Drømmer du om at opleve mystiske Bhutan?
Så er det bare at komme afsted. Det er en af de bedste rejseoplevelser, jeg har haft.
Her deler jeg vores 7-dages rejseprogram fyldt med templer, vandreture, lokale traditioner og uforglemmelige oplevelser.
Fra Tiger’s Nest til homestay på landet – få inspiration til din egen rundrejse i dette smukke Himalaya-kongerige.
Jeg har skrevet et andet indlæg om, hvordan det er at rejse i Bhutan, samt hvordan man kan planlægge sin rejse til Bhutan.
Her i dette indlæg beskriver jeg vores rejseplan for inspiration til, hvad du kan opleve i Bhutan.
Tips og tricks til planlægningen af rejsen kan du læse her: Rejse til Bhutan: Alt du skal vide om planlægning af rejsen
Da vi planlagde vores rejse til Bhutan, var det meget vigtigt for os at få et varieret program.
Bhutan har virkelig mange fine og interessante templer og Dzong’er (forter). Og selvfølgelig ville vi gerne opleve dem.
Men vi ville også gerne opleve andet af Bhutans spændende kultur samt den smukke natur.
Vi havde fundet mange ting, vi gerne ville se. Også mere end rejsebureauet syntes, at vi kunne nå på de 7 dage vi havde i Bhutan.
Men de gjorde virkelig et stort arbejde for at få så mange af tingene ind i vores rejseprogram, som muligt.
Så vores program endte med at være krydret med ting som at overnatte på homestay, se Bhutans nationaldyr (en Takin), flotte vandreture, overnatte i et kloster, bueskydning, traditionelt hot stone bad og meget mere.
Det blev et helt fantastisk rejseprogram, hvor vi følte, at vi fik en rigtig fin introduktion til Bhutan.
Både min veninde og jeg vil gerne opleve meget, når vi er ude et nyt spændende sted. Så programmet var ret tætpakket.
Og der var også et par dage, hvor der var meget kørsel. For det var nu engang sådan, vi kunne få mest muligt med i programmet.
Vi syntes, at programmet var godt. Men indrømmet, vi var også lidt trætte, da vi rejste fra Bhutan…
Når man er rejst så langt, så skal man da have mest muligt ud af tiden, ik.
Men vil du gerne have ro en gang imellem på din rejse, så skal du måske lige fjerne et par ting fra programmet.
Dagsprogram for 7 dages rundrejse i Bhutan
Her gennemgår jeg kort programmet for vores rundrejse. Og længere nede deler jeg fra min dagbog, så du kan få en uddybning af oplevelserne.
Dag 1 – Første møde med Bhutan
- Ankomst til Paro – Smuk flyvetur og landing mellem Himalayas tinder
- Nationalmuseet i Paro – her får du et godt indblik i landets kultur
- Se Takin – Bhutans fascinerende nationaldyr, som er en blanding af en ko og en ged
- Gåtur i Thimphu – oplev hovedstaden og og se landets eneste “lyskryds”
Dag 2 – Kultur og klosterliv
- Bueskydningskamp – Bhutans nationalsport
- Lokal fastfood – Bhutan er kendt for deres mad med masser af chili
- Vandretur til Dodeydrak Buddhist Monastery – Smuk tur i bjergene mellem alle bedeflagene
- Overnatning i klosteret – Det var en hel unik oplevelse
Dag 3 – Stupaer, Sorthalsede traner og kloster ceremoni
- Dochula Pass – her er 108 stupaer og nogle gange udsigt til Himalaya
- Grøntsagsmarked – hvor vi kunne smage på grøntsager ukendte for dansker
- Sorthalsede traner i Phobjikha Valley – med et informationscenter om de fredede traner
- Ceremoni på Gangtey Monastery – ceremoni i total mørke
Dag 4 – Punaka Dzong, hængebro og frugtbarhedstempel
- Punaka Dzong – en virkelig smuk Dzong (fort), som er den 2. største i Bhutan
- Hængebro ved Dzong’en – 160 meter lang hængebro med flot udsigt
- Frokost på farmhouse – siddende på puder på gulvet, med traditionel festmåltid og risvin
- Chimi Lhakhang temple – frugtbarhedstempel skabt af “The Madman”
- Pizza i Thimphu – lidt velkendt mad
- Overnatning i forstad i Thimphu – og handle i lokalt supermarked
Dag 5 – frokost hos lokal familie og overnatning på gård
- Lidt af en køredag
- Simtokha Dzong – den første Dzong i Bhutan
- Frokost hos lokal familie – så bliver det ikke meget mere lokalt
- Det sorte og det hvide tempel i Haa – med en sø midt i templet
- Se fiskeopdræt – på militærbase
- Overnatte på homestay – på en gård i Haa med hygge ved den brænde-opvarmede ovn midt i køkkenet
Dag 6 – Vandretur og nonner
- Haa landsby – hvordan lever man i en mindre landsby?
- Vandretur i Chele La Pass – det højeste pas i Bhutan, der kan køres over – med pludselig snefald
- Kila nunnery – hvor tyggegummi-bobleblæsende nonne tog imod os
- Souvenir shopping i Paro – tilbage i civilisationen
Dag 7 – de sidste store oplevelser i Bhutan
- Tiger’s Nest – vandretur til det ikoniske tempel, der hænger ud over klipperne
- Hot Stone Bath – badekar opvarmet med sten fra bål
Detaljeret dagsprogram for 7-dages rundrejse i Bhutan – fra min dagbog
Dag 1 – Første møde med Bhutan
Allerede når du lander i Bhutan, kan du mærke, at dette er et anderledes sted, der sætter sin kultur meget højt.
Vi blev mødt af kæmpe billeder af kongen og hans familie ude ved landingsbanen, lufthavnsbygningen er virkelig smukt dekoreret og alle medarbejdere var i nationaldragt.
Vi skulle dog hurtigt lære, at både dekorationen og nationaldragten går igen over alt.
Derudover at landskabet rundt om lufthavnen utroligt smukt.
Allerede i lufthavnen i Delhi havde vi mødt en person fra vores rejsebureau, som kom og hilste på os.
Jeg synes, at små samfund er så hyggelige.
Hvor ellers kan man tilfældigvis lige møde den person, der har planlagt hele ens rejse.
Og så strandede vi sammen med damen. For den thailandske konge skulle lande lige efter os.
Så vejen fra Paro hvor lufthavnen ligger, til hovedstaden Thimphu, blev spærret i nogle timer, mens kongen skulle køre der.
Der var sat flag op langs vejen – hele vejen i 45 km – for at ære ham. Og der var steder med store billeder af den thailandske konge, hvor der havde stået skolebørn og flaget for ham. Vi mødte skolebusserne bagefter. Så kan man da snakke om at gøre noget ud af statsbesøg.
I lufthavnen blev vi mødt af vores guide og chauffør, som skulle følge os de næste 7 dage.
Vi havde arrangeret et meget tætpakket program. Og nu skulle de så lige starte med at ændre vores program, fordi vi var strandet her.
Så vi lagde ud med at sætte os på en cafe og snakke om, hvordan vi gerne ville have, at vores rejse skulle være.
Det var nu også meget rart lige at få ro på. Vi var fløjet fra Delhi kl. 4.45, så vi var lidt trætte. Og det var faktisk også lidt overvældende at lande i dette flotte land.
Samtidig fik vi nogle virkelig gode snakke om Bhutan, for damen fra rejsebureauet og flyet, er fra Østrig, men har boet i Bhutan i 25 år. Så hun kunne nemt sætte sig ind i vores spørgsmål.
Bagefter tog vi på nationalmuseet. Det havde vi ikke planlagt at gøre. Men når det nu var i nærheden og vi var strandet, passede det jo ret godt.
Og det var en ret fin måde lige at få et første indblik i Bhutan.
Så kunne vi endelig køre til Thimphu og tjekke ind på hotellet.
Bhutan vil meget gerne sætte en høj standard for turisterne. Så før i tiden kunne man kun bo på minimum 3-stjernede hoteller. Men de har åbnet op for homestays og hoteller med færre stjerner nu.
Men dette hotel var nu af den bedre standard – hvilket var meget rart at starte ud med.
Vi fik serveret frokost på hotellet, som mest bestod af ting, vi ikke rigtig viste hvad var. Men det smagte fint.
På rejsen bestod et måltid oftest af: en grøntsagssuppe, en stor portion ris (gerne røde ris), en del forskellige slags grøntsager og en mindre kødret.
Vi havde hørt om, hvor helt vildt meget chili de kommer i maden. Men på hotellerne tilpasser de maden til turister. Så der kunne vi være med.
Efter frokosten kom vores guide og chauffør og hentede os igen.
Hver gang vi nåede frem til et sted, hoppede chaufføren ud og åbnede min dør. Og guiden åbnede Birgits.
Det var vi godt nok ikke helt vant til.
Nu skulle vi ud at se Bhutans nationaldyr: Takin.
Sagnet siger, at guderne har sat et gedehoved på en ko. Og det er egentlig en meget god beskrivelse af dyret…
Bagefter besøgte vi et væveværksted, hvor de følger traditionerne og farver garnet i hånden, med naturlige farver.
Det var virkelig interessant og flot arbejde, når man interesserer sig for håndarbejde, som jeg. Ejeren nåede lige at komme forbi (fordi vi shoppede ret længe i deres butik ) og fortalte om sin drøm for sin virksomhed om at lave bæredygtige produkter fra grunden, hvor medarbejderne bliver ordentligt lønnet. Hun var en spændende og meget aktiv kvinde.
Desværre ved jeg faktisk ikke, hvad stedte hed.
Så gik vi en tur i Thimphus hovedgade. Det er en rolig hovedgade med lidt tøjbutikker og masser af souvenirbutikker.
Her så vi også landets eneste “lyssignal”.
De havde fået et automatisk lyssignal. Men det brød befolkningen sig ikke om, så nu står der en mand igen.
Manden plejede at vinke bilerne frem på en “alm. måde”. Men efter SoMe havde opdaget ham, bruger han nu fine, næste dansende bevægelser. Og flot var det.
Til sidst gik vi rundt i Thimphu. Porten til stadion var åben, så der kiggede vi ind. Det var ikke et kæmpe stadion. Men det var selvfølgelig smukt dekoreret, lige som alt andet her.
Bag ved stadion var der en stor Buddha. Det må da kunne hjælpe med at score mål, når guderne følger med.
Bueskydning er nationalsporten, men stadion til fodbold var markant større, så måske er fodbold blevet lidt mere populært i dag.
Selv da vi gik i en souvenirbutik, gik guiden med.
Efter noget tid på rejsen vænnede vi os til altid at have guide og chauffør med.
Vi holdt os vågne til aftensmaden kl. 18.30. Men så var det også i seng.
Det er længe siden, at jeg har stillet mit vækkeur til 10 timer og 45 min. Men det var tiltrængt
Læs også: 2 begivenhedsrige dage i Delhi og Taj Mahal
Dag 2 – Kultur og klosterliv
Vi tilbragte formiddagen i Thimphu.
Der var vi så heldige at der var nogen mænd, der var i gang med at skyde en bueskydnings kamp.
Det var interessant at se. Især hvordan de laver en bestemt dans alle sammen, hver gang det lykkes nogen at ramme målskiven. Og personen der har ramt, får så et bånd i bæltet for sit pletskud.
Bagefter besøgte vi et håndværksstudie samt en fabrik, der lavede håndlavede papir.
Vi var også henne ved Memorial Stupa, som er bygget til ære for d. 3. konge. Her lærte vi en masse om den Bhutanske kongeslægt, samt Bhutanernes forhold til deres konge.
Kongen er de meget glade for. Men det kan man jo også godt forstå. Han gør meget for sin befolkning. F.eks. inviterede han Ed Sheeran til at komme og holde koncert på sin sidste turné.
Der kommer ikke så mange sangere til Bhutan. Men når kongen inviterer, så stiller man op.
Vi sluttede formiddagen af med bhutansk fastfood på en lokal restaurant, med udsigt til “lyskrydset” i Thimphu. Maden var næsten ikke stærk…eller…bhutansk mad er altid stærkt!
Og så får man endda en skål med chili ved siden af, til hvis den ikke skulle være stærk nok.
Men vores guide havde bedt om, at maden ikke skulle være stærk, så vi kunne da næsten spise den. Og da jeg lærte at fiske uden om alle de meget fintskårne røde stykker chili, smagte det godt.
Efter frokosten var det tid til en vandretur.
Det skulle blive en af de helt store oplevelser på turen. For vi skulle op og sove på Dodeydrak Buddhist Monastery
For at komme til munkeklosteret, skulle vi gå 5 km. Som jo egentlig ikke er en stor ting.
Men da vi startede, befandt vi os allerede i 2200 meters højde.
Og blev stakåndet, hvis vi bare gik lidt for hurtigt op ad en trappe.
Nu skulle vi gå 800 højdemeter op.
Vi har jo ikke befundet os ret længe i Bhutans højder, så vi fik at vide, at det var meget vigtigt at tage tingene i vores eget tempo, så vi ikke fik højdesyge.
Det tog vi meget bogstaveligt . Så det tog os 2 timer og 45 min at gå op. Hvilket vist var lidt længere, end vores guide havde regnet med.
Men så fik vi da nydt udsigten undervejs.
Da vi var næsten oppe, blev vi mødt af en stationær motionscykel og en fodboldbane. Det havde jeg ikke lige forestillet mig.
Men dette kloster er en skole for munke, hvor drengene er helt ned til 10 år her.
Og vi lærte senere, at de går op i 2 ting – at bede og at spille fodbold.
De var nu også gode til dart, hvilket der også var en bane til.
Endnu en overraskelse var, at munkene ikke havde ens tøj på, da de dyrkede sport. De havde almindelige t-shirts, men alle i en art af bordeaux.
Munkenes alder forklarer nok også, hvorfor de gerne tager mod turister. Så sker der lidt anderledes.
Helt oppe ved klostret, blev vi mødt af en munk, der skulle være vores guide deroppe.
Og vi blev budt velkommen med mælke te med ristet ris i.
Nogle munke var i gang med at bede, og vi blev spurgt, om vi ville se det.
Jeg syntes, at det var ret vildt, at vi fik lov til at sidde og kigge på noget så helligt.
Da vi kom ind i rummet, kiggede nogle af munkene nysgerrigt op på os fra deres skrift bøger.
Og da jeg satte mig på, hvad jeg troede var en bænk, fik en af munkene vist mig med et smil, at det faktisk var deres bord…ups
Men det blev taget helt pænt.
Selvom de sad i bøn, kunne de godt lige snakke med sidemanden og lave lidt sjov med hinanden,
Der var en rigtig hyggelig stemning. Og kun én enkelt munk, der så ud som om, at han var ved at falde i søvn.
Bagefter blev vi vist rundt på klosteret af “vores munk”. Han kunne noget engelsk, for der er en munk her, der tidligere har været lærer og undervist i engelsk. Så de bliver undervist i engelsk her.
Munkene bliver undervist i buddhisme, engelsk, at bede samt at spille på de instrumenter, de bruger under bønnen. Derudover har de også faget “debat” hver dag.
Under vores rundvisning fik vi velsignet mad – et stykke æble.
Og vi blev velsignet med helligt vand, som blev hældt af den vase, som den 13. overabbed brugte – ham som byggede templet.
Så der blev virkelig taget godt imod os.
Vi fik serveret en meget fin aftensmad. Den var ikke prangende. Men vist noget bedre end det, munkene får.
Heldigvis går munkene meget op i, ikke at spilde mad. Så det vi efterlod i fadene, spiste dem, der opvartede os.
Rummene er ikke opvarmede. Så vi sad i fleecejakker og spiste. Og det var lidt køligt om fødderne, for man har ikke sko på indenfor. Vi måtte dog gerne have strømper på, selvom munkene gik i bare fødder.
Mens vi sad og spiste, hev munkene deres telefoner frem. Det var en smule overraskende, at de havde sådan nogle. Men de fortalte, at de kun måtte have telefonerne i weekenden, hvor de så kunne kontakte deres familie.
Vores værelse var overraskende godt.
Vi sov på madrasser på gulvet. Men det var virkelig gode madrasser. Og dynen var tyk og lækker. Vi havde også fået et ekstra tæppe. Og endda også en elektrisk ovn til at varme rummet med. Det var virkelig luksus.
Men da vi kom ud og så toilettet, blev vi endnu mere overraskede. Der var et fint brusebad – med varmt vand.
Vi blev noget mere forkælede, end vi lige havde ventet.
Vi havde det i virkeligheden lidt mærkeligt med den forskelsbehandling, i forhold til hvordan vi tror munkene selv bor.
Dag 3 – Stupaer, Sorthalsede traner og kloster ceremoni
Næste morgen ringede vækkeuret kl. 6.15. Da var munkene allerede i gang med at bede.
Da vi jo oplevede en ceremoni dagen før, havde vi takket pænt nej tak til at være med fra kl. 5.30 i dag.
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde sovet så godt, for der var hunde, der gøede meget af natten.
Morgenmaden bestod af stegt ris fra aftenen før, arme riddere, røræg og toastbrød.
Efter morgenmaden begyndte nedstigningen.
Vi blev mødt af heste, der bar varer op. For der er ingen vej til biler op til klosteret.
Nedturen gik trods alt lidt nemmere end turen op dagen før. Og vi var heldige at solen skinnede, så landskabet så flottere ud i dag.
En gåtur i flot landskab, er jeg jo altid vild med. Og så samtidig at blive lukket ind i en verden, der ellers virker helt lukket for omverdenen.
Det har været en virkelig vild oplevelse!
Nede ved vores bil igen, kørte vi mod Phobjikha Valley.
På vejen kørte vi over Dochula Pass, hvor man på gode dage kan se de sneklædte Himalaya bjergtinder.
Men det er ikke en god årstid for at se dem nu, så vi så kun skyer.
Så i stedet gik vi en tur rundt om de 108 stupaer, der er her.
Vi stoppede ved et grøntsagsmarked, hvor vores guide foreslog os at købe de ting, vi ikke kendte. Så ville han få en restaurant til at tilberede det til os.
Det syntes jeg var en ret fin ide.
Der var forskellige chilier, men dem havde vi ikke behov for at kaste os ud i. Og så var der faktisk mange ting vi kendte hjemmefra.
Men bregneskud kendte vi ikke, så dem købte vi. Og vi fik en smagsprøve på noget “hård ost”, som de havde hængende i snore, som italienerne gør det med hvidløg.
Vi spiste frokost på en turist restaurant med flot udsigt ud over Punaka dalen.
Her er der rismarker. Men der groede ikke noget endnu på denne årstid.
Vi skulle totalt set køre 5 timer den dag, til Phobjikha.
Og det hele var bjergkørsel. Uden vejværn. Det er der åbenbart ikke brug for i et land med god karma.
Men de kørte nu også rigtig pænt, og efter forholdene. Så det føltes ikke utrygt.
Phobjikha Valley er kendte for sorthalsede traner, så vi stoppede på et rehabiliteringscenter for disse og så en film om dem. Der bor også 2 traner på centret.
Man gør meget for tranerne her. F.eks. fløj én af de 2 traner på centeret ind i en el-ledning og beskadigede sin vinge. Så nu er alle el-ledninger i området blevet gravet ned.
Vi skulle overnatte i en rigtig fin lodge; ABC Eco Lodge.
Det var nu meget rart med lidt luksus efter klosteret.
Dog blev det varmet op med en elektrisk ovn. Og det kan man jo godt blive lidt bekymret over, når de samtidig informere om, at der er står en lommelygte på værelset, fordi de tit har strømafbrydelser…
Men dem oplevede vi heldigvis ikke noget til. Ellers havde det været en kold nat.
Da vi havde slappet lidt af på værelset, kørte vi til Gangtey gonpa / monastery.
Det er et kloster med 300 munke, hvor vi nu skulle deltage i aftenceremonien.
Mens vi ventede, var vi inde og se deres kiosk. Her kunne man f.eks. købe cup nudles, varme tæpper, badetøfler og armbåndsure – åbenbart alt hvad en munk har brug for.
Selve ceremonien mindede meget om den vi så dagen før – i hvert fald for vores utrænede øre og øjne.
Men dette er en anden gren af buddhismen. Og templet så lidt anderledes ud – ud over, at det også var markant større.
De startede ceremonien i mørke, og samtidig blev det også mørkere og mørkere udenfor. Så efter et kvarters tid kunne vi næsten ikke se noget.
Pludselig tændte de lyset. Bl.a. i 3 kæmpe store Buddha figurer. Det gav virkelig en effekt.
Da de var ved at være færdige efter 30 min, kom der munke ind med kopper. Vi fik serveret mælke te, med virkelig mange ristede ris i. Det var næsten et helt måltid.
2 piger fra turistrækken blev hevet op foran og fik lov til at tage billeder. Det viste sig, at de havde betalt for teen og snacken, som en gave til klosteret.
Efter aftensmad på lodgeen, var det hjem i seng. Det havde været endnu en god og begivenhedsrig dag i Bhutan
Dag 4 – Punaka Dzong, hængebro og frugtbarhedstempel
Så holdt vores vejr-held ikke længere.
Kl. 4 blev vi vækket af tordenvejr og regn.
Men som vores guide sagde, så er vi jo virkelig heldige, for Bhutan er “the Land of the Thunder Dragon” Og vi fik lov til at opleve den.
Vi skulle have været på en lille vandretur i dalen om formiddagen.
Den droppede vi, for det lød ikke helt så tillokkende i regnvejr, i et vådområde. Vi havde allerede set køer stå og græsse i vand til knæene, før det regnede. Så hvordan var det ikke nu.
I stedet kørte vi mod Punaka.
Vi skulle igen køre omkring 4 timer i dag. Men med stop undervejs.
Første stop var Punaka Dzong. Hvilket betyder fort.
Punaka Dzong er den 2. ældste og 2. største Dzong i Bhutan.
Punkana Dzong blev bygget af landets forener.
Bhutan bestod tidligere af flere forskellige herredømme, men Ngawang Namgyal forenede Bhutan. Han omtales i dag som “The Unifier”. Og hans jordiske rester ligger i Punaka Dzong.
Punaka har tidligere været hovedstad i Bhutan, og bl.a. derfor er denne Dzong så stor og imponerende.
Man bruger i dag Dzong’erne rundt i landet til områdets administration. Og så er der også altid et tempel i en Dzong.
Tæt på Punaka Dzong er der er en 250 meter lang hængebro. Den måtte vi selvfølgelig se.
Egentlig er det lidt svært ikke at tænke “hvorfor går jeg egentlig over en hængebro, for så at gå tilbage igen med det samme?”
Men en så lang hængebro er jo lidt vild, og svær ikke at blive fascineret over, synes jeg.
Og så er det også altid værd at gå lidt længere for en flot udsigt.
Så var det tid til frokost.
I dag havde vores guide fundet et farmhouse til os, hvor vi skulle spise.
Værtinden var helt klart vant til at få mange turister. Så helt autentisk var det ikke.
Men det var alligevel en stor oplevelse. Det var nemlig slet ikke gået op for os, at man ikke sidder ved borde og stole og spiser i Bhutan.
Men nu blev vi budt til at sidde på puder på gulvet.
Det var dog så tilpas turistet, at vi trods alt fik maden serveret på et bord.
Først fik vi selvfølgelig te, som man altid gør som velkomst her i Bhutan. Denne gang var det buttermilk tea.
Og så væltede ind med lækker mad til os, hvoraf det meste var dyrket her på gården. Vi syntes, at det virkede ret overdådigt.
Da vi spurgte vores guide og chauffør om dette var et hverdagsmåltid, bekræftede de da også, at dette var hvad man ville servere til en særlig lejlighed med gæster.
Og godt smagte det.
Efter maden blev vi budt på hjemmebrygget risvin. Det var lige en tand for stærkt til mig…
Vi gik derfra igennem den lille landsby videre til det næste tempel, Chimi Lhakhang temple.
Byen er også lidt af en seværdighed. For landsbyen er fyldt med butikker, der sælger fallosser i alle former og størrelser.
Templet er nemlig et frugtbarheds tempel.
Templet blev bygget af “The Madman”. En buddhist, det syntes, at man skulle nyde livet, og helst rejste til de steder der havde de bedste kvinder og øl. Det er alligevel noget af en munk.
I templet er der en kæmpe fallos, som barnløse kvinder skal bære rundt om templet, for at blive frugtbar.
Og derfor sælges der masser af fallos i landsbyen.
Rundt i Bhutan er det også helt almindeligt at male fallosser på sit hus.
Om eftermiddagen endte vi i Thimphu igen.
For at spare en lille smule køretid, havde vi sagt, at vi ikke behøvede at bo helt inde i centrum.
Så vi havde fået et hotel i forstaden. Det var ret fint også at se, hvordan folk bor og handler her.
Vi spiser så godt her i Bhutan.
Men da guiden spurgte, om vi havde lyst til pizza til aftensmad, må jeg indrømme, at vi sagde ja. Nogle gange er det bare rart med noget man kender.
Da vi trådte ind på restauranten, spillede de Lukas Graham. Så er vi heller ikke længere væk hjemmefra.
Under maden fik vi fortalt om, hvordan der blev indført demokrati i Bhutan, for ikke så lang tid siden (i 2008). Demokratiet blev indført, fordi kongen vedtog det. Han var så fremsynet, at han godt kunne se, at selvom Bhutan havde en god konge nu, så kunne man jo ikke vide, hvordan det ville gå i fremtiden. Derfor ville han have indført demokrati.
Tilbage på hotellet, manglede jeg virkelig en læbepomade.
Så Birgit og jeg gik en tur i et lokalt supermarked, og kiggede på, hvad man kunne købe her. Det føltes helt mærkeligt at gå rundt uden guiden.
Men så var vi altså også trætte, efter en begivenhedsrig (og lidt lang køre-) dag.
Dag 5 – frokost hos lokal familie og overnatning på gård
Vi startede dagen med at se Simtokha Dzong, som er den første Dzong bygget i Bhutan.
Den blev bygget af deres unifier.
Her lærte vi en masse interessant om buddhisme.
Vi havde – igen – en lang køredag. Men til gengæld var det i flot natur.
Vi skulle til Haa, som er et af de seneste steder i Bhutan, der er åbnet for turister. Derfor er det ikke så udviklet endnu.
På vejen stoppede vi og spiste frokost hjemme hos en familie.
Her følte vi virkelig, at vi så et autentisk hjem, hvor der rent faktisk bliver boet og levet.
Vi fik lækker mad, og sad selvfølgelig på gulvet.
Nu var der ikke længere et “turistbord” at spise ved. Der var blot en stor pude i midten, som man kunne stille fra på.
Vi snakkede med datteren, som var hjemme på ferie fra sin uddannelse til sygeplejerske i Indien. For selvom Bhutan har masser af gode uddannelser, er der ikke plads til alle. Og mange unge rejser derfor til udlandet, for at tage sin uddannelse.
Fremme i Haa stoppede vi for at se det Hvide og det Sorte tempel. Men det var begyndt at regne, så jeg må indrømme, at det gik lidt hurtigt med at se dem.
Templerne er en del af 108 templer, som en tibetansk konge har bygget. Det specielle ved det sorte tempel – ud over at det er sort – er at det er bygget oven på en sø. Så indefra templet kan man kigge igennem en luge ned på vandet.
Og den Buddha, der er i templet, er præcis magen til en Buddha i Lhasa, Tibet.
Haa er en lille landsby. Men her er samtidig en stor kaserne for den indiske hær, der hjælper med at uddanne den Bhutanske hær.
Inde ved kasernen er der også en ørred-fiskefarm, som vi fik lov at besøge. Der er jo intet hav og ikke meget vand i Bhutan, så hvis man vil spise fisk, må de komme herfra.
Faktisk var det lidt overraskende med en fiskefarm. For som buddhister, vil Bhutanerne jo ikke slå dyr ihjel.
Men de har det dilemma, at de godt kan lide kød. Så når vi spiser kød, er det oftest importeret fra andre lande.
Men her havde de altså valgt at opdrætte fisk.
I nat skulle vi overnatte på et guesthouse. Det vil sige en gård, hvor familien inviterer turister til at overnatte.
På dette sted lever konen nu af at leje værelser ud. Og kan have op til 10 overnattende gæster + deres guider og chauffører. Så det var en smule mere turistet, end vi havde forventet.
Men det var alligevel en stor oplevelse. Oplevelsen startede allerede med at gå ind i huset – der har de vildeste stejle trapper.
Heldigvis havde vi fået besked på at pakke en dagstaske, så vi ikke skulle have kufferter med ind.
På gangene i huset, var der koldt. Men lige så snart man kom ud i køkkenet, var der dejligt varmt. Her blev rummet nemlig varmet op af en ovn i midten af rummet, der blev opvarmet med brænde. Og så sad man rundt om brændeovnen og blev budt velkommen med milktea.
Det var så hyggeligt at sidde derinde og lytte til knitren fra ilden. Det var et helt naturligt samlingssted.
Aftensmaden blev selvfølgelig spist her.
Her var der ingen borde eller puder i midten. Kun de puder vi sad på.
Jo jo, vi spiser skam mere og mere som Bhutanere.
Vi er endda begyndt at drikke suppen af skålen, som man gør her.
Men jeg må indrømme, at vi stadig bruger turistredskaberne; gaffel og ske. Vi har endnu ikke lært at spise pænt med fingrene…
Efter maden blev vi siddende i det hyggelige køkken og lærte vores guide at spille 500. Det var en rigtig hyggelig aften.
Men da jeg gik i seng, havde jeg godt nok noget ondt i benene af at have siddet på gulvet i skrædderstilling en hel aften….
Dag 6 – Vandretur og nonner
Vi startede dagen med at besøge Haa landsby og se, hvordan der så ud i sådan en landsby.
Og så kom vi ud på noget af en køretur. Det var på en ensporet bjergvej, hvor man dyttede før hvert sving.
For den var selvfølgelig ikke ensrettet.
Til gengæld var det en virkelig flot køretur.
Vi skulle op til Chele La Pass, som er det højeste pas i Bhutan, som man kan køre over. Det er 3.988 meter over havets overflade.
Og her skulle vi så vandre fra.
Heldigvis skulle vi mest gå nedad. For jeg blev forpustet bare af at gå ligeud deroppe. På trods af, at vi nu havde været nogle dage i Bhutan.
Køreturen derop blev også lidt ekstra spændende af, at der pludselig var faldet sne dagen før. Hvilket der ikke plejer på den årstid.
Så vi havde selvfølgelig ikke vinterdæk på.
Passet havde været lukket for kørsel aftenen før, men nu var det åbent. Og det gik fint med at køre op. Det var mest “bare” tøsne, vi befandt os i.
Men sneen betød jo også, at den vandretur, vi nu skulle ud på, blev lidt anderledes, end vi havde forventet.
Det krævede nu en del opmærksom at gå, for at være sikker på, hvor man placerede sine fødder.
Men nøj hvor var det flot!
Alle forårsblomsterne, som blomstrede nu – pludselig omgivet af sne. Og med flotte bjerge i baggrunden.
Det var en helt fantastisk flot vandretur.
Vores mål var Kila nunnery.
Det er et kloster, der som mange klostre her i Bhutan, “hænger” dramatisk ud fra klipperne.
Det betød også, at det sidste af vores vandretur foregik på en meget smal sti, lige ud til frit fald. Så man skulle virkelig ikke have højdeskræk her.
Fremme ved klostret kunne vi med det samme konstatere, at dette var et nonnekloster, ikke et munkekloster.
For vi besøgte toilettet som det første. Og der stod citronduftende luftfrisker på toilettet – på trods af, at der ikke var nogen rude i vinduet. Og toiletrullen hang i en holder. Så fine forhold havde vi ikke forventet.
Vi blev modtaget af en bobleblæsende nonne, der stor-smaskede på sit tyggegummi.
Jeg er vild med, hvor højtidelige og samtidig uhøjtidelige klostrene er i Bhutan.
Nonnen viste stolt nogle armbånd, de havde knyttet. Selvfølgelig kom vi til at købe et par stykker af dem.
Efter vi havde set templet, blev vi budt på mælkete, ved borde med blomster på bordene. Meget ulig det munkekloster vi besøgte tidligere.
Der bor kun 20 nonner heroppe. Men der virkede på en eller anden måde hyggeligt.
Vores chauffør ventede på os ved klosteret. Det var nu ret dejligt. For det ville have været hårdt at gå op til passet igen, i denne højde.
Vores chauffør er så sød. Han står altid og klapper af os, når vi kommer fra en vandretur.
Så kørte vi til Paro. Den sidste by vi skal være i her i Bhutan.
Efter en sen frokost, ville vi gerne shoppe lidt.
Alle de andre steder, har guiden pænt gået med rundt, når vi har kigget på butikker. Men her i Paro må vi gerne gå alene rundt. Så han skyndte sig at aftale et mødetidspunkt, i stedet for at skulle i alle de butikker.
Da vi havde shoppet færdigt, blev vi kørt ud til vores overnatning.
Hotellet lå lidt langt ude for byen, og vi følte os egentlig ret afsides og tænkte, hvad vi dog skulle lave herude.
Men vi var i virkeligheden ret trætte. Så det var nok alligevel meget godt med lidt tid til at slappe af.
Til aftensmaden var der kun én anden dame i restauranten, ud over Birgit og jeg. Så vi satte os sammen alle 3. Det er hyggeligt at høre, hvordan andre har oplevet Bhutan på deres rejse rundt.
Dag 7 – de sidste store oplevelser i Bhutan
Sidste dag i Bhutan stod programmet på det samme, som for nærmest alle turister i Bhutan;
En gåtur op til Tiger’s Nest og et Hot Stone Bath.
Tiger’s Nest er et tempel (eller faktisk 8 templer samlet ét sted), som ligger dramatisk højt oppe på en klippeside.
Har du set et turistkatalog for Bhutan, vil du 9 ud af 10 gange have set et billede af Tiger’s Nest på forsiden.
Dette sted er et populært turiststed både på grund af den fascinerede lokation. Men også fordi det ligger tæt på Paro, som er byen hvor lufthavnen ligger. Så her ender langt de fleste turister deres rejse.
Og her sidst på rejsen, har man været så længe i højderne, at man kan klare at gå op til de 3120 meters højde.
Rundt på vores rejse i Bhutan har vi stort set ikke mødt andre turister. Og når vi endelig har, har det været 1-2 stykker af gangen. Kun ved et par stupaer og templer, har vi mødt lidt flere.
Men det var virkelig noget andet ved Tiger’s Nest.
Her gik man hele tiden sammen med andre turister.
Der var slet ikke fyldt, som på en solskinsdag i Tivoli. Man kunne sagtens få plads til at gå i sit eget tempo. Men der var hele tiden mennesker omkring én.
Gåturen blev rigtig fin af at vi gik i skyerne. Så det fik landskabet til at se ret dramatisk ud.
Ofte var Tiger’s Nest “forsvundet” i skyerne, når vi stod ved et udkigspost.
Men det lykkedes heldigvis at se det en gang imellem.
Og flot er det!
Tænk at man har kunnet bygge det.
Selve vandreturen var ikke helt lige så flot som de andre, vi har været på.
Måske fordi det var lidt mere turistet.
Eller måske bare fordi vi ikke længere oplever tingene for første gang…
Men det var helt sikkert turen værd.
Efter en tiltrængt frokost, tog vi i Hot Stone Bath.
Det er et traditionelt gammelt bad, man bruger her. Og det er faktisk ret genialt.
Man varmer sten i et bål, og ligger dem derefter ned i badekarret. På den måde får man varmt vand, uden at skulle koge vandet først. Og temperaturen holder lidt længere.
Det var ret smart indrettet, så vi lå i træbadekar, der stod helt op til en væg. Men for enden af karrene var der små huller i badekarrene, for selve karene var faktisk længere, end den del vi lå i. Ude på den anden side af væggen, fortsætter badekarrene. Og her lægges de varme sten så i.
På den måde kan personen i badekarret have privatliv. Og samtidig risikerer man ikke, at stenene rører ved huden og giver forbrænding.
Vi holdt dog kun 30 min i badene. Det var godt nok varmt Men det var også virkelig dejligt!
Mens vi havde været i bad, havde vores chauffør opdaget, at ejeren af badestedet havde en bueskyttebane i haven. Så det måtte vi da lige prøve.
Efter et hurtigt stop på hotellet, blev vi sat af inde i byen.
Det var tid til at sige farvel til vores guide og chauffør.
Det var helt mærkeligt, for vi havde jo tilbragt mange timer sammen den sidste uge, og de havde virkelig givet os en helt fantastisk tur!
Hvordan runder man en ferie af i sådan et eventyrland?
Vi endte med at sætte os på den cafe, hvor hele ferien startede. Der hvor vi sad den første dag, helt trætte og fortumlede, og ventede på at vejen åbnede, efter at den thailandske konge var kørt fra lufthavnen.
Det var hyggeligt nu at sidde og snakke turen igennem lige præcis der.
Bagefter gik vi langs floden tilbage til vores hotel. Og hyggede os der resten af aftenen.
Næste formiddag i lufthavnen var det helt hyggeligt. For der var vores veninde fra hotellet (som vi har spist med flere gange) men også folk fra Tiger’s Nest vandreturen. Så der var ofte nogle at hilse på.
Alle turister kommer til Paro for at afslutte deres eventyrferie her, før vi flyver hjem, så selvfølgelig genkendte vi folk her.
Jeg har sjældent oplevet folk tage så mange sidste billeder på vej ud i flyet. Vi skulle alle lige have det allersidste med af skønne Bhutan.
Det havde også været den vildeste rejse. Med så mange gode og imponerende oplevelser. Bhutan havde virkelig succes med at give os en fantastisk ferie.
Vi var i Bhutan i april/maj 2025.
Fantastisk
Tak 🙂