktisk boet samme sted, blot i nogle Airbnb lejligheder, der ligger i tilknytning til resortet. Vi havde nærmest booket samme sted, helt uafhængigt af hinanden.
Restauranten havde ting som pizza, spaghetti bolognese og iskaffe.
Det har været så interessant at opleve Gambia!
Men pools, elektricitet, ruder i vinduerne, varmt vand, og pizzaer kan altså også noget 🙂
Vi var i Gambia i januar 2026 og børnene var 12 og 14 år.
